UA-76103815-1

Kategori: Helt Privat

Langfredag – Udnyttelse af en fridag

image

Det er påske, nærmere bestemt Langfredag og jeg har meget fri! Jeg har ikke knægten hjemme og jeg har ingen aftaler før senere i aften. Jeg faldt i søvn 5 gange foran tv’et og sjokkede først i seng kl. 3 i nat. Da alarmerne bimlede kl. 6 (?!) lykkedes det mig at snooze de først 7 gange inden jeg vågnede helt op.. Meeen hvor var det skønt: Jeg lå i 20 minutter og mediterede til min vejrtrækning mens jeg lyttede til fuglenes sang. Jeg havde med øjnene lukket en oplevelse af at solen skinnede virkelig stærkt og så for mig den klare blå himmel. Det var helt fantastisk.

Da jeg endelig tog mig sammen og stod op, blev jeg mildest talt overrasket over at se at dagen var grå og regnfuld, og mest af alt lignede en efterårsdag når den er værst: Jeg kom ikke ud at løbe alene af den årsag. Arh… Måske senere

Nå! For mig var det den skønneste forårs morgen, lige til jeg slog øjnene op. Jeg har siden udrettet store ting som at tømme en skuffe med blandet godt (og skidt) ud på gulvet og flytte mine stærkt oversete toppe og bluser over i den. Det gjorde dem SÅ godt! Og mig med!

Derudover har jeg fået læst lidt om Enneagrammet og har med vished bestemt min type. Nu skal jeg bare finde ud af  hvordan min type virker med de andre 8-9 typer så vi alle kan blive en bedre udgave af os selv, med lidt hjælp.. fra mig! Ej! Det er bare gas!

Overvejer at tage det Enneagramkursus som NLP Skolen i Roskilde udbyder lige her. De udbyder kurserne efter forespørgsel og planlægger kursusdagene så flest muligt kan deltage. Som den selvmedlidende 4 jeg jo er, vrider jeg mine hænder og min pengepung og overvejer om der mon kan blive råd til en sådan en luksus, til lille jeg. Der er jo også så mange andre ting der også presser sig på: NLP Master Practitioner, for eksempel! Jo mere jeg lærer og forstår på den NLP Pratitioner jeg snart afslutter, jo mere sulten bliver jeg efter mere viden. Der er mange lag i det, og jeg elsker at komme ind under huden på mennesker og få lov til at gøre en lille forskel.

Jeg glæder mig voldsomt til at se en af pigerne fra min NLP Læsegruppe: Vi skal øve i aften, for det er så svært at bede om lov til at hjælpe andre, eller: At bede om hjælp til at øve sig på andre. NLP er ikke en færdighed man kan læse sig til.

Hvordan kommer du selv igennem årets længste fredag? Udnytter du, benytter du, eller er der andre der har lagt en dagsorden for dig?

Delebørn og rummelighed forældrene imellem

image

Vi rummer, vi deler vores børn, delebørn, og vi samarbejder for at få lov at give børnene alt det bedste vi har.. I 8 lange år har jeg og drengens far skulle udholde hinanden, til trods vi begge er fuldstændig afklarede med at vi ikke er skabt for hinanden. Vi har begge skulle sluge både kameler og elefanter og drengens far og jeg prøver virkelig at holde den gode tone. Med øvelse bliver det bliver lettere og lettere.

Og så sker det alligevel: Vi ramler hovederne sammen som to gamle stædige geder der begge ved at de er stærkest og at de har ret. Eksemplerne er utallige: Knægten bliver sendt hjem til den anden med for små bukser, glemmer en jakke, glemmer halvdelen at skolebøgerne, er kommet for sent i seng.. Eller et vigtigt sports arrangement bliver arrangeret i den andens uger: Ramaskrig! Eller, når vi prøver at drøfte udfordringer i skolen  ligesom samboende forældre, og det, igen, viser sig at vi bare ser forskelligt på tingene.

Den anden opfattes i øjeblikket egoistisk, provokerende, uden forstand på børn og opdragelse, uden empati eller respekt for dan anden part.

Når det sker, kan det være godt, måske endda den eneste løsning, at løfte blikket og se dén det hele handler om for sig: Barnet der står i midten!

Det er ham, barnet, drengen, det hele handler om! Hans trivsel og vores kærlighed til ham som vi begge ønsker at fylde ham fuldstændigt op med, så han kan blive et kærligt, velfungerende og helt menneske.

Balladen opstår alene fordi vi er to mennesker med hver vores bagage, hver vores værdier og hver vores ressourcer. Vi kan kun give videre hvad vi selv har fået men hvad vi end giver videre, er det altid med en positiv hensigt.

Så, med denne nye erkendelse, at årsagen til galskaben er kærlighed alene og at der er en positiv hensigt bag enhver adfærd, kan jeg meget bedre rumme og respektere andres model af verden. Alt andet lige oplever vi ikke verden som den er, men blot en model af verden.

Og når jeg bedre kan rumme andres model af verden, kan jeg også bedre rumme at vi ikke altid er enige, og bedre bøje af uden at føle at der går noget af mig. Faktisk virker det lige modsat, der går ikke noget af mig: Der kommer noget nyt til mig: En stor overvældende følelse af kærlighed, til mit barn!

Hurra! Den kærlighed jeg ønskede at give ham, fik han alligevel, da jeg viste hans far respekt: Alle vinder!

Anerkendelse og beundring af de målrettede

image

Jeg beundrer målrettede mennesker. Personer der lægger en plan, følger planen, retter den til og fortsætter til de står i målet. De mennesker beundrer jeg!

Og, hvis de har drivkraften med sig, og det har de fleste, så sætter de, som en del af deres plan og kort før de står i målet, et nyt og højere mål. Det er som om det sker mens de alligevel er oppe i gear, så det ser ud som om de bare fortsætter og bare ser målet komme tættere på. De mennesker er mine forbilleder, og der er mange af dem! Snart kan jeg knejse og have nøjagtig lige så stor respekt for mig selv som for dem, på det område også.

En af dem er min far. Jeg er ikke sikker på at han ved det, for jeg har aldrig anerkendt hans livsværk som sådan men nok nærmere taget lidt afstand fra det. Prisen han betalte for at følge sin drøm var, set i bagspejlet, høj men jeg tror at han har haft en plan, for det er mit indtryk at han står nu, præcis hvor han gerne vil stå. Det han gik glip af på vejen, indhenter han nu, med sin livserfaring og med flere og stærkere ressourcer.

I dagligdagen oplever jeg at jeg er blevet bevidst om hvordan jeg med større og større respekt betragter de mennesker der har en plan. Dem der ved hvad der er vigtigt for dem i livet, og som formår at give det plads i deres dagligdag. Og jeg oplever faktisk at min respekt på det nærmeste har udviklet sig til en form for misundelse, eller jalousi.  Det gør lidt ondt at erkende dette, men misundelsen er forårsaget af, at disse mennesker evner at gøre til virkelighed, hvad jeg selv har haft på min hemmelige “To-Do” liste igennem mange, mange år, men som jeg tidligere slet ikke kunne forestille mig, kunne føres ud i livet.

Og heldigvis for mig, lader det til at denne misundelse virker som et Power tilskud af format: Et wake-up call så jeg aldrig burde kunne falde i søvn igen.

For dette er jo præcis hvad jeg har lært på papiret: “Hvis det er muligt i Verden, er det muligt for mig”. Men, for mig lyder dette måske nok sandt, jovist, men det er altså også meget store ord! Trækker vi det lidt tættere på ville budskabet lyde “Når det er muligt for ham, er det også muligt for mig” eller, helt ned i øjenhøjde: “Når han kan, kan jeg også!”

Betydningen af selve formuleringen kan forekomme banal. Men for den der ikke tør drømme store drømme kan det have stor effekt at trække de store visioner ned i øjenhøjde. Jeg forsøger her, som den skarpe læser nok har observeret, at generalisere en del: Jeg taler ud fra mit perspektiv og ud fra mine erfaringer. Det er mig der ikke tør drømme store drømme, men jeg prøver da, mere og mere..

Jeg tror, at mennesket kan trænes i særlige tankemønstre, og dermed i at drømme. Og denne træning er bestemt ikke kun relevant for mig.

Selv har jeg stået i skyggen af mange store drømmere og visionære i mit liv. Mennesker der formåede at drømme og som jeg beundrer og ønskede at støtte, så de kunne nå dem: Deres drømme. Det er lettere at støtte op om andres mål, end det er selv at åbne og og turde mærke. Men tiden er gået. Jeg har set hvad den målrettede kan nå når han ikke ser nogle begrænsninger i verden: Er det muligt i verden er det muligt for mig! Både at stable gode sunde virksomheder på benene og at deltage i en maraton, lave en vellykket middag eller indgå aftaler med sig selv, og holde dem!

Og nu står jeg her! Måske midt i mit liv.

Jeg har taget noter, set hvad andre kan gøre og lært at intet står til hindring, heller ikke for mig. Jeg øver mig stadig i at drømme, i at sætte mål og i at tage tilløb, i at turde turde. Men jeg er begyndt og nu jeg er i fart oplever jeg på egen krop hvordan det bliver lettere og lettere at sætte målene, højere og højere.

Tør du? Har du et mål som du arbejder hen imod, eller er du allerede i mål,og hvad giver det dig? Eller: hvad tænker du at det vil give dig at nå det?