UA-76103815-1

Kategori: Familien

Etablerede og forvente singler

image

Jeg er ikke single.. Men jeg er vist blevet både etableret og forvent, for jeg har været single: on/ off igennem mange år og det har naturligvis bidraget til det jeg står med idag.

Jeg elsker at være i et parforhold, tag ikke fejl af det. Men jeg forstår også hvorfor der er så mange singler der har svært ved at indgå i et forhold, og nogle af årsagerne til hvorfor det kan virke som det bliver sværere og sværere, jo længere tid man har været alene. For, det er jo benhårdt arbejde at være en del af et par. Man kommer ikke sovende til noget som helst: Alt skal planlægges, afstemmes, synkroniseres. Og uden at niglichere det veletablerede forhold som uden tvivl også kan have sine udfordringer, vil jeg dog gerne påpege, at deltagerne i det nye, voksne parforhold, allerede hver for sig har udviklet vennekreds, værdier, vaner og rutiner. Og måske er de allerede startet på at udvikle en familie.

Jeg kan jo kun tale for mig selv, men lad mig lige ridse min egen situation op for dig, på godt og ondt: Jeg står med en ret ny kæreste ved min side. Vi bor 30 km. (ca. 30-45 minutter i egen bil) fra hinanden. Han i skønt stort hus, købt med hans tidligere kæreste men i skønne omgivelser og uden noget der binder ham, altså foruden sine mange, smukke fisk som faktisk kræver forholdsvis meget tid. Jeg, med et lille rækkehus med en præteenager hver anden uge og indekatte hver eneste dag, i måske lidt mindre skønne omgivelser og tæt på drengens far og drengens skole og kammerater.

Kæresten dyrker ferier, gerne alene, aktiv sport og ses jævnligt med venner, naboer og organisationer. Jeg selv værdsætter at være hjemme, ikke mindst pga. min dreng og pga. min økonomi. Kattene kræver at jeg ikke er for længe væk hjemmefra af gangen (læs max 1 ½ -2 døgn), jeg dyrker pt. sport 4-5 gange om ugen hvoraf én af dagene er fast. Derudover har jeg læsegruppe én gang om ugen, går på skole nogle lange weekender ca. én gang om måneden og har nogle forberedende lektier. Nå ja. Og jeg har da også nogle veninder jeg gerne vil se..

Så: Den her kæreste! Ham, jeg gerne vil dele mit liv med: Hvornår er det nu lige jeg skal se ham? Hånden på hjertet: Jeg vil gerne se ham hver eneste dag, (næsten) men hvor er det svært at få det hele til at passe sammen!

Når jeg kalder singlerne i mit indlæg for forvente, er det jo ikke som sådan singlerne jeg langer ud efter, men nok nærmere de friheder og goder som vi hurtigt og villigt tager til os, når de byder sig til, men som vi mindre hurtigt, og mindre villigt, lægger fra os.

Vi vil vel, som de “brug-og-smid-væk” mennesker vi ind i mellem omtales som, gerne have det bedste af det bedste. Både når det gælder ting.. Og relationer! Og har man først smagt sødmen…

På samme måde oplever jeg selv hvordan jeg pludselig skal gøre mig overvejelser om hvad den dybere kærlighed virkelig er, og hvad den indebærer. Men den tager jeg op en anden gang og det er vel dybest set også blot en udstikker af dette tema, om os voksne, etablerede og forvente mennesker, det vil have alt det bedste af det bedste… Skal man for eksembel føle sig forelsket i sin kæreste eller findes der andre former for kærlighed?

Hvad tænker du, om mine tanker?

Hvad er din situation og hvordan forenede du dig med disse ustandselige dilemmaer? Hvis du da har gjort det, og dermed har taget stilling til nogle af disse ting?!

Lad mig høre og gør mig klogere..!

 

Med kærlighed fra

Mig

Singlestatus giver status

“Singletilværelsen er faktisk også en tilværelse!” oplyste min veninde sin 13årige datter da en løssluppen snak hen over bordet faldt på emnerne dating og kærester!
Hun burde vide det! Datteren! Hun har aldrig set sin mor med en kæreste og kunne da heller ikke forestille sig det. Alligevel ønskede hun det vist.. bare lidt! Bare fordi!

Ja! Gu er den en tilværelse! Jeg lever i den på godt og ondt, med de glæder, friheder, bekymringer og sorger som den giver i dagligdagen.
Alligevel sender jeg stjålne blikke efter sunde mænd i snart alle aldre! Det er det jeg kan: Som kvinde på nær 40 år har jeg frit valg på alle hylder! Unge som gamle: Bare byd jer til!
Altså: Næsten frit valg!

For det står jo stadig lidt i kortene, og i aviserne: Vi har det jo som mennesker bedst i tosomhed! Det er det vores samfund er bygget op omkring: familien, kernefamilien som vi kender den bedst, det er den vi kommer fra, det er den vi skal skabe på ny!
Jeg er i hvert fald vokset op med det som et mål i sig selv!
Der fandtes ikke dengang, som i dag, så mange familie konstellationer at man dårligt kan tælle dem!
Staklen i samfundet var hende der var single, hende ingen ville ha:
Hende blev jeg!
Og jeg tog kappen på mig og sørgede i mange år da jeg måtte sande min skæbne!

Men samfundet har ændret sig! Lige som mobiltelefonen har det (Gud ske tak og lov) og i dag er singletilværelsen også en tilværelse!
Og vi er gode for samfundet os singler, for vi bruger penge! Mange penge! På fest og farver, på os selv(!) og så selvfølgelig på den største guldgrube: På at få det vi modsat “de andre” ikke har: En mage til at dele det hele med!

“Det er altså heller ikke altid en dans på roser at være gift” betroede min ældre og klogere, og gifte kusine mig, da jeg for mange år siden sad til en familiesammenkomst og tavst fulgte med i alle samtalerne. Et dejligt selskab hvor alle sad i par og supplerede hinanden og deres oplevelser med de kære små og fælles venner og fælles projekter og fælles dit og dyt og dat!

Nej! Parforholdet er ingen dans på nogen rose!
Det er vel det statistikkerne har prøvet at fortælle os siden de blev trukket op ad hatten første gang: De fortæller os det og minder mig om tilværelsen fra dengang jeg selv forsøgte det!
Det var bekvemmeligt, ja! Men det var hårdt og ulønnet arbejde! Måske en dans.. men kun fordi vi har lært at der skal to til tango!

Jeg er nu mere til jazz..
Langsom, let, lystigt, ensomt, forførende.. med muligheden for at byde op.. men også med muligheden for at bryde op, mens musikken endnu spiller..

Jeg elsker musik
Til hver en tid, hvert et gøremål
Og jeg elsker at elske
musikken
dansen
legen
blikket
berøringen
dansen..

I skrivende stund elsker jeg at vide, at jeg har elsket
for så kan jeg dø lykkelig
når den dag må komme

Jeg elskede på én måde da jeg dansende som jeg havde lært det fra barnsben
Jeg elsker på en anden måde nu, i dag, som jeg har lært det gennem livet
Og livet har lært mig, at singletilværelsen også er en tilværelse!
Måske jeg kan lære min søn det samme, så han kan gå sit liv i møde uden angst for at skulle leve i sit eget selskab, som jeg gjorde det for.. engang for længe, længe siden..

Dette er blot min mening og min opfattelse
Dette er et øjebliksbillede
Mine meninger kan ændre sig
Jeg kan udvikle mig

Jeg kan sågar finde mig en kæreste hvis det er det jeg vil!

Om ferieplanlægning: Endnu flere hensyn ARH!

Der findes mennesker der fungerer bedst med alt i faste rammer. Som planlægger i god tid frem, så de præcist ved hvad de går i møde, med hvem og hvornår! Jeg tænker at deres kalender sikkert er fyldt godt op.

Så er der dem i den anden kategori, der lever fra dag til dag som ikke har særlig mange forpligtelser, og som måske derfor ikke har behov for skemaer. Muligvis lidt s/h tegnet op, men jeg håber du kan følge min tankegang!
Jeg tror nok, at jeg hører til i den sidste kategori. Det er bare sådan, at mit liv med årene har.. kompliceret sig.. Flere og flere har interesser i mit liv og min tid, så at sige. Nogen direkte og andre inddirekte indflydelse, det er klart!
Tag nu ferierne:
Når jeg nu til sommer ønsker at holde mine fjorten dages ferie med min dreng alene og så, efterfølgende med min kæreste alene, så skal det passes sammen med:
Min kæreste
Enebarnets far
Enebarnets sport (han kører gokart hele sommeren, deltager i diverse løb, som regel kun med sin far. Derfor skal de bedste løb skal helst ligge i fars weekender)
Gokart Skole som (vist nok) kun er én uge i sommerferien
Min kærestes ekskone
Enebarnets fars kæreste
Og hun skal formentlig passe det ind med sine børns far/ fædre
Og endelig er der diverse arbejdsgivere/ kollegaers hensyn!

Jeg har fået helt ondt i maven ved tanken om ferie planlægning siden Mr. D. bragte det på banen for en måned siden. Han og børnenes mor planlægger deres ferier hurtigst muligt. Jeg og enebarnets far har (næsten) altid ventet til vi ikke kunne strække den længere. Hvorfor? Det må guderne vide! Selv har jeg vildt svært ved at overskue konsekvenserne ved vores ferieplanlægning. For ikke nok med at yndlingsbarnet skifter mellem Far og Mor midt på ugen (hvilket gør at man ikke bare kan tale om lige eller ulige uge) så har vi også en aftale om at vi har lov til, to gange om året, at holde 14 dages sammenhængene ferie med den unge mand!

Den skarpe læser vil straks se problematikken i denne aftale: Vi skifter uger efter hver ferie! Vi risikerer med denne aftale, pludselig at stå, (såfremt vi har en kæreste hvis “barnecyklus” følger vores) helt uden den børnefri weekend! For, kærestens børn skifter sjovt nok ikke uger?! Og så kan der gå laaaang tid før den anden forældre holder ferie. Der er sågar også den mulighed at den anden vælger, slet ikke at benytte sig af muligheden for sine 14 dages sammenhængende..

Nogen har engang påpeget for mig, at jeg bare skulle være taknemmelig for at jeg overhovedet havde mulighed for de børnefri stunder! “Det har de færreste forældre mulighed for!” Jo jo! Enig! Men, de havde jo så muligheden for at lære hinanden at kende inden de fik børn! Om de så benyttede sig af den mulighed, er jo så en anden snak, men de havde den! Vi skal lære hinanden at kende, imens vi tager hensyn til børnene og deres følelser, eller i de korte stunder vi er alene. So we better be!

Jeg prøvede for nogle uger siden at få enebarnets far til at sætte sig sammen med mig og en kalender så vi kunne få styr på alle disse ferier! Det lykkedes ikke! Nu har jeg modtaget en mail med et meget kort og meget specifikt ønske om en enkelt uges ferie: Gokartskolen! Det burde være så nemt.. Særligt når jeg ser ind i min kære drengs øjne.. Men ARH(!) det føles ikke altid sådan!

Jeg ved fra flere pålidelige kilder at ferieplanlægning fylder ganske meget i de små splittede, for slet ikke at tale om i de sammenbragte familier! Hvordan planlægger du ferierne?