Hvis der er noget jeg elsker ved mine katte så er det min personlige oplevelse af at jeg kender dem. Jeg kender deres adfærd, jeg ved hvad deres lyde og kropssprog betyder, jeg kender deres næste skrit.

Og måske er det derfor jeg taler med dem også? Jeg har haft burmesere så længe jeg har haft kat i mit voksenliv (mere end 20 år). Ingen af mine katte har mindet om hinanden selvom jeg (desværre) har haft nogle stykker efterhånden.

Quintus og Zumo er snart ved at være de katte jeg har haft længst, men dem der altid vil stå mit hjerte nærmest, er min kat nr. 2 og nr. 3: Oliver og Karmen.

Vores første kat, Hannibal, ‘s far Oliver flyttede ind på et “ophold” i vores lejlighed da katteavleren ventede på at hans kastration skulle virke. Han var så sød og godmodig og vi var så taknemmelige da vi blev spurgt om vi ville beholde ham.

Da vi bragte vores baby hjem fra fødselsstuen, holdt Oliver sig tæt til ham fra dag et. Han sad ved siden af på puslebordet og lod baby gribe sig i pelsen. Han lå i babys bamse-hundekurv ved siden af tremmesengen og blev ofte fundet i fodenden af barnevognen til skræk for forældrene, til glæde for barnet.

Jeg har aldrig hørt Oliver hvæse eller sætte Karmen eller Hannibal på plads. Han var som en omvandrende katte repræsentant for kærlighed. Jeg ved at han af samme årsag var efterspurgt til avl. Før han kom til os, naturligvis.

Da han var omkring 9 år fik han sukkersyge og da jeg fandt ud af hvad der var galt, var der ikke meget at gøre. Nu, 9 år senere, bliver jeg stadig påvirket af at tænke på det.

Karmen sørgede og jeg løb ud og hentede Quintus hjem i hast. Men da var Karmen en gammel dame, og Quintus var for meget for hende. Den korte version er, at hun blev utryg og stresset og efter mange, mange tiltag, var jeg nød til at vælge i mellem dem, hvilket var ubeskrivelig hårdt.

Karmen kom til en kærlig familie og blev ene kat. Quintus som på det tidspunkt allerede havde mistet tre gode venner, knyttede et bånd til mig som kun de færreste kan forstå, men som de fleste kan se.

Ind i mellem tror jeg at Quintus har en brist fordi han virkelig opfører sig tosset og jeg har på det seneste overvejet at få en kattehvisker til at tage en snak med ham. Bare fordi jeg er nysgerrig efter at vide, hvordan han virkelig har det.

Zumo er heldigvis både mere ligetil og åbenhjertig og minde på virkelig mange måder om vores elskede Oliver, selvom han selvsagt er helt sin egen.

Lige nu er der ro på og det er svært at forestille sig at det kan være anderledes men jeg ved at jeg om 10 minutter står og taler med Quintus om hvor mange menuer man kan vælge imellem, når man er ansat som kat under mit tag.