UA-76103815-1

Kategori: Familien

Man læser så meget

I Søndagsavisen læste jeg forleden en kort artikel om hvordan man ved skilsmisse eller lig. skal huske at lade barnet mærke sine følelser. I bund og grund en sød og sikkert velmenende artikel. Kort og overfladisk! Jeg gad godt vide hvem den henvender sig til?! Forældre der ligger i skilsmisse? Som midt i al deres sorg lige trænger til et lille skulderklap fordi at de klarer deres sorg og krise til UG og faktisk udmærket er opmærksom på det der står i artiklen, eller omvendt at de burde skamme sig, sådan at glemme sine børn. Gør det så godt at læse det?

Eller henvender den sig til forældre som mig, der var igennem forløbet for snart 7 år siden. Der tilstadighed får ribbet op i såret alene ved at læse sådan en overskrift.

Jeg var selv igennem en lang og smertefuld skilsmisse hvor jeg i mange måneder græd mine øjne ud hver eneste dag når drengen var afleveret i børnehave og hver eneste nat når jeg troede at han sov i den lille juniorseng. Jeg boede på min fars hjemmekontor/ gæsteværelse og sov mere eller mindre side om side med min lille dreng. Han kan ikke have undgået at høre hvordan jeg græd mig i søvn hver nat.

Hans far tog snakken om vores skilsmisse uden min viden eller samtykke. Efterfølgende havde jeg en vred og bange dreng som jeg ikke kunne nå ind til de næste mange år. Jeg ved stadig ikke hvad præcist hans far sagde til ham og der gik mange år før jeg var i stand til at tale om hvad det var der skete, dengang.

Det må jeg leve med hver dag og bare håbe på og arbejde på at vi får fyldt så meget kærlighed og tryghed på ham, at sårenes ar med tiden vil forsvinde helt.

Så, hjælp mig her: Hvem er det den henvender sig til??

Læs hele artiklen her.

En ny Stjerne

Jeg var lige i gang med at få styr på mit liv: Afklaret med at være uafklaret. Lidt kærestesorg og selvoptagethed har man vel altid man kan tage sig af mens man skøjter rundt på Facebook. Tankerne fylder det hele og telefonen er varm fordi jeg skal hører veninderne sige det samme og det samme til mig: “Det tar tid!” “Det skal nok blive godt!” “Slap nu af, du har det jo godt!”

Mmm.. Klart! Læser bøger om hvilepuls og Waow-effekt og selvindsigt og og og!

Og så: BANG!
Bliver alt ændret! Fra det ene øjeblik! Min veninde havde skrevet følgende opdatering på Facebook:

Det er med dyb sorg at fortælle Jer, at vores smukke datter Caroline er gået bort! Hun blev kørt ihjel i går kl.17.45. Ingen ord kan beskrive den smerte vi føler!!
Caroline du vil altid være i vores hjerter alt er meningsløst….men Gud havde en større plan med hende!!
Sov sødt lille skat! Mor og far elsker dig!!

Og lige da, kan jeg se og forstå hvad der er vigtigt i livet!
Mit hjerte bløder og tårerne triller: Der gik mange timer før jeg forstod hvad der var sket og jeg sad oppe hele natten og skiftevis græd og hulkede så hele kroppen rystede.
Gik ind og så til min dreng og takkede alt mellem himmel og jord for hvad jeg har.. Og også har i morgen!

Få dage senere lød hendes opdateringen således:
Hvordan kommer man over sit tab?????? Har lige kysset jorden, lige der hvor hendes lille  gik i stå, lige der hvor alles hjerter gik i stå!
Du var så sød og smuk lille som stor. Nu skal jeg aldrig glatte dit hår, kysse dig i panden og vugge dig i mine arme! Du er mit livs kærlighed mit lys! Hvordan kan man overhovedet komme videre….

Sorgen vil ingen ende tage..
Alle omkring græder, ingen kan tænke sig til den smerte hun må skulle rumme, ingen ved hvordan hendes verden ser ud på den anden side..
Men jeg ved, at hun var en nærværende og kærlig mor.
Det ved hun også!
Jeg ser på min dreng og ønsker at blot at kunne tænke tilbage, og intet fortryde, hverken kram og kys, eller skænderier og smækken med døre.
Livet er både op og ned, ingen har sagt at det er let og slet ingen har sagt, at det ikke må gøre ondt!
Men det vigtigste må være at vi er til stede i det vi gør og tager ved lære..!

Min veninde skal fortsætte sit liv, nu med en mission, måske at finde en ny mening med livet, måske at give andre én.. Måske det er et og samme..

Tårerne triller når jeg læser hvad hun skriver, hun vil aldrig blive den samme!
Jeg mangler ordene, føler mig magtesløs på en måde der ikke kan sammenholdes med mine egne kriser, skilsmisse, retsag og barske livserfaringer der på den anden side har gjort mig stærkere end nogen sinde. Vejen dertil var blot så lang og hård!
Det jeg har kæmpet for, er blevet frarøvet hende for altid!
Mine eneste ord jeg kunne give hende, giver jeg Jer med:
“Kæreste
Jeg ved i mit hjerte, at for hver et lys der slukkes, da tændes der en stjerne som vil lyse og funkle og aldrig lade mig glemme..!
En ny stjerne er blevet tændt..
Den lyser og funkler og jeg elsker den stjerne!
Aldrig har jeg kigget så meget på stjernerne som nu, og det stille lys jeg så tit har tændt i aftentimerne, har fået en hel ny betydning i mit liv og vil altid have det!
Kære Caroline
Du var også en engel da du var iblandt os!
Ingen ord kan beskrive hvad du gav os alle..
Hjælp os nu med at passe på din far og din mor så deres hjerter med tiden kan heles..”

Kære Du, der læser dette: fra min kære veninde til dig:
Kys og kram Jeres børn og kære de er kun til låns! Tag intet for givet og husk at fortælle at I elsker hinanden, hver dag!!! Det gjorde jeg heldigvis..

Hvis du er i tvivl er du det nok ikke

Alle de tanker jeg har gjort mig om børn.
Med en far, uden en far, hvilken far, tid, økonomi, følelser, nærvær, tid, økonomi..

Det fyldte det hele!
Jeg om-indrettede i mine tanker mit hjem, min søns værelse så der kunne blive plads til til den søskende som (måske) en dag ville komme.
Lagde min økonomi om.
Jeg bekymrede mig for alt det der (måske) en dag ville ske, eller ikke ske.

Jeg følte tiden rende ud
Jeg følte mig gammel, ufuldendt og mislykket

Der er faktisk ikke meget godt at sige om de måneder der blev ædt op af bekymringer og tunge tanker.
Hvis der er, har jeg vist desværre glemt det

Så en dag besluttede jeg at prøve at lade det ligge!
Og se, hvad livet så havde til mig når mit fokus blev flyttet
Så jeg fandt en dejlig flirt
Og drømte smukke og frække drømme om vores fælles fremtid.. Men jeg er ikke sikker på jeg skal fortælle ham om dem.
Han gav mig nok lidt af den kærlighed jeg længtes efter, måske var det det der gjorde, at jeg pludselig standsede op..

Måske min kammerat havde mere ret end jeg har lyst til at indrømme, da han bad mig svare på, hvad det var dette barn skulle tilføje mit liv.
Kærlighed.. og fritagelsen af den skyld jeg føler over at jeg ingen søskende har givet min søn..

Det gør ondt at indrømme
Nu er det skrevet, sort på hvidt

Vi ved jo alle at det skrevne ord vejer tungere end det talte, og end det tænkte.. Eller..

Nu lader jeg det ligge, og så håber jeg at jeg med tiden vil acceptere at mit liv gik i en så stor bue om alle mine drømme og forventninger.
Jeg fik noget andet
Op og nedture, som har gjort mig til den jeg er i dag..

Tror snart jeg skal ud og møde nogle rigtige mennesker og satse på den virkelige verden i stedet for drømmene