UA-76103815-1

Kategori: Familien

Familier sammen

At bringe familier sammen!

At være bragt sammen

At være en sammenbragt familie

Hvordan er det gået i dag?

Dejligt! Dejligt at være to, voksne, i de daglige gøremål

Dejligt at se alle drengene i en sammenflettet verden af leg, spil, film og kammeratskab. Et kammeratskab der er blevet udfordret og styrket af de voksnes beslutning om at være sammen.

Vi har bragt dem sammen, tættere sammen

Er vi en familie? Nok ikke!

Vi lever hver for sig. Med hvert vores værdisæt, hver vores pligter, ansvar og mål.

Vi kigger ind i mellem skævt på hinanden

Undres

Tænker: “Godt det ikke er mine, eller mig”

Men, ind i mellem nærmer os noget der ligner. Ligner en familie når vi er ude, sammen. Bragt sammen, med vores forskelligheder, værdier og regler, fortid.. Kommer hinanden i møde: Tager lidt vi kan bruge, tilretter os, bliver mere som hinanden.. Pejler os frem i mørket mod et fællesskab.!

 

<a href=”http://www.bloglovin.com/blog/13565553/?claim=np2esuapknw”>Follow my blog with Bloglovin</a>

<script src=”https://widget.bloglovin.com/widget/scripts/bl.js” type=”text/javascript”></script><a target=”_blank” href=”http://www.bloglovin.com/blog/13565553″ data-img-src=”http://www.bloglovin.com/widget/bilder/en/lank.gif?id=13565553″ data-blog-id=”13565553″ class=”bloglovin-widget”><img src=”http://www.bloglovin.com/widget/bilder/en/lank.gif?id=13565553″></a>

Hvad er dette?!

Jeg lever i et af de mere moderne COLA parforhold: COuple Living Apart! Både jeg og min kæreste har børn, begge i 7/7 ordninger. Og det er sådan set inspirationskilde nok til mig for nu: Mit forhold til min kæreste, hans børn, hans forhold til mig og mit barn er en helt grundlæggende rød tråd i de tankespind jeg gør mig i disse tider. Altså, nu hvor jeg ikke længere er single og derfor har lagt tanker der går i en helt anden retning bag mig.

Til trods at vi lever i hvert vores hjem ses vi dagligt. Med og uden børn. Og derfor føler jeg at jeg lever halvdelen af mit liv i en sammenbragt familie. Eller rettere: I 2-3 sammenbragte familier: Der er så mange kombinationer.

Det er en uendelig kompleks og svær situation at stå i fordi alles roller over for hinanden, er så.. udefinerede. Jeg har forsøgt finde materiale om sammenbragte familier og noget af det har været givende, andet mindre givende. Jeg har ikke kunne finde noget om den position man bliver sat i når man lever på denne måde. Egentlig lidt overraskende for jeg føler mig overbevist om at det må være sådan alle sammenbragte familier er startet op: Med at ses, lære hinanden og hinandens børn at kende.. Eller måske jeg er helt galt på den?!

Og det får mig til at tænke, at den eneste måde at skaffe viden på, må være ved at videregive af egen erfaring og håbe på at jeg derved kan hjælpe andre i tilsvarende situation..                              Jeg kunne nu stadig godt tænke mig at høre fra andre der står eller har stået i noget tilsvarende: om deres erfaringer fra denne gråzone.

Hvis I er derude, så giv mig et tegn…

Jeg går også dig i møde

Det at spise sammen, er som de fleste sikkert ved, en social ting. Men ak nej, det er ikke lige meget hvad det er du spiser, eller drikker når du gør det med andre! Du skal helst indtage det samme som de øvrige for at være med i klubben og for at kunne tale om maden og alt det andet der rører sig omkring mødet og spisebordet. Der skal være nogle fællesnævnere før du kan indgå i et fællesskab, du bør helst ikke være special .. eller særlig, og skille dig for meget ud!

Og det kan være svært! For selv om jeg man føler mig sig som alle de andre, at jeg man er som folk er flest, og at jeg man måske endda har ret i denne formodning, så tæller det bare ikke hvis jeg man er i mindretal når jeg man træder ind af døren!

Og hvad gør en klog så?

Jeg kan kun tale for mig selv, og jeg tilpasser mig! Går på kompromis, sluger kameler og sætter egne behov til siden, hvis jeg kan! Og prøver at få de andre til at komme mig i møde. Der kan jo være fysiske, eller mentale forhindringer.

Selv prøver jeg virkelig komme fællesskabet i møde. Det er bare så svært når man har særlige behov og i mit tilfælde er der tale om både fysiske og mentale behov. Det, hele tiden at skulle bede om særbehandling og hensynstagen, kan være virkelig anstrengende.

Så jeg holder igen, prøver at finde en middelvej, og nogle gange går det godt, andre gange mindre godt men på bundlinjen, (det er mit fysiske velvære der repræsentere bundlinjen), er der en direkte konsekvens af disse middelveje.

Jeg skal finde en vej der forener mine mål og mine ønsker. For disse harmoniere ikke altid. Så derfor har jeg lavet denne lille kategori om ernæring og sundhed for den skal der helt sikkert fyldes på!

Gædelig jul

Set fra oven?

HestEt nyt venskab er under opsejling!

Jeg har tvunget tre drenge sammen ved at blive kæreste med de to’s far: Forsøgt at retfærdiggøre min egoistiske handling med min overbevisning om, at det gavner mit barn at få tætte og nære relationer og at se sin mor glad! For slet ikke at tale om den erfaring og selvopfattelse det giver at opleve at man er en del af noget større, en del af et team og at mor/ fars øjne ikke kun hviler på én selv!

Jeg får nu glimtvis lov at se den storebror der gemmer sig i min søn, den storebror som han altid har ønsket sig at være, men som han aldrig blev: En anden dårlig samvittighed der har jaget mig som en marre gennem de seneste 7 år. Men nu kommer det, langsomt og vel nærmest helt naturligt: Det tætte og nære forhold til et andet menneske man ikke selv har valgt at dele sit liv med, som man måske en dag vil elsker i medgang og modgang, alene fordi man er på samme hold.

Jeg kan se hvordan han gerne vil guide og vise sin nye ven verden, og hvordan min kærestes yngste dreng i flere og flere henseende opsøger min dreng. Måske fordi hans egen storebror er mere.. jævnbyrdig.. med ham, end min søn er: For det kan til tider virke som om hans egen bror ser ud til at opfatte det som sin tunge pligt at holde yngstemanden på sin plads: Nede!

Rigtige storebror har lov at bruge lillebror til at slås og lege voldsomme lege med, og på den måde tilkæmpe sig ret og status.. Og magt! Der er min dreng ikke kommet til! Han har endelig fundet en lille ven han kan give en hånd når der skal bestiges bakker og som er lille nok til at han kan lege hest når de små ben er tunge. De er på samme team og ser ud til at få det bedste ud af hinanden!

I hvert fald i dag!

I dag var vi i Dyrehaven og aldrig har min dreng brokket sig så lidt, for ikke at sige slet ikke, på en god lang gåtur i regnvejr. Pludselig har han nogen at dele verden med, på sit niveau, på godt og ondt.

Dette er naturligvis et øjebliksbillede: Dagen gik med små hændelser der minder mig om lignende hændelser. Eller også er det blot øjnene der ser?! Måske jeg kun ser det jeg vil se. Det kan være svært at se objektivt på noget, nogen, der vækker så mange følelser i én.

Men ikke desto mindre: Det er nu hvad jeg så!

Jeg ved bedre

Venner og veninder har før udfordret mine påstande og teorier men uden at det som sådan har fået en egentlig konsekvens for mig: Når vi skiltes var erfaringerne udvekslet, og selvom vi ikke nødvendigvis var enige har konklusionen ofte været at at der er mange veje til Rom (men min vej er den bedste, korteste og sikreste)!

Men.. så læste jeg denne blog: Kender du det, at du læser en tekst, og undervejs, og efterfølgende, sidder med en følelse at at være blevet afsløret?! For, det var jo dig den tekst handlede om, eller en som dig og det til trods at pointen ikke ligefrem var.. flatterende..! Tankevækkende…

Før omtalte blog kom tæt på! Jeg følte at den beskrev mit handlemønster, det menneske jeg er. jeg er blevet! Eller.. Jeg synes ikke, at jeg altid har været sådan. Jeg tror, det er den udvikling jeg er kommet til, (som min søn på 10 ville udtrykke det) som jeg er blevet opgraderet til, via alder, erfaring og dermed voksende styrke.. Troen på at jeg ved bedre, jeg kender sandenheden!

For et halvt år siden blev jeg kæreste med en dejlig mand der bragte to dejlige drenge ind i mit og min søns liv. Jeg kendte drengene sporadisk fra skolen og fra flere legeaftaler og var allerede da vi begyndte at ses, bekendt med at vores børn og vores håndtering af dem, var meget forskellige.

Og det er så her, jeg for alvor er blevet udfordret! For jeg kunne jo godt mærke, at jeg ikke for alvor ville acceptere at tingene ikke blev håndteret på samme måde i deres familie, som i min.

Og det var svært! Ikke blot for min kæreste og hans børn, men også for mig når jeg kunne se at jeg fejlede med alle mine standpunkter, regelsæt og teorier. Når jeg skulle se mig selv og mine nærmeste i øjnene, og vedkende at jeg tog fejl, at der er andre måder at gøre tingene på end min måde, at forskellige børn bør håndteres forskelligt! -Av!

Nu er jeg ikke sådan en der kommer nemt til noget. Synes jeg! Det er der jo nogen der gør, men det er ikke mig! Jeg kan med oprejst pande sige, at hvor jeg tidligere var en usikker, blød og medgørlig pige der støttede mig op ad alle inden for rækkevidde, er jeg nu en stivnakket firkantet tænkende kvinde hvis erfaringer er dyrt købt og som først stod på egne ben da jeg som voksen indså at mine ben faktisk godt kunne bære mig: Det tog laaaang tid at træne dem til det!

Hvad vil jeg sige med alt dette?

Det jeg gerne vil frem til er, at nok ved jeg bedre, men jeg ved også, at det jeg kan blive endnu bedre! Bedre til at tage imod udfordringer og kritik. Bedre til at slibe af de hårde kanter af og acceptere de mange nuancer der findes i min ellers til tider meget sorte og hvide verdensopfattelse. Til at rumme, at ikke alle er så ekstreme som jeg.. Eller stædige eller vedholdne..!

Foreløbigt har jeg erkendt at verden er større end som så! Og med lidt vilje og øvelse ser jeg for mig at det vil gøre mindre og mindre ondt at tage fejl og at åbne op for nye, alternative tiltage.. Som jeg ikke selv finder på!

For jeg ved nemlig bedre: Jeg ved at der hele tiden er plads til nye tiltag og til forandringer, så vi alle kan komme videre og frem!

Man læser så meget

I Søndagsavisen læste jeg forleden en kort artikel om hvordan man ved skilsmisse eller lig. skal huske at lade barnet mærke sine følelser. I bund og grund en sød og sikkert velmenende artikel. Kort og overfladisk! Jeg gad godt vide hvem den henvender sig til?! Forældre der ligger i skilsmisse? Som midt i al deres sorg lige trænger til et lille skulderklap fordi at de klarer deres sorg og krise til UG og faktisk udmærket er opmærksom på det der står i artiklen, eller omvendt at de burde skamme sig, sådan at glemme sine børn. Gør det så godt at læse det?

Eller henvender den sig til forældre som mig, der var igennem forløbet for snart 7 år siden. Der tilstadighed får ribbet op i såret alene ved at læse sådan en overskrift.

Jeg var selv igennem en lang og smertefuld skilsmisse hvor jeg i mange måneder græd mine øjne ud hver eneste dag når drengen var afleveret i børnehave og hver eneste nat når jeg troede at han sov i den lille juniorseng. Jeg boede på min fars hjemmekontor/ gæsteværelse og sov mere eller mindre side om side med min lille dreng. Han kan ikke have undgået at høre hvordan jeg græd mig i søvn hver nat.

Hans far tog snakken om vores skilsmisse uden min viden eller samtykke. Efterfølgende havde jeg en vred og bange dreng som jeg ikke kunne nå ind til de næste mange år. Jeg ved stadig ikke hvad præcist hans far sagde til ham og der gik mange år før jeg var i stand til at tale om hvad det var der skete, dengang.

Det må jeg leve med hver dag og bare håbe på og arbejde på at vi får fyldt så meget kærlighed og tryghed på ham, at sårenes ar med tiden vil forsvinde helt.

Så, hjælp mig her: Hvem er det den henvender sig til??

Læs hele artiklen her.

En ny Stjerne

Jeg var lige i gang med at få styr på mit liv: Afklaret med at være uafklaret. Lidt kærestesorg og selvoptagethed har man vel altid man kan tage sig af mens man skøjter rundt på Facebook. Tankerne fylder det hele og telefonen er varm fordi jeg skal hører veninderne sige det samme og det samme til mig: “Det tar tid!” “Det skal nok blive godt!” “Slap nu af, du har det jo godt!”

Mmm.. Klart! Læser bøger om hvilepuls og Waow-effekt og selvindsigt og og og!

Og så: BANG!
Bliver alt ændret! Fra det ene øjeblik! Min veninde havde skrevet følgende opdatering på Facebook:

Det er med dyb sorg at fortælle Jer, at vores smukke datter Caroline er gået bort! Hun blev kørt ihjel i går kl.17.45. Ingen ord kan beskrive den smerte vi føler!!
Caroline du vil altid være i vores hjerter alt er meningsløst….men Gud havde en større plan med hende!!
Sov sødt lille skat! Mor og far elsker dig!!

Og lige da, kan jeg se og forstå hvad der er vigtigt i livet!
Mit hjerte bløder og tårerne triller: Der gik mange timer før jeg forstod hvad der var sket og jeg sad oppe hele natten og skiftevis græd og hulkede så hele kroppen rystede.
Gik ind og så til min dreng og takkede alt mellem himmel og jord for hvad jeg har.. Og også har i morgen!

Få dage senere lød hendes opdateringen således:
Hvordan kommer man over sit tab?????? Har lige kysset jorden, lige der hvor hendes lille  gik i stå, lige der hvor alles hjerter gik i stå!
Du var så sød og smuk lille som stor. Nu skal jeg aldrig glatte dit hår, kysse dig i panden og vugge dig i mine arme! Du er mit livs kærlighed mit lys! Hvordan kan man overhovedet komme videre….

Sorgen vil ingen ende tage..
Alle omkring græder, ingen kan tænke sig til den smerte hun må skulle rumme, ingen ved hvordan hendes verden ser ud på den anden side..
Men jeg ved, at hun var en nærværende og kærlig mor.
Det ved hun også!
Jeg ser på min dreng og ønsker at blot at kunne tænke tilbage, og intet fortryde, hverken kram og kys, eller skænderier og smækken med døre.
Livet er både op og ned, ingen har sagt at det er let og slet ingen har sagt, at det ikke må gøre ondt!
Men det vigtigste må være at vi er til stede i det vi gør og tager ved lære..!

Min veninde skal fortsætte sit liv, nu med en mission, måske at finde en ny mening med livet, måske at give andre én.. Måske det er et og samme..

Tårerne triller når jeg læser hvad hun skriver, hun vil aldrig blive den samme!
Jeg mangler ordene, føler mig magtesløs på en måde der ikke kan sammenholdes med mine egne kriser, skilsmisse, retsag og barske livserfaringer der på den anden side har gjort mig stærkere end nogen sinde. Vejen dertil var blot så lang og hård!
Det jeg har kæmpet for, er blevet frarøvet hende for altid!
Mine eneste ord jeg kunne give hende, giver jeg Jer med:
“Kæreste
Jeg ved i mit hjerte, at for hver et lys der slukkes, da tændes der en stjerne som vil lyse og funkle og aldrig lade mig glemme..!
En ny stjerne er blevet tændt..
Den lyser og funkler og jeg elsker den stjerne!
Aldrig har jeg kigget så meget på stjernerne som nu, og det stille lys jeg så tit har tændt i aftentimerne, har fået en hel ny betydning i mit liv og vil altid have det!
Kære Caroline
Du var også en engel da du var iblandt os!
Ingen ord kan beskrive hvad du gav os alle..
Hjælp os nu med at passe på din far og din mor så deres hjerter med tiden kan heles..”

Kære Du, der læser dette: fra min kære veninde til dig:
Kys og kram Jeres børn og kære de er kun til låns! Tag intet for givet og husk at fortælle at I elsker hinanden, hver dag!!! Det gjorde jeg heldigvis..

%d bloggers like this: