UA-76103815-1

Kategori: Under huden

De mange knuder i livet

Bundet

Dette indlæg er kommet til over meget lang tid. Jeg har i hvert fald tænkt på det længe. Jeg har haft lyst til at skrive det, men det har været for personligt og for svært.. Jeg har ellers bevidst valgt at være rimelig anonym på Naboenskat af hensyn til min familie og især min dreng, lille Hjerter Knægt, som jo alt andet lige, direkte og indirekte bliver beskrevet her. Og sandsynligvis også fordi jeg under dække af generthed var bange med at blive konfronteret med folks reaktion, hvis de nu opdagede hvem jeg virkelig var, og hvad jeg virkelig gemmer på. Og nu kommer det, jeg kan bare ligesom mærke det!

Når man læser og studerer NLP på den måde jeg gør det, bliver man koncentreret over 4 dage introduceret for teorier og modeller som man efterfølgende skal prøve af på hinanden, dvs. på holdkammeraterne. Forløbet tager ca. 9 måneder og imellem undervisningsforløbene øver man på hinanden og igen på “Kaniner” så man naturligvis ender med at blive super dygtig, det er klart!

Pointe: Med al den træning bliver der rørt ved noget i en selv, så man lærer sig selv virkelig godt at kende (hvilket jo er et fantastisk plus hvis man, som jeg selv, ønsker at røre ved noget i andre mennesker).

Jeg skal snart til eksamen. Jeg burde læse og læse, øve og træne! Men det gør jeg ikke, og det har irriteret mig. Jeg har faktisk “kørt ret meget med klatten” på det seneste, så det kan virke som en mærkelig trodsig adfærd som jeg kender fra min barndom. Og ud fra devisen om at “der er en positiv hensigt bag enhver adfærd” har det gået mig virkelig meget på at jeg har flere ret primitive adfærdsmønstre som i bund og grund er ret barnlige og som i flere hensynende faktisk gør det svært for mig at nå derhen jeg gerne vil.

Så, jeg opsøgte min lærer som er en yderst kompetent terapeut og tog en session hos hende. Og resultatet er.. slående!

Uden at gå i detaljer, kan jeg fortælle at vi gennem en stille og rolig snak nåede frem til, at der er nogle elementer, som jeg uden at være klar over det, altid har følt at jeg manglede ganske langt tilbage, i min barndom. Jeg har altid manglet det, savnet det og higet efter det. Og det gør jeg på sin vis stadig. Udfordringen er, at når man mangler noget, som man burde have fået i sin barndom, (ja, korrekt: Her generaliserer jeg) vil man søge at få dækket det behov man havde, som barn! Og det kan virke ganske malplaceret når man som jeg, snart rammer de 40.

Min umiddelbare reaktion på flere af de ting min lærer sagde, var at blive såret og irriteret. Især da hun lovede mig at jeg aldrig vil få det jeg søger. Ikke som det lille barn der søger det, i hvert fald. Så hun lavede en lille øvelse med mig, hvis hensigt er at træne mig i at mærke mig selv og mine følelser. Da jeg kunne mærke mig selv, snakkede vi lidt, og hun gav mig så i samme ombæring nogle redskaber til at mætte denne barnlige følelse og lade den vokse og udvikle sig med mig.

Det lyder sikkert helt tosset, det vil jeg gerne medgive, og jeg var dybt forvirret da jeg forlod hende.

Men, underbevidstheden arbejder! I dag da jeg støvsugede faldt den første 5-øre: Hvorfor jeg ikke er i stand til at holde orden. Hvorfor jeg lever mit liv i en konstant forventning om at der kommer “nogen” forbi for at hjælpe mig. Hvorfor jeg kun føler mig elsket når min elskede irettesætter mig (for det er jo kærlighed at irettesætte sit barn, eller den man elsker! Er det ikke?). For, det er jo på den måde jeg modtog de største kærlighedserklæringer i min barndom! Følelser var ikke noget vi italesætte, men de var der jo, til trods: Jeg kunne bare ikke hitte rundt i dem, for det er nu noget andet at få at vide at du er elsket, end at få at vide at det er noteret at dit værelse roder. Men opmærksomhed er vel opmærksomhed?!

Den tid er passé nu. Jeg ved nu, at der er en positiv hensigt bag enhver adfærd og at man giver hvad man har fået: hvordan skulle man kunne andet? Nogle gange er det bare svært at se, og at forstå. Men det kommer, stille og roligt når man åbner sit sind og lytter, og se på, hvad det er man gør. Og hvorfor!

Jeg begynder at finde en dybere mening med mange ting. Mange ting bliver nu engang lettere at forstå, når man (jeg) kender årsagen. Og endnu lettere at arbejde med og at være i, når jeg blot ved hvordan!

Tænk så mange tanker der kan falde på plads mens man støvsuger: Jeg burde vist støvsuge lidt oftere og feje færre ting ind under gulvtæppet!

Pas på jeg selv derude

/M

Når drømmen løber løbsk

Dansende par

Ind i mellem hader jeg at være alene. Alene som i “Single”, alene som i “bo alene”, alene som i “ensom og fortabt”.

Sådan har jeg det heldigvis ikke for tiden. Denne tid er tværdigtmod lys og god og giver mig en masse tanker om alt det jeg har og står i, og med. Og noget af det, vil jeg så gerne dele med jer i dag:

Jeg ringede til Min Bedste Ex i går. Jeg havde forinden aftalt hvornår det passede ind i hans travle skema at tale med ham. Der er så mange hansyn at tage hele tiden, og jeg prøver virkelig at anerkende at det der ikke findes i min verden, kan betyde en verden for en anden, mangel på tid, for eksempel. Nå! Jeg havde taget kontakt med ham, fordi han nu engang er den der kender mig bedst: Den der kender mit “nye” jeg bedst.  Han har været der for mig på meget afgørende tidspunkter i mit liv og set mig udvikle mig. Mit “før og efter” så at sige. Det er egentlig underligt at tænke på, at han forsvandt ud af mit liv i samme nu jeg.. “steg i level” som Hjerter Knægt ville ha udtrykt det. Måske der kom for meget uballance fordi jeg ændrede mig.. og han stod stille på den anden vægtskål?

Lige præcis vores brud kom vi faktisk også ganske kort ind på igår. Jeg fralagde mig ethvert ansvar og sagde at “det også bare var fordi jeg ikke havde lært hjemmefra, af mine egne forældre, hvordan man kæmper for det der er vigtigt”. Jeg tænker at han godt kunne høre at jeg savner ham.. Og det gør jeg, også selv om jeg ikke vil have ham tilbage, så savner jeg ham, med hud og hår, med ulidelig stram tidsplan, med sin bedrevidenhed, sin stolthed.. sin kærlighed til kattene og sin helt fantastiske evne til at se mig og mærke hvor jeg var og hvordan jeg havde det! Selv i dag, mange år og mange erfaringer senere, har vi det på den måde…(altså, nok mest mig, men han kan i hvert fald stadig mærke mig og mine behov).

Årsagen til galskaben, til at jeg tog kontakt til ham, kommer her: Jeg ved godt, at jeg er en følsom pige. Og jeg ved, at jeg kan være rationel og fornuftig.. Men jeg ved også at al den fornuft bliver bedøvet og forsvinder når blodet suser i mine åre og under min hud, når en mand formår at ..bevæge mig, eller når jeg får en “virkelig fix idé”. Så forsvinder fornuften.. fuldstændig!  I sådanne tilfælde har jeg brug for en ven der kender mit handlingsmønster og som kan tale mig ned på jorden, inden jeg satser alt og springer, uden at kontrollere om jeg har medbragt faldskærm. Der giver nemlig, ind i mellem, mening at stoppe op og trække vejret inden jeg giver los og lever livet, i stedet for at passe på mig selv, og “overleve” mentalt.

Dette ville måske give mere mening hvis du havde set mig danse med en gudeskøn mand for en god uges tid siden. En mand, hvis duft, hænder og dansetrin gjorde mig ør og svimmel og som jeg alene på det grundlag gav mig i kast med drømmen om villa, vovse og dine og mine børn om. I begejstring over dette fantastiske dansematch gav jeg ham mit nummer, velvidende at vores fælles fremtid var sikret: Han ville ringe til mig dagen derpå og det var blot et spørgsmål om tid før jeg skulle bestille en tid til vielsen: “Jeg ved godt, at jeg er en følsom pige. Og jeg ved, at jeg kan være rationel og fornuftig..” Jeg er det bare ikke så tit!

Dagene efter medbragte jeg min telefon alle steder. Og jeg mener: ALLE steder! Når den var på lydløs skulle jeg hele tiden se om der var kommet en besked, til trods mit fikse Smartband ellers plejer at være virkelig omhyggelig med at holde mig opdateret.

På dag 4 kunne jeg ikke mere og måtte ringe til en ven: Man ved vel hvornår filmen er knækket og man har brug for at blive hjulpet i land. Min Bedste Ex. er én af mine bedste venner. Han fik i dagens anledning lov at kalde mig tosset og fik bekræftet at jeg ikke har forandret mig en meter (selvom jeg nu synes at 99,8 cm. også må tælle for noget).

Det tog ham 20 minutter at få mig i land med begge ben på jorden.

Jeg er bare super duper glad for at være alene. Alene som i “Single”, alene som i “bo alene”, alene som i “ensom og fortabt og fuld af gode oplevelser og følelser.