UA-76103815-1

Kategori: Singletilværelsen i glimt

Om lives små kapitler og store indsigter

Jeg har været forelsket! Er det vel dybest set stadig på et eller andet plan.. når der er ro til at mærke efter – så ved jeg det! Jeg bærer stadig følelsen i mig. Og skulle jeg glemme det, og tro at det hele blot var en drøm, kan jeg tænke tilbage, huske.. Finde tankerne, følelserne og de for evigt arkiverede billeder…
Det bliver aldrig det samme efter mødet med kærligheden!

Hver forelskelse er ny, dugfrisk, frodig, kommer hurtigt, kan gå let.. Men de forsvinder aldrig helt.

For jeg har været der og mærket suset.

På en god dag, når vinden står rigtigt, er der stadig rum til at træde ind i boblen og mærke alle følelserne der fulgte hver enkelt forelskelse: de lette som de tunge.

 

Og når jeg er klar, og parat til start, vil der blive givet signal og et nyt kapitel kan gå i gang, blive levet og arkiveret med alle de nye følelser og dufte der måtte byde sig til.
Jeg talte engang med en jeg havde haft disse stærke følelser for, om livets mening.

Mit eget svar på dette store spørgsmål, kom så naturligt til mig da jeg første gang blev stillet det, som lille pige med dukkevognen på værelset som det dyrebareste eje:

Meningen med livet er for mig at blive mor!

Som livet nu er levet, blev jeg virkelig mor. Og min forståelse for hvad det specifikt var, ved mor-begrebet der var så meningsfuldt kom til mig. For det er ikke det at blive mor i sig selv der giver mit liv mening. Det er følelsen af den dybe, ubetingede kærlighed.

For hver gang jeg oplever kærligheden, også selv om det blot er for en stund, giver det hele mere mening. Mening i livet, med livet.

Så igen: Jeg har elsket. Og jeg har været forelsket! Er det vel dybest set stadig på et eller andet plan.. I alle de mennesker jeg har mødt på min vej, der har lukket mig ind og som jeg har lukket ind. De har sammen givet mig det største af alt:

Kærlighed og meningen..!

Det perfekte sted – i livet

"Det perfekte sted" Fotomarathon 2016
“Det perfekte sted” fra Fotomarathon 2016

Jeg sørger, græder og jeg tager afsked. Ikke mange forstår det men årsagen får du her og det er faktisk helt reelt: Jeg fylder fyrre om en uge, men det er ikke blot det: For mig er fyrre (40) ikke blot et tal, men en yderst vigtig målestok for hvilke mål jeg har nået i mit liv. Alt er taget op til revision og du gættede sikkert korrekt: Mine mål var høje og jeg har dags dato ikke nået dem! Mit liv kan, set i bakspejlet, forekomme lidt tilfældigt. Pludselig var jeg midt i livet, og mit udgangspunkt har længe været at jeg ikke fandt resultatet smukt.

En af opgaverne til årets fotomarathon lød “Det perfekte sted”. Ovenover ses mit bud på denne opgave: Jeg kan godt lide kontrasten i den smukke robe der skødesløst er hængt op i en af Københavns gamle lygtepæle. Tilsyneladende tilfældigt, smukt placeret. Er dit liv sådan?

Og hvad gør en Klog så, når man ser på sit liv og må indse at man ikke er hvor man troede eller ønskede at man ville være, når man var halvejs i livet? Der er 7 dage til min fødselsdag: jeg har løbet “marathon” i de seneste år for at nå bare nogle af mine mål, men må give fortabt nu, ved målstregen. Mine mål har været store, det erkender jeg. Nogle ville nok betegne dem som drømme, men det ændrer ikke på at jeg på min egen måde har søgt at skabe mig et liv der indeholdt nogle af de kvaliteter og værdier som jeg mente skulle være til for at jeg var lykkedes i livet.

-Ifølge hvem, spørger du? – Ifølge mig? – Måske..

Nu er tiden kommet hvor jeg bliver nød til at omprogrammere denne eksistensopfattelse. For selvom jeg er alene, selvom jeg “kun” har ét barn, så drejer jorden stadig rundt, solen stå op hver dag, Hjerter knægt skal stadig i skole og huslejen skal betales. Og vigtigst af alt: Der er så mange ting jeg både vil, skal og kan nå, uanfægtet min alder!

Jeg er igang med nogle af mine mål, nu. De er gradvist blevet aktiveret i takt med at min store dag (fødselsdag) har nærmet sig. Jeg kan i flæng nævne Bloggen her, fotografering, flere sociale aktiviteter, endda min uddannelse i selvudvikling/ NLP…

Men, det er ikke det! Det er ikke de handlinger der betyder noget! De er alle dybest set overfladeske aktiviteter som ingen betydning har for dig hvis eksistensgrundlag allerede er i orden. Hvad betyder det at blogge, fotografere, møde mennesker og at få likes (det er du for øvrigt altid velkommen til at give), og modtage tilkendegivelser af at du er dygtig at du kan dit shit, at du er smuk, What ever, hvis ikke du grundlæggende ved og føler i dig selv, at du er god nok og at du er berettiget til at være her, ligemeget hvad du gør, ligemeget hvad du præsterer, ligemeget hvad andre måtte mene?

Som jeg ser det, ligger foreskellen i hvilken motivations-faktor der driver værket. Gør du det du gør, for at andres meninger om det/ dig og deres tilkendegivelser skal fylde dig op med ro, energi eller kærlighed, eller gør du det fordi selve handlingen tilføjer dit liv værdi (kærlighed, ro, energi)?  Og vælter du, uden de andre? Det første kaldes selvtillid, det andet kaldes selvværd.

Jeg har selv været drevet af et behov for kærlighed. Men det er en kærlighed jeg aldrig vil kunne give eller modtage, for den der skulle være omdrejningspunktet, er her ikke. Lige meget hvor meget jeg fortryder, hvor meget jeg ændre adfærd, eller hvor meget succes jeg måtte få på arbejdsmarkedet eller i livet. Det havde ingen betydning.. Så nu er tiden kommet hvor jeg har måtte give slip på det jeg på et mere eller mindre bevidst plan har arbejdet for og med i lange tid. Jeg skal lære at tilgive skæbnen, at ændre mit fokus og at gøre de ting jeg gør, for min egen skyld, i kærlighed til mig selv.

Når det er sagt, er det ikke helt ligetil at give slip på en faktor der har fyldt virkelig meget i mit liv, i mange, mange år. Jeg skal sige uigenkaldeligt Farvel. Og det har været forbundet med en stor sorg. En sorg over at skulle give afkald på noget som jeg i høj grad identificerede mig med og på én eller anden måde havde baseret min fremtid på. En sorg som jeg skulle sige højt, rumme og forstå med alle de følelser der var knyttet dertil. Både de gode og de svære følelser. De kærlige og de vrede følelser.

Derfor læser jeg bøger om sorg! Derfor går jeg uden make-up på job, for det svier forfærdeligt når tårerne får det hele til at løbe og tårerne er ikke til at stoppe: De skal nok finde ud i disse dage!

Og derfor kæmper jeg: Fordi jeg rent faktisk er Det perfekte Sted i mit liv! Lige dér hvor jeg selv kan tage styringen og ansvaret for mit liv: Ingen har sagt at livet skulle være let. Jeg skal ændre retning, roret er tungt men vi ved at det er muligt, så derfor gør jeg det!

-Om det er tilfældigt at jeg havnede hvor jeg havnede skal være usagt. Men som roben i lygtepælen er både du og jeg flytbare. -Og i øvrigt også smukke i krop og sjæl, blot fordi vi er!

Under alle omstændigheder er vi alle det perfekte sted hvorfra vi kan vælge at blive, eller vælge at flytte os fra for at gøre noget andet, og under alle omstændigheder få det bedste ud af vores liv. Også(!) om en uge, om en måned og om et år!

Kærligst fra Malene

Alt er godt – og nyt – og stadig spændende

Due

Alt er godt! Alt er godt! Alt er godt!  Men.. Jeg begynder faktisk at blive lidt urolig, til trods: Alt er jo godt! Urolig for, om det nogensinde bliver det samme igen? Det samme som tidligere.. Urolig for, om jeg skal få et tilbagefald, til dengang jeg var evigt søgende, hele tiden på jagt, altid klar på en flirt, et smil, en kæk bemærkning med et glimt i øjet. Jeg elskede det: Det fyldte mig op med glæde og energi, det var mit fix som jeg ikke kunne leve uden.

Det er ikke længe siden, det er i hvert fald.. 9-15 måneder, sådan cirka, siden mit behov for den form for anerkendelse og opmærksomhed begyndte at betyde mindre. Det er stadig lidt uvant for mig at kunne slappe af og være til stede i mig selv, nyde nu’et, uden at skulle skæve til ham derovre, blot for at se om jeg kan få øjenkontakt, eller et lille smil måske.

Faktum er at jeg har brændt fingrene igennem livet. Igen og igen, ret koncentreret igennem de sidste 9-10 år! Ja, okay: Ikke hver dag, og ikke hvert år, men trods alt løbende. Og hver gang har jeg hurtigt og sikkert kunne rejse mig og børstet hænder og knæ for grus og skidt, og har igen kløet på med oprejst pande og smil på læben, og virkelig troet på at jeg bestemt skulle finde lykken: Ham, min eneste ene der ville fylde mig fuldstændigt op med lykke!

Men.. Det er som om luften nu er gået ud af ballonen. For den lykke jeg søgte, har jeg fundet. Ah, jeg ved det: Hvor patetisk! Og ja, jeg ved det godt, for jeg har faktisk fundet den i min egen baghave, i mig selv, om du vil, da jeg holdt op med at lede ude. Min lykke er nemlig ikke afhængig af andre end mig selv! Det var en øjenåbner af de store da jeg indså dette efter et af de store brud der efterlod mig blødende på gulvet fordi jeg intet var: Intet, uden Ham! Sikke et ansvar at påtage sig: Jeg er selv ansvarlig for mig lykke?!

Det har taget lang tid, fra jeg indså denne naturlov, til jeg forstod den. Og igen yderligere lang tid, før jeg kunne mærke den, og handle efter den. Og meget kan man sige, men jeg er bestemt ikke kommet sovende til den “Alt er godt” følelse, jeg sidder med lige nu.

Det en ny følelse og en ny situation for mig at være i. Jeg går sommeren i møde med helt nye og anderledes forudsætninger end jeg nogensinde har gjort tidligere og det er på én gang skræmmende, og virkelig dejligt. Dejligt fordi det er mig alene der står ved roret. Jeg kan gøre hvad jeg vil, jeg styrer selv mit skib og sætter selv mine mål. Skræmmende fordi jeg aldrig før har styrtet og har haft ansvar for et skib: Skræmmende, og ret fedt!

Og lur mig, om ikke det nok skal gå. Andre har gjort det før mig, så selvfølgelig kan jeg også. Jeg er lige midt i livet, jeg er kommet langt, faktisk virkelig langt og har stadig mål at  styrer efter, og det kan du også få, hvis du ikke allerede har det!

Når drømmen løber løbsk

Dansende par

Ind i mellem hader jeg at være alene. Alene som i “Single”, alene som i “bo alene”, alene som i “ensom og fortabt”.

Sådan har jeg det heldigvis ikke for tiden. Denne tid er tværdigtmod lys og god og giver mig en masse tanker om alt det jeg har og står i, og med. Og noget af det, vil jeg så gerne dele med jer i dag:

Jeg ringede til Min Bedste Ex i går. Jeg havde forinden aftalt hvornår det passede ind i hans travle skema at tale med ham. Der er så mange hansyn at tage hele tiden, og jeg prøver virkelig at anerkende at det der ikke findes i min verden, kan betyde en verden for en anden, mangel på tid, for eksempel. Nå! Jeg havde taget kontakt med ham, fordi han nu engang er den der kender mig bedst: Den der kender mit “nye” jeg bedst.  Han har været der for mig på meget afgørende tidspunkter i mit liv og set mig udvikle mig. Mit “før og efter” så at sige. Det er egentlig underligt at tænke på, at han forsvandt ud af mit liv i samme nu jeg.. “steg i level” som Hjerter Knægt ville ha udtrykt det. Måske der kom for meget uballance fordi jeg ændrede mig.. og han stod stille på den anden vægtskål?

Lige præcis vores brud kom vi faktisk også ganske kort ind på igår. Jeg fralagde mig ethvert ansvar og sagde at “det også bare var fordi jeg ikke havde lært hjemmefra, af mine egne forældre, hvordan man kæmper for det der er vigtigt”. Jeg tænker at han godt kunne høre at jeg savner ham.. Og det gør jeg, også selv om jeg ikke vil have ham tilbage, så savner jeg ham, med hud og hår, med ulidelig stram tidsplan, med sin bedrevidenhed, sin stolthed.. sin kærlighed til kattene og sin helt fantastiske evne til at se mig og mærke hvor jeg var og hvordan jeg havde det! Selv i dag, mange år og mange erfaringer senere, har vi det på den måde…(altså, nok mest mig, men han kan i hvert fald stadig mærke mig og mine behov).

Årsagen til galskaben, til at jeg tog kontakt til ham, kommer her: Jeg ved godt, at jeg er en følsom pige. Og jeg ved, at jeg kan være rationel og fornuftig.. Men jeg ved også at al den fornuft bliver bedøvet og forsvinder når blodet suser i mine åre og under min hud, når en mand formår at ..bevæge mig, eller når jeg får en “virkelig fix idé”. Så forsvinder fornuften.. fuldstændig!  I sådanne tilfælde har jeg brug for en ven der kender mit handlingsmønster og som kan tale mig ned på jorden, inden jeg satser alt og springer, uden at kontrollere om jeg har medbragt faldskærm. Der giver nemlig, ind i mellem, mening at stoppe op og trække vejret inden jeg giver los og lever livet, i stedet for at passe på mig selv, og “overleve” mentalt.

Dette ville måske give mere mening hvis du havde set mig danse med en gudeskøn mand for en god uges tid siden. En mand, hvis duft, hænder og dansetrin gjorde mig ør og svimmel og som jeg alene på det grundlag gav mig i kast med drømmen om villa, vovse og dine og mine børn om. I begejstring over dette fantastiske dansematch gav jeg ham mit nummer, velvidende at vores fælles fremtid var sikret: Han ville ringe til mig dagen derpå og det var blot et spørgsmål om tid før jeg skulle bestille en tid til vielsen: “Jeg ved godt, at jeg er en følsom pige. Og jeg ved, at jeg kan være rationel og fornuftig..” Jeg er det bare ikke så tit!

Dagene efter medbragte jeg min telefon alle steder. Og jeg mener: ALLE steder! Når den var på lydløs skulle jeg hele tiden se om der var kommet en besked, til trods mit fikse Smartband ellers plejer at være virkelig omhyggelig med at holde mig opdateret.

På dag 4 kunne jeg ikke mere og måtte ringe til en ven: Man ved vel hvornår filmen er knækket og man har brug for at blive hjulpet i land. Min Bedste Ex. er én af mine bedste venner. Han fik i dagens anledning lov at kalde mig tosset og fik bekræftet at jeg ikke har forandret mig en meter (selvom jeg nu synes at 99,8 cm. også må tælle for noget).

Det tog ham 20 minutter at få mig i land med begge ben på jorden.

Jeg er bare super duper glad for at være alene. Alene som i “Single”, alene som i “bo alene”, alene som i “ensom og fortabt og fuld af gode oplevelser og følelser.

Køb på eksmandens konto – Er det i orden?

image

Apropos mit indlæg om en måde at rumme sin ex. eller måske bare min måde at rumme min ex. forleden, oplevede jeg i dag på egen krop den vilde effekt det har når man anerkender et andet menneskes frustration. For.. jeg klokkede godt nok i den forleden dag.

Knægten er kommet til penge: Han har sparret op og nu har han endelig råd til en fornuftig smartphone. Vi stod i butikken, egentlig fuldstændigt impulsivt og han kigger kælent på de her telefoner. Telefoner som han faktisk har råd til.

Flink sælger kommer på banen: Vi taler budget og jeg gør det klart at det kun er telefonen vi skal have, ikke noget abonnent: Det har hans far helt styr på og mere ved jeg egentlig ikke om det! Sælger nævner at de har et samarbejde med TDC og hvis drengens nummer er udbudt derfra kan han give et godt nedslag i prisen. Det er sørme denne udbyder, og drengen får julelys i øjnene. Det gør jeg faktisk også: Jeg elsker at spare penge!

Så, han køber sin mobil til den særlige pris, og da sælger kan se abonnementet, kan han se at det tilsyneladende er et gammelt udbudt abonnement, han opdaterer det og giver derved hele drengens fars familie lidt mere data. Alt er godt (omend det undre mig lidt at vi bare kan købe og få kontantrabat på en mand, der tydeligvis ikke er til stede, og som jeg tydeligt giver udtryk for at jeg ikke bor med’s konto)!

Fakturaen udstedes til knægten og vi tager hjem: Knægten er LYKKELIG!

(!) falder fars hammer!

Jeg får en mail lang og vred at jeg bliver helt dårlig da jeg åbner den.

Jeg har jo været medvirkende til at der er ændret i hans personlige abonnement, at han er bundet yderligere et år til denne udbyder og at der er ændret i en særlig god aftale så den gamle pris er steget fra super god til helt almindelig og ikke særlig god.

Han svarer ikke sin telefon da jeg ringer, så mit svar til ham bliver noget i retningen af:

Undskyld! Vi betalte jo telefonen kontant, det nævnte sælgeren på ingen måde og jeg tænkte slet ikke i de baner! Undskyld! Kan godt forstå at du er vred!

Vi skrev efterfølgende sammen om hvorvidt det det kunne være rigtigt at man kan købe på en anden mands konto på den måde, uden at underskrive og uden accept fra kontohaver.

Han accepterede min undskyldning med det samme, det er jeg dybt taknemmelig for. Jeg erkender at jeg ikke har tænkt, overhovedet?! i denne situation, og at jeg lod mig forføre af en ung sælger. Som så igen gennemførte sit salg med en farlig masse udeladelser. Gad vide om det overhovedet er lovligt?

Men.. Når alt dette er sagt, var der her langt mere end en telefon på spil! Her var tale om et samarbejde mellem to sårede mennesker, som begge har kæmpet for at få det til at køre gnidningsfrit. Jeg vil ikke kunne betale drengens abonnement, eller.. det vil i hvert fald gøre ondt. Og det ville gøre virkelig ondt om det havde været den anden vej: At der var ændret på mine personlige aftaler.

Havde dette været for et år siden, havde jeg promte stillet mig på bagbenene til et modangreb da jeg modtog hans mail. Jeg havde ikke kunne rumme andet, jeg ville nok have følt at han overrumplede mig.. Blandt andet

Men det gjorde jeg ikke. Jeg lagde mig fladt ned på ryggen og undskyldte.. Måske han også ved at der alene var en positiv hensigt bag min handling.

Lige nu, sidder jeg tilbage med en meget stor følelse af taknemmelighed.. Så, den lader jeg stå lidt, mens jeg alligevel undres over, hvordan det overhovedet kan være muligt at handle på en andens konto på den måde..?!

Etablerede og forvente singler

image

Jeg er ikke single.. Men jeg er vist blevet både etableret og forvent, for jeg har været single: on/ off igennem mange år og det har naturligvis bidraget til det jeg står med idag.

Jeg elsker at være i et parforhold, tag ikke fejl af det. Men jeg forstår også hvorfor der er så mange singler der har svært ved at indgå i et forhold, og nogle af årsagerne til hvorfor det kan virke som det bliver sværere og sværere, jo længere tid man har været alene. For, det er jo benhårdt arbejde at være en del af et par. Man kommer ikke sovende til noget som helst: Alt skal planlægges, afstemmes, synkroniseres. Og uden at niglichere det veletablerede forhold som uden tvivl også kan have sine udfordringer, vil jeg dog gerne påpege, at deltagerne i det nye, voksne parforhold, allerede hver for sig har udviklet vennekreds, værdier, vaner og rutiner. Og måske er de allerede startet på at udvikle en familie.

Jeg kan jo kun tale for mig selv, men lad mig lige ridse min egen situation op for dig, på godt og ondt: Jeg står med en ret ny kæreste ved min side. Vi bor 30 km. (ca. 30-45 minutter i egen bil) fra hinanden. Han i skønt stort hus, købt med hans tidligere kæreste men i skønne omgivelser og uden noget der binder ham, altså foruden sine mange, smukke fisk som faktisk kræver forholdsvis meget tid. Jeg, med et lille rækkehus med en præteenager hver anden uge og indekatte hver eneste dag, i måske lidt mindre skønne omgivelser og tæt på drengens far og drengens skole og kammerater.

Kæresten dyrker ferier, gerne alene, aktiv sport og ses jævnligt med venner, naboer og organisationer. Jeg selv værdsætter at være hjemme, ikke mindst pga. min dreng og pga. min økonomi. Kattene kræver at jeg ikke er for længe væk hjemmefra af gangen (læs max 1 ½ -2 døgn), jeg dyrker pt. sport 4-5 gange om ugen hvoraf én af dagene er fast. Derudover har jeg læsegruppe én gang om ugen, går på skole nogle lange weekender ca. én gang om måneden og har nogle forberedende lektier. Nå ja. Og jeg har da også nogle veninder jeg gerne vil se..

Så: Den her kæreste! Ham, jeg gerne vil dele mit liv med: Hvornår er det nu lige jeg skal se ham? Hånden på hjertet: Jeg vil gerne se ham hver eneste dag, (næsten) men hvor er det svært at få det hele til at passe sammen!

Når jeg kalder singlerne i mit indlæg for forvente, er det jo ikke som sådan singlerne jeg langer ud efter, men nok nærmere de friheder og goder som vi hurtigt og villigt tager til os, når de byder sig til, men som vi mindre hurtigt, og mindre villigt, lægger fra os.

Vi vil vel, som de “brug-og-smid-væk” mennesker vi ind i mellem omtales som, gerne have det bedste af det bedste. Både når det gælder ting.. Og relationer! Og har man først smagt sødmen…

På samme måde oplever jeg selv hvordan jeg pludselig skal gøre mig overvejelser om hvad den dybere kærlighed virkelig er, og hvad den indebærer. Men den tager jeg op en anden gang og det er vel dybest set også blot en udstikker af dette tema, om os voksne, etablerede og forvente mennesker, det vil have alt det bedste af det bedste… Skal man for eksembel føle sig forelsket i sin kæreste eller findes der andre former for kærlighed?

Hvad tænker du, om mine tanker?

Hvad er din situation og hvordan forenede du dig med disse ustandselige dilemmaer? Hvis du da har gjort det, og dermed har taget stilling til nogle af disse ting?!

Lad mig høre og gør mig klogere..!

 

Med kærlighed fra

Mig

Blåt stempel

Efter nogle.. skal vi kalde det uheldige.. og i den grad øjenåbnende oplevelser med nogle mennesker der mere eller mindre tilfældigt krydsede min vej, besluttede jeg at at søge hjælp. Denne gang ikke blot via blogs og hjemmesider der ikke svarer på ens henvendelser, men også via venner og veninder, og ikke mindst min læge.

Jeg har nu af flere gange henvendt mig til min læge hvor emnet sporadisk har omhandlet en abort jeg mere eller mindre frivilligt fik foretaget for ca.  8 år siden i skrivende stund.

Denne gang var emnet decideret mig, min trivsel og mit anstrengte forhold til min alder og min status i mit liv!

Med et stempel i bogen som værende tilbøjelig til depression gik jeg tilfreds ud af døren! Muligheden for at få hjælp ser nu ud til at være inden for række vidde!

Set i bagspejlets skær er det jo lidt tosset som vi i Danmark har indrettet vores ellers forunderlige velfærdssamfund. At man ofte hører om hvordan man skal helt ned at ligge før man får bevilliget hjælp, tænker jeg, til trods vi alle ved at det koster samfundet så meget mindre at hjælpe en person til selvhjælp inden det er for sent frem for at skulle samle resterne når skaden først er sket..

Nå, jeg klarede frisag i første runde og skal nu tage kontakt til en der forhåbentlig kan hjælpe mig videre!

%d bloggers like this: