UA-76103815-1

Kategori: Helt Privat

Hvad er dette?!

Jeg lever i et af de mere moderne COLA parforhold: COuple Living Apart! Både jeg og min kæreste har børn, begge i 7/7 ordninger. Og det er sådan set inspirationskilde nok til mig for nu: Mit forhold til min kæreste, hans børn, hans forhold til mig og mit barn er en helt grundlæggende rød tråd i de tankespind jeg gør mig i disse tider. Altså, nu hvor jeg ikke længere er single og derfor har lagt tanker der går i en helt anden retning bag mig.

Til trods at vi lever i hvert vores hjem ses vi dagligt. Med og uden børn. Og derfor føler jeg at jeg lever halvdelen af mit liv i en sammenbragt familie. Eller rettere: I 2-3 sammenbragte familier: Der er så mange kombinationer.

Det er en uendelig kompleks og svær situation at stå i fordi alles roller over for hinanden, er så.. udefinerede. Jeg har forsøgt finde materiale om sammenbragte familier og noget af det har været givende, andet mindre givende. Jeg har ikke kunne finde noget om den position man bliver sat i når man lever på denne måde. Egentlig lidt overraskende for jeg føler mig overbevist om at det må være sådan alle sammenbragte familier er startet op: Med at ses, lære hinanden og hinandens børn at kende.. Eller måske jeg er helt galt på den?!

Og det får mig til at tænke, at den eneste måde at skaffe viden på, må være ved at videregive af egen erfaring og håbe på at jeg derved kan hjælpe andre i tilsvarende situation..                              Jeg kunne nu stadig godt tænke mig at høre fra andre der står eller har stået i noget tilsvarende: om deres erfaringer fra denne gråzone.

Hvis I er derude, så giv mig et tegn…

Jeg går også dig i møde

Det at spise sammen, er som de fleste sikkert ved, en social ting. Men ak nej, det er ikke lige meget hvad det er du spiser, eller drikker når du gør det med andre! Du skal helst indtage det samme som de øvrige for at være med i klubben og for at kunne tale om maden og alt det andet der rører sig omkring mødet og spisebordet. Der skal være nogle fællesnævnere før du kan indgå i et fællesskab, du bør helst ikke være special .. eller særlig, og skille dig for meget ud!

Og det kan være svært! For selv om jeg man føler mig sig som alle de andre, at jeg man er som folk er flest, og at jeg man måske endda har ret i denne formodning, så tæller det bare ikke hvis jeg man er i mindretal når jeg man træder ind af døren!

Og hvad gør en klog så?

Jeg kan kun tale for mig selv, og jeg tilpasser mig! Går på kompromis, sluger kameler og sætter egne behov til siden, hvis jeg kan! Og prøver at få de andre til at komme mig i møde. Der kan jo være fysiske, eller mentale forhindringer.

Selv prøver jeg virkelig komme fællesskabet i møde. Det er bare så svært når man har særlige behov og i mit tilfælde er der tale om både fysiske og mentale behov. Det, hele tiden at skulle bede om særbehandling og hensynstagen, kan være virkelig anstrengende.

Så jeg holder igen, prøver at finde en middelvej, og nogle gange går det godt, andre gange mindre godt men på bundlinjen, (det er mit fysiske velvære der repræsentere bundlinjen), er der en direkte konsekvens af disse middelveje.

Jeg skal finde en vej der forener mine mål og mine ønsker. For disse harmoniere ikke altid. Så derfor har jeg lavet denne lille kategori om ernæring og sundhed for den skal der helt sikkert fyldes på!

Gædelig jul

Set fra oven?

HestEt nyt venskab er under opsejling!

Jeg har tvunget tre drenge sammen ved at blive kæreste med de to’s far: Forsøgt at retfærdiggøre min egoistiske handling med min overbevisning om, at det gavner mit barn at få tætte og nære relationer og at se sin mor glad! For slet ikke at tale om den erfaring og selvopfattelse det giver at opleve at man er en del af noget større, en del af et team og at mor/ fars øjne ikke kun hviler på én selv!

Jeg får nu glimtvis lov at se den storebror der gemmer sig i min søn, den storebror som han altid har ønsket sig at være, men som han aldrig blev: En anden dårlig samvittighed der har jaget mig som en marre gennem de seneste 7 år. Men nu kommer det, langsomt og vel nærmest helt naturligt: Det tætte og nære forhold til et andet menneske man ikke selv har valgt at dele sit liv med, som man måske en dag vil elsker i medgang og modgang, alene fordi man er på samme hold.

Jeg kan se hvordan han gerne vil guide og vise sin nye ven verden, og hvordan min kærestes yngste dreng i flere og flere henseende opsøger min dreng. Måske fordi hans egen storebror er mere.. jævnbyrdig.. med ham, end min søn er: For det kan til tider virke som om hans egen bror ser ud til at opfatte det som sin tunge pligt at holde yngstemanden på sin plads: Nede!

Rigtige storebror har lov at bruge lillebror til at slås og lege voldsomme lege med, og på den måde tilkæmpe sig ret og status.. Og magt! Der er min dreng ikke kommet til! Han har endelig fundet en lille ven han kan give en hånd når der skal bestiges bakker og som er lille nok til at han kan lege hest når de små ben er tunge. De er på samme team og ser ud til at få det bedste ud af hinanden!

I hvert fald i dag!

I dag var vi i Dyrehaven og aldrig har min dreng brokket sig så lidt, for ikke at sige slet ikke, på en god lang gåtur i regnvejr. Pludselig har han nogen at dele verden med, på sit niveau, på godt og ondt.

Dette er naturligvis et øjebliksbillede: Dagen gik med små hændelser der minder mig om lignende hændelser. Eller også er det blot øjnene der ser?! Måske jeg kun ser det jeg vil se. Det kan være svært at se objektivt på noget, nogen, der vækker så mange følelser i én.

Men ikke desto mindre: Det er nu hvad jeg så!

Jeg ved bedre

Venner og veninder har før udfordret mine påstande og teorier men uden at det som sådan har fået en egentlig konsekvens for mig: Når vi skiltes var erfaringerne udvekslet, og selvom vi ikke nødvendigvis var enige har konklusionen ofte været at at der er mange veje til Rom (men min vej er den bedste, korteste og sikreste)!

Men.. så læste jeg denne blog: Kender du det, at du læser en tekst, og undervejs, og efterfølgende, sidder med en følelse at at være blevet afsløret?! For, det var jo dig den tekst handlede om, eller en som dig og det til trods at pointen ikke ligefrem var.. flatterende..! Tankevækkende…

Før omtalte blog kom tæt på! Jeg følte at den beskrev mit handlemønster, det menneske jeg er. jeg er blevet! Eller.. Jeg synes ikke, at jeg altid har været sådan. Jeg tror, det er den udvikling jeg er kommet til, (som min søn på 10 ville udtrykke det) som jeg er blevet opgraderet til, via alder, erfaring og dermed voksende styrke.. Troen på at jeg ved bedre, jeg kender sandenheden!

For et halvt år siden blev jeg kæreste med en dejlig mand der bragte to dejlige drenge ind i mit og min søns liv. Jeg kendte drengene sporadisk fra skolen og fra flere legeaftaler og var allerede da vi begyndte at ses, bekendt med at vores børn og vores håndtering af dem, var meget forskellige.

Og det er så her, jeg for alvor er blevet udfordret! For jeg kunne jo godt mærke, at jeg ikke for alvor ville acceptere at tingene ikke blev håndteret på samme måde i deres familie, som i min.

Og det var svært! Ikke blot for min kæreste og hans børn, men også for mig når jeg kunne se at jeg fejlede med alle mine standpunkter, regelsæt og teorier. Når jeg skulle se mig selv og mine nærmeste i øjnene, og vedkende at jeg tog fejl, at der er andre måder at gøre tingene på end min måde, at forskellige børn bør håndteres forskelligt! -Av!

Nu er jeg ikke sådan en der kommer nemt til noget. Synes jeg! Det er der jo nogen der gør, men det er ikke mig! Jeg kan med oprejst pande sige, at hvor jeg tidligere var en usikker, blød og medgørlig pige der støttede mig op ad alle inden for rækkevidde, er jeg nu en stivnakket firkantet tænkende kvinde hvis erfaringer er dyrt købt og som først stod på egne ben da jeg som voksen indså at mine ben faktisk godt kunne bære mig: Det tog laaaang tid at træne dem til det!

Hvad vil jeg sige med alt dette?

Det jeg gerne vil frem til er, at nok ved jeg bedre, men jeg ved også, at det jeg kan blive endnu bedre! Bedre til at tage imod udfordringer og kritik. Bedre til at slibe af de hårde kanter af og acceptere de mange nuancer der findes i min ellers til tider meget sorte og hvide verdensopfattelse. Til at rumme, at ikke alle er så ekstreme som jeg.. Eller stædige eller vedholdne..!

Foreløbigt har jeg erkendt at verden er større end som så! Og med lidt vilje og øvelse ser jeg for mig at det vil gøre mindre og mindre ondt at tage fejl og at åbne op for nye, alternative tiltage.. Som jeg ikke selv finder på!

For jeg ved nemlig bedre: Jeg ved at der hele tiden er plads til nye tiltag og til forandringer, så vi alle kan komme videre og frem!

Man læser så meget

I Søndagsavisen læste jeg forleden en kort artikel om hvordan man ved skilsmisse eller lig. skal huske at lade barnet mærke sine følelser. I bund og grund en sød og sikkert velmenende artikel. Kort og overfladisk! Jeg gad godt vide hvem den henvender sig til?! Forældre der ligger i skilsmisse? Som midt i al deres sorg lige trænger til et lille skulderklap fordi at de klarer deres sorg og krise til UG og faktisk udmærket er opmærksom på det der står i artiklen, eller omvendt at de burde skamme sig, sådan at glemme sine børn. Gør det så godt at læse det?

Eller henvender den sig til forældre som mig, der var igennem forløbet for snart 7 år siden. Der tilstadighed får ribbet op i såret alene ved at læse sådan en overskrift.

Jeg var selv igennem en lang og smertefuld skilsmisse hvor jeg i mange måneder græd mine øjne ud hver eneste dag når drengen var afleveret i børnehave og hver eneste nat når jeg troede at han sov i den lille juniorseng. Jeg boede på min fars hjemmekontor/ gæsteværelse og sov mere eller mindre side om side med min lille dreng. Han kan ikke have undgået at høre hvordan jeg græd mig i søvn hver nat.

Hans far tog snakken om vores skilsmisse uden min viden eller samtykke. Efterfølgende havde jeg en vred og bange dreng som jeg ikke kunne nå ind til de næste mange år. Jeg ved stadig ikke hvad præcist hans far sagde til ham og der gik mange år før jeg var i stand til at tale om hvad det var der skete, dengang.

Det må jeg leve med hver dag og bare håbe på og arbejde på at vi får fyldt så meget kærlighed og tryghed på ham, at sårenes ar med tiden vil forsvinde helt.

Så, hjælp mig her: Hvem er det den henvender sig til??

Læs hele artiklen her.

Det man fokuserer på!

Set i bagspejlet har jeg gennem den første halvdel af mit liv taget tingene som de kom. Da det viste sig ikke at være godt nok måtte jeg tage stilling og vælge retning for at komme derhen hvor jeg gerne ville! Og nu(!) er jeg der næsten!

Der er ikke meget der blev som jeg tænkte mig det, når jeg sad på mit pigeværelse og tegnede, mens jeg drømte mig væk. Dengang var mit svar på det dybsindige spørgsmål om livets mening, at meningen var at man skulle glæde andre og meningen med mit liv var at jeg skulle være Mor, og så var resten såmænd ligegyldigt! Hvad jeg skulle leve af, hvor og hvordan jeg skulle bo, hvilken familie jeg skulle have, undlod jeg på mirakuløs vis at forholde mig til, overhovedet: Jeg vil bare tegne og male, spille musik og skrive, og elske mine nærmeste, så kom alt det andet vel af sig selv!

Mit første kæresteforhold, hvor jeg lod mig følelsesmæssigt involvere, holdt i mere end 10 år. Jeg var rustet til at leve på den eneste måde jeg kendte til.

I de ti år min kæreste og jeg var sammen, talte vi aldrig fremtid men levede fra dag til dag. Jeg fik mig en kort uddannelse uden at gøre mig de store overvejelser om livet efterfølgende. Vi tjente vores penge, brugte dem med det samme, havde ingen opsparing, ingen drømme for fremtiden – ingen vi delte med hinanden i hvert fald – og ud over at vi havde aftalt at vi skulle leve sammen altid og at vi en dag skulle være en familie, havde vi ingen samtaler om hvordan vi skulle nå dertil. For at gøre en lang og en, set i bagspejlet, lidt mærkelig historie kort, var vi, da de ti år var gået, rykket fra en lille lejlighed midt på Østerbro til et hus i en lille landsby, 30 km fra Københavns Østerbro og 40 km fra mine forældre. Vi havde et barn sammen på 3 år, to katte, faste jobs et hus og.. Og nok ikke så meget mere der ud over..

Man kan jo sige, at i kraft af at jeg aldrig havde forholdt mig til hvad fremtiden måtte bringe, var jeg sådan set ganske tilfreds.

Jeg havde nok ikke drømt om at leve i en landsby langt væk fra alle jeg kendte, men jeg havde heller aldrig defineret hvor jeg hellere ville bo. Vi havde begge jobs som betalte huslejen og vi skændtes aldrig.. Så, alt var vel godt! Det var først da vores familie brød op, at det gik op for mig, at mit liv ikke ville blive som det var vokset op til at skulle leve, eller forventedes at leve op til.

Der skulle gå mere end seks år, med alt fra endelig at finde mine egne værdier, leve med mig selv, til dating, kortere og et enkelt længere kæresteforhold, før jeg jeg kunne se mig selv i øjnene og sige at jeg nu vidste, ved, hvor jeg vil hen: Hvad det er jeg ønsker for min fremtid, og hvad det er for en familie jeg ønskede at leve i, med hvilke værdier, ikke mindst hvis den skulle involvere andre end min søn og jeg!

Gråspurve

Og det er her jeg står nu! Sådan.. mere eller mindre..

Det giver en mærkelig følelse at tænke på, at man ved fokus og ved tankens kraft lader til at kunne styre en meget stor del af sit liv! Men, at man ikke gjorde det fordi man ikke vidste det.. Jeg! Naturligvis vil der altid kunne opstå uforudsete hændelser! Det er en del af livet og har man Ja-hatten på, vil man nok kunne overbevise sig selv om at det er den slags udsving, udfordringer og bump på vejen der gør én stærkere og som måske bliver årsagen til at man enten selv vælger, eller bliver nød til, at skifte retning eller gå en omvej!

Selv har jeg fundet mine gamle drømme fra pigeværelset frem igen:

Drømmen om at glæde andre, drømmen om at skabe noget, at dyrke kunsten i mig: At gøre det der gør mig glad! Som lige nu, at skrive! For mig selv, men måske også for dig! Familien jeg drømmer om må blive en anden end den kernefamilie som var den eneste jeg kendte til dengang: Jeg var nød til at skifte retning og ændre strategi, midt i mit liv og derfor sidder jeg nu og skriver til dig i dag.

Det er ganske vist!

Lykke og Facebook?

Faktisk troede jeg , at jeg var syg! Det er kommet over de sidste par måneder, stille og roligt er det tiltaget mere og mere.. Jeg nævnte det for en kær veninde, at jeg følte mig underligt tilpas. Jeg understregede at jeg ikke havde mødt nogen mand: at jeg ikke var forelsket: Nu var jeg solo, og det var okay, lige nu!

“Kan det, i din verden, tænkes, at ikke al forelskelse skal relatere til en af det modsatte køn? Eller til en udefra kommende person? Kan man tænke sig den tanke, at du kan blive forelsket i noget andet? Noget så defust som selve Livet? Eller at det du kalder forelskelse, blot er følelsen af at have det godt! At være i harmoni og hvile i sig selv?!”

Jeg blev nærmest flov, for jeg vidste med det samme at hun havde ret! Men kan man tillade sig det, at have det godt, i vores verden, og hvis  man kan, hvordan siger man det så højt, uden at blive betragtet som en uden at blive set skævt på?

Eller.. det skal måske slet ikke siges højt? Er det ikke nok at jeg selv ved hvordan tingen er?
Skal det virkelig postes til hele verden at jeg har det godt, før det er virkeligt? Ja! Det skal det! Åbenbart!!

Jeg har den seneste tid på det nærmeste været frustreret over de posts mine venner og bekendte til stadighed poster på blandt andre Facebook:

Hvor de er, hvem de er med, hvad og hvor de spiser, hvilket humør de er i, hvad de har modtaget, hvad det er blevet frataget, hvad deres mand, børn, svigerforældre, kæledyr har udrettet.. Og hvor lykkelige de er! Kan de virkelig være nærværende og til stede i alle deres selskaber, gøremål og følelser når de hele tiden skal hive deres telefon op og i tale sætte det?

En hel dag kan jeg gå og føle mig generelt lykkelig: For mit job, mine kollegaer, for mit helbred, mine gamle bukser som jeg stadig passer, for min bror derude i verden, min smukke, dejlige, underskønne søn, for solen som også stod op denne gang, for vinden der blæser og for at træde ind i mit hjem der giver mig ro, og alt det i den der skal ændres i den og for det og de som hjælper mig med at sætte store og små mål i livet!

Det er det der fylder min lykketank op! Men, det er jo ikke noget jeg ønsker at dele med hele verden, hele tiden!
Jeg har nok at gøre med at rumme følelsen selv! Og glædes ved den! Eller med at være nærværende så jeg til enhver tid kan hive følelsen eller episoden frem og genkalde mig det hele..

Det er nok bare mig. Tossede dobbeltmoralske lille jeg!
Jeg ved det jo godt, og alligevel bliver jeg ved med at åbne op for alle deres opdateringer. Men der går længere og længere imellem, både uger, og måneder til tider: Man er vel nysgerrig?! Og hver gang skuffes jeg.. Over hvad jeg læser.. men særligt over mig selv!  En vis forventningsafstemning ville nok være på sin plads her!

Er jeg dobbeltmoralsk?

Læs nu, hvad jeg netop har skrevet, for nu poster jeg det nemlig, på min hemmelige side! Mon det vil gøre min lykke mere virkelig, eller synlig, eller er det blot mit behov for at være med i den elektroniske World Wide Web verden der driver mig? For i virkeligheden føles det jo bare godt at sætte ord på det hele. Og det føles også godt at blive bekræftet og anerkendt fra tid til anden, der bliver vel bare flere og flere muligheder for at få forløsning for dette..

Er jeg nu også gammeldags? Eller bare mere privat end.. mange andre?

Fortæl mig: Poster du alt hvad der vækker en følelse i dig og hvad giver det dig?

%d bloggers like this: