UA-76103815-1

Kategori: Helt Privat

Forandring – helt ind i cellerne

Så er jeg tilbage med nyt

Jeg var jo lige så godt i gang!
Mange vinkler, mange kloge ord fra venner og veninder som jeg har følt lyst til at dele det hele med.
Som jeg virkelig har kunne bruge, og tak til Jer for det!

Sidst jeg skrev havde jeg en god ro i maven, dermed ikke sagt at beslutningen var truffet men alt kunne blive anderledes og det blev det.

Jeg ved ikke hvor mange der har prøvet at blive ringet op af sin læge?!
Ikke bare ét, men 2 og 3 ubesvarede opkald lå der fra min læge fredag formiddag da jeg kom tilbage fra morgenmad med afdelingen.
Jeg har prøvet det een gang tidligere, dengang var det alvorligt og min læge tog hånd om mig som om jeg var et barn, hvilket nok også var nødvendigt på det tidspunkt og han undlod klogeligt at fortælle mig præcist hvorfor han var så omsorgsfuld hvilket jeg stadig er ham dybt taknemmelig for!

Jeg mente bestemt jeg havde fået svar fra alle de prøver jeg havde fået taget i forbindelse med de forberedende øvelser inden en mulig  insinimation.
Jeg havde i hvert fald fortalt Stork klinik at alt var godt, der var ingen tvivl i mit sind!

Alle de tanker der kan fare gennem hovedet når en lægesekretær tydeligvis ikke har lyst til at fortælle hvorfor man er blevet ringet op..
Tonen på lægens stemme.
Den langsomme talen: “Er du med mig..?”
Alle de ord der pludselig er fremmede og uforståelige

“Hvad siger du?”
“Hvad betyder det for mig, min fremtid, processen, risicis?”
“Det er vel ikke så alvorligt?! Jeg mener, det er vel bare rutine! ??”

“Hvad er worst case?”
“Hvad er worst case?”
“Hvad er worst case?”
Ikke noget svar.. Det af alle svar runger altid i mine øre længe efter..!

Så jeg har “Atypiske celler”
Jeg har celleforandringer
Jeg er identificeret med virusset
Jeg skal videre i systemet
Jeg skal vaccineres for 3.750kr. (godt jeg snart har fødselsdag!)
Jeg skal sætte mine planer i bero, bare lidt..

Jeg skal se på min søn og vide at jeg er verdens heldigste kvinde og at min søn har en far der elsker ham over alt på jorden
Jeg skal ikke bekymre mig: Jeg bekymrer mig ikke!
Jeg skal acceptere at det er ude af mine hænder: Jeg accepterer!
At jeg er heldig at der bliver taget nånd om det, om mig!

Alle mine tanker om flere børn er sat på hold
Jeg fejler bestemt ikke noget alvorligt men alligevel: Alt er anderledes!
Det der før fyldte så meget, betyder ingenting!
Det jeg før tog for givet, betyder alt!

Syg eller ikke: Det her er sundt
At sætte tingene i perspektiv

Kærlige tanker til alle I der satte jer ned og læste min lille beretning:
Dette er så langt fra den sidste!

Om oplevelsen af at blive healet

I går fik jeg besøg af en tidligere kollega. En af dem fra Jylland. En af dem jeg har talt med 1001 gang, men kun om arbejde. Alligevel var der god kemi.
Først da han stoppede med at arbejde hos os begyndte vi at tale privat..Han kom på besøg i går og han fortæller som en indskudt bemærkning at han er healer.
Spændende!
Jeg har aldrig haft healing inde på livet: Træer, sten og krystaller, meditation, zoneterapi, dagbogs skrivning, frikirke, coache : meget har jeg prøvet, men ikke healing! Så han spurgte hvad han skulle heale mig for?
Min hofte svarede jeg! Den gør ondt, jeg går til fys. for den!
Bevæg dig mere svarede han
Nå ja, noget skulle jeg jo fejle hvis han skulle kunne heale mig svarede jeg tilbage og lagde mig på ryggen som anvist og åbnede mit sind som jeg gør når jeg bliver introduceret for noget nyt.

