UA-76103815-1

Kategori: Singletilværelsen i glimt

Jagten efter…

Mænd

Når jeg drøfter mit nyeste yndlings emne “det at møde nye mænd som værende single kvinde” mødes jeg ofte, af de der er der eller har været der, af afmagt.
Ja! “Afmagt” dækker det vist meget godt! På en dårlig dag hører jeg selv til den gruppe. Det er få jeg har mødt der stortrives ved at være alene og det er om muligt endnu færre der synes det er spændende at bruge hverken deres tid eller penge på op til flere dating-sites.. Men vi har vel alle været der, før eller siden?!

Det er længe siden jeg selv meldte pas i forhold til diverse dating sites..
Der var simpelthen for stort et udvalg: For mig at vælge i mellem. Og for mændene også, tydeligvis efter min mening, for hvordan skulle de dog få øje på mig imellem alle de smukke, sexede kvinde der blottede deres store barme og lange øjenvipper og fortalte hvordan de stillede det ene krav efter det andet til mændene, når altså de ikke lige trænede eller brugte tid med alle deres veninder og ellers bare nød livet som single… Puh ha! Jeg kunne bare ikke rigtig genkende det!
Jeg var bare ensom og forladt, prøvede at få dagligdagen til at hænge sammen med et lille barn hver anden uge og en krop og et overskud der bar tydeligt præg af, at jeg kom fra et langt og stillestående forhold!

Jeg nåede at lade mig rive med et par gange.. Det skal siges!
Men indså, at hvad man loves på skærmen sjældent er det man får. Der er ligesom.. for mange ting.. der skal passe sammen..
På samme måde måtte jeg indse, at mange mennesker benytter denne uforpligtende form at skabe kontakt og møde mennesker på, som nettet jo er, til at spare tid og have mange jern i ilden på én gang.
Denne realitet sårede mig dybt og jeg fortrak fra det format.

I virkeligheden tror jeg det ses på lang afstand hvad det er en kvinde er ude efter.. Eller måske gælder det bare mig?!
Jeg mener, når jeg er sulten efter Mand, manden, den eneste ene, så spejder jeg og søger og finder ingenting.
Jeg kan ligefrem se hvordan mændene spotter mig og flygter ud af bagdøren!  Har jeg taget hånd om mig selv, hvad enten det måtte være fysisk, eller i en mere mental forstand, inden jeg går ud af døren så jeg hviler i mig selv, virker det næsten som om mændene kan lugte det! Dét tiltrækker! Og det virker på mig! For når jeg hviler i mig selv er jeg ikke så søgende: Det er ren winn-winn!
“Intet er så sexet som en ny-bollet kvinde” som en tidligere kæreste engang sagde: jeg tror han har ret!

De seneste gange jeg har været i byen har jeg været pinlig ædru og “ny-bollet” for nu at blive i den terminologi. Som bonus (eller måske snarere en effekt deraf) har jeg hvilet i mig selv følt mig “mæt” og haft den der overvældende følelse i kroppen.. Som sjovt nok alt sammen virker positivt på mændene. Uden at gå i detaljer, kan jeg sige at jeg ikke har haft problemer med at komme i kontakt med de mere interessante mænd netop disse nætter i byen.
Jeg har ikke kastet mig i armene på nogen, sandsynligvis fordi jeg allerede har været mæt, hvilket igen har resulteret i at de er kommet tilbage når de har sovet deres tømmermænd ud!
Det er så dér det spændende starter og det er lige præcis dén del som internettet tager fra os!

For ja vist!
Personlighed, mål, interesser er alt sammen vigtigt! Men er den gensidige tiltrækning ikke også det?

Hvor tit har man ikke skrevet med en mand så man var ved at falde ned ad stolen? Af ren og skær begejstring?!
Når man så, sulten og spændt står over for ham første gang, må man bare huske på alle hans skrevne ord:
Det intense blik, gnisten, duften, halsen man har lyst til at sætte tænderne i og aldrig slippe, er der bare ikke!
Måske endda ingen af delene..

Jeg ved godt jeg er dybt privilegeret:
Med verdens skønneste unge den ene uge som kan opfylde de fleste af mine behov for kys og kram, og tiden til mig selv med mine behov, ikke mindst de sociale, i den næste uge.. Med det i baghovedet må jeg erkende at selv om jeg stadig drømmer om alt det jeg ikke har, så har jeg allerede hvad mange andre, både mænd og kvinder, længes efter…

Måske vi (læs: jeg) skal blive bedre til at huske og hvile ved de bitte, bitte små glimt af glæde og succes, bekræftelse og anerkendelse vi (læs: jeg) oplever gennem dagen og livet. Se stort på at projekt “Kernefamilie” ikke lykkedes, men mens vi (jeg) prøvede, mærkede jeg kærligheden og de stunder den var til stede, gør det det hele værd?!

Minderne i kasserne

Karmen på toppen af verden Åh, de flyttekasser vækker minder..

Som den trofaste læser vil vide, har jeg det rigtig godt for tiden! Sådan: Virkelig godt!
Med mig selv, min søn og faktisk også med min søns far!
Jeg har nu i længere tid følt mig helet og i balance, men jeg har samtidig også accepteret at det skal gå både op og ned for at kunne stabilisere sig igen og ja, der er selvfølgelig stadig skeletter at finde i nogle af skabene. Jeg har bare undgået de skabe i et stykke tid..For nogle uger siden da solen og fuglene begyndte at indikere at foråret var på vej, fandt jeg cyklerne frem i skuret og opdagede til min undren at det gjorde mig trist! Jeg blev trist ved tanken om at skulle ud i skuret og jeg fik det nærmest dårligt ved at være derude..
Det tog mig nu ikke lang tid at indse årsagen: Mit skur er mit lager!
Det er i mit skur jeg gemmer alle de ting jeg ikke kan sige farvel til. Det er også der jeg gemmer alle mine drømme.. Drømme om det liv jeg troede jeg skulle ha, om det barn jeg ønskede så meget..Hver gang jeg går ud i skuret, bliver jeg mindet om disse drømme og den sorg de har voldt mig.
Mere end halvdelen af min opbevaringsplads er dedikeret til børnetøj, babylegetøj, små dyner og sengetøj: Jeg har gemt det hele! Jeg fylder 39 år om et par måneder.
Jeg tror jeg har været alle mine muligheder rundt, vendt og drejet det hele: Jeg var midt i mine overvejelser om at gå vejen som solomor da jeg første gang lagde en blog ud her..
Men det var ikke løsningen for mig! Det er ikke løsningen for mig!

Løsningen er at leve mit liv!
At være tilstede i mit liv og være taknemmelig for det det jeg har!
Og så nytter det ikke at jeg holder mig selv i politigreb og tvinger mig til at blive mindet om alt det andet, der ikke har med mit liv at gøre mere, hele tiden..
Det holder bare ikke, for det gør så ondt og det fører ikke noget godt med sig!
Derfor skal det væk!

Jeg nærmest tudede da jeg for nogle timer siden stod derude og åbnede kasser på klem.
Det blev til 5 flytte papkasser! 6 faktisk! Der er nemlig også en kasse næsten kun med små strømper og små lagner. Der er også myggenet og en gåvogn til den helt lille og et autosæde (2 til 8-10 år tror jeg). Der er også et legetæppe og en pusletaske!
Det skal væk nu!

Kender du nogen?
Er det dig der kan bruge det?
Hvis det er dig, finder vi helt sikkert en pris! Næste step bliver nemlig en form for genbrugs butik!

Jeg skal videre i mit liv..  Og jeg glæder mig!

Singlestatus giver status

“Singletilværelsen er faktisk også en tilværelse!” oplyste min veninde sin 13årige datter da en løssluppen snak hen over bordet faldt på emnerne dating og kærester!
Hun burde vide det! Datteren! Hun har aldrig set sin mor med en kæreste og kunne da heller ikke forestille sig det. Alligevel ønskede hun det vist.. bare lidt! Bare fordi!

Ja! Gu er den en tilværelse! Jeg lever i den på godt og ondt, med de glæder, friheder, bekymringer og sorger som den giver i dagligdagen.
Alligevel sender jeg stjålne blikke efter sunde mænd i snart alle aldre! Det er det jeg kan: Som kvinde på nær 40 år har jeg frit valg på alle hylder! Unge som gamle: Bare byd jer til!
Altså: Næsten frit valg!

For det står jo stadig lidt i kortene, og i aviserne: Vi har det jo som mennesker bedst i tosomhed! Det er det vores samfund er bygget op omkring: familien, kernefamilien som vi kender den bedst, det er den vi kommer fra, det er den vi skal skabe på ny!
Jeg er i hvert fald vokset op med det som et mål i sig selv!
Der fandtes ikke dengang, som i dag, så mange familie konstellationer at man dårligt kan tælle dem!
Staklen i samfundet var hende der var single, hende ingen ville ha:
Hende blev jeg!
Og jeg tog kappen på mig og sørgede i mange år da jeg måtte sande min skæbne!

Men samfundet har ændret sig! Lige som mobiltelefonen har det (Gud ske tak og lov) og i dag er singletilværelsen også en tilværelse!
Og vi er gode for samfundet os singler, for vi bruger penge! Mange penge! På fest og farver, på os selv(!) og så selvfølgelig på den største guldgrube: På at få det vi modsat “de andre” ikke har: En mage til at dele det hele med!

“Det er altså heller ikke altid en dans på roser at være gift” betroede min ældre og klogere, og gifte kusine mig, da jeg for mange år siden sad til en familiesammenkomst og tavst fulgte med i alle samtalerne. Et dejligt selskab hvor alle sad i par og supplerede hinanden og deres oplevelser med de kære små og fælles venner og fælles projekter og fælles dit og dyt og dat!

Nej! Parforholdet er ingen dans på nogen rose!
Det er vel det statistikkerne har prøvet at fortælle os siden de blev trukket op ad hatten første gang: De fortæller os det og minder mig om tilværelsen fra dengang jeg selv forsøgte det!
Det var bekvemmeligt, ja! Men det var hårdt og ulønnet arbejde! Måske en dans.. men kun fordi vi har lært at der skal to til tango!

Jeg er nu mere til jazz..
Langsom, let, lystigt, ensomt, forførende.. med muligheden for at byde op.. men også med muligheden for at bryde op, mens musikken endnu spiller..

Jeg elsker musik
Til hver en tid, hvert et gøremål
Og jeg elsker at elske
musikken
dansen
legen
blikket
berøringen
dansen..

I skrivende stund elsker jeg at vide, at jeg har elsket
for så kan jeg dø lykkelig
når den dag må komme

Jeg elskede på én måde da jeg dansende som jeg havde lært det fra barnsben
Jeg elsker på en anden måde nu, i dag, som jeg har lært det gennem livet
Og livet har lært mig, at singletilværelsen også er en tilværelse!
Måske jeg kan lære min søn det samme, så han kan gå sit liv i møde uden angst for at skulle leve i sit eget selskab, som jeg gjorde det for.. engang for længe, længe siden..

Dette er blot min mening og min opfattelse
Dette er et øjebliksbillede
Mine meninger kan ændre sig
Jeg kan udvikle mig

Jeg kan sågar finde mig en kæreste hvis det er det jeg vil!

En sorgens dag

Karmen

Dramatisk? Tja.. Måske!

Jeg vågnede kl. 7:30 nytårsdag da Quintus ville ud og Karmen straks benyttede lejligheden til at kravle ind under min dyne hvor hun puttede, meget mere end hun plejer I am positiv! Og jeg nød det, og blev tung om hjertet for det var i dag hun skulle hentes af den dejlige familie der har åbnet deres hjem for hende: En dyreelskende familie med to børn på 10-12 år med kanin og fugle i bur både inde og ude og flere katte bag sig.. Den perfekte familie til Karmen!

De var alle så forfærdelig søde og pigen kastede sig om halsen på sin mor da hun forstod at Karmen skulle med dem hjem! Jeg blev helt rørt.. Men.. Det blev jeg så sandelig også da jeg satte hende ind i transportkassen og Quintus kom og satte poten og næsen op på gitteret og snusede farvel.. Guderne må vide hvad deres anstrengte forhold gik ud på..

Og da døren blev lukket og jeg sad alene i sofaen og jeg manglede en Karmen der kunne springe op på mit skød, skævende til Quintus som om hun kunne forvente et bagholds angreb hvert et øjeblik, hvilket hun i princippet altid kunne..

Og da Quintus senere begyndte at gå rundt og kalde.. Efter Karmen, eller mere mad, det er selvfølgelig svært at sige. Måske han savner en gammel ven at putte med, en der ikke bider ham i haserne.. Godt han har bonded fornuftigt med Ghandi i de få dage vi har haft ham.

Det bliver ensomt i nat, men der er udsigt til en rolig morgen uden hyl og hvæs. Godt for alle, hun er en dejlig pige der nu får masser af kærlighed af sine mennesker som hun får helt for sig selv! Og herhjemme må livet gå videre og et nyt år kan starte!

Quintus Stativ
Quintus, Burmeser 1 1/2 år gammel

Sult i Livet

BlikketJeg har været sulten!
Det er ikke noget jeg altid har været eller altid er, men jeg er med tiden blevet præsenteret for både retter, menuer og kombinationer af.. tilbehør.. som har stimuleret mine sarte og lidet følsomme sanser..

I mange år fik jeg bare mad!
Jeg overlevede, troede at mad var mad, havde ingen forventninger, stillede ingen krav eller spørgsmålstegn. Var nok egentlig lidt skuffet over dette stærkt overvurderede element i vores tilværelse og kunne nemt undvære det!
Det er ingen vel død af?

Som årene gik, blev den faste kok og leverandør af fødevarer skiftet ud!
Og som følge af dette blev jeg efterhånden præsenteret for nye krydderier..
En enkelt, én af første, forstod at fortælle og beskrive levende for mig, hvordan han lavede mad når han tilberedte et godt måltid..
Han beskrev krydderienre for mig så jeg kunne dufte dem og næsten smage dem.. Han vækkede en nysgerrighed og en sult i mig som jeg aldrig tidligere havde oplevet. Jeg blev flov og forvirret.. Skammede mig og ville ikke indrømme at jeg blev sulten!
Men det nytter ikke at fornægte noget når maven knurrer højt og munden løber i vand! Den slags kan ikke skjules og det er vel dybest set heller ikke meningen: Jeg kunne ikke vente til han skulle tilberede et måltid til mig!
Han lod mig glimtvis få en lille smagsprøve af hvad han mente jeg havde fortjent så han viste hvor meget og hvor lidt, hvor stærk og sød min ret skulle være, når min tid kom..
Resultatet var tydeligt, det ligefrem drev af væggene: Mad var ikke længere mad men én lang forberedende øvelse og jeg kunne ikke tænke på andet: Dag og nat, på jobbet og i det hele taget hele tiden!
Dagen kom da han ankom med kufferten, fyldt med hemmeligheder, krydderier og tilbehør. Mine smagsløg fik forløsning og min sult blev stillet!
Igen og igen!
Og javist blev den stillet, ja, men jeg ville have mere: standarten var med ét hævet til et niveau som ikke kan beskrives med ord!

De fleste er nok bekendt med at der skal kildevand til.. Kærlighed og Kildevand! Kærligheden skal også være tilstede, som det gamle ord siger, og da det gik op for os at den var udeblevet, eller fortaget, blev jeg overladt til mig selv med en ny krydderihylde, ja, men uden nogen fornemmelse for hvordan maden skal tilberedes når man ikke har én i sit liv at tilberede den til eller nyde måltidet med!
Så ja. Nye kokke blev taget til optagelsesprøve. Kærligheden er blevet søgt både gennem mad, krydderier og intens samvær og tillid!
Tilliden er, skal siges og understreges, et element der på ingen måde må undervurderes idet ingen nye dufte, ingen smag eller krydderi optages og opleves optimalt når tilliden ikke er til stede.
Fortroligheden, tilliden, kokken og.. modtageren imellem, er et must: uden dem er vi tilbage til Mad(!) i stedet for oplevelsen, hvor maden spises alene fordi den er der til rådighed og vækker sult!

Der er naturligvis mange lag i denne proces som jeg ikke alle kan komme ind på her, men jeg ved nu hvad der kan bidrage til at vække min sult og ikke mindst stille den og jeg har mødt kokke på min vej, mænd om I vil, med oprejst pande og åbent sind.
Sulten og nysgerrigheden er kommet for at blive. Håber jeg..
Alle jeg har mødt på min vej har tilføjet et nyt krydderi eller element til mit liv, selv den forbudne frugt som lige skulle prøves.. Og nej, den faldt ikke i smag, men jeg er en erfaring rigere og ved nu hvad jeg skal gå uden om!

Inden for den sidste tid har jeg fået serveret noget rigtig kedelig mad..
Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om at alle kokkens intentioner var gode.. Men det er ikke nok hvis man kun er i stand til at følge en opskrift og ikke formår at smage maden til..
Han var ikke kok, denne mand! Han var en mand med en drøm om en restaurant med fransk mad og stjerner over døren.
Drømme kan være gode, men det skal ikke være mig der skal hjælpe med at leve dem ud: Det er mine sanser for følsomme til, det ved jeg nu!

Resultatet:
Jeg mistede appetitten!
Jeg kan ikke længere helt huske smagen af den himmelske nektar!
Jeg ved den findes:
Følelsen af at sætte tænderne i den modne frugt.. følelsen af safterne der eksploderer i min mund til en fuldkommen nydelse, overfloden af safterne der løber ud af min mundvig og ned af min hals mens smagen af safterne og kræfterne tager mig til et sted hvor kun lys omgiver mig.. Hver bid er en ny oplevelse der inviterer til mere: Jeg kender den følelse så godt!

Men jeg ved nu at der også er fordærvet mad i mellem den gode, og det er nu smagen af den fordærvede mad jeg føler og indånder når den præsenteres på et fad foran mig, tilberedt og klar til at spise!

Forleden var jeg på et.. marked, hvor alverdens mad stod til min rådighed! Det var de rå varer: Ingen krydderier, ingen tilsætning, ikke tilberedt!
Jeg gik imellem varerne og kunne dufte, føle og røre.. fornemme hvad der skjulte sig under emballagen, skallen..
Og da følte jeg mig, efter lang tid uden nogen fornemmelse som den, lidt lækkersulten igen..
En god og velkommen følelse!
En savnet følelse jeg ikke selv har været i stand til at fremkalde..

Jeg tror jeg er parat til at se hvad der findes derude igen.. men denne gang skal det være et velovervejet.. indkøb!
Intet forhastet: Smag, konsistens, holdbarhed skal vurderes nøje inden jeg næste gang sætter tænderne i et godt måltid for to. Krydderierne må vi finde sammen i tæt samarbejde: Der er jo nok plads til to i køkkenet og hvem ved om vi sammen har dobbelt krydderi?!

Respekt iført badetøj

Jeg ved godt, at jeg burde være taget ud at svømme og få brugt min krop lidt, så den kan komme i form!
Den har skreget på det hele dagen, i en hel uge
Jeg har uro i kroppen og har svært ved at koncentrere mig:
Godt weekenden nærmer sig, og de forbandede sommerferieåbningstider stopper så vi andre dødelige og arbejdende mennesker kan komme til!

Svømning er min sport: Alle de fordele, slet ingen ulemper!

  • Man kan ikke overanstrenge sig, for så drukner man
  • Man får lov at træne med meget veltrænede og meget letpåklædte mænd
  • Man bliver set som man er (der er jo ingen muligheder for at skjule noget i en svømmedragt)
  • Man kan ikke se hvor meget du sveder
  • Samtlige muskelgrupper bliver styrket og rørt
  • Man undgår dårlige hofter (jeg har selv dårlige hofter men de bliver bedre når jeg svømmer)
  • Man undgår “mormor arme”
  • Det føles bare godt, også for det indre barn du måtte gemme på
  • Du kan gå i sauna og flade ud bagefter

Nu skal I ikke skrive, at i alle sammen har prøvet tilsvarende, men I får lige denne, helt gratis:

Engang jeg var af sted faldt jeg i snak med en ung fyr i en svømmehal som jeg testede for at se om det var et godt sted at hænge ud! Det viste sig at det var det og jeg er siden kommet der fast.
Vi svømmede om kap, han var hurtigere end mig til trods jeg havde svømmefødder på.. Hmm..
Bagefter stod og snakkede lidt løst og fast og fik pusten igen op ad kanten: Mega sexede begge to, våde og glinsende og med høj puls..
Og så tar han chancen, og spørg om han må få mit nummer!

Respekt!!

Men hvad siger jeg?
Hvad føler jeg?
Føle-føle-føle!!!!! Det er det jeg kan: Føle! Jeg føler mig fuldstændig nøgen (det var jeg jo sådan set nærmest også) og blottet, og bliver overvældet af en stemme (min) der siger:

Nej, nej: Du skal da ikke bare tage den første og bedste der byder sig til!

Så jeg smiler, muligvis lige vel selvtilfreds, og siger at Nej(!) det må han ikke få. Men det kan jo være at vi mødes i bassinet igen, for jeg har tænkt mig at komme tilbage!

Hvad fanden er det for et svar???

Så han smuttede, og selvom jeg vitterlig begyndte at svømme der, ikke mindst i håbet om at han ville komme tilbage, kom han aldrig igen

Ej, helt ærligt: Tårer har jeg aldrig grædt på lige den den konto.. Men for Søren da!
Man kan da ikke bare overraske mig på den måde når jeg står der helt blottet og bare ikke ser det komme!!!

Så får man altså den kolde skulder!
Man er vel i beredskab, skal passe på sig selv!
Han var vel dybest set også alt for ung:
Dejlig, ung og veltrænet!

Men han får en tanke for sin overskuds agtige situationsfornemmelse!
Som jeg faktisk har stor respekt for!
Og så trøster jeg mig, når jeg sidder her, foran tastaturet med dårlig samvittighed over at jeg ikke udnyttede dagens trænings muligheder med, at jeg i det mindste har haft sådan en oplevelse, en lørdag formiddag i en svømmehal i Taastrup!

Og så var den der sørme igen:
Følelsen af, at jeg skal huske, og det skal du også(!) at være taknemmelig for de små gyldne øjeblikke!
Også selvom man indimellem lader sig overraske i en sådan grad at man ikke griber dem!
Det må være dét der er livet!

Fortæl mig: Har du nogensinde oplevet noget tilsvarende? Det kunne være virkelig dejligt om du ville dele et gyldent øjeblik!

At nyde sin alene tid – selvom man er mor

Jeg elsker min søn over alt på jorden!
I det er der ingen hemmelighed!
Jeg vil gå gennem ild og vand for ham og jeg vil gå langt langt langt for at vide at han har det godt og har ro i sindet, hvad enten det er med sin Ipad mellem hænderne eller når han putter op ad mig og nulre mit hår mens jeg læser historie, eller vi bare ser en film!

Men hver uge, som regel dagen inden han skal videre til Far, bliver stemningen.. anderledes, spændt!
Nogle gange tager jeg mig selv i at tænke at det bliver godt at være alene igen så jeg kan gøre hvad der passer mig og jeg tænker at han har det på samme måde med mig: Nu har jeg ligesom fået mor nok, for denne gang og at han savner sin far.

Om morgnen inden den store afsked (som består i at sende ham i skole som jeg jo sådan set altid gør) er det vigtigt for mig at få krammet ham ordentligt igennem.
Jeg er en enkelt gang eller to kommet på arbejde og er blevet slået helt ud af ikke at have sagt ordentligt farvel.
Tror ærlig talt slet ikke han har det samme behov, men han kan rumme mit, så længe vi kan få krammet overstået inden vi kommer ud i det offentlige og han kan blive set! Til gengæld er der “hentedage” hvor han slet ikke kan kramme og nusse mig nok, efter en uge med Far.
-Ja, man kan vænne sig til meget!

Men den skyld jeg føler, når jeg næsten glæder mig til den frihed jeg har i min barnefri uge, den accepterer jeg nok aldrig: Det er den der er min lille hemmelighed!
Og når friheden så er der, ville jeg hellere sidde i fodenden af hans seng og nulre hans små fødder, end.. end alt det der dårligt kan lade sig gøre når han er med mig!
Når “friugen” så er ved at være slut kommer jeg i tanke om alt det jeg gerne ville ha nået, (men ikke gjorde) og tager mig i at tænke at en enkelt dag mere, alene for mig selv til alt det praktiske, bare denne ene gang, da ikke ville være at fornægte!
Kan ikke lade være med at tænke på, hvilket rodløst og forvirret barn jeg selv var blevet, hvis mine forældre havde bedt mig om at flytte rundt mellem dem, som min Hjerter Knægt gør det!
Heldigvis har han på det punkt sin fars sind og tager det hele lige den del, med ophøjet ro!
Meget er givet mig her i livet som jeg skal huske at være taknemmelig for:
Listen er uoverkommelig lang!

%d bloggers like this: