UA-76103815-1

Kategori: Helt Privat

De mange knuder i livet

Bundet

Dette indlæg er kommet til over meget lang tid. Jeg har i hvert fald tænkt på det længe. Jeg har haft lyst til at skrive det, men det har været for personligt og for svært.. Jeg har ellers bevidst valgt at være rimelig anonym på Naboenskat af hensyn til min familie og især min dreng, lille Hjerter Knægt, som jo alt andet lige, direkte og indirekte bliver beskrevet her. Og sandsynligvis også fordi jeg under dække af generthed var bange med at blive konfronteret med folks reaktion, hvis de nu opdagede hvem jeg virkelig var, og hvad jeg virkelig gemmer på. Og nu kommer det, jeg kan bare ligesom mærke det!

Når man læser og studerer NLP på den måde jeg gør det, bliver man koncentreret over 4 dage introduceret for teorier og modeller som man efterfølgende skal prøve af på hinanden, dvs. på holdkammeraterne. Forløbet tager ca. 9 måneder og imellem undervisningsforløbene øver man på hinanden og igen på “Kaniner” så man naturligvis ender med at blive super dygtig, det er klart!

Pointe: Med al den træning bliver der rørt ved noget i en selv, så man lærer sig selv virkelig godt at kende (hvilket jo er et fantastisk plus hvis man, som jeg selv, ønsker at røre ved noget i andre mennesker).

Jeg skal snart til eksamen. Jeg burde læse og læse, øve og træne! Men det gør jeg ikke, og det har irriteret mig. Jeg har faktisk “kørt ret meget med klatten” på det seneste, så det kan virke som en mærkelig trodsig adfærd som jeg kender fra min barndom. Og ud fra devisen om at “der er en positiv hensigt bag enhver adfærd” har det gået mig virkelig meget på at jeg har flere ret primitive adfærdsmønstre som i bund og grund er ret barnlige og som i flere hensynende faktisk gør det svært for mig at nå derhen jeg gerne vil.

Så, jeg opsøgte min lærer som er en yderst kompetent terapeut og tog en session hos hende. Og resultatet er.. slående!

Uden at gå i detaljer, kan jeg fortælle at vi gennem en stille og rolig snak nåede frem til, at der er nogle elementer, som jeg uden at være klar over det, altid har følt at jeg manglede ganske langt tilbage, i min barndom. Jeg har altid manglet det, savnet det og higet efter det. Og det gør jeg på sin vis stadig. Udfordringen er, at når man mangler noget, som man burde have fået i sin barndom, (ja, korrekt: Her generaliserer jeg) vil man søge at få dækket det behov man havde, som barn! Og det kan virke ganske malplaceret når man som jeg, snart rammer de 40.

Min umiddelbare reaktion på flere af de ting min lærer sagde, var at blive såret og irriteret. Især da hun lovede mig at jeg aldrig vil få det jeg søger. Ikke som det lille barn der søger det, i hvert fald. Så hun lavede en lille øvelse med mig, hvis hensigt er at træne mig i at mærke mig selv og mine følelser. Da jeg kunne mærke mig selv, snakkede vi lidt, og hun gav mig så i samme ombæring nogle redskaber til at mætte denne barnlige følelse og lade den vokse og udvikle sig med mig.

Det lyder sikkert helt tosset, det vil jeg gerne medgive, og jeg var dybt forvirret da jeg forlod hende.

Men, underbevidstheden arbejder! I dag da jeg støvsugede faldt den første 5-øre: Hvorfor jeg ikke er i stand til at holde orden. Hvorfor jeg lever mit liv i en konstant forventning om at der kommer “nogen” forbi for at hjælpe mig. Hvorfor jeg kun føler mig elsket når min elskede irettesætter mig (for det er jo kærlighed at irettesætte sit barn, eller den man elsker! Er det ikke?). For, det er jo på den måde jeg modtog de største kærlighedserklæringer i min barndom! Følelser var ikke noget vi italesætte, men de var der jo, til trods: Jeg kunne bare ikke hitte rundt i dem, for det er nu noget andet at få at vide at du er elsket, end at få at vide at det er noteret at dit værelse roder. Men opmærksomhed er vel opmærksomhed?!

Den tid er passé nu. Jeg ved nu, at der er en positiv hensigt bag enhver adfærd og at man giver hvad man har fået: hvordan skulle man kunne andet? Nogle gange er det bare svært at se, og at forstå. Men det kommer, stille og roligt når man åbner sit sind og lytter, og se på, hvad det er man gør. Og hvorfor!

Jeg begynder at finde en dybere mening med mange ting. Mange ting bliver nu engang lettere at forstå, når man (jeg) kender årsagen. Og endnu lettere at arbejde med og at være i, når jeg blot ved hvordan!

Tænk så mange tanker der kan falde på plads mens man støvsuger: Jeg burde vist støvsuge lidt oftere og feje færre ting ind under gulvtæppet!

Pas på jeg selv derude

/M

Når drømmen løber løbsk

Dansende par

Ind i mellem hader jeg at være alene. Alene som i “Single”, alene som i “bo alene”, alene som i “ensom og fortabt”.

Sådan har jeg det heldigvis ikke for tiden. Denne tid er tværdigtmod lys og god og giver mig en masse tanker om alt det jeg har og står i, og med. Og noget af det, vil jeg så gerne dele med jer i dag:

Jeg ringede til Min Bedste Ex i går. Jeg havde forinden aftalt hvornår det passede ind i hans travle skema at tale med ham. Der er så mange hansyn at tage hele tiden, og jeg prøver virkelig at anerkende at det der ikke findes i min verden, kan betyde en verden for en anden, mangel på tid, for eksempel. Nå! Jeg havde taget kontakt med ham, fordi han nu engang er den der kender mig bedst: Den der kender mit “nye” jeg bedst.  Han har været der for mig på meget afgørende tidspunkter i mit liv og set mig udvikle mig. Mit “før og efter” så at sige. Det er egentlig underligt at tænke på, at han forsvandt ud af mit liv i samme nu jeg.. “steg i level” som Hjerter Knægt ville ha udtrykt det. Måske der kom for meget uballance fordi jeg ændrede mig.. og han stod stille på den anden vægtskål?

Lige præcis vores brud kom vi faktisk også ganske kort ind på igår. Jeg fralagde mig ethvert ansvar og sagde at “det også bare var fordi jeg ikke havde lært hjemmefra, af mine egne forældre, hvordan man kæmper for det der er vigtigt”. Jeg tænker at han godt kunne høre at jeg savner ham.. Og det gør jeg, også selv om jeg ikke vil have ham tilbage, så savner jeg ham, med hud og hår, med ulidelig stram tidsplan, med sin bedrevidenhed, sin stolthed.. sin kærlighed til kattene og sin helt fantastiske evne til at se mig og mærke hvor jeg var og hvordan jeg havde det! Selv i dag, mange år og mange erfaringer senere, har vi det på den måde…(altså, nok mest mig, men han kan i hvert fald stadig mærke mig og mine behov).

Årsagen til galskaben, til at jeg tog kontakt til ham, kommer her: Jeg ved godt, at jeg er en følsom pige. Og jeg ved, at jeg kan være rationel og fornuftig.. Men jeg ved også at al den fornuft bliver bedøvet og forsvinder når blodet suser i mine åre og under min hud, når en mand formår at ..bevæge mig, eller når jeg får en “virkelig fix idé”. Så forsvinder fornuften.. fuldstændig!  I sådanne tilfælde har jeg brug for en ven der kender mit handlingsmønster og som kan tale mig ned på jorden, inden jeg satser alt og springer, uden at kontrollere om jeg har medbragt faldskærm. Der giver nemlig, ind i mellem, mening at stoppe op og trække vejret inden jeg giver los og lever livet, i stedet for at passe på mig selv, og “overleve” mentalt.

Dette ville måske give mere mening hvis du havde set mig danse med en gudeskøn mand for en god uges tid siden. En mand, hvis duft, hænder og dansetrin gjorde mig ør og svimmel og som jeg alene på det grundlag gav mig i kast med drømmen om villa, vovse og dine og mine børn om. I begejstring over dette fantastiske dansematch gav jeg ham mit nummer, velvidende at vores fælles fremtid var sikret: Han ville ringe til mig dagen derpå og det var blot et spørgsmål om tid før jeg skulle bestille en tid til vielsen: “Jeg ved godt, at jeg er en følsom pige. Og jeg ved, at jeg kan være rationel og fornuftig..” Jeg er det bare ikke så tit!

Dagene efter medbragte jeg min telefon alle steder. Og jeg mener: ALLE steder! Når den var på lydløs skulle jeg hele tiden se om der var kommet en besked, til trods mit fikse Smartband ellers plejer at være virkelig omhyggelig med at holde mig opdateret.

På dag 4 kunne jeg ikke mere og måtte ringe til en ven: Man ved vel hvornår filmen er knækket og man har brug for at blive hjulpet i land. Min Bedste Ex. er én af mine bedste venner. Han fik i dagens anledning lov at kalde mig tosset og fik bekræftet at jeg ikke har forandret mig en meter (selvom jeg nu synes at 99,8 cm. også må tælle for noget).

Det tog ham 20 minutter at få mig i land med begge ben på jorden.

Jeg er bare super duper glad for at være alene. Alene som i “Single”, alene som i “bo alene”, alene som i “ensom og fortabt og fuld af gode oplevelser og følelser.

Børns værste Mareridt

image

Hvad er det værste et barn kan forestille sig? Hvad er det, der får børn til at vågne midt om natten med følelsen af frygt og angst, nogle gange igen og igen?

Trolde, “de onde”, drager, røvere, bundløse huller.. Listen vil ingen ende tage..

Min dreng (11 år) sover desværre ofte uroligt og gør derfor som (forhåbentlig) rigtig mange andre børn hvad de kan, for at finde ro og tryghed.. Forleden nat kom han ind til mig og insisterede på at sove hos mig. Det har han gjort før så det lagde jeg ikke noget særligt i. Men, til trods at jeg generelt sover meget tungt og sjældent bemærker når den lille fyr lister op i min seng, bemærkede jeg alligevel at han denne gang puttede sig tæt ind til mig da han lagde sig, og det plejer han bestemt ikke at gøre: Det plejer at være nok at han kan høre mit åndedrag..

Jeg fik nærmest i søvne spurgt ham hvad han havde drømt, siden han var så forskrækket og med det svar han gav mig, fik jeg pluselig et helt nyt indblik i hans bekymrede lille verden. Måske fordi jeg endelig har forstået at det er hans model af verden og det er en virkelig bekymring for ham!

Han havde drømt om hvordan der var kommet tyve ind i hans fars hjem, at de havde skudt hans papsøster og ville gøre hans far ondt da han ville forsvare familien. Og ja! Det da være barnets, for ikke at sige menneskets, værste mareridt: At dem man elsker dør, eller kommer noget til. Sikke nogle voldsomme følelser der kommer frem når det ubevidste får lov at slå sig løs i drømmene, det kan være svært at rumme.

Jeg forsøgte at vække mig selv, idet jeg mente at forstå alvoren bag denne drøm og bekymring. Han er for stor til at jeg kan spise ham af med at det aldrig vil ske for os så jeg spurgte ham i stedet, om han vidste hvad der havde sat denne bekymring igang. Det viser sig at en skolekammerat har haft indbrud og det er noget de taler meget om. Og, så slog det mig at vi selv passer hus for en veninde, for netop at undgå ubudne gæster i deres tomme hus.

Så, vi talte lidt om at det er noget der kan ske. Men at ingen tyv er interesseret i at gå ind mens der er nogen hjemme. Og om hvor vigtigt det er at man er klar over hvor meget ens familie og venner betyder for én. Og at man husker at fortælle dem det!

Netop det sidste er en øvelse jeg selv bruger en del energi på: Det gik for nylig op for mig at mine kære forældre er dødlige og da de begge har passeret de 70 år, er jeg stille og roligt begyndt at indstille mig på at det kan begynde at gå ned af bakke, hver øjeblik. Så, pludselig er min overbærenhed blevet større. Jeg vælger mine kampe med dem meget bevidst og jeg øver mig i at sige det højt til dem, som aldrig er blevet sagt højt i mit barndomshjem: At jeg elsker dem! Jeg er ikke i tvivl om at de elsker mig, men det er aldrig blevet sagt højt. Så når de er ude at rejse, eller de ikke lige svarer telefonen når jeg ringer og jeg bliver bange for om der er sket dem noget, kan jeg pludselig blive i tvivl om, hvorvidt de er klar over hvor højt jeg elsker dem..

Husk at vise, og at fortælle dem du elsker, hvor meget de betyder for dig! Den slags kan aldrig siges for ofte!

Køb på eksmandens konto – Er det i orden?

image

Apropos mit indlæg om en måde at rumme sin ex. eller måske bare min måde at rumme min ex. forleden, oplevede jeg i dag på egen krop den vilde effekt det har når man anerkender et andet menneskes frustration. For.. jeg klokkede godt nok i den forleden dag.

Knægten er kommet til penge: Han har sparret op og nu har han endelig råd til en fornuftig smartphone. Vi stod i butikken, egentlig fuldstændigt impulsivt og han kigger kælent på de her telefoner. Telefoner som han faktisk har råd til.

Flink sælger kommer på banen: Vi taler budget og jeg gør det klart at det kun er telefonen vi skal have, ikke noget abonnent: Det har hans far helt styr på og mere ved jeg egentlig ikke om det! Sælger nævner at de har et samarbejde med TDC og hvis drengens nummer er udbudt derfra kan han give et godt nedslag i prisen. Det er sørme denne udbyder, og drengen får julelys i øjnene. Det gør jeg faktisk også: Jeg elsker at spare penge!

Så, han køber sin mobil til den særlige pris, og da sælger kan se abonnementet, kan han se at det tilsyneladende er et gammelt udbudt abonnement, han opdaterer det og giver derved hele drengens fars familie lidt mere data. Alt er godt (omend det undre mig lidt at vi bare kan købe og få kontantrabat på en mand, der tydeligvis ikke er til stede, og som jeg tydeligt giver udtryk for at jeg ikke bor med’s konto)!

Fakturaen udstedes til knægten og vi tager hjem: Knægten er LYKKELIG!

(!) falder fars hammer!

Jeg får en mail lang og vred at jeg bliver helt dårlig da jeg åbner den.

Jeg har jo været medvirkende til at der er ændret i hans personlige abonnement, at han er bundet yderligere et år til denne udbyder og at der er ændret i en særlig god aftale så den gamle pris er steget fra super god til helt almindelig og ikke særlig god.

Han svarer ikke sin telefon da jeg ringer, så mit svar til ham bliver noget i retningen af:

Undskyld! Vi betalte jo telefonen kontant, det nævnte sælgeren på ingen måde og jeg tænkte slet ikke i de baner! Undskyld! Kan godt forstå at du er vred!

Vi skrev efterfølgende sammen om hvorvidt det det kunne være rigtigt at man kan købe på en anden mands konto på den måde, uden at underskrive og uden accept fra kontohaver.

Han accepterede min undskyldning med det samme, det er jeg dybt taknemmelig for. Jeg erkender at jeg ikke har tænkt, overhovedet?! i denne situation, og at jeg lod mig forføre af en ung sælger. Som så igen gennemførte sit salg med en farlig masse udeladelser. Gad vide om det overhovedet er lovligt?

Men.. Når alt dette er sagt, var der her langt mere end en telefon på spil! Her var tale om et samarbejde mellem to sårede mennesker, som begge har kæmpet for at få det til at køre gnidningsfrit. Jeg vil ikke kunne betale drengens abonnement, eller.. det vil i hvert fald gøre ondt. Og det ville gøre virkelig ondt om det havde været den anden vej: At der var ændret på mine personlige aftaler.

Havde dette været for et år siden, havde jeg promte stillet mig på bagbenene til et modangreb da jeg modtog hans mail. Jeg havde ikke kunne rumme andet, jeg ville nok have følt at han overrumplede mig.. Blandt andet

Men det gjorde jeg ikke. Jeg lagde mig fladt ned på ryggen og undskyldte.. Måske han også ved at der alene var en positiv hensigt bag min handling.

Lige nu, sidder jeg tilbage med en meget stor følelse af taknemmelighed.. Så, den lader jeg stå lidt, mens jeg alligevel undres over, hvordan det overhovedet kan være muligt at handle på en andens konto på den måde..?!

Langfredag – Udnyttelse af en fridag

image

Det er påske, nærmere bestemt Langfredag og jeg har meget fri! Jeg har ikke knægten hjemme og jeg har ingen aftaler før senere i aften. Jeg faldt i søvn 5 gange foran tv’et og sjokkede først i seng kl. 3 i nat. Da alarmerne bimlede kl. 6 (?!) lykkedes det mig at snooze de først 7 gange inden jeg vågnede helt op.. Meeen hvor var det skønt: Jeg lå i 20 minutter og mediterede til min vejrtrækning mens jeg lyttede til fuglenes sang. Jeg havde med øjnene lukket en oplevelse af at solen skinnede virkelig stærkt og så for mig den klare blå himmel. Det var helt fantastisk.

Da jeg endelig tog mig sammen og stod op, blev jeg mildest talt overrasket over at se at dagen var grå og regnfuld, og mest af alt lignede en efterårsdag når den er værst: Jeg kom ikke ud at løbe alene af den årsag. Arh… Måske senere

Nå! For mig var det den skønneste forårs morgen, lige til jeg slog øjnene op. Jeg har siden udrettet store ting som at tømme en skuffe med blandet godt (og skidt) ud på gulvet og flytte mine stærkt oversete toppe og bluser over i den. Det gjorde dem SÅ godt! Og mig med!

Derudover har jeg fået læst lidt om Enneagrammet og har med vished bestemt min type. Nu skal jeg bare finde ud af  hvordan min type virker med de andre 8-9 typer så vi alle kan blive en bedre udgave af os selv, med lidt hjælp.. fra mig! Ej! Det er bare gas!

Overvejer at tage det Enneagramkursus som NLP Skolen i Roskilde udbyder lige her. De udbyder kurserne efter forespørgsel og planlægger kursusdagene så flest muligt kan deltage. Som den selvmedlidende 4 jeg jo er, vrider jeg mine hænder og min pengepung og overvejer om der mon kan blive råd til en sådan en luksus, til lille jeg. Der er jo også så mange andre ting der også presser sig på: NLP Master Practitioner, for eksempel! Jo mere jeg lærer og forstår på den NLP Pratitioner jeg snart afslutter, jo mere sulten bliver jeg efter mere viden. Der er mange lag i det, og jeg elsker at komme ind under huden på mennesker og få lov til at gøre en lille forskel.

Jeg glæder mig voldsomt til at se en af pigerne fra min NLP Læsegruppe: Vi skal øve i aften, for det er så svært at bede om lov til at hjælpe andre, eller: At bede om hjælp til at øve sig på andre. NLP er ikke en færdighed man kan læse sig til.

Hvordan kommer du selv igennem årets længste fredag? Udnytter du, benytter du, eller er der andre der har lagt en dagsorden for dig?

Delebørn og rummelighed forældrene imellem

image

Vi rummer, vi deler vores børn, delebørn, og vi samarbejder for at få lov at give børnene alt det bedste vi har.. I 8 lange år har jeg og drengens far skulle udholde hinanden, til trods vi begge er fuldstændig afklarede med at vi ikke er skabt for hinanden. Vi har begge skulle sluge både kameler og elefanter og drengens far og jeg prøver virkelig at holde den gode tone. Med øvelse bliver det bliver lettere og lettere.

Og så sker det alligevel: Vi ramler hovederne sammen som to gamle stædige geder der begge ved at de er stærkest og at de har ret. Eksemplerne er utallige: Knægten bliver sendt hjem til den anden med for små bukser, glemmer en jakke, glemmer halvdelen at skolebøgerne, er kommet for sent i seng.. Eller et vigtigt sports arrangement bliver arrangeret i den andens uger: Ramaskrig! Eller, når vi prøver at drøfte udfordringer i skolen  ligesom samboende forældre, og det, igen, viser sig at vi bare ser forskelligt på tingene.

Den anden opfattes i øjeblikket egoistisk, provokerende, uden forstand på børn og opdragelse, uden empati eller respekt for dan anden part.

Når det sker, kan det være godt, måske endda den eneste løsning, at løfte blikket og se dén det hele handler om for sig: Barnet der står i midten!

Det er ham, barnet, drengen, det hele handler om! Hans trivsel og vores kærlighed til ham som vi begge ønsker at fylde ham fuldstændigt op med, så han kan blive et kærligt, velfungerende og helt menneske.

Balladen opstår alene fordi vi er to mennesker med hver vores bagage, hver vores værdier og hver vores ressourcer. Vi kan kun give videre hvad vi selv har fået men hvad vi end giver videre, er det altid med en positiv hensigt.

Så, med denne nye erkendelse, at årsagen til galskaben er kærlighed alene og at der er en positiv hensigt bag enhver adfærd, kan jeg meget bedre rumme og respektere andres model af verden. Alt andet lige oplever vi ikke verden som den er, men blot en model af verden.

Og når jeg bedre kan rumme andres model af verden, kan jeg også bedre rumme at vi ikke altid er enige, og bedre bøje af uden at føle at der går noget af mig. Faktisk virker det lige modsat, der går ikke noget af mig: Der kommer noget nyt til mig: En stor overvældende følelse af kærlighed, til mit barn!

Hurra! Den kærlighed jeg ønskede at give ham, fik han alligevel, da jeg viste hans far respekt: Alle vinder!

Anerkendelse og beundring af de målrettede

image

Jeg beundrer målrettede mennesker. Personer der lægger en plan, følger planen, retter den til og fortsætter til de står i målet. De mennesker beundrer jeg!

Og, hvis de har drivkraften med sig, og det har de fleste, så sætter de, som en del af deres plan og kort før de står i målet, et nyt og højere mål. Det er som om det sker mens de alligevel er oppe i gear, så det ser ud som om de bare fortsætter og bare ser målet komme tættere på. De mennesker er mine forbilleder, og der er mange af dem! Snart kan jeg knejse og have nøjagtig lige så stor respekt for mig selv som for dem, på det område også.

En af dem er min far. Jeg er ikke sikker på at han ved det, for jeg har aldrig anerkendt hans livsværk som sådan men nok nærmere taget lidt afstand fra det. Prisen han betalte for at følge sin drøm var, set i bagspejlet, høj men jeg tror at han har haft en plan, for det er mit indtryk at han står nu, præcis hvor han gerne vil stå. Det han gik glip af på vejen, indhenter han nu, med sin livserfaring og med flere og stærkere ressourcer.

I dagligdagen oplever jeg at jeg er blevet bevidst om hvordan jeg med større og større respekt betragter de mennesker der har en plan. Dem der ved hvad der er vigtigt for dem i livet, og som formår at give det plads i deres dagligdag. Og jeg oplever faktisk at min respekt på det nærmeste har udviklet sig til en form for misundelse, eller jalousi.  Det gør lidt ondt at erkende dette, men misundelsen er forårsaget af, at disse mennesker evner at gøre til virkelighed, hvad jeg selv har haft på min hemmelige “To-Do” liste igennem mange, mange år, men som jeg tidligere slet ikke kunne forestille mig, kunne føres ud i livet.

Og heldigvis for mig, lader det til at denne misundelse virker som et Power tilskud af format: Et wake-up call så jeg aldrig burde kunne falde i søvn igen.

For dette er jo præcis hvad jeg har lært på papiret: “Hvis det er muligt i Verden, er det muligt for mig”. Men, for mig lyder dette måske nok sandt, jovist, men det er altså også meget store ord! Trækker vi det lidt tættere på ville budskabet lyde “Når det er muligt for ham, er det også muligt for mig” eller, helt ned i øjenhøjde: “Når han kan, kan jeg også!”

Betydningen af selve formuleringen kan forekomme banal. Men for den der ikke tør drømme store drømme kan det have stor effekt at trække de store visioner ned i øjenhøjde. Jeg forsøger her, som den skarpe læser nok har observeret, at generalisere en del: Jeg taler ud fra mit perspektiv og ud fra mine erfaringer. Det er mig der ikke tør drømme store drømme, men jeg prøver da, mere og mere..

Jeg tror, at mennesket kan trænes i særlige tankemønstre, og dermed i at drømme. Og denne træning er bestemt ikke kun relevant for mig.

Selv har jeg stået i skyggen af mange store drømmere og visionære i mit liv. Mennesker der formåede at drømme og som jeg beundrer og ønskede at støtte, så de kunne nå dem: Deres drømme. Det er lettere at støtte op om andres mål, end det er selv at åbne og og turde mærke. Men tiden er gået. Jeg har set hvad den målrettede kan nå når han ikke ser nogle begrænsninger i verden: Er det muligt i verden er det muligt for mig! Både at stable gode sunde virksomheder på benene og at deltage i en maraton, lave en vellykket middag eller indgå aftaler med sig selv, og holde dem!

Og nu står jeg her! Måske midt i mit liv.

Jeg har taget noter, set hvad andre kan gøre og lært at intet står til hindring, heller ikke for mig. Jeg øver mig stadig i at drømme, i at sætte mål og i at tage tilløb, i at turde turde. Men jeg er begyndt og nu jeg er i fart oplever jeg på egen krop hvordan det bliver lettere og lettere at sætte målene, højere og højere.

Tør du? Har du et mål som du arbejder hen imod, eller er du allerede i mål,og hvad giver det dig? Eller: hvad tænker du at det vil give dig at nå det?

%d bloggers like this: