UA-76103815-1

Kategori: Under huden

De mange knuder i livet

Bundet

Dette indlæg er kommet til over meget lang tid. Jeg har i hvert fald tænkt på det længe. Jeg har haft lyst til at skrive det, men det har været for personligt og for svært.. Jeg har ellers bevidst valgt at være rimelig anonym på Naboenskat af hensyn til min familie og især min dreng, lille Hjerter Knægt, som jo alt andet lige, direkte og indirekte bliver beskrevet her. Og sandsynligvis også fordi jeg under dække af generthed var bange med at blive konfronteret med folks reaktion, hvis de nu opdagede hvem jeg virkelig var, og hvad jeg virkelig gemmer på. Og nu kommer det, jeg kan bare ligesom mærke det!

Når man læser og studerer NLP på den måde jeg gør det, bliver man koncentreret over 4 dage introduceret for teorier og modeller som man efterfølgende skal prøve af på hinanden, dvs. på holdkammeraterne. Forløbet tager ca. 9 måneder og imellem undervisningsforløbene øver man på hinanden og igen på “Kaniner” så man naturligvis ender med at blive super dygtig, det er klart!

Pointe: Med al den træning bliver der rørt ved noget i en selv, så man lærer sig selv virkelig godt at kende (hvilket jo er et fantastisk plus hvis man, som jeg selv, ønsker at røre ved noget i andre mennesker).

Jeg skal snart til eksamen. Jeg burde læse og læse, øve og træne! Men det gør jeg ikke, og det har irriteret mig. Jeg har faktisk “kørt ret meget med klatten” på det seneste, så det kan virke som en mærkelig trodsig adfærd som jeg kender fra min barndom. Og ud fra devisen om at “der er en positiv hensigt bag enhver adfærd” har det gået mig virkelig meget på at jeg har flere ret primitive adfærdsmønstre som i bund og grund er ret barnlige og som i flere hensynende faktisk gør det svært for mig at nå derhen jeg gerne vil.

Så, jeg opsøgte min lærer som er en yderst kompetent terapeut og tog en session hos hende. Og resultatet er.. slående!

Uden at gå i detaljer, kan jeg fortælle at vi gennem en stille og rolig snak nåede frem til, at der er nogle elementer, som jeg uden at være klar over det, altid har følt at jeg manglede ganske langt tilbage, i min barndom. Jeg har altid manglet det, savnet det og higet efter det. Og det gør jeg på sin vis stadig. Udfordringen er, at når man mangler noget, som man burde have fået i sin barndom, (ja, korrekt: Her generaliserer jeg) vil man søge at få dækket det behov man havde, som barn! Og det kan virke ganske malplaceret når man som jeg, snart rammer de 40.

Min umiddelbare reaktion på flere af de ting min lærer sagde, var at blive såret og irriteret. Især da hun lovede mig at jeg aldrig vil få det jeg søger. Ikke som det lille barn der søger det, i hvert fald. Så hun lavede en lille øvelse med mig, hvis hensigt er at træne mig i at mærke mig selv og mine følelser. Da jeg kunne mærke mig selv, snakkede vi lidt, og hun gav mig så i samme ombæring nogle redskaber til at mætte denne barnlige følelse og lade den vokse og udvikle sig med mig.

Det lyder sikkert helt tosset, det vil jeg gerne medgive, og jeg var dybt forvirret da jeg forlod hende.

Men, underbevidstheden arbejder! I dag da jeg støvsugede faldt den første 5-øre: Hvorfor jeg ikke er i stand til at holde orden. Hvorfor jeg lever mit liv i en konstant forventning om at der kommer “nogen” forbi for at hjælpe mig. Hvorfor jeg kun føler mig elsket når min elskede irettesætter mig (for det er jo kærlighed at irettesætte sit barn, eller den man elsker! Er det ikke?). For, det er jo på den måde jeg modtog de største kærlighedserklæringer i min barndom! Følelser var ikke noget vi italesætte, men de var der jo, til trods: Jeg kunne bare ikke hitte rundt i dem, for det er nu noget andet at få at vide at du er elsket, end at få at vide at det er noteret at dit værelse roder. Men opmærksomhed er vel opmærksomhed?!

Den tid er passé nu. Jeg ved nu, at der er en positiv hensigt bag enhver adfærd og at man giver hvad man har fået: hvordan skulle man kunne andet? Nogle gange er det bare svært at se, og at forstå. Men det kommer, stille og roligt når man åbner sit sind og lytter, og se på, hvad det er man gør. Og hvorfor!

Jeg begynder at finde en dybere mening med mange ting. Mange ting bliver nu engang lettere at forstå, når man (jeg) kender årsagen. Og endnu lettere at arbejde med og at være i, når jeg blot ved hvordan!

Tænk så mange tanker der kan falde på plads mens man støvsuger: Jeg burde vist støvsuge lidt oftere og feje færre ting ind under gulvtæppet!

Pas på jeg selv derude

/M

Når drømmen løber løbsk

Dansende par

Ind i mellem hader jeg at være alene. Alene som i “Single”, alene som i “bo alene”, alene som i “ensom og fortabt”.

Sådan har jeg det heldigvis ikke for tiden. Denne tid er tværdigtmod lys og god og giver mig en masse tanker om alt det jeg har og står i, og med. Og noget af det, vil jeg så gerne dele med jer i dag:

Jeg ringede til Min Bedste Ex i går. Jeg havde forinden aftalt hvornår det passede ind i hans travle skema at tale med ham. Der er så mange hansyn at tage hele tiden, og jeg prøver virkelig at anerkende at det der ikke findes i min verden, kan betyde en verden for en anden, mangel på tid, for eksempel. Nå! Jeg havde taget kontakt med ham, fordi han nu engang er den der kender mig bedst: Den der kender mit “nye” jeg bedst.  Han har været der for mig på meget afgørende tidspunkter i mit liv og set mig udvikle mig. Mit “før og efter” så at sige. Det er egentlig underligt at tænke på, at han forsvandt ud af mit liv i samme nu jeg.. “steg i level” som Hjerter Knægt ville ha udtrykt det. Måske der kom for meget uballance fordi jeg ændrede mig.. og han stod stille på den anden vægtskål?

Lige præcis vores brud kom vi faktisk også ganske kort ind på igår. Jeg fralagde mig ethvert ansvar og sagde at “det også bare var fordi jeg ikke havde lært hjemmefra, af mine egne forældre, hvordan man kæmper for det der er vigtigt”. Jeg tænker at han godt kunne høre at jeg savner ham.. Og det gør jeg, også selv om jeg ikke vil have ham tilbage, så savner jeg ham, med hud og hår, med ulidelig stram tidsplan, med sin bedrevidenhed, sin stolthed.. sin kærlighed til kattene og sin helt fantastiske evne til at se mig og mærke hvor jeg var og hvordan jeg havde det! Selv i dag, mange år og mange erfaringer senere, har vi det på den måde…(altså, nok mest mig, men han kan i hvert fald stadig mærke mig og mine behov).

Årsagen til galskaben, til at jeg tog kontakt til ham, kommer her: Jeg ved godt, at jeg er en følsom pige. Og jeg ved, at jeg kan være rationel og fornuftig.. Men jeg ved også at al den fornuft bliver bedøvet og forsvinder når blodet suser i mine åre og under min hud, når en mand formår at ..bevæge mig, eller når jeg får en “virkelig fix idé”. Så forsvinder fornuften.. fuldstændig!  I sådanne tilfælde har jeg brug for en ven der kender mit handlingsmønster og som kan tale mig ned på jorden, inden jeg satser alt og springer, uden at kontrollere om jeg har medbragt faldskærm. Der giver nemlig, ind i mellem, mening at stoppe op og trække vejret inden jeg giver los og lever livet, i stedet for at passe på mig selv, og “overleve” mentalt.

Dette ville måske give mere mening hvis du havde set mig danse med en gudeskøn mand for en god uges tid siden. En mand, hvis duft, hænder og dansetrin gjorde mig ør og svimmel og som jeg alene på det grundlag gav mig i kast med drømmen om villa, vovse og dine og mine børn om. I begejstring over dette fantastiske dansematch gav jeg ham mit nummer, velvidende at vores fælles fremtid var sikret: Han ville ringe til mig dagen derpå og det var blot et spørgsmål om tid før jeg skulle bestille en tid til vielsen: “Jeg ved godt, at jeg er en følsom pige. Og jeg ved, at jeg kan være rationel og fornuftig..” Jeg er det bare ikke så tit!

Dagene efter medbragte jeg min telefon alle steder. Og jeg mener: ALLE steder! Når den var på lydløs skulle jeg hele tiden se om der var kommet en besked, til trods mit fikse Smartband ellers plejer at være virkelig omhyggelig med at holde mig opdateret.

På dag 4 kunne jeg ikke mere og måtte ringe til en ven: Man ved vel hvornår filmen er knækket og man har brug for at blive hjulpet i land. Min Bedste Ex. er én af mine bedste venner. Han fik i dagens anledning lov at kalde mig tosset og fik bekræftet at jeg ikke har forandret mig en meter (selvom jeg nu synes at 99,8 cm. også må tælle for noget).

Det tog ham 20 minutter at få mig i land med begge ben på jorden.

Jeg er bare super duper glad for at være alene. Alene som i “Single”, alene som i “bo alene”, alene som i “ensom og fortabt og fuld af gode oplevelser og følelser.

Anerkendelse og beundring af de målrettede

image

Jeg beundrer målrettede mennesker. Personer der lægger en plan, følger planen, retter den til og fortsætter til de står i målet. De mennesker beundrer jeg!

Og, hvis de har drivkraften med sig, og det har de fleste, så sætter de, som en del af deres plan og kort før de står i målet, et nyt og højere mål. Det er som om det sker mens de alligevel er oppe i gear, så det ser ud som om de bare fortsætter og bare ser målet komme tættere på. De mennesker er mine forbilleder, og der er mange af dem! Snart kan jeg knejse og have nøjagtig lige så stor respekt for mig selv som for dem, på det område også.

En af dem er min far. Jeg er ikke sikker på at han ved det, for jeg har aldrig anerkendt hans livsværk som sådan men nok nærmere taget lidt afstand fra det. Prisen han betalte for at følge sin drøm var, set i bagspejlet, høj men jeg tror at han har haft en plan, for det er mit indtryk at han står nu, præcis hvor han gerne vil stå. Det han gik glip af på vejen, indhenter han nu, med sin livserfaring og med flere og stærkere ressourcer.

I dagligdagen oplever jeg at jeg er blevet bevidst om hvordan jeg med større og større respekt betragter de mennesker der har en plan. Dem der ved hvad der er vigtigt for dem i livet, og som formår at give det plads i deres dagligdag. Og jeg oplever faktisk at min respekt på det nærmeste har udviklet sig til en form for misundelse, eller jalousi.  Det gør lidt ondt at erkende dette, men misundelsen er forårsaget af, at disse mennesker evner at gøre til virkelighed, hvad jeg selv har haft på min hemmelige “To-Do” liste igennem mange, mange år, men som jeg tidligere slet ikke kunne forestille mig, kunne føres ud i livet.

Og heldigvis for mig, lader det til at denne misundelse virker som et Power tilskud af format: Et wake-up call så jeg aldrig burde kunne falde i søvn igen.

For dette er jo præcis hvad jeg har lært på papiret: “Hvis det er muligt i Verden, er det muligt for mig”. Men, for mig lyder dette måske nok sandt, jovist, men det er altså også meget store ord! Trækker vi det lidt tættere på ville budskabet lyde “Når det er muligt for ham, er det også muligt for mig” eller, helt ned i øjenhøjde: “Når han kan, kan jeg også!”

Betydningen af selve formuleringen kan forekomme banal. Men for den der ikke tør drømme store drømme kan det have stor effekt at trække de store visioner ned i øjenhøjde. Jeg forsøger her, som den skarpe læser nok har observeret, at generalisere en del: Jeg taler ud fra mit perspektiv og ud fra mine erfaringer. Det er mig der ikke tør drømme store drømme, men jeg prøver da, mere og mere..

Jeg tror, at mennesket kan trænes i særlige tankemønstre, og dermed i at drømme. Og denne træning er bestemt ikke kun relevant for mig.

Selv har jeg stået i skyggen af mange store drømmere og visionære i mit liv. Mennesker der formåede at drømme og som jeg beundrer og ønskede at støtte, så de kunne nå dem: Deres drømme. Det er lettere at støtte op om andres mål, end det er selv at åbne og og turde mærke. Men tiden er gået. Jeg har set hvad den målrettede kan nå når han ikke ser nogle begrænsninger i verden: Er det muligt i verden er det muligt for mig! Både at stable gode sunde virksomheder på benene og at deltage i en maraton, lave en vellykket middag eller indgå aftaler med sig selv, og holde dem!

Og nu står jeg her! Måske midt i mit liv.

Jeg har taget noter, set hvad andre kan gøre og lært at intet står til hindring, heller ikke for mig. Jeg øver mig stadig i at drømme, i at sætte mål og i at tage tilløb, i at turde turde. Men jeg er begyndt og nu jeg er i fart oplever jeg på egen krop hvordan det bliver lettere og lettere at sætte målene, højere og højere.

Tør du? Har du et mål som du arbejder hen imod, eller er du allerede i mål,og hvad giver det dig? Eller: hvad tænker du at det vil give dig at nå det?

Etablerede og forvente singler

image

Jeg er ikke single.. Men jeg er vist blevet både etableret og forvent, for jeg har været single: on/ off igennem mange år og det har naturligvis bidraget til det jeg står med idag.

Jeg elsker at være i et parforhold, tag ikke fejl af det. Men jeg forstår også hvorfor der er så mange singler der har svært ved at indgå i et forhold, og nogle af årsagerne til hvorfor det kan virke som det bliver sværere og sværere, jo længere tid man har været alene. For, det er jo benhårdt arbejde at være en del af et par. Man kommer ikke sovende til noget som helst: Alt skal planlægges, afstemmes, synkroniseres. Og uden at niglichere det veletablerede forhold som uden tvivl også kan have sine udfordringer, vil jeg dog gerne påpege, at deltagerne i det nye, voksne parforhold, allerede hver for sig har udviklet vennekreds, værdier, vaner og rutiner. Og måske er de allerede startet på at udvikle en familie.

Jeg kan jo kun tale for mig selv, men lad mig lige ridse min egen situation op for dig, på godt og ondt: Jeg står med en ret ny kæreste ved min side. Vi bor 30 km. (ca. 30-45 minutter i egen bil) fra hinanden. Han i skønt stort hus, købt med hans tidligere kæreste men i skønne omgivelser og uden noget der binder ham, altså foruden sine mange, smukke fisk som faktisk kræver forholdsvis meget tid. Jeg, med et lille rækkehus med en præteenager hver anden uge og indekatte hver eneste dag, i måske lidt mindre skønne omgivelser og tæt på drengens far og drengens skole og kammerater.

Kæresten dyrker ferier, gerne alene, aktiv sport og ses jævnligt med venner, naboer og organisationer. Jeg selv værdsætter at være hjemme, ikke mindst pga. min dreng og pga. min økonomi. Kattene kræver at jeg ikke er for længe væk hjemmefra af gangen (læs max 1 ½ -2 døgn), jeg dyrker pt. sport 4-5 gange om ugen hvoraf én af dagene er fast. Derudover har jeg læsegruppe én gang om ugen, går på skole nogle lange weekender ca. én gang om måneden og har nogle forberedende lektier. Nå ja. Og jeg har da også nogle veninder jeg gerne vil se..

Så: Den her kæreste! Ham, jeg gerne vil dele mit liv med: Hvornår er det nu lige jeg skal se ham? Hånden på hjertet: Jeg vil gerne se ham hver eneste dag, (næsten) men hvor er det svært at få det hele til at passe sammen!

Når jeg kalder singlerne i mit indlæg for forvente, er det jo ikke som sådan singlerne jeg langer ud efter, men nok nærmere de friheder og goder som vi hurtigt og villigt tager til os, når de byder sig til, men som vi mindre hurtigt, og mindre villigt, lægger fra os.

Vi vil vel, som de “brug-og-smid-væk” mennesker vi ind i mellem omtales som, gerne have det bedste af det bedste. Både når det gælder ting.. Og relationer! Og har man først smagt sødmen…

På samme måde oplever jeg selv hvordan jeg pludselig skal gøre mig overvejelser om hvad den dybere kærlighed virkelig er, og hvad den indebærer. Men den tager jeg op en anden gang og det er vel dybest set også blot en udstikker af dette tema, om os voksne, etablerede og forvente mennesker, det vil have alt det bedste af det bedste… Skal man for eksembel føle sig forelsket i sin kæreste eller findes der andre former for kærlighed?

Hvad tænker du, om mine tanker?

Hvad er din situation og hvordan forenede du dig med disse ustandselige dilemmaer? Hvis du da har gjort det, og dermed har taget stilling til nogle af disse ting?!

Lad mig høre og gør mig klogere..!

 

Med kærlighed fra

Mig

Starten på rejsen

Det er jo ikke fordi der intet er sket.. At jeg har været så stille, mener jeg.. Tiden er bare gået, og jeg har på intet tidspunkt formået at sætte mig roligt ned for at sætte mine tanker sort på hvidt, for slet ikke at sige formulere hele brugbare sætninger der ville kunne forstås af andre end jeg selv.. Men, nu er tiden inde: Jeg prøver nu!

Mit blå stempel som min læge gav mig i sommer skulle vise sig at blive min nøgle til lyset.

Wauw! Det lyder da meget godt, nok lidt overdrevet.. Men vil du tænke dig: Det er det faktisk ikke!

Jeg begyndte at kigge på mig selv, med egne og måske tildels med min coachs og min psykologs øjne.. Og jeg lyttede til det jeg sagde, og tænkte over mine ord.

Ret hurtigt følte jeg at jeg var i et forum hvor det var muligt at sige mine drømme højt og hvor mine drømme blev hørt og anerkendt som ønsker og mål.

Jeg er ikke engang sikker på at min søde psykolog fangede vigtigheden af den samtale.

Det er fantastisk som underbevidstheden kan arbejde for én, for et par dage efter, da jeg parkerede bilen efter arbejde kom tanken til mig. Som en drøm.

En af de drømme man måske husker stemningen fra, men ikke billederne, eller handlingen.

Der gik et øjeblik før jeg ligesom “opdagede” tanken.

Så endnu et øjeblik til anerkendelsen, accepten, handling dagen efter på jobbet: Praktiske handlinger: Kunne jeg få fri og til sidst den afgørende skriftlige tilmelding!

Det korte og det lange er at jeg meldte mig til et skole forløb, en uddannelse, i Coach formen NLP.

Ugen efter gik jeg i gang og en hel ny underfundig verden åbnede sig for mig…

Ny retning – Nye mål

Bundet

Det er interessant og spændende at mærke på egen krop hvordan et ændret fokus og en ændret indstilling fuldstændigt kan ændre ens tankemønster og dagligdag.

Efter i månedsvis.. eller rettere: Efter i årevis at have gået rundt med en fornemmelse af at være lidt mislykkedes og lidt forkert i livet og med kærligheden, i mor-rollen, mig-rollen og ikke mindst med karrieren, kom det hele til mig på ganske ganske kort tid.

Det kom da jeg holdt op med at se mig selv som et menneske med én forudbestemt fremtid. Da jeg indså, at der var en mulighed for at gøre noget andet, så jeg pludselig at der var andre og nye stier og veje at gå af, end den jeg troligt har gået ad det meste af mit liv.

Jeg begyndte med andre ord først at føle ro og få fodfæste da jeg tog chancen og ændrede retning. Jeg begyndte simpelthen at gå ned af en ny sti med en anden destination end den jeg har gået ned af, nærmest siden jeg flyttede hjemmefra. For den sti havde jo ikke bragt mig til målet, og der var intet der tydede på at den nogensinde ville gøre det, så: Jeg gjorde noget andet og holdt mit fokus på dét:

“Hvis det du gør, ikke virker, så gør noget andet”

Og når jeg synes det er svært, for rejsen er endnu ikke forbi, og jeg bliver usikker, må jeg igen og igen huske mig på at

“hvis det er muligt i verden, er det muligt for mig”

Og det virker, for det er jo sandt!

 

Vi ved begge, du og jeg, at det føles godt at spise et stykke lækkert når vi er lækkersultne: Du får tilfredsstillet dit behov. Men det er lidt som at tisse i bukserne, det luner kun kortvarigt og faktisk fryser du endnu mere bagefter. Men hvis du formår at tilfredsstille dit sind, at give det den næring eller de indput sindet er sultent efter, kan du hente den oplevelse, erfaring eller tanke frem og i princippet genbruge den igen og igen.

Jeg har altid drømt og at arbejde med mennesker. Om at hjælpe andre mennesker så de fik det bedre med dem selv, gøre en forskel for andre. I dag, i en alder af 39 år, sidder jeg på kontor og betaler regninger. Jeg føler selv at jeg er virkelig langt fra min drøm, det erkender jeg.

Ved at give mig selv det jeg mest af alt drømmer om, en startuddannelse i NLP, anerkender jeg mig selv og min drøm. Og når jeg gør det, bliver jeg glad. Og så er det overordnet set ret ligegyldigt, hvad andre måtte mene om den sag. Det ville selvfølgelig være bekvemt og dejligt hvis også min arbejdsgiver ville belønne mit initiativ på den ene eller anden måde, men på den anden side står jeg nu ikke til regnskab for nogen og jeg kan uden at blinke sige at alt jeg gør i denne sammenhæng, gør jeg for mig selv.

Når jeg møder på arbejde efter en lang hård skoleperiode med skoledage fra torsdag til søndag fra kl. 9-16:30 er jeg fyldt med nye input og kan betragte mine medmennesker med nye øjne ud fra min nye viden. Det giver mig en følelse af at komme tættere på mine medmennesker og i mange henseende tættere på min drøm.

Her kan jeg virkelig mærke at jeg fodre mit sind med brugbar næring som jeg vil have med mig, altid:

Jeg har ændret retning og

Jeg har fået nye mål

Lad os se hvor det bærer mig hen

%d bloggers like this: