UA-76103815-1

Kategori: Helt Privat

Alt er godt – og nyt – og stadig spændende

Due

Alt er godt! Alt er godt! Alt er godt!  Men.. Jeg begynder faktisk at blive lidt urolig, til trods: Alt er jo godt! Urolig for, om det nogensinde bliver det samme igen? Det samme som tidligere.. Urolig for, om jeg skal få et tilbagefald, til dengang jeg var evigt søgende, hele tiden på jagt, altid klar på en flirt, et smil, en kæk bemærkning med et glimt i øjet. Jeg elskede det: Det fyldte mig op med glæde og energi, det var mit fix som jeg ikke kunne leve uden.

Det er ikke længe siden, det er i hvert fald.. 9-15 måneder, sådan cirka, siden mit behov for den form for anerkendelse og opmærksomhed begyndte at betyde mindre. Det er stadig lidt uvant for mig at kunne slappe af og være til stede i mig selv, nyde nu’et, uden at skulle skæve til ham derovre, blot for at se om jeg kan få øjenkontakt, eller et lille smil måske.

Faktum er at jeg har brændt fingrene igennem livet. Igen og igen, ret koncentreret igennem de sidste 9-10 år! Ja, okay: Ikke hver dag, og ikke hvert år, men trods alt løbende. Og hver gang har jeg hurtigt og sikkert kunne rejse mig og børstet hænder og knæ for grus og skidt, og har igen kløet på med oprejst pande og smil på læben, og virkelig troet på at jeg bestemt skulle finde lykken: Ham, min eneste ene der ville fylde mig fuldstændigt op med lykke!

Men.. Det er som om luften nu er gået ud af ballonen. For den lykke jeg søgte, har jeg fundet. Ah, jeg ved det: Hvor patetisk! Og ja, jeg ved det godt, for jeg har faktisk fundet den i min egen baghave, i mig selv, om du vil, da jeg holdt op med at lede ude. Min lykke er nemlig ikke afhængig af andre end mig selv! Det var en øjenåbner af de store da jeg indså dette efter et af de store brud der efterlod mig blødende på gulvet fordi jeg intet var: Intet, uden Ham! Sikke et ansvar at påtage sig: Jeg er selv ansvarlig for mig lykke?!

Det har taget lang tid, fra jeg indså denne naturlov, til jeg forstod den. Og igen yderligere lang tid, før jeg kunne mærke den, og handle efter den. Og meget kan man sige, men jeg er bestemt ikke kommet sovende til den “Alt er godt” følelse, jeg sidder med lige nu.

Det en ny følelse og en ny situation for mig at være i. Jeg går sommeren i møde med helt nye og anderledes forudsætninger end jeg nogensinde har gjort tidligere og det er på én gang skræmmende, og virkelig dejligt. Dejligt fordi det er mig alene der står ved roret. Jeg kan gøre hvad jeg vil, jeg styrer selv mit skib og sætter selv mine mål. Skræmmende fordi jeg aldrig før har styrtet og har haft ansvar for et skib: Skræmmende, og ret fedt!

Og lur mig, om ikke det nok skal gå. Andre har gjort det før mig, så selvfølgelig kan jeg også. Jeg er lige midt i livet, jeg er kommet langt, faktisk virkelig langt og har stadig mål at  styrer efter, og det kan du også få, hvis du ikke allerede har det!

De smukke bløde kvinder – stil dog skarpt

At stille skarpt


Og så har jeg ringet efter den tømrer! Du ved, ham der skulle give et tilbud på vores vinduer. Jeg er simpelthen så træt af at vente på at Anders får det ordnet. Der sker jo aldrig en skid!

Jeg slår blikket ned og har svært ved at undertrykke mit smil. Jeg tænder for bruseren igen og prøver at følge med deres samtale i smug, selvom det må være klart for de fleste at privat livets fred bliver ophævet når man hæver stemmen for at kunne samtale under bruseren i en svømmehal. Desuden er vi alle nøgne. Nøgne og blottede: Det nytter ikke at prøve at skjule noget, hverken det ene eller det andet: Herude er vi alle ens.

Jeg betragter flokken af kvinder der træder ind fra svømmehallen så godt jeg kan uden briller på. Jeg gætter på, ud fra deres samtaler, at de er pensionerede og vurderer at de har kendt hinanden og muligvis også deres respektive familier, i mange år. De er alle hvad jeg i daglig tale ville kalde for overvægtige, nogle af dem lidt mere men ikke desto mindre: Smukke!

Selvom jeg tænker at vi alle kigger på hinanden, føles det stadig forbudt at stirre for længe. Ingen vil fanges i at kigge, ingen ønsker at møde den andens blik som man står her med alle sine fejl og mangler.. Tænker jeg. Og så igen, måske er det blot min verden.. Jeg ved jo faktisk intet om hvad de andre tænker. Jeg møder sjældent eller aldrig de andres blik, måske fordi jeg er hæmmet af at være så nærsynet at jeg aldrig med vished uden briller kan vurderer om de andre kigger på mig, eller lige forbi mig.

Hvis du nu forestiller dig et uskarpt billede.. Du kan se det meste, hvad de laver på billedet, sådan cirka, og at de smiler.. men du kan ikke med sikkerhed sige hvad de kigger på, eller hvad det er de har i hænderne. Kun fornemme det vagt.. Sådan ser min verden ud, når jeg lægger brillerne fra mig: lidt sløret.  Om det er derfor jeg oplever omklædningsrummet og kvinderne i det som jeg gør, skal være usagt. Men jeg elsker det!

Lige disse kvinder møder jeg næsten hver gang jeg morgensvømmer. De er alle lidt store, men også robuste, fysisk aktive og fyldt med energi. Og de er alle smukke på en måde der synes forsvundet i det billede vi præsenteres for af kvinden i det offentlige rum. Her er kvinden som hun faktisk ser ud!

Brysterne er store og tunge, og passer harmonisk sammen med kvindernes brede hofter og runde lår. Maven er med top på og jeg fornemmer at der også er indtil flere folder på deres rygge. Jeg tager mig i at glædes over dette besynderlige fænomen, som jeg til dato aldrig har set eksponeret i et eneste af de medier der ellers så flittigt viser kvindens krop frem i alle tænkelige positioner. Folder på ryggen: Dengang jeg opdagede at jeg besidder netop sådan en fold, havde jeg aldrig set det på nogen før. Men jeg må nu endnu engang konstatere, at jeg ikke er så særlig endda.

Ud fra deres samtale vurderer jeg at de alle er gift, hvilket ikke overrasker mig. Mig, med alle mine fordomme: Disse store, bløde, power kvinder der har levet det meste af deres liv og stadig er oplevelses og sladder-søgende. De taler højt og griner mens de fuld af respekt  og kærlighed udleverer deres mænds svagheder: Det er tydeligvis kendt af enhver, at Anders er et sløvt drog!

Jeg ville ønske at jeg kunne vise jer mine smukke, bløde og foldede kvinder fra omklædningsrummet. Men det lader i sagens natur sig ikke gøre.. Ikke denne gang i hvert fald! Men jeg ville stadig gerne at de ville blive eksponeret mere. Ikke mindst for alle de unge menneskers skyld der tilsyneladende kun spejler sig i mennesker der på den ene eller anden måde har lade sig forskønne af enten Photoshop eller en læge med en kniv. Kvinder der er så langt fra det naturen har skabt, men alt andet lige må jeg jo erkende at den “fixede” kvinde snart mere normal end.. End kvinder som jeg selv.. og Anders’ kone.

Eller…?

De mange knuder i livet

Bundet

Dette indlæg er kommet til over meget lang tid. Jeg har i hvert fald tænkt på det længe. Jeg har haft lyst til at skrive det, men det har været for personligt og for svært.. Jeg har ellers bevidst valgt at være rimelig anonym på Naboenskat af hensyn til min familie og især min dreng, lille Hjerter Knægt, som jo alt andet lige, direkte og indirekte bliver beskrevet her. Og sandsynligvis også fordi jeg under dække af generthed var bange med at blive konfronteret med folks reaktion, hvis de nu opdagede hvem jeg virkelig var, og hvad jeg virkelig gemmer på. Og nu kommer det, jeg kan bare ligesom mærke det!

Når man læser og studerer NLP på den måde jeg gør det, bliver man koncentreret over 4 dage introduceret for teorier og modeller som man efterfølgende skal prøve af på hinanden, dvs. på holdkammeraterne. Forløbet tager ca. 9 måneder og imellem undervisningsforløbene øver man på hinanden og igen på “Kaniner” så man naturligvis ender med at blive super dygtig, det er klart!

Pointe: Med al den træning bliver der rørt ved noget i en selv, så man lærer sig selv virkelig godt at kende (hvilket jo er et fantastisk plus hvis man, som jeg selv, ønsker at røre ved noget i andre mennesker).

Jeg skal snart til eksamen. Jeg burde læse og læse, øve og træne! Men det gør jeg ikke, og det har irriteret mig. Jeg har faktisk “kørt ret meget med klatten” på det seneste, så det kan virke som en mærkelig trodsig adfærd som jeg kender fra min barndom. Og ud fra devisen om at “der er en positiv hensigt bag enhver adfærd” har det gået mig virkelig meget på at jeg har flere ret primitive adfærdsmønstre som i bund og grund er ret barnlige og som i flere hensynende faktisk gør det svært for mig at nå derhen jeg gerne vil.

Så, jeg opsøgte min lærer som er en yderst kompetent terapeut og tog en session hos hende. Og resultatet er.. slående!

Uden at gå i detaljer, kan jeg fortælle at vi gennem en stille og rolig snak nåede frem til, at der er nogle elementer, som jeg uden at være klar over det, altid har følt at jeg manglede ganske langt tilbage, i min barndom. Jeg har altid manglet det, savnet det og higet efter det. Og det gør jeg på sin vis stadig. Udfordringen er, at når man mangler noget, som man burde have fået i sin barndom, (ja, korrekt: Her generaliserer jeg) vil man søge at få dækket det behov man havde, som barn! Og det kan virke ganske malplaceret når man som jeg, snart rammer de 40.

Min umiddelbare reaktion på flere af de ting min lærer sagde, var at blive såret og irriteret. Især da hun lovede mig at jeg aldrig vil få det jeg søger. Ikke som det lille barn der søger det, i hvert fald. Så hun lavede en lille øvelse med mig, hvis hensigt er at træne mig i at mærke mig selv og mine følelser. Da jeg kunne mærke mig selv, snakkede vi lidt, og hun gav mig så i samme ombæring nogle redskaber til at mætte denne barnlige følelse og lade den vokse og udvikle sig med mig.

Det lyder sikkert helt tosset, det vil jeg gerne medgive, og jeg var dybt forvirret da jeg forlod hende.

Men, underbevidstheden arbejder! I dag da jeg støvsugede faldt den første 5-øre: Hvorfor jeg ikke er i stand til at holde orden. Hvorfor jeg lever mit liv i en konstant forventning om at der kommer “nogen” forbi for at hjælpe mig. Hvorfor jeg kun føler mig elsket når min elskede irettesætter mig (for det er jo kærlighed at irettesætte sit barn, eller den man elsker! Er det ikke?). For, det er jo på den måde jeg modtog de største kærlighedserklæringer i min barndom! Følelser var ikke noget vi italesætte, men de var der jo, til trods: Jeg kunne bare ikke hitte rundt i dem, for det er nu noget andet at få at vide at du er elsket, end at få at vide at det er noteret at dit værelse roder. Men opmærksomhed er vel opmærksomhed?!

Den tid er passé nu. Jeg ved nu, at der er en positiv hensigt bag enhver adfærd og at man giver hvad man har fået: hvordan skulle man kunne andet? Nogle gange er det bare svært at se, og at forstå. Men det kommer, stille og roligt når man åbner sit sind og lytter, og se på, hvad det er man gør. Og hvorfor!

Jeg begynder at finde en dybere mening med mange ting. Mange ting bliver nu engang lettere at forstå, når man (jeg) kender årsagen. Og endnu lettere at arbejde med og at være i, når jeg blot ved hvordan!

Tænk så mange tanker der kan falde på plads mens man støvsuger: Jeg burde vist støvsuge lidt oftere og feje færre ting ind under gulvtæppet!

Pas på jeg selv derude

/M