Og så healede han mig:
Han lagde sine varme hænder på min krop, roligt og professionelt. Jeg er faktisk, nu, i skrivende stund, ikke i stand til med sikkerhed at sige om han faktisk rørte mig, eller om det kun var lige ved og næsten.

Og så følte jeg den der…fantastiske varme fra han hænder til min krop. Til ét punkt i min krop, og jeg er sikker på at den varme strålede tilbage til ham!

Og så sagde han gode ting til mig, ting som jeg gerne vil høre:
At jeg havde kraftfulde sachre(!) , at det ene var stærkere end det andet (virkelg 😉 ), at jeg havde god jordforbindelse og at der faktisk ikke var noget han kunne heale for mig!

Og så sagde han jeg skulle slappe af med alle mine tanker om børn, at jeg nok skulle få hvad jeg skulle have gennem livet.
At han kunne mærke at mit barn, det jeg har, giver mig kraft og energi og at jeg skulle bruge den energi godt.
At mit barn er min energikilde.
At jeg ikke skulle tænke så meget over det med kærester og mænd: de vil komme til mig fordi jeg er den jeg er.

Er det ikke lige alt det man gerne vil høre?
Samlet i én og samme pakke?!

Det virkede i hvert fald:
Jeg blev varm, glad og helt, helt rolig!

 

Den hårde erkendelse

Jeg har være lidt væk.. Jeg har prøvet at se det hele lidt oppe fra, fra neden, inde fra, ude fra..
Da jeg sidst var på og skrev, var beslutningen faktisk truffet: (jeg ved det: det havde I aldrig gættet)
Jeg havde tid i sidste uge til en journalsamtale på en privat insinimationsklinik.

Jeg tog også imod en gammel vens invitation..
Gik en lang tur med ham, fortalte om alle mine planer, nød hans vinkel på livet som også bare er så anderledes end min..
Resultatet: jeg så måne og stjerner, som i: jeg blev helt forvirret!
Pludselig ønskede jeg brændende at der skulle komme en skøn mand og være en blivende del af mit liv..
Min ven stillede store spørgsmål, jeg ville ønske han ville lade være men han blev ved:
Hvorfor jeg vil ha et barn mere
Om det er for min skyld
Hvem er jeg
Hvor vil jeg hente energi fra til at være på, som man skal være på når man står alene med et barn
Hvad er det jeg mangler i mit liv som jeg forventer et barn skal udfylde
Hvordan vil jeg finde manden i mit liv
Hvordan det vil blive, ikke at have nogen at dele al min kærlighed til mit barn med
At jeg skulle lægge min energi i det barn jeg allerede har

Så jeg gik til samtale på klinikken og talte om overvejelser og aspekter.

Jordemoderen jeg talte med talte om Regnbuefamilier
Om at ingen dør af sult i Danmark
Om at alle klarer det, men at det bliver svært når man nu får alle de mange valg
Om betydningen af netværk

Da jeg kom hjem, krammede jeg min søn og oprettede en profil på Regnbuebarn

Jeg er så forvirret

 

Begyndelsen.. på lysten til at skrive her

Jeg har altid vidst at jeg skulle have to børn!
Det er som med så meget andet ikke noget jeg har tænkt nærmere over, for hvad kunne være mere naturligt og selvfølgeligt?!

Da min søn blev tre år gik hans far og jeg hvert til sit.
Jeg var kunst! Mit liv, min kernefamilie og drømmen om alt hvad jeg gennem hele livet har lært var godt og korrekt, sank i grus for næsen af mig. Der var intet jeg kunne stille op foruden at overleve og være der så godt jeg kunne, for lille Trold.

Jeg flyttede væk!
Langt, langt væk, med husnisserne ved siden af: Nissen flytter altid med, har jeg hørt.. Håbede på at alt ville blive godt igen..
Og det blev godt!
Men det tog tid (5 år) og rejsen til det gode var hård.

Undervejs blev jeg flere gange grebet af panik, for hvordan skulle jeg nå alt det jeg ville og skulle og ønskede:
Jeg var fyldt 31, jeg var enden og plejehjemmet nær og ville intet kunne nå når nu jeg skulle starte helt forfra med alt!

Så jeg lagde bekymringerne lidt væk og holdt fokus på Mig!
“Hvis der er turbulens i et fly, skal du altid tage din egen iltmaske på, før du hjælper den ved din side!”
Du kan altså ikke redde din dreng (eller dine Nisser) før du har reddet dig selv!

Da jeg efter tre år fandt en dejlig kæreste skulle alt løse sig!
Han skulle bare forstå min verden og have lyst til at blive vejen til min lykke!
Vi skulle flytte sammen, vi skulle være familie, være der for hinanden, støtte hinanden og rumme hinanden og en skøn dag, inden det var for sent, skulle jeg føde en ny lille baby og så skulle vi ellers bare være lykkelige!

Men til trods for at han igen og igen konstaterede at jeg er en dejlig mor, kom der ikke nogen baby i min mave.
Vi flyttede heller ikke sammen, eller blev en familie!
Vi var kærester, så hinanden et par gange om ugen, talte fremtid, kyssede dybt og længe..Og sådan noget..  Men så skete der bare ikke mere..

I 2½ år ventede jeg. Håbede jeg. Prøvede jeg.
I tiden der var gået, var jeg blevet 36 år og.. 9 måneder..
I tiden der var gået havde jeg solgt min lejlighed langt, langt væk og var flyttet tæt, tæt på sønnikes far.
Ikke for tæt, for der var jo en gang man flyttede fra netop denne mand, og det var der jo en årsag til.

Jeg er med tiden blevet venner med denne mand igen (eller: Et rigtig godt fundament til et godt fremtidigt samarbejde er lagt).
Jeg er nærmest lykkelig!
Min dreng er også nærmest lykkelig, måske endda mere end det!

Men.. der mangler stadig noget.
For.. hver eneste gang han tager hjem til sin far, står jeg alene tilbage med et enormt savn.
Det savn blev ikke dækket af min Kæreste. Det er et savn der ikke bliver dækket af at jeg går ud og spiser.
Jeg prøver at bilde mig ind at jeg nyder friheden det giver mig når han er hos sin far.
Men jeg er kun i stand til at nyde den frihed, nogle få timer af gangen: Jeg gik jo glip af halvdelen af min lille drengs barndom og liv, mens uret tikker og jeg sidder med hænderne i skødet med en gammel, dyb og indebrændt drøm om mere.

Når vi så sidder og spiser morgenmad og aftensmad, tænker jeg på hvordan jeg selv skændtes med min bror, dag ud og dag ind mens vi boede hjemme. Hvordan vi har sparket til hinanden under spisebordet, helt til vi flyttede hjemmefra!
Jeg ville ikke have undværet de los jeg fik der, for noget!
Det var den slags blå mærker jeg gerne ville giver min Trold! Ja, ikke bogstaveligt at forstå, men den slags blå mærker kun søskende kan give.
Desuden gør det mig dybt ondt at tænke på at han ikke har andre i sit liv:
Mor
Far
En Onkel i udlandet
Morfar
Mormor

Når vi er væk engang (og det kommer en dag), er der ikke nogen tilbage der har kendt ham “altid”.
Ingen søskende, ingen fætre, ingen kusiner.
Og når det er sagt, bliver jeg nød til at nævne, at min lille trold er enebarn med alt hvad det indebærer: Han vil elske at blive storebror og har med jævne mellemrum plaget om det. Gør det stadig, har sågar for nylig bedt mig om at “få gang i de hormoner”. Den bemærkning gjorde ondt, og han mente det jo slet ikke som sådan!

Så her er status:

Jeg har ingen kæreste (ham måtte jeg lade gå da jeg indså at vi slet ikke ville det samme her i livet)

Jeg fylder 37 år ligge om lidt

Uret tikker

Jeg tror ikke på at jeg kan nå at finde Manden i mit liv OG blive gravid inden tiden er rendt ud

Jeg vil så enormt gerne have et barn som jeg ikke skal savne konstant

Det er så lige her jeg vil “Tage roret i egen Hånd” og blive aktiv deltager i mit eget liv i stedet for at følge strømmen og tage imod det livet nu byder mig!:
Det må starte ved en begyndelse: En ny begyndelse er ved at starte op!

%d bloggers like this: