UA-76103815-1

Kategori: Helt Privat

Jeg savner dig

Her er jeg så, igen!

Jeg er tilbage fordi jeg savner dig! DIG! Jeg savner at have ro omkring mig, at skrive eller fortælle løs om løst og fast. Om det der ligger mig på hjertet og på sinde! 

Jeg kunne fortælle hvordan jeg forsøger at genoptage min svømmetræning fordi mine fødder driller og gør ondt når jeg bruger dem for meget.. Jeg skal tale med en læge om det snart! Synes også det er lige tidligt nok at jeg er begyndt at få vand i benene..  Så meget at det spænder og gør ondt.. Reparations alderen kalder de det godt nok: Tak skæbne! Jeg havde nok på fornemmelsen at det ville gå ned af efter de fyrre.. Men alligevel!

Og jeg har fået styr på min og Hjerter Knægts sommerferie! Vi skal deltage på Langelands festivallen, for første gang! Jeg har ikke været på festival siden jeg var på Midtfyns Festival den sommer jeg fyldte 18. Dizzy Mizz Lizzy spillede på den store scene kl. 24 på selve dagen. Det var et godt år men hold da op hvor er det længe siden! Eller.. 

Faktisk ville det også være oplagt at fortælle at jeg passer Naboens Kat mens naboen er på ferie! Den er lille og sky og man kan aldrig komme i nærheden af den. Modsat mine egne to som tager pænt imod alle på deres vej inklusiv genboens hund! Og jeg har nu lært den lille nervøse hunkat lidt at kende. Hun virker stresset og nervøs men desværre mest på grund af mine kære katte. De jagter hende var hun et bytte så hun dårligt tør gå ud af sin hoveddør.. Jeg må ha fundet en løsning så de ikke kan rende ind og ud af min have på den måde..

Det var dejligt at få luft, en skøn monolog kan også gøre godt!

Hvordan har du det?

 

Vi løser det jo også når skoen gnaver

BundetSidst jeg var til terapeut blev jeg bedt om at tage mig sammen!

Okay, det var måske ikke lige sådan hun udtrykte det, men det var det jeg hørte.. Faktisk sidder jeg lige og bliver lidt i tvivl om det faktisk var sådan hun sagde det.. Nå.. Anyway.. Hun ramte et ømt punkt, ingen tvivl om det. For er der noget jeg har udviklet særlige kompetencer i igennem de sidste tre-fire årtier, så er det selvmedlidenhed og overspringshandlinger. Jeg har naturligvis også andre kompetencer men de er ikke rigtig relevante lige i denne specifikke sammenhæng.

Så den seneste måned har jeg taget mig sammen.

Jeg må gøre de ting der følger med at være voksen

Også de ting der ikke er så sjove må jeg gøre. Faktisk også de sure og kedelige ting, og jeg er begyndt at springe mine overspringshandlinger over. De fylder i hvert fald ikke så meget længere.

For, hvis jeg gerne vil udvikle mig, se de gode ting komme til mig, se de gode ting udspringe af mine handlinger og gerninger, bliver jeg nød til at tage mit ansvar og gå til livet med oprejst pande. Ellers vil jeg blive hvor jeg har har været det meste af mit liv og det ønsker jeg ikke længere: jeg bliver nød til at komme videre, fordi tiden er til det. For Gud skyld: Jeg er 40 somre gammel!

Den skarpe læser vil måske rynke panden og stille det ikke uvæsentlige spørgsmål: Hvis det er så simpelt, hvorfor har jeg så ikke gjort det meget tidligere?! Og ja! Sagen er jo den, at det ikke er spor simpelt eller lige til, i min verden. Jeg har ikke vidst hvad det var der skete (eller hvad det var der ikke skete) siden jeg ikke kom videre, hvad der holdt mig fast i mine mønstre. Jeg var faktisk ikke engang opmærksom på at jeg sad fast.

Der er nogle der siger at man må spise en elefant ved at tage én bid ad gangen. Men hvis man ikke kan se elefanten, og ikke ved hvad det er man leder efter, men man kan mærke at det burde kunne blive bedre.. livet. Måske fordi elefanten har plantet sin ene fod på din tå, men som sagt: Man kan ikke se hvorfor skoen trykker.

Ja, så kan man give sig selv en gave. En gave som består i at man stopper op og lytter til sig selv og derved tager sig selv alvorligt. Det er dog desværre for de færreste helt nok: Vi er mange der har brug for hjælp til at få øje på elefanten. Det er derfor at vi går til coach, psykolog og terapeut, for blot at nævne nogle muligheder. For de kan noget. Ligesom vi kan noget.. Ind imellem har vi bare brug for lidt hjælp.

De kan noget med at lytte og hører ikke blot hvad der bliver sagt, men også hvad man mener. De ved noget om adfærd, tanke og handlingsmønstre og de ved noget om hvad man skal have i sig for at kunne slutte fred med skoen der gnaver, endsige for at kunne få den af og smide den væk.

Det er lige præcis det jeg vil lære! Det er der jeg vil hen og derfor jeg læser NLP: For at få og lære at beherske de virkemidler der findes, som kan gøre den enkeltes verden både et større og bedre sted at være. Og i min proces i at lære at mestre dette, bliver min verden hele tiden større. Det er nu så meget lettere at give noget videre man selv har fået.

Jeg glæder mig

Om lives små kapitler og store indsigter

Jeg har været forelsket! Er det vel dybest set stadig på et eller andet plan.. når der er ro til at mærke efter – så ved jeg det! Jeg bærer stadig følelsen i mig. Og skulle jeg glemme det, og tro at det hele blot var en drøm, kan jeg tænke tilbage, huske.. Finde tankerne, følelserne og de for evigt arkiverede billeder…
Det bliver aldrig det samme efter mødet med kærligheden!

Hver forelskelse er ny, dugfrisk, frodig, kommer hurtigt, kan gå let.. Men de forsvinder aldrig helt.

For jeg har været der og mærket suset.

På en god dag, når vinden står rigtigt, er der stadig rum til at træde ind i boblen og mærke alle følelserne der fulgte hver enkelt forelskelse: de lette som de tunge.

 

Og når jeg er klar, og parat til start, vil der blive givet signal og et nyt kapitel kan gå i gang, blive levet og arkiveret med alle de nye følelser og dufte der måtte byde sig til.
Jeg talte engang med en jeg havde haft disse stærke følelser for, om livets mening.

Mit eget svar på dette store spørgsmål, kom så naturligt til mig da jeg første gang blev stillet det, som lille pige med dukkevognen på værelset som det dyrebareste eje:

Meningen med livet er for mig at blive mor!

Som livet nu er levet, blev jeg virkelig mor. Og min forståelse for hvad det specifikt var, ved mor-begrebet der var så meningsfuldt kom til mig. For det er ikke det at blive mor i sig selv der giver mit liv mening. Det er følelsen af den dybe, ubetingede kærlighed.

For hver gang jeg oplever kærligheden, også selv om det blot er for en stund, giver det hele mere mening. Mening i livet, med livet.

Så igen: Jeg har elsket. Og jeg har været forelsket! Er det vel dybest set stadig på et eller andet plan.. I alle de mennesker jeg har mødt på min vej, der har lukket mig ind og som jeg har lukket ind. De har sammen givet mig det største af alt:

Kærlighed og meningen..!

Det perfekte sted – i livet

"Det perfekte sted" Fotomarathon 2016
“Det perfekte sted” fra Fotomarathon 2016

Jeg sørger, græder og jeg tager afsked. Ikke mange forstår det men årsagen får du her og det er faktisk helt reelt: Jeg fylder fyrre om en uge, men det er ikke blot det: For mig er fyrre (40) ikke blot et tal, men en yderst vigtig målestok for hvilke mål jeg har nået i mit liv. Alt er taget op til revision og du gættede sikkert korrekt: Mine mål var høje og jeg har dags dato ikke nået dem! Mit liv kan, set i bakspejlet, forekomme lidt tilfældigt. Pludselig var jeg midt i livet, og mit udgangspunkt har længe været at jeg ikke fandt resultatet smukt.

En af opgaverne til årets fotomarathon lød “Det perfekte sted”. Ovenover ses mit bud på denne opgave: Jeg kan godt lide kontrasten i den smukke robe der skødesløst er hængt op i en af Københavns gamle lygtepæle. Tilsyneladende tilfældigt, smukt placeret. Er dit liv sådan?

Og hvad gør en Klog så, når man ser på sit liv og må indse at man ikke er hvor man troede eller ønskede at man ville være, når man var halvejs i livet? Der er 7 dage til min fødselsdag: jeg har løbet “marathon” i de seneste år for at nå bare nogle af mine mål, men må give fortabt nu, ved målstregen. Mine mål har været store, det erkender jeg. Nogle ville nok betegne dem som drømme, men det ændrer ikke på at jeg på min egen måde har søgt at skabe mig et liv der indeholdt nogle af de kvaliteter og værdier som jeg mente skulle være til for at jeg var lykkedes i livet.

-Ifølge hvem, spørger du? – Ifølge mig? – Måske..

Nu er tiden kommet hvor jeg bliver nød til at omprogrammere denne eksistensopfattelse. For selvom jeg er alene, selvom jeg “kun” har ét barn, så drejer jorden stadig rundt, solen stå op hver dag, Hjerter knægt skal stadig i skole og huslejen skal betales. Og vigtigst af alt: Der er så mange ting jeg både vil, skal og kan nå, uanfægtet min alder!

Jeg er igang med nogle af mine mål, nu. De er gradvist blevet aktiveret i takt med at min store dag (fødselsdag) har nærmet sig. Jeg kan i flæng nævne Bloggen her, fotografering, flere sociale aktiviteter, endda min uddannelse i selvudvikling/ NLP…

Men, det er ikke det! Det er ikke de handlinger der betyder noget! De er alle dybest set overfladeske aktiviteter som ingen betydning har for dig hvis eksistensgrundlag allerede er i orden. Hvad betyder det at blogge, fotografere, møde mennesker og at få likes (det er du for øvrigt altid velkommen til at give), og modtage tilkendegivelser af at du er dygtig at du kan dit shit, at du er smuk, What ever, hvis ikke du grundlæggende ved og føler i dig selv, at du er god nok og at du er berettiget til at være her, ligemeget hvad du gør, ligemeget hvad du præsterer, ligemeget hvad andre måtte mene?

Som jeg ser det, ligger foreskellen i hvilken motivations-faktor der driver værket. Gør du det du gør, for at andres meninger om det/ dig og deres tilkendegivelser skal fylde dig op med ro, energi eller kærlighed, eller gør du det fordi selve handlingen tilføjer dit liv værdi (kærlighed, ro, energi)?  Og vælter du, uden de andre? Det første kaldes selvtillid, det andet kaldes selvværd.

Jeg har selv været drevet af et behov for kærlighed. Men det er en kærlighed jeg aldrig vil kunne give eller modtage, for den der skulle være omdrejningspunktet, er her ikke. Lige meget hvor meget jeg fortryder, hvor meget jeg ændre adfærd, eller hvor meget succes jeg måtte få på arbejdsmarkedet eller i livet. Det havde ingen betydning.. Så nu er tiden kommet hvor jeg har måtte give slip på det jeg på et mere eller mindre bevidst plan har arbejdet for og med i lange tid. Jeg skal lære at tilgive skæbnen, at ændre mit fokus og at gøre de ting jeg gør, for min egen skyld, i kærlighed til mig selv.

Når det er sagt, er det ikke helt ligetil at give slip på en faktor der har fyldt virkelig meget i mit liv, i mange, mange år. Jeg skal sige uigenkaldeligt Farvel. Og det har været forbundet med en stor sorg. En sorg over at skulle give afkald på noget som jeg i høj grad identificerede mig med og på én eller anden måde havde baseret min fremtid på. En sorg som jeg skulle sige højt, rumme og forstå med alle de følelser der var knyttet dertil. Både de gode og de svære følelser. De kærlige og de vrede følelser.

Derfor læser jeg bøger om sorg! Derfor går jeg uden make-up på job, for det svier forfærdeligt når tårerne får det hele til at løbe og tårerne er ikke til at stoppe: De skal nok finde ud i disse dage!

Og derfor kæmper jeg: Fordi jeg rent faktisk er Det perfekte Sted i mit liv! Lige dér hvor jeg selv kan tage styringen og ansvaret for mit liv: Ingen har sagt at livet skulle være let. Jeg skal ændre retning, roret er tungt men vi ved at det er muligt, så derfor gør jeg det!

-Om det er tilfældigt at jeg havnede hvor jeg havnede skal være usagt. Men som roben i lygtepælen er både du og jeg flytbare. -Og i øvrigt også smukke i krop og sjæl, blot fordi vi er!

Under alle omstændigheder er vi alle det perfekte sted hvorfra vi kan vælge at blive, eller vælge at flytte os fra for at gøre noget andet, og under alle omstændigheder få det bedste ud af vores liv. Også(!) om en uge, om en måned og om et år!

Kærligst fra Malene

Alt er godt – og nyt – og stadig spændende

Due

Alt er godt! Alt er godt! Alt er godt!  Men.. Jeg begynder faktisk at blive lidt urolig, til trods: Alt er jo godt! Urolig for, om det nogensinde bliver det samme igen? Det samme som tidligere.. Urolig for, om jeg skal få et tilbagefald, til dengang jeg var evigt søgende, hele tiden på jagt, altid klar på en flirt, et smil, en kæk bemærkning med et glimt i øjet. Jeg elskede det: Det fyldte mig op med glæde og energi, det var mit fix som jeg ikke kunne leve uden.

Det er ikke længe siden, det er i hvert fald.. 9-15 måneder, sådan cirka, siden mit behov for den form for anerkendelse og opmærksomhed begyndte at betyde mindre. Det er stadig lidt uvant for mig at kunne slappe af og være til stede i mig selv, nyde nu’et, uden at skulle skæve til ham derovre, blot for at se om jeg kan få øjenkontakt, eller et lille smil måske.

Faktum er at jeg har brændt fingrene igennem livet. Igen og igen, ret koncentreret igennem de sidste 9-10 år! Ja, okay: Ikke hver dag, og ikke hvert år, men trods alt løbende. Og hver gang har jeg hurtigt og sikkert kunne rejse mig og børstet hænder og knæ for grus og skidt, og har igen kløet på med oprejst pande og smil på læben, og virkelig troet på at jeg bestemt skulle finde lykken: Ham, min eneste ene der ville fylde mig fuldstændigt op med lykke!

Men.. Det er som om luften nu er gået ud af ballonen. For den lykke jeg søgte, har jeg fundet. Ah, jeg ved det: Hvor patetisk! Og ja, jeg ved det godt, for jeg har faktisk fundet den i min egen baghave, i mig selv, om du vil, da jeg holdt op med at lede ude. Min lykke er nemlig ikke afhængig af andre end mig selv! Det var en øjenåbner af de store da jeg indså dette efter et af de store brud der efterlod mig blødende på gulvet fordi jeg intet var: Intet, uden Ham! Sikke et ansvar at påtage sig: Jeg er selv ansvarlig for mig lykke?!

Det har taget lang tid, fra jeg indså denne naturlov, til jeg forstod den. Og igen yderligere lang tid, før jeg kunne mærke den, og handle efter den. Og meget kan man sige, men jeg er bestemt ikke kommet sovende til den “Alt er godt” følelse, jeg sidder med lige nu.

Det en ny følelse og en ny situation for mig at være i. Jeg går sommeren i møde med helt nye og anderledes forudsætninger end jeg nogensinde har gjort tidligere og det er på én gang skræmmende, og virkelig dejligt. Dejligt fordi det er mig alene der står ved roret. Jeg kan gøre hvad jeg vil, jeg styrer selv mit skib og sætter selv mine mål. Skræmmende fordi jeg aldrig før har styrtet og har haft ansvar for et skib: Skræmmende, og ret fedt!

Og lur mig, om ikke det nok skal gå. Andre har gjort det før mig, så selvfølgelig kan jeg også. Jeg er lige midt i livet, jeg er kommet langt, faktisk virkelig langt og har stadig mål at  styrer efter, og det kan du også få, hvis du ikke allerede har det!

De smukke bløde kvinder – stil dog skarpt

At stille skarpt


Og så har jeg ringet efter den tømrer! Du ved, ham der skulle give et tilbud på vores vinduer. Jeg er simpelthen så træt af at vente på at Anders får det ordnet. Der sker jo aldrig en skid!

Jeg slår blikket ned og har svært ved at undertrykke mit smil. Jeg tænder for bruseren igen og prøver at følge med deres samtale i smug, selvom det må være klart for de fleste at privat livets fred bliver ophævet når man hæver stemmen for at kunne samtale under bruseren i en svømmehal. Desuden er vi alle nøgne. Nøgne og blottede: Det nytter ikke at prøve at skjule noget, hverken det ene eller det andet: Herude er vi alle ens.

Jeg betragter flokken af kvinder der træder ind fra svømmehallen så godt jeg kan uden briller på. Jeg gætter på, ud fra deres samtaler, at de er pensionerede og vurderer at de har kendt hinanden og muligvis også deres respektive familier, i mange år. De er alle hvad jeg i daglig tale ville kalde for overvægtige, nogle af dem lidt mere men ikke desto mindre: Smukke!

Selvom jeg tænker at vi alle kigger på hinanden, føles det stadig forbudt at stirre for længe. Ingen vil fanges i at kigge, ingen ønsker at møde den andens blik som man står her med alle sine fejl og mangler.. Tænker jeg. Og så igen, måske er det blot min verden.. Jeg ved jo faktisk intet om hvad de andre tænker. Jeg møder sjældent eller aldrig de andres blik, måske fordi jeg er hæmmet af at være så nærsynet at jeg aldrig med vished uden briller kan vurderer om de andre kigger på mig, eller lige forbi mig.

Hvis du nu forestiller dig et uskarpt billede.. Du kan se det meste, hvad de laver på billedet, sådan cirka, og at de smiler.. men du kan ikke med sikkerhed sige hvad de kigger på, eller hvad det er de har i hænderne. Kun fornemme det vagt.. Sådan ser min verden ud, når jeg lægger brillerne fra mig: lidt sløret.  Om det er derfor jeg oplever omklædningsrummet og kvinderne i det som jeg gør, skal være usagt. Men jeg elsker det!

Lige disse kvinder møder jeg næsten hver gang jeg morgensvømmer. De er alle lidt store, men også robuste, fysisk aktive og fyldt med energi. Og de er alle smukke på en måde der synes forsvundet i det billede vi præsenteres for af kvinden i det offentlige rum. Her er kvinden som hun faktisk ser ud!

Brysterne er store og tunge, og passer harmonisk sammen med kvindernes brede hofter og runde lår. Maven er med top på og jeg fornemmer at der også er indtil flere folder på deres rygge. Jeg tager mig i at glædes over dette besynderlige fænomen, som jeg til dato aldrig har set eksponeret i et eneste af de medier der ellers så flittigt viser kvindens krop frem i alle tænkelige positioner. Folder på ryggen: Dengang jeg opdagede at jeg besidder netop sådan en fold, havde jeg aldrig set det på nogen før. Men jeg må nu endnu engang konstatere, at jeg ikke er så særlig endda.

Ud fra deres samtale vurderer jeg at de alle er gift, hvilket ikke overrasker mig. Mig, med alle mine fordomme: Disse store, bløde, power kvinder der har levet det meste af deres liv og stadig er oplevelses og sladder-søgende. De taler højt og griner mens de fuld af respekt  og kærlighed udleverer deres mænds svagheder: Det er tydeligvis kendt af enhver, at Anders er et sløvt drog!

Jeg ville ønske at jeg kunne vise jer mine smukke, bløde og foldede kvinder fra omklædningsrummet. Men det lader i sagens natur sig ikke gøre.. Ikke denne gang i hvert fald! Men jeg ville stadig gerne at de ville blive eksponeret mere. Ikke mindst for alle de unge menneskers skyld der tilsyneladende kun spejler sig i mennesker der på den ene eller anden måde har lade sig forskønne af enten Photoshop eller en læge med en kniv. Kvinder der er så langt fra det naturen har skabt, men alt andet lige må jeg jo erkende at den “fixede” kvinde snart mere normal end.. End kvinder som jeg selv.. og Anders’ kone.

Eller…?

 

%d bloggers like this: