UA-76103815-1

Lukker ikke et øje

Der er intet der virker så beroligende på mig, som mine katte der hviler med det fredfyldte udtryk som kun en kat kan have.

Netop og præcis derfor undrede det mig, at Quintus så så anstrengt ud, da han for en uge siden lå helt tæt med sin roomy Zumo.. Med kun ét øje lukket.

Jeg konstaterede hurtigt at han tilsyneladende var ude af stand til at lukke sit højre øje ved egen kraft. Dyrelægen var enig: Han ser fint, tårekanalen virker, det tredje øjenlåg som katten har virker ugeneret, men Quintus er ude af stand til at blinke, knibe øjenlågene sammen eller på anden måde aktivt beskytte sit øje: ven en simpel test kunne lægen lidt undrende konstatere at kattens nerver omkring øjet er ude af drift : de er lamme.

Quintus er udekat og ynder at leve livet i træer og mellem buske og grene. Han bor med Zumo der både er større, stærkere og ældre end Quintus og der er ofte tilsyneladende små magtkampe mellem de to på martriklen, mens det går en del hårdere for sig mod nabolagets mange katte, uden for martriklen: Både Quintus og Zumo kommer ofte forrevede hjem efter en tur i marken.

En kat der lever livet på den måde, måske med næsen lidt for langt fremme, er ganske dårligt stillet når den pludselig ikke kan blinke!

Dyrelægen gav mig nogle gele øjndråber som jeg skal dryppe hans øje med 2-3 gange dagligt for at sikre at hans øje ikke tørrer for meget ind: Jeg så for mig hvordan jeg igen blev bundet til mit hjem af en baby der ikke kan lades alene i for mange timer. Jeg mærkede presset og den dårlige samvittighed når jeg har aftaler efter job, så bekymringerne stille sig i kø..

Jeg har nu dryppet hans øje i en uge. Det er ikke noget problem : jeg lægger ham på ryggen i mine arme og drypper en enkelt dråbe ned i hans vidt åbne øje. Han gør ingen antræk af ubehag: nerverne omkring øjet er ganske simpelt lammede og bevægelseløse.

I forgårs bemærkede jeg til min store glæde, en vis modstand da han skulle om på ryggen og da dråben var faldet, gned han sig med bagsiden af poten mod øjet og det tredje øjenlåg kom frem.

Dagen efter, igår, bemærkede jeg nogle små muskeltrækninger under øjet da vi gentog øvelsen og i dag tør jeg tro på at han vil komme sig.

Jeg forstår det stadig ikke og må nok leve i uvisheden: Hvad i himlens navn er der sket?

I rødt

Første gang jeg lagde mærke til hende var i morgentoget hvor vi stod, pakket som kvæg der bare venter på at blive lukket ud! Ud i regnen!

Det var hendes røde frakke der fangede mit blik. Siden har jeg set hende mange gange. Faktisk kigger jeg efter hende hver eneste dag.

Frakken sidder lidt for tæt til, på hendes brede skuldre og store barm. Den får på en lidt trist måde neutraliseret det frække og kække jeg måske lidt naivt forbinder med en rød, ulden, cottoncoat. Hendes hue ser hæklet ud og ikke særlig varm. Håret er mørkt og sat op, og står i skarp kontrast til hendes blege, skandinaviske hud der vidner om en sommer vi alle kunne have ønsket bedre..

Ved første øjekast forekommer hun mig træt.. Hun ser tom og nærmest udtrykløs ud i ansigtet. Da vi alle stiger ud af toget går jeg bag hende, og da vi alle går op ad trappen iført jakker, huer, tasker og mapper, kommer jeg vilkårligt til at tænke på billedet af de grå, udtryksløse børn der køres på samlebånd til kødhakkeren. Another brick in the Wall..

Det er kvinden i rødt der, antageligt uden at vide det, på én gang gør et stiltiende oprør ved at skille sig ud, og ved at vise mig vej.

Få minutter senere ser jeg hende stå ved busstoppestedet: Vi skal samme vej!

Det er koldt, det småregner og jeg selv stiller mig ind under det sparrede halvtag der er stillet til rådighed for os der, frivilligt eller ufrivilligt, vælger denne mere passive form for transport. En form for transport der kræver stor mental styrke, fleksibilitet og udholdenhed. Stærkt undervurderet, efter min bedste overbevisning.

Som jeg står der og skutter mig, forekommer hendes ansigtsudtryk mig decideret sørgmodigt.

Jeg forsøger at fange hendes blik, men hun er slet ikke til at finde. Munden og øjnene hænger nedad og hun ser lige frem for sig. Tomt.

Det er foruroligende svært at se hende stå af bussen sammen med mig og de andre ukendte, grå mennesker. Se hende dreje væk, se hvordan hun går alene over broen og væk..

Hun minder mig om en stereotyp af en kvinde der skal overleve dagen, ægteskabet, skilsmissen og livet, alt imens hun venter på bedre tider. Jeg håber hun bliver gladere når hun kommer derhen, hvor hun tager hen, hver morgen..

Faktisk håber jeg, at hun i virkeligheden er en kvinde der er selv vil lyse op så det er hende der kommer med frakken, ikke omvendt, som nu. Snart.

Jeg håber at hun smiler for sig selv fra tid til anden.. Jeg håber hun vil smile i morgen..

Jeg savner dig

Her er jeg så, igen!

Jeg er tilbage fordi jeg savner dig! DIG! Jeg savner at have ro omkring mig, at skrive eller fortælle løs om løst og fast. Om det der ligger mig på hjertet og på sinde!

Jeg kunne fortælle hvordan jeg forsøger at genoptage min svømmetræning fordi mine fødder driller og gør ondt når jeg bruger dem for meget.. Jeg skal tale med en læge om det snart! Synes også det er lige tidligt nok at jeg er begyndt at få vand i benene..  Så meget at det spænder og gør ondt.. Reparations alderen kalder de det godt nok: Tak skæbne! Jeg havde nok på fornemmelsen at det ville gå ned af efter de fyrre.. Men alligevel!

Og jeg har fået styr på min og Hjerter Knægts sommerferie! Vi skal deltage på Langelands festivallen, for første gang! Jeg har ikke været på festival siden jeg var på Midtfyns Festival den sommer jeg fyldte 18. Dizzy Mizz Lizzy spillede på den store scene kl. 24 på selve dagen. Det var et godt år men hold da op hvor er det længe siden! Eller..

Faktisk ville det også være oplagt at fortælle at jeg passer Naboens Kat mens naboen er på ferie! Den er lille og sky og man kan aldrig komme i nærheden af den. Modsat mine egne to som tager pænt imod alle på deres vej inklusiv genboens hund! Og jeg har nu lært den lille nervøse hunkat lidt at kende. Hun virker stresset og nervøs men desværre mest på grund af mine kære katte. De jagter hende var hun et bytte så hun dårligt tør gå ud af sin hoveddør.. Jeg må ha fundet en løsning så de ikke kan rende ind og ud af min have på den måde..

Det var dejligt at få luft, en skøn monolog kan også gøre godt!

Hvordan har du det?

Tog og tid og andet

Jeg elsker at være så privilegeret at komme i København hver dag.

Når jeg arbejder, cykler jeg først til toget, så tager jeg toget til hovedbanen og så går jeg det sidste stykke. Næsten som sangen med Kaj og Andrea i rejsesangen som jeg har fundet til dig her!

Jeg er så heldig at der kører hele 2 tog i timen fra min lokale tog-station og jeg er oven i købet så privilegeret at jeg kan køre med regional toget hele vejen. Der er næsten altid siddepladser og hvis det er muligt, sætter jeg mig altid i en stille kupé. Der kan jeg læse, besvare beskeder, samle mine tanker og blunde lidt. Til trods turen kun tager 20 minutter!

Når jeg så når ind til Hovedbanegården er det faktisk altid, uanset vejret, dejligt at gå de sidste halvanden kilometer: Se himlen, mærke årstiden, byen der vågner: Mærke sig selv! Og det er næsten endnu bedre om eftermiddagen, efter en lang dag på kontorstolen!

Men det bedste er at kigge på de mange forskellige mennesker og forestille mig hvilket liv de lever, hvorfor de hænger der: Hvad venter de på? Hvor har de været? Arbejde, ferie, date.. Læser de, har de en uddannelse, hvad drømmer de om?

Og så knuseelsker jeg selve København Hovedbanegårds hovedbygning! Jeg synes den er helt fantastisk med dens udsmykning på vægge og vinduer, glasset i taget og for enderne af bygningen. Alle de gamle lamper og lysekroner: Københavns hovedbanegård er bygningsmæssigt helt ikonisk! I min optik!

At man ikke kan komme for sent til et tog i Danmark, er kun en bonus for en som jeg der altid kommer 1½ minut for sent ud ad døren: Mit tog er i hvert fald altid ca. 5 minutter forsinket og det er jo heldigt når nu der kun kører 2 i timen. Det kan dog blive en udfordring hvis jeg begynder at kalkulere med forsinkelserne om morgnen, men jeg er endnu ikke kommet for sent til mit tog, og ellers kommer der altid en pige og en sporvogn til!

Hey! Jeg ved hvad jeg taler om folkens!

Pas på jer selv

At løbe fra det hele

Roskilde Domkirke Selv det lys vi får fra en grå himmel virker helende for krop og sind

Efter 48 timer er det altopslugende savn ved at aftage: Det var en hård omgang denne gang!

Jeg har løbet en tur, fordi jeg havde fået helt ondt af at slå mig selv i hovedet. Kun i tankerne, men det kan nu godt give dårlige fornemmelser ikke desto mindre. Og hvorfor jeg gjorde det? Jeg har beskrevet gårsdagens sindstilstand og årsagen til samme, her: Jeg have ærlig talt ondt livet.

Som de fleste andre, ved jeg godt at motion, frisk luft og sol eller lys, selv fra en overskyet himmel, virker positivt på et nedtrykt sind. Så lige inden solen begyndte at gå helt ned, tog jeg mig sammen. Det passede i øvrigt så fint med at det begyndte at regne da jeg stod og stragte ud, uden for min hoveddør. Hvor heldig kan man være?!

Det er utroligt hvad en lille, symbolsk løbetur kan gøre! Jeg ved godt at man kan måle sig frem til alle mulige stress nedsættende stoffer som frigives under motion. Men for mit vedkommende tror jeg mest det handler om at den fysiske smerte og følelse af tungsind “overskygges” af den følelse det giver når hjertet pumper ekstra hurtigt for at få ilten ud i blodet og ud i kroppen. Eller hvad det nu er der sker. Det er i hvert fald for mig en fysisk følelse af velvære.

Jeg forventer desværre også at få lidt løbe “tømmermænd” i morgen: Det er seriøst længe siden jeg har løbet og jeg er ikke sikke på at muskler og scener i mine ankler bifaldt min taktik. Men så har vi jo heldigvis altid svømmehallen: Den vender vi snart tilbage til.

Skiftedag igen

Nu har jeg levet med det i de sidste 9½ år! Hvordan kan det stadig ramme mig så hårdt? Men det kan det og det gør det! Heldigvis ikke hver gang, men denne gang! Av!

Vi har hygget, krammet, holdt påske, skældt ud, spist chokolade, været praktiske, været upraktiske og frem for alt været nærværende, i vores egen lille bobbel. Den bobbel der skabes når han og jeg er intenst sammen. Måske det er fordi vi har holdt ferie sammen.. Måske det er fordi han er blevet 12 og tiden med ham er så dyrebar. Selv den tid vi bruger på at stå op, med vores små jappende rutiner. Og kæmpe kram inden jeg som den første iler ud af døren kl. 7:10 for at nå toget og jobbet.

Når jeg kommer hjem til et tomt hjem, og jeg bliver ramt sådan, nytter 1.000 skønne ting på to-do listen ikke noget! Solen kan skinne og jeg kan lægge planer for eftermiddagen hele vejen hjem fra jobbet. Og når jeg så kommer hjem, bliver jeg lammet af ensomheden. For der er ingen at være noget for, der er ingen grund til at lave varm mad. Det er for koldt at løbe og endnu koldere at gå tur. Bøger er pr. definition kedelige i dag og sådan kan jeg blive ved.. De der tilbyder at snakke med mig, ved alle hvad jeg går igennem. Men jeg har ikke lyst til at snakke. Jeg har været det hele igennem så mange gange før.. Gad vide hvordan de små unger der pakker tasken og flytter fra hjem til hjem, har det? Det må være forfærdeligt! Hvor man end er, savner man den anden konstant..

Et hverdagssavn som dette varer for mig vel ca. 24 timer. Så har jeg vænnet mig til følelsen af at være alene.

Mine katte er på dupperne i aften: Den ene ligger til højre for mit tastatur og holder sig tæt på. Den anden vil have mig op ad stolen: Han hyler og skriger og bidder alle hjørner af mine papirer på mit skrivebord.. Hvad skulle jeg dog gøre uden dem…

Jeg skal bruge Prøvekaniner

Jeg har brug for hjælp, din hjælp? Jeg har brug for at træne mine færdigheder!

Jeg har igennem det sidste 1½ år været i gang med at uddanne mig i en terapi- og coach form der kaldes NLP. Ultra kort fortalt bruges NLP til at ændre et uhensigtsmæssig tankemønster til et mere hensigtsmæssig tankemønster. Fremadrettet som bagudrettet.

Min motivation er at arbejde som terapeut når jeg har gjort uddannelsen færdig: Jeg elsker at opleve at mennesker omkring mig får det bedre i deres liv!
Din motivation til at hjælpe mig, kan blandt mange andre være en af nedenstående:

  • Det kan handle om alt fra grundlæggende triste/ negative selvfølelser til dig selv eller til andre personer i dit liv som du ønsker et bedre eller mere afklaret forhold til.
  • Det kan handle om en vane eller et handlemønster, du ønsker at lægge fra dig.
  • Det kan også være at du befinder dig i et dilemma og mangler afklaring: Det kan være en stor lettelse at få disse følelser kortlagt så det bliver lettere at rumme dem.
  • Eller det kan handle om at give slip på en sorg eller en vrede, der har for meget plads i dit liv.
  • Det kan handle om at komme i mål med din drøm: at lægge en plan og med at finde motivationen til at gøre noget nyt: For, hvis det du har gjort tidligere ikke har virket, er det nok tid til at gøre noget andet: Til at lægge en ny plan!
  • Det kan være alt fra drømmen om et vægttab, til at åbne en forretning eller til at komme videre: Der findes faktiske ingen grænser for hvad vi, i virkeligheden, går rundt og drømmer om!

Jeg er pt. i færd med Masterudannelsen, og jeg har haft fingrene i mulden længe nok til at vide at jeg kan gøre en forskel, hvis du vil! Det er krav fra mit uddannelsessted (NLP Skolen i Roskilde) at jeg løbende arbejder med mig selv således at jeg har styr på mig og mit når i du kommer til mig. – Blot til information.

Helt praktisk:

En færdiguddannet coach/ terapeut tager ca.800kr. for en session af 1-1½ time.

Din pris, som kanin, er pt. 300kr. for en time, 400kr. for 1 1/2 time.

Det vil foregå i mit hjem i Hedehusene om aftenen eller i weekenden. Det vil være muligt at finde tid både lige- og ulige uger.

Hvis du er interesseret i at høre mere, eller i at være min prøvekanin, så send mig en PM.

Pas på dig selv

%d bloggers like this: