Da jeg fik min dreng hjem forleden gav han tydeligt udtryk for at han ikke havde behov for at tilbringe mere tid end højst nødvendigt hos min kæreste mr. D og hans to drenge. Han går i skole med den ene. Da vi for alvor begyndte at kæreste syntes især min dreng, der er enebarn, at det var fantastisk med legekammerater der var tilgængelige hele tiden, omend det var helt enormt PINLIGT! Det sidste var vi forberedte på!
Så vi har naturligvis nydt i fulde drag at børnene har opsøgt hinanden uden for skolen og har styret os alle i en retning der gjorde det muligt at tilbringe langt mere tid sammen, end hvad jeg tror vi ellers ville have gjort. Omvendt har det også hurtigere introduceret os for dilemmaer som sammenbragte familier lever med. Der er bare den lille detalje, at vi ikke er en sammenbragt familie: Vi lever ikke samme!
Så alt i alt er det gået som Mette Bender forudsiger i sin bog Mere end Pap og Bonus: Efter omkring et halvt års tid begynder nyhedens interesse at aftage og de begynder at forstå at disse mennesker måske ikke går væk og at tid uden, bestemt også er vigtig! Det er i hvert fald sådan jeg husker det afsnit og det er sådan alle vores børn har reageret!
Så vi har skruet ned for aktiviteterne og har aftalt kun at ses og at spise og sove sammen, en enkelt gang (eller to) i denne uge: Drengene var gensidigt ret trætte af hinanden det var tydeligt. Men hvad sker så når man beslutter at skrue ned? I forgårs, torsdag, tog de sammen hjem fra skole, allerede lidt over to. Da jeg hentede ham hjem efter at have tilbragt lidt tid med mr. D. kunne han slet ikke overskue tanken om at han, pga. min fredagssvømning, skulle “passes” hos dem og at vi efter al sandsynlighed også skulle spise der. De skulle i hvert fald ikke følges med os i biografen: Den opfordring var jeg indstillet på at følge idet jeg mener at de også skal have den slags stunder med deres forældre, alene, uden påhæng.
Nå! Fredag tager de først hjem sammen kl. 15. Da jeg har svømmet og jeg tilslutter mig selskabet hos mr. D. er de store ikke til at drive ud af værelset. De forsvinder derind igen da vi har spist og efter en god lang romantisk film uden noget der kunne minde om børn i nærheden, overhovedet, begynder de at plage om at sove sammen. Hvortil jeg, naturligvis og til min store ærgrelse, må svare Nej!
Inderst inde ved jeg så udmærket godt, at jeg gør det rigtige! Min 10årige Hr. Enebarn kræver tid til at vænne sig til at der altid er andre omkring sig, at andre børn kræver og tager opmærksomheden og at der bliver færre hygge stunder i nærmest total stilhed, alene med mor og måske en kat på skødet. For ikke at tale om tid til at lære hinanden sådan rigtig at kende. Børnene har ikke været med til at vælge hverken fars eller mors kæreste, og da endnu mindre kæresternes børn.
Men ARRRH! Alle de hensyn! (Tag nu ikke fejl! Jeg tager dem af hjertet gerne, når jeg ser dem, når jeg kan finde rundt og navigere i dem, og i alle de nye situationer vi pludselig står i). Der er en himmel til forskel på hvordan de er sammen, fordi de har lyst, og når de voksne bestemmer det! Så det er vel i virkeligheden bare med at stå klar når de har lyst til det. Og bare med at stå klar og fjerne dem langsomt og sikkert fra hinanden mens legen er god, så de kan fortsætte i den gode karma og harmoni, næste gang de/ vi ses.
Åh, hvor kan jeg godt blive træt af alle de nye facetter min ellers helt fantastiske kæresteforhold har fået..
Håber ikke jeg er den eneste ene der har det sådan..?