UA-76103815-1

Kategori: Under huden

Blåt stempel

Efter nogle.. skal vi kalde det uheldige.. og i den grad øjenåbnende oplevelser med nogle mennesker der mere eller mindre tilfældigt krydsede min vej, besluttede jeg at at søge hjælp. Denne gang ikke blot via blogs og hjemmesider der ikke svarer på ens henvendelser, men også via venner og veninder, og ikke mindst min læge.

Jeg har nu af flere gange henvendt mig til min læge hvor emnet sporadisk har omhandlet en abort jeg mere eller mindre frivilligt fik foretaget for ca.  8 år siden i skrivende stund.

Denne gang var emnet decideret mig, min trivsel og mit anstrengte forhold til min alder og min status i mit liv!

Med et stempel i bogen som værende tilbøjelig til depression gik jeg tilfreds ud af døren! Muligheden for at få hjælp ser nu ud til at være inden for række vidde!

Set i bagspejlets skær er det jo lidt tosset som vi i Danmark har indrettet vores ellers forunderlige velfærdssamfund. At man ofte hører om hvordan man skal helt ned at ligge før man får bevilliget hjælp, tænker jeg, til trods vi alle ved at det koster samfundet så meget mindre at hjælpe en person til selvhjælp inden det er for sent frem for at skulle samle resterne når skaden først er sket..

Nå, jeg klarede frisag i første runde og skal nu tage kontakt til en der forhåbentlig kan hjælpe mig videre!

Pausen mellem to ord

Pigen der ånder  Når hun ligger, med lukkede øjne, i et soloplyst rum, og fornemmer lyset gennem øjenlågene, kan hun næsten se det lys hun får inde i hovedet, lige efter et klimaks er nået: Helt lyst, helt hvidt, intet andet i denne verden end lys! Lys, og komplet afslapning i hele kroppen.. Inden i og uden på..!

Hun har lagt bogen fra sig. En langsom bog om en gammel mands erindringer. Måske lidt kedelig, vil andre sige.

Først bemærkede hun hvordan hun holdt vejret tilbage mens hun læste. Som, i spænding for hvad der skulle til at ske. Men der sker intet. Historiens effekt på hende er beroligende, alt går ned i tempo, hun læser langsomt som sidder den gamle over for hende og fortæller den til hende.

Vejrtrækningen bliver langsom mens ordene sluges et for et og hun lukker øjnene mellem to ord for at se fortællingen, mens bogstaverne og det næste ord venter, til hun er klar til mere.

Det er da hun lukker øjnene hun ser lyset! Det bliver langsomt stærkere, ligesom lyden af fluen mod vinduet og fuglenes aftensang udenfor tager til. Måske de har været der hele tiden.

Hun begynder langsomt at få styr på sit åndedræt. Lytter, mens hun trækker vejret helt ned i maven og ånder langsomt ud.. Og igen.. Lyttende..

Samme lyd af åndedrag som den langsomme kærlighed, der fylder kroppen ud til hver en fingerspids. Samme kildrende, lykkelige og komplet nærværende følelse som forelskelsen og kærligheden, til kroppen, huden, mennesket, livet..  Lyden af elskov.

Hun lægger nakken tilbage for bedre at kunne åbne op og tage imod. Blotter struben og nyder at kunne trække vejret helt ind, stadig dybere og tungere, udånder med let adskilte læber.. Nyder at tiden går i stå: Bogen med den gamle mands fortælling venter mens hun ligger og trækker vejret og føler sensualiteten og lykken boble i sig lige under huden.

 

Det er det lys og den følelse hun har ledt efter

Det har været væk, for en stund, men nu er det tilbage

 

Det er det lys der var væk i morges da hun lå og græd i sin seng

 

De fremtidige gøremål for fremtiden tårner sig op. Filmen bliver ved med at køre mens uret tikker konstant, højere og højere.  Hun bliver mere og mere desperat i sin søgen efter det værktøj der skal hjælpe med at prioriterer og tilrettelægge.

Alle antennerne peger ud, væk fra hende

Vejrtrækningen bliver kort og hurtig, i små stød

Pulsen bliver lidt højere

Livet gør lidt ondt

Uret tikker konstant, højere og højere, hurtigere og hurtigere

 

Og hele tiden ligger svaret bag de vågne, lukkede øjenlåg

Det hvide lys, hjertets slag, den dybe indånding den langsomme udånding..

Bogen ligger stadig ved hendes side. Den venter til hun er klar igen.

Den gamles langsommelige fortælling der indgyder til selv indsigt, mellem to ord…

 

Jagten efter…

Mænd

Når jeg drøfter mit nyeste yndlings emne “det at møde nye mænd som værende single kvinde” mødes jeg ofte, af de der er der eller har været der, af afmagt.
Ja! “Afmagt” dækker det vist meget godt! På en dårlig dag hører jeg selv til den gruppe. Det er få jeg har mødt der stortrives ved at være alene og det er om muligt endnu færre der synes det er spændende at bruge hverken deres tid eller penge på op til flere dating-sites.. Men vi har vel alle været der, før eller siden?!

Det er længe siden jeg selv meldte pas i forhold til diverse dating sites..
Der var simpelthen for stort et udvalg: For mig at vælge i mellem. Og for mændene også, tydeligvis efter min mening, for hvordan skulle de dog få øje på mig imellem alle de smukke, sexede kvinde der blottede deres store barme og lange øjenvipper og fortalte hvordan de stillede det ene krav efter det andet til mændene, når altså de ikke lige trænede eller brugte tid med alle deres veninder og ellers bare nød livet som single… Puh ha! Jeg kunne bare ikke rigtig genkende det!
Jeg var bare ensom og forladt, prøvede at få dagligdagen til at hænge sammen med et lille barn hver anden uge og en krop og et overskud der bar tydeligt præg af, at jeg kom fra et langt og stillestående forhold!

Jeg nåede at lade mig rive med et par gange.. Det skal siges!
Men indså, at hvad man loves på skærmen sjældent er det man får. Der er ligesom.. for mange ting.. der skal passe sammen..
På samme måde måtte jeg indse, at mange mennesker benytter denne uforpligtende form at skabe kontakt og møde mennesker på, som nettet jo er, til at spare tid og have mange jern i ilden på én gang.
Denne realitet sårede mig dybt og jeg fortrak fra det format.

I virkeligheden tror jeg det ses på lang afstand hvad det er en kvinde er ude efter.. Eller måske gælder det bare mig?!
Jeg mener, når jeg er sulten efter Mand, manden, den eneste ene, så spejder jeg og søger og finder ingenting.
Jeg kan ligefrem se hvordan mændene spotter mig og flygter ud af bagdøren!  Har jeg taget hånd om mig selv, hvad enten det måtte være fysisk, eller i en mere mental forstand, inden jeg går ud af døren så jeg hviler i mig selv, virker det næsten som om mændene kan lugte det! Dét tiltrækker! Og det virker på mig! For når jeg hviler i mig selv er jeg ikke så søgende: Det er ren winn-winn!
“Intet er så sexet som en ny-bollet kvinde” som en tidligere kæreste engang sagde: jeg tror han har ret!

De seneste gange jeg har været i byen har jeg været pinlig ædru og “ny-bollet” for nu at blive i den terminologi. Som bonus (eller måske snarere en effekt deraf) har jeg hvilet i mig selv følt mig “mæt” og haft den der overvældende følelse i kroppen.. Som sjovt nok alt sammen virker positivt på mændene. Uden at gå i detaljer, kan jeg sige at jeg ikke har haft problemer med at komme i kontakt med de mere interessante mænd netop disse nætter i byen.
Jeg har ikke kastet mig i armene på nogen, sandsynligvis fordi jeg allerede har været mæt, hvilket igen har resulteret i at de er kommet tilbage når de har sovet deres tømmermænd ud!
Det er så dér det spændende starter og det er lige præcis dén del som internettet tager fra os!

For ja vist!
Personlighed, mål, interesser er alt sammen vigtigt! Men er den gensidige tiltrækning ikke også det?

Hvor tit har man ikke skrevet med en mand så man var ved at falde ned ad stolen? Af ren og skær begejstring?!
Når man så, sulten og spændt står over for ham første gang, må man bare huske på alle hans skrevne ord:
Det intense blik, gnisten, duften, halsen man har lyst til at sætte tænderne i og aldrig slippe, er der bare ikke!
Måske endda ingen af delene..

Jeg ved godt jeg er dybt privilegeret:
Med verdens skønneste unge den ene uge som kan opfylde de fleste af mine behov for kys og kram, og tiden til mig selv med mine behov, ikke mindst de sociale, i den næste uge.. Med det i baghovedet må jeg erkende at selv om jeg stadig drømmer om alt det jeg ikke har, så har jeg allerede hvad mange andre, både mænd og kvinder, længes efter…

Måske vi (læs: jeg) skal blive bedre til at huske og hvile ved de bitte, bitte små glimt af glæde og succes, bekræftelse og anerkendelse vi (læs: jeg) oplever gennem dagen og livet. Se stort på at projekt “Kernefamilie” ikke lykkedes, men mens vi (jeg) prøvede, mærkede jeg kærligheden og de stunder den var til stede, gør det det hele værd?!

Minderne i kasserne

Karmen på toppen af verden Åh, de flyttekasser vækker minder..

Som den trofaste læser vil vide, har jeg det rigtig godt for tiden! Sådan: Virkelig godt!
Med mig selv, min søn og faktisk også med min søns far!
Jeg har nu i længere tid følt mig helet og i balance, men jeg har samtidig også accepteret at det skal gå både op og ned for at kunne stabilisere sig igen og ja, der er selvfølgelig stadig skeletter at finde i nogle af skabene. Jeg har bare undgået de skabe i et stykke tid..For nogle uger siden da solen og fuglene begyndte at indikere at foråret var på vej, fandt jeg cyklerne frem i skuret og opdagede til min undren at det gjorde mig trist! Jeg blev trist ved tanken om at skulle ud i skuret og jeg fik det nærmest dårligt ved at være derude..
Det tog mig nu ikke lang tid at indse årsagen: Mit skur er mit lager!
Det er i mit skur jeg gemmer alle de ting jeg ikke kan sige farvel til. Det er også der jeg gemmer alle mine drømme.. Drømme om det liv jeg troede jeg skulle ha, om det barn jeg ønskede så meget..Hver gang jeg går ud i skuret, bliver jeg mindet om disse drømme og den sorg de har voldt mig.
Mere end halvdelen af min opbevaringsplads er dedikeret til børnetøj, babylegetøj, små dyner og sengetøj: Jeg har gemt det hele! Jeg fylder 39 år om et par måneder.
Jeg tror jeg har været alle mine muligheder rundt, vendt og drejet det hele: Jeg var midt i mine overvejelser om at gå vejen som solomor da jeg første gang lagde en blog ud her..
Men det var ikke løsningen for mig! Det er ikke løsningen for mig!

Løsningen er at leve mit liv!
At være tilstede i mit liv og være taknemmelig for det det jeg har!
Og så nytter det ikke at jeg holder mig selv i politigreb og tvinger mig til at blive mindet om alt det andet, der ikke har med mit liv at gøre mere, hele tiden..
Det holder bare ikke, for det gør så ondt og det fører ikke noget godt med sig!
Derfor skal det væk!

Jeg nærmest tudede da jeg for nogle timer siden stod derude og åbnede kasser på klem.
Det blev til 5 flytte papkasser! 6 faktisk! Der er nemlig også en kasse næsten kun med små strømper og små lagner. Der er også myggenet og en gåvogn til den helt lille og et autosæde (2 til 8-10 år tror jeg). Der er også et legetæppe og en pusletaske!
Det skal væk nu!

Kender du nogen?
Er det dig der kan bruge det?
Hvis det er dig, finder vi helt sikkert en pris! Næste step bliver nemlig en form for genbrugs butik!

Jeg skal videre i mit liv..  Og jeg glæder mig!

Bare bryster og nippels – Anstødelig tekst kan forekomme

Bare bryster

Hjemme hos mig går jeg ofte rundt med nøgen overkrop (helt bare bryster) om morgnen, fordi det  lige præcis der(!) er naturligt for mig! Og det er super dejligt!
Jeg tildækker mig ikke for min søn: Hvorfor skulle jeg? Gør I det?
Er det mon ikke bare med til at gøre, at der bliver gloet og stirret ekstra når der kommer et par naturlige bryster forbi? Sådan nogle er jo tydeligvis aldrig blevet set før?!

Jeg sidder lige og læser og  ser noget om bare bryster i forbindelse med #freethenipple (befri brystvorten) og nøgne kvindebryster på Facebook, og kommer til at tænke tilbage på en lille episode. Det er snart længe siden, jeg husker ikke alle detaljerne, men jeg husker hvor provokeret jeg blev og derfor bliver jeg så glad når jeg nu ser alle steder på alle medier at jeg ikke står alene:
Jeg har selv en dreng og havde på det pågældende tidspunkt en kæreste med to drenge omtrent samme alder som min.
En morgen da vi skulle have morgenmad kom hans ene dreng anstigende til bordet i bar overkrop.
Jeg bad ham om at gå ind og tage noget på da jeg synes det var.. mærkeligt.. at sidde og spise med nogen uden tøj på! Det undrede både min kæreste og drengen sig over og kunne vist slet ikke se hvad der var galt i det. Som jeg husker det, tale vi om det da jeg faktisk ikke havde lyst til at spise sammen med en halvnøgen stor dreng!
Jeg sagde noget i retningen af, at hvis han skulle have lov at sidde i bar overkrop, bare fordi at det havde han lige lyst til og det var dejligt, så ville jeg da også gerne spise min morgenmad i bar overkrop, det har jeg nemlig aldrig prøvet!
Det mente min kæreste så ikke var i orden hvorefter drengen blev sendt ind for at tage bluse på!
Jeg syntes det var en helt perfekt sammenligning! Jeg ser ingen forskel: En bar overkrop er vel en bar overkrop?
Set i bagspejlet skulle jeg slet ikke have sagt noget!
Jeg skulle bare have sagt “Ej, det var en god idé, det vil jeg da også” og ha taget blusen af: Det fik jeg lige lyst til, det er jo helt naturligt og dejligt!
Nej! Ikke når det er en kvinde?! Sådan et moderne samfund lever vi i, i 2015!

Blot fordi mænd (naturligvis ikke dig) er primitive og ikke kan styre deres drifter, og kvinder modsat mænd er utrolig smukke og lækre, skal vi åbenbart pakkes væk, anmeldes på Facebook og tilnærmelsesvis gøres kriminelle hvis vi er glade for vores krop som den er! Dejlig og uperfekt!

Selvfølgelig skal kvinder ikke gå rundt i bar overkrop når de handler ind, men det skal mænd ved Gud heller ikke!!!
Men det er da udelukkende af praktiske og hygiejniske årsager?! Efter min bedste overbevisning! Et billede af et par naturlige bryster i en naturlig sammenhæng (amning til eksempel) er der da ingen der kan blive forarget over?
Jeg gad vide hvem de er, dem der alligevel bliver det!
Kan de ikke bare se væk? Eller er de mon bange for at de skal blive liderlige af at se et stykke hud der normalt er tildækket? Er de misundelige på det lille barn? Eller er det mandens kone der er bange for at manden skal se noget han ikke kan tåle? Eller for at han kan li det han ser?

Jeg forstår det virkelig ikke og åh hvor bliver jeg gal!
Jeg tror at jeg fremover vil anmelde alle sommerbilleder med mænd i bar overkrop på Facebook!

 

God dag til alle derude

Kram

Vi starter igen, det er okay!

cropped-DSCN1687.jpg

Alene! Jeg har prøvet det før. Men hver gang er anderledes. Og hver gang formår jeg at rejse mig igen! Men grunden jeg har stået på har føltes usikker, vaklende. Jeg har vaklet. Jeg har ikke syntes mit liv har været let. Nærmest sådan.. jævnt tungt.

Nu er erkendelsen kommet til mig: Jeg har levet i en eventyrverden! Og hvad mener jeg så med det? Jeg har gennem hele mit liv troet på.. en form for retfærdighed.  Måske sådan en særlig retfærdighed, kun for mig: For datteren og lillesøsteren, kæresten og moderen: mig! Jeg har troet på, at jeg skulle have i livet hvad jeg fortjente (hvem der så var dommer over det?!). Og, da jeg er en sød pige fra en helt almindelig forstads kernefamilie (i hvert fald i de første 16 år af mit liv), måtte det være den vej jeg også skulle gå, det jeg skulle stræbe efter, og det jeg fortjente at få. Det var i hvert fald det mine forældre havde ønsket at give mig! Det er sikkert og vist!

I dag står jeg alene. Igen! Men, uden endnu at forstå hvad forskellen denne gang er, er jorden nu fast under mine fødder. I går slog det mig at der findes så mange talemåder om at man får hvad man fokuserer på. Og man får i verden og livet, hvad man giver. At der findes en kosmisk balance.. Alt sker af en årsag, og at verden og livet vil os det godt!

Måske der er en større mening med disse.. filosofier. Jeg mener:

Der går ikke røg af en brand, uden der går er ild i den!

I dag var jeg for første gang i stand til at se det hele lidt oppe fra.. Og i et split sekund faldt det hele på plads. Jeg forstod at jeg ingenting fortjener. Intet mere end alle andre som også arbejder hårdt for at overleve, leve, komme i mål. Jeg indså og erkender hvor velsignet heldig jeg er at være født i et land uden sult og uden krig. Hvor legende let jeg er kommet til mange af de ting jeg faktisk har i mit liv og hvilken udvikling jeg har gennemgået, som har gjort mig til den jeg er i dag.

Og det er okay! For jeg har alt jeg kan drømme om, når blot jeg åbner øjnene og ser! Og det er det jeg vil! Se! Også naboens dumme kat med lopper og skarpe klør og det hele!

Det er virkelig okay!

Åh! Du herlige Sociale Medie

Jeg blev netop hevet tilbage til en uforløst drøm, igen, da jeg et svagt øjeblik forvildede mig ind forbi Facebook. Skulle bare lige se hvordan I alle havde det.. I havde det tilsyneladende skønt, derfor er Facebook er fantastisk sted at hænge ud med alle sine 324 nærmeste venner: Der findes nemlig ingen grimme eller triste mennesker på Facebook! Det er et fact!

Alle bliver vist fra deres bedste side, igen og igen. Med sat hår, trutmund og kavalergang, lige op i vore andres ansigter i morgenmaden, i toget eller .. hvor som helst. Vi bliver alle inviteret med på et smugkig når vi nyder livet, enten når vi selv gør noget fantastisk, eller når nogen andre gør det.

Selv poster jeg sjældent på Facebook, eller på nogen andre medier for den sags skyld. Årsagerne er mange, men det er sikkert at det er et aktivt valg!  Men tag ikke fejl: Jeg holder meget at at besøge jer på facebook og se hvor skønt I har det, se hvad I får at spise og hvem I er sammen med. Selv ville jeg nok føle at jeg førte jer bag lyset hvis jeg valgte kun at vise jer en af alle mine facetter, når nu jeg har så mange. De der kender mig ved, at der er lige så meget sort som hvidt i min verden og, naturligt nok, endnu mere i farveviften i mellem. Men sådan er vi naturligvis så forskellige.

Farver og striber
Farver og striber

 

Jeg sidder og tænker over, hvad jeg realt ville have lyst til at dele med mine venner, og hvad der holder mig tilbage fra faktisk at gøre det, på facebook, og her er hvad jeg nåede frem til med lidt overvejelser for og imod:

Jeg kunne jo godt have lyst til at dele med jer, når jeg har fået mig en god tur i kanen: Hvordan lyder det? Er det måske lidt for grænseoverskridende? Har du lyst til at høre om det? Ville Mr. D mon også have lyst til at jeg delte dette, med vores fælles venner for ikke at tale om forældre, søskende og børn, kollegaer? Skulle man så overveje at ændre status på 180 af sine 190 venner så kun udvalgte fik den meddelelse på mobilen til morgenkaffen? Jeg kunne også vælge bare at fortælle dette de der realt viste interesse for lige netop dette felt. Hvilket så giver “Ingenting” til min status opdatering.

Jeg kunne selvfølgelig vælge at berette om hvad jeg spiser og hvornår eller hvad yndlings sønnen laver af sjove eller frække ting, eller endnu bedre: Jeg kunne poste billeder af kattene hver gang de ser søde og nuttede ud: Det er jo så hele tiden! Skal jeg være helt ærlig tror jeg nu ikke at det har min brede venne- og bekendtskabskreds store interesse: De, der måtte interessere sig for disse storslåede begivenheder undslipper alligevel ikke at høre om det, når vi er sammen, i samme lokale, sådan, fysisk: Face 2 Face!

Så jeg tror faktisk at jeg bare at jeg fortsætter som hidtil og nøjes med at bruge Facebook til at se jer fra jeres bedste side, høre at i stadig kører med klatten, redder verden og er vildt forelskede! Så vil jeg tilgengæld opdatere jer, når vi ses!

Godt at se jer igen

 

 

%d bloggers like this: