Bloggen her er min fortælling: Jeg skriver om livet som delemor til Hjerter Knægt på nu 13 år, om at være single og ønske, men ikke søge, en kæreste til at dele livet med. Jeg skriver om samarbejde med Hjerter Knægts far, om drømmen om familien, og om virkeligheden uden. Jeg skriver også om at min kamp for at udleve min vildeste drøm, nemlig at arbejde med mennesker, og om det at være “hende der har Naboens Kat” midt i et parcelhuskvarter vest for København.

Jeg er 42 år, og som så mange er jeg blevet skilt fra mit barns far. Siden da, det er snart 11 år siden, har jeg været igennem både forhold og brud, flytning, frustrationer om børneopdragelse, disponering af tid og i en konstant søgen efter lykken og en ny familie. Jeg gør mig jævnligt overvejelser omkring stjernefamilien, solomoderen og efternøgleren men er vist mere en tankens kvinde, end en handlingens mand.

Derfor falder det mig nok meget naturligt at nedfælde disse tanker på bloggen og dele dem med jer. Og hvem ved: Måske du har været der selv, og ved hvad jeg taler om?

Jeg håber du vil hænge ud med mig herinde og det ville gøre mig uendelig glad om du vil sende mig et ord retur så jeg ved hvad du tænker om.. ja.. om det hele, bare for at starte et sted.

Sovende kvinde

malene@naboenskat.dk

Udvid min horisont: Lad mig høre hvad du tænker