UA-76103815-1

Kategori: Under huden

Status 2014 – Fortsæt 2015 fortsætter

Hey!

Det er nytår om 12 timer!

  • Jeg skal nå at støvsuge,
  • vaske gulv,
  • ordne negle,
  • have min kjole tørret (den ligger stadig i blød men jeg tror håber det er en hurtigtørrende en af slagsen)
  • alm. klargøring. bad, make up, diverse hår
  • og måske det kan svare sig at overveje morgenmaden til i morgen, og aftensmaden også.. Hmm..
  • spise
  • skåle
  • kysse med kæresten

Og når de 12 timer er gået og jeg har sat flueben ved disse punkter, så har jeg 12 måneder til at nå alt det andet!

Det Herrens år 2014 har for mig været en blandet landhandel. Hvad angår kærligheden har det været et roligt år og nu føler jeg virkelig at jeg hviler i mig selv og i kærligheden.

Jeg har været sygemeldt fra mit kontorjob med stress og forventes at starte op på fuld tid efter nytår. Spændende hvordan det skal gå: Jeg krydser fingre for mig selv! Men jeg husker på at jeg i det sygdomsforløb er kommet i bedre kontakt med mig selv end jeg har været længe.

Jeg har startet Naboenskat.dk op og føler efterhånden at jeg er ved at have styr på hvad det er jeg vil med denne side.. Måske der endda kommer en læser forbi en dag, man kan jo håbe!

Jeg har fået smagt på hvad det vil sige at være i form og hvad det vil sige at leve sådan.. næsten i en slags sammenbragt familie.. Altså, hver for sig.

Der har været lidt udskiftning i katte familien: Panton som var kronisk påvirket af en dum astmahoste blev syg i tandkødet og tabte alle sine tænder. Så de to grundlag gjorde at jeg valgte at få ham aflivet, en virkelig svær beslutning! Karmen trives stadig ikke og daglige meget voldsomme sammenstød med min unge hr. Quintus har gjort at jeg for 10 dage siden slog et opslag op på Facebook: Karmen skal have nyt hjem! Hun bliver hentet af en Vejle kollega i morgen: 1/1 2015!

Så jeg har fået en ny killing i huset: Ghandi, chokolade Burmeser på 12 uger fra Nadikat Katteri, der trampede lige ind i Quintus hjerte, så det tyder på at der snart vil herske ro og harmoni i katteflokken igen!

Jeg har skrevet i en time, jeg skal være klar om 3 1/2 time og der var lige både en kjole og nogle negle der skulle tørres så fortsætterne fortsætte en anden gang i en nær fremtid.

Godt nytår

 

Jeg ved bedre

Venner og veninder har før udfordret mine påstande og teorier men uden at det som sådan har fået en egentlig konsekvens for mig: Når vi skiltes var erfaringerne udvekslet, og selvom vi ikke nødvendigvis var enige har konklusionen ofte været at at der er mange veje til Rom (men min vej er den bedste, korteste og sikreste)!

Men.. så læste jeg denne blog: Kender du det, at du læser en tekst, og undervejs, og efterfølgende, sidder med en følelse at at være blevet afsløret?! For, det var jo dig den tekst handlede om, eller en som dig og det til trods at pointen ikke ligefrem var.. flatterende..! Tankevækkende…

Før omtalte blog kom tæt på! Jeg følte at den beskrev mit handlemønster, det menneske jeg er. jeg er blevet! Eller.. Jeg synes ikke, at jeg altid har været sådan. Jeg tror, det er den udvikling jeg er kommet til, (som min søn på 10 ville udtrykke det) som jeg er blevet opgraderet til, via alder, erfaring og dermed voksende styrke.. Troen på at jeg ved bedre, jeg kender sandenheden!

For et halvt år siden blev jeg kæreste med en dejlig mand der bragte to dejlige drenge ind i mit og min søns liv. Jeg kendte drengene sporadisk fra skolen og fra flere legeaftaler og var allerede da vi begyndte at ses, bekendt med at vores børn og vores håndtering af dem, var meget forskellige.

Og det er så her, jeg for alvor er blevet udfordret! For jeg kunne jo godt mærke, at jeg ikke for alvor ville acceptere at tingene ikke blev håndteret på samme måde i deres familie, som i min.

Og det var svært! Ikke blot for min kæreste og hans børn, men også for mig når jeg kunne se at jeg fejlede med alle mine standpunkter, regelsæt og teorier. Når jeg skulle se mig selv og mine nærmeste i øjnene, og vedkende at jeg tog fejl, at der er andre måder at gøre tingene på end min måde, at forskellige børn bør håndteres forskelligt! -Av!

Nu er jeg ikke sådan en der kommer nemt til noget. Synes jeg! Det er der jo nogen der gør, men det er ikke mig! Jeg kan med oprejst pande sige, at hvor jeg tidligere var en usikker, blød og medgørlig pige der støttede mig op ad alle inden for rækkevidde, er jeg nu en stivnakket firkantet tænkende kvinde hvis erfaringer er dyrt købt og som først stod på egne ben da jeg som voksen indså at mine ben faktisk godt kunne bære mig: Det tog laaaang tid at træne dem til det!

Hvad vil jeg sige med alt dette?

Det jeg gerne vil frem til er, at nok ved jeg bedre, men jeg ved også, at det jeg kan blive endnu bedre! Bedre til at tage imod udfordringer og kritik. Bedre til at slibe af de hårde kanter af og acceptere de mange nuancer der findes i min ellers til tider meget sorte og hvide verdensopfattelse. Til at rumme, at ikke alle er så ekstreme som jeg.. Eller stædige eller vedholdne..!

Foreløbigt har jeg erkendt at verden er større end som så! Og med lidt vilje og øvelse ser jeg for mig at det vil gøre mindre og mindre ondt at tage fejl og at åbne op for nye, alternative tiltage.. Som jeg ikke selv finder på!

For jeg ved nemlig bedre: Jeg ved at der hele tiden er plads til nye tiltag og til forandringer, så vi alle kan komme videre og frem!

Man læser så meget

I Søndagsavisen læste jeg forleden en kort artikel om hvordan man ved skilsmisse eller lig. skal huske at lade barnet mærke sine følelser. I bund og grund en sød og sikkert velmenende artikel. Kort og overfladisk! Jeg gad godt vide hvem den henvender sig til?! Forældre der ligger i skilsmisse? Som midt i al deres sorg lige trænger til et lille skulderklap fordi at de klarer deres sorg og krise til UG og faktisk udmærket er opmærksom på det der står i artiklen, eller omvendt at de burde skamme sig, sådan at glemme sine børn. Gør det så godt at læse det?

Eller henvender den sig til forældre som mig, der var igennem forløbet for snart 7 år siden. Der tilstadighed får ribbet op i såret alene ved at læse sådan en overskrift.

Jeg var selv igennem en lang og smertefuld skilsmisse hvor jeg i mange måneder græd mine øjne ud hver eneste dag når drengen var afleveret i børnehave og hver eneste nat når jeg troede at han sov i den lille juniorseng. Jeg boede på min fars hjemmekontor/ gæsteværelse og sov mere eller mindre side om side med min lille dreng. Han kan ikke have undgået at høre hvordan jeg græd mig i søvn hver nat.

Hans far tog snakken om vores skilsmisse uden min viden eller samtykke. Efterfølgende havde jeg en vred og bange dreng som jeg ikke kunne nå ind til de næste mange år. Jeg ved stadig ikke hvad præcist hans far sagde til ham og der gik mange år før jeg var i stand til at tale om hvad det var der skete, dengang.

Det må jeg leve med hver dag og bare håbe på og arbejde på at vi får fyldt så meget kærlighed og tryghed på ham, at sårenes ar med tiden vil forsvinde helt.

Så, hjælp mig her: Hvem er det den henvender sig til??

Læs hele artiklen her.

Det man fokuserer på!

Set i bagspejlet har jeg gennem den første halvdel af mit liv taget tingene som de kom. Da det viste sig ikke at være godt nok måtte jeg tage stilling og vælge retning for at komme derhen hvor jeg gerne ville! Og nu(!) er jeg der næsten!

Der er ikke meget der blev som jeg tænkte mig det, når jeg sad på mit pigeværelse og tegnede, mens jeg drømte mig væk. Dengang var mit svar på det dybsindige spørgsmål om livets mening, at meningen var at man skulle glæde andre og meningen med mit liv var at jeg skulle være Mor, og så var resten såmænd ligegyldigt! Hvad jeg skulle leve af, hvor og hvordan jeg skulle bo, hvilken familie jeg skulle have, undlod jeg på mirakuløs vis at forholde mig til, overhovedet: Jeg vil bare tegne og male, spille musik og skrive, og elske mine nærmeste, så kom alt det andet vel af sig selv!

Mit første kæresteforhold, hvor jeg lod mig følelsesmæssigt involvere, holdt i mere end 10 år. Jeg var rustet til at leve på den eneste måde jeg kendte til.

I de ti år min kæreste og jeg var sammen, talte vi aldrig fremtid men levede fra dag til dag. Jeg fik mig en kort uddannelse uden at gøre mig de store overvejelser om livet efterfølgende. Vi tjente vores penge, brugte dem med det samme, havde ingen opsparing, ingen drømme for fremtiden – ingen vi delte med hinanden i hvert fald – og ud over at vi havde aftalt at vi skulle leve sammen altid og at vi en dag skulle være en familie, havde vi ingen samtaler om hvordan vi skulle nå dertil. For at gøre en lang og en, set i bagspejlet, lidt mærkelig historie kort, var vi, da de ti år var gået, rykket fra en lille lejlighed midt på Østerbro til et hus i en lille landsby, 30 km fra Københavns Østerbro og 40 km fra mine forældre. Vi havde et barn sammen på 3 år, to katte, faste jobs et hus og.. Og nok ikke så meget mere der ud over..

Man kan jo sige, at i kraft af at jeg aldrig havde forholdt mig til hvad fremtiden måtte bringe, var jeg sådan set ganske tilfreds.

Jeg havde nok ikke drømt om at leve i en landsby langt væk fra alle jeg kendte, men jeg havde heller aldrig defineret hvor jeg hellere ville bo. Vi havde begge jobs som betalte huslejen og vi skændtes aldrig.. Så, alt var vel godt! Det var først da vores familie brød op, at det gik op for mig, at mit liv ikke ville blive som det var vokset op til at skulle leve, eller forventedes at leve op til.

Der skulle gå mere end seks år, med alt fra endelig at finde mine egne værdier, leve med mig selv, til dating, kortere og et enkelt længere kæresteforhold, før jeg jeg kunne se mig selv i øjnene og sige at jeg nu vidste, ved, hvor jeg vil hen: Hvad det er jeg ønsker for min fremtid, og hvad det er for en familie jeg ønskede at leve i, med hvilke værdier, ikke mindst hvis den skulle involvere andre end min søn og jeg!

Gråspurve

Og det er her jeg står nu! Sådan.. mere eller mindre..

Det giver en mærkelig følelse at tænke på, at man ved fokus og ved tankens kraft lader til at kunne styre en meget stor del af sit liv! Men, at man ikke gjorde det fordi man ikke vidste det.. Jeg! Naturligvis vil der altid kunne opstå uforudsete hændelser! Det er en del af livet og har man Ja-hatten på, vil man nok kunne overbevise sig selv om at det er den slags udsving, udfordringer og bump på vejen der gør én stærkere og som måske bliver årsagen til at man enten selv vælger, eller bliver nød til, at skifte retning eller gå en omvej!

Selv har jeg fundet mine gamle drømme fra pigeværelset frem igen:

Drømmen om at glæde andre, drømmen om at skabe noget, at dyrke kunsten i mig: At gøre det der gør mig glad! Som lige nu, at skrive! For mig selv, men måske også for dig! Familien jeg drømmer om må blive en anden end den kernefamilie som var den eneste jeg kendte til dengang: Jeg var nød til at skifte retning og ændre strategi, midt i mit liv og derfor sidder jeg nu og skriver til dig i dag.

Det er ganske vist!

Lykke og Facebook?

Faktisk troede jeg , at jeg var syg! Det er kommet over de sidste par måneder, stille og roligt er det tiltaget mere og mere.. Jeg nævnte det for en kær veninde, at jeg følte mig underligt tilpas. Jeg understregede at jeg ikke havde mødt nogen mand: at jeg ikke var forelsket: Nu var jeg solo, og det var okay, lige nu!

“Kan det, i din verden, tænkes, at ikke al forelskelse skal relatere til en af det modsatte køn? Eller til en udefra kommende person? Kan man tænke sig den tanke, at du kan blive forelsket i noget andet? Noget så defust som selve Livet? Eller at det du kalder forelskelse, blot er følelsen af at have det godt! At være i harmoni og hvile i sig selv?!”

Jeg blev nærmest flov, for jeg vidste med det samme at hun havde ret! Men kan man tillade sig det, at have det godt, i vores verden, og hvis  man kan, hvordan siger man det så højt, uden at blive betragtet som en uden at blive set skævt på?

Eller.. det skal måske slet ikke siges højt? Er det ikke nok at jeg selv ved hvordan tingen er?
Skal det virkelig postes til hele verden at jeg har det godt, før det er virkeligt? Ja! Det skal det! Åbenbart!!

Jeg har den seneste tid på det nærmeste været frustreret over de posts mine venner og bekendte til stadighed poster på blandt andre Facebook:

Hvor de er, hvem de er med, hvad og hvor de spiser, hvilket humør de er i, hvad de har modtaget, hvad det er blevet frataget, hvad deres mand, børn, svigerforældre, kæledyr har udrettet.. Og hvor lykkelige de er! Kan de virkelig være nærværende og til stede i alle deres selskaber, gøremål og følelser når de hele tiden skal hive deres telefon op og i tale sætte det?

En hel dag kan jeg gå og føle mig generelt lykkelig: For mit job, mine kollegaer, for mit helbred, mine gamle bukser som jeg stadig passer, for min bror derude i verden, min smukke, dejlige, underskønne søn, for solen som også stod op denne gang, for vinden der blæser og for at træde ind i mit hjem der giver mig ro, og alt det i den der skal ændres i den og for det og de som hjælper mig med at sætte store og små mål i livet!

Det er det der fylder min lykketank op! Men, det er jo ikke noget jeg ønsker at dele med hele verden, hele tiden!
Jeg har nok at gøre med at rumme følelsen selv! Og glædes ved den! Eller med at være nærværende så jeg til enhver tid kan hive følelsen eller episoden frem og genkalde mig det hele..

Det er nok bare mig. Tossede dobbeltmoralske lille jeg!
Jeg ved det jo godt, og alligevel bliver jeg ved med at åbne op for alle deres opdateringer. Men der går længere og længere imellem, både uger, og måneder til tider: Man er vel nysgerrig?! Og hver gang skuffes jeg.. Over hvad jeg læser.. men særligt over mig selv!  En vis forventningsafstemning ville nok være på sin plads her!

Er jeg dobbeltmoralsk?

Læs nu, hvad jeg netop har skrevet, for nu poster jeg det nemlig, på min hemmelige side! Mon det vil gøre min lykke mere virkelig, eller synlig, eller er det blot mit behov for at være med i den elektroniske World Wide Web verden der driver mig? For i virkeligheden føles det jo bare godt at sætte ord på det hele. Og det føles også godt at blive bekræftet og anerkendt fra tid til anden, der bliver vel bare flere og flere muligheder for at få forløsning for dette..

Er jeg nu også gammeldags? Eller bare mere privat end.. mange andre?

Fortæl mig: Poster du alt hvad der vækker en følelse i dig og hvad giver det dig?

Sult i Livet

BlikketJeg har været sulten!
Det er ikke noget jeg altid har været eller altid er, men jeg er med tiden blevet præsenteret for både retter, menuer og kombinationer af.. tilbehør.. som har stimuleret mine sarte og lidet følsomme sanser..

I mange år fik jeg bare mad!
Jeg overlevede, troede at mad var mad, havde ingen forventninger, stillede ingen krav eller spørgsmålstegn. Var nok egentlig lidt skuffet over dette stærkt overvurderede element i vores tilværelse og kunne nemt undvære det!
Det er ingen vel død af?

Som årene gik, blev den faste kok og leverandør af fødevarer skiftet ud!
Og som følge af dette blev jeg efterhånden præsenteret for nye krydderier..
En enkelt, én af første, forstod at fortælle og beskrive levende for mig, hvordan han lavede mad når han tilberedte et godt måltid..
Han beskrev krydderienre for mig så jeg kunne dufte dem og næsten smage dem.. Han vækkede en nysgerrighed og en sult i mig som jeg aldrig tidligere havde oplevet. Jeg blev flov og forvirret.. Skammede mig og ville ikke indrømme at jeg blev sulten!
Men det nytter ikke at fornægte noget når maven knurrer højt og munden løber i vand! Den slags kan ikke skjules og det er vel dybest set heller ikke meningen: Jeg kunne ikke vente til han skulle tilberede et måltid til mig!
Han lod mig glimtvis få en lille smagsprøve af hvad han mente jeg havde fortjent så han viste hvor meget og hvor lidt, hvor stærk og sød min ret skulle være, når min tid kom..
Resultatet var tydeligt, det ligefrem drev af væggene: Mad var ikke længere mad men én lang forberedende øvelse og jeg kunne ikke tænke på andet: Dag og nat, på jobbet og i det hele taget hele tiden!
Dagen kom da han ankom med kufferten, fyldt med hemmeligheder, krydderier og tilbehør. Mine smagsløg fik forløsning og min sult blev stillet!
Igen og igen!
Og javist blev den stillet, ja, men jeg ville have mere: standarten var med ét hævet til et niveau som ikke kan beskrives med ord!

De fleste er nok bekendt med at der skal kildevand til.. Kærlighed og Kildevand! Kærligheden skal også være tilstede, som det gamle ord siger, og da det gik op for os at den var udeblevet, eller fortaget, blev jeg overladt til mig selv med en ny krydderihylde, ja, men uden nogen fornemmelse for hvordan maden skal tilberedes når man ikke har én i sit liv at tilberede den til eller nyde måltidet med!
Så ja. Nye kokke blev taget til optagelsesprøve. Kærligheden er blevet søgt både gennem mad, krydderier og intens samvær og tillid!
Tilliden er, skal siges og understreges, et element der på ingen måde må undervurderes idet ingen nye dufte, ingen smag eller krydderi optages og opleves optimalt når tilliden ikke er til stede.
Fortroligheden, tilliden, kokken og.. modtageren imellem, er et must: uden dem er vi tilbage til Mad(!) i stedet for oplevelsen, hvor maden spises alene fordi den er der til rådighed og vækker sult!

Der er naturligvis mange lag i denne proces som jeg ikke alle kan komme ind på her, men jeg ved nu hvad der kan bidrage til at vække min sult og ikke mindst stille den og jeg har mødt kokke på min vej, mænd om I vil, med oprejst pande og åbent sind.
Sulten og nysgerrigheden er kommet for at blive. Håber jeg..
Alle jeg har mødt på min vej har tilføjet et nyt krydderi eller element til mit liv, selv den forbudne frugt som lige skulle prøves.. Og nej, den faldt ikke i smag, men jeg er en erfaring rigere og ved nu hvad jeg skal gå uden om!

Inden for den sidste tid har jeg fået serveret noget rigtig kedelig mad..
Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om at alle kokkens intentioner var gode.. Men det er ikke nok hvis man kun er i stand til at følge en opskrift og ikke formår at smage maden til..
Han var ikke kok, denne mand! Han var en mand med en drøm om en restaurant med fransk mad og stjerner over døren.
Drømme kan være gode, men det skal ikke være mig der skal hjælpe med at leve dem ud: Det er mine sanser for følsomme til, det ved jeg nu!

Resultatet:
Jeg mistede appetitten!
Jeg kan ikke længere helt huske smagen af den himmelske nektar!
Jeg ved den findes:
Følelsen af at sætte tænderne i den modne frugt.. følelsen af safterne der eksploderer i min mund til en fuldkommen nydelse, overfloden af safterne der løber ud af min mundvig og ned af min hals mens smagen af safterne og kræfterne tager mig til et sted hvor kun lys omgiver mig.. Hver bid er en ny oplevelse der inviterer til mere: Jeg kender den følelse så godt!

Men jeg ved nu at der også er fordærvet mad i mellem den gode, og det er nu smagen af den fordærvede mad jeg føler og indånder når den præsenteres på et fad foran mig, tilberedt og klar til at spise!

Forleden var jeg på et.. marked, hvor alverdens mad stod til min rådighed! Det var de rå varer: Ingen krydderier, ingen tilsætning, ikke tilberedt!
Jeg gik imellem varerne og kunne dufte, føle og røre.. fornemme hvad der skjulte sig under emballagen, skallen..
Og da følte jeg mig, efter lang tid uden nogen fornemmelse som den, lidt lækkersulten igen..
En god og velkommen følelse!
En savnet følelse jeg ikke selv har været i stand til at fremkalde..

Jeg tror jeg er parat til at se hvad der findes derude igen.. men denne gang skal det være et velovervejet.. indkøb!
Intet forhastet: Smag, konsistens, holdbarhed skal vurderes nøje inden jeg næste gang sætter tænderne i et godt måltid for to. Krydderierne må vi finde sammen i tæt samarbejde: Der er jo nok plads til to i køkkenet og hvem ved om vi sammen har dobbelt krydderi?!

At nyde sin alene tid – selvom man er mor

Jeg elsker min søn over alt på jorden!
I det er der ingen hemmelighed!
Jeg vil gå gennem ild og vand for ham og jeg vil gå langt langt langt for at vide at han har det godt og har ro i sindet, hvad enten det er med sin Ipad mellem hænderne eller når han putter op ad mig og nulre mit hår mens jeg læser historie, eller vi bare ser en film!

Men hver uge, som regel dagen inden han skal videre til Far, bliver stemningen.. anderledes, spændt!
Nogle gange tager jeg mig selv i at tænke at det bliver godt at være alene igen så jeg kan gøre hvad der passer mig og jeg tænker at han har det på samme måde med mig: Nu har jeg ligesom fået mor nok, for denne gang og at han savner sin far.

Om morgnen inden den store afsked (som består i at sende ham i skole som jeg jo sådan set altid gør) er det vigtigt for mig at få krammet ham ordentligt igennem.
Jeg er en enkelt gang eller to kommet på arbejde og er blevet slået helt ud af ikke at have sagt ordentligt farvel.
Tror ærlig talt slet ikke han har det samme behov, men han kan rumme mit, så længe vi kan få krammet overstået inden vi kommer ud i det offentlige og han kan blive set! Til gengæld er der “hentedage” hvor han slet ikke kan kramme og nusse mig nok, efter en uge med Far.
-Ja, man kan vænne sig til meget!

Men den skyld jeg føler, når jeg næsten glæder mig til den frihed jeg har i min barnefri uge, den accepterer jeg nok aldrig: Det er den der er min lille hemmelighed!
Og når friheden så er der, ville jeg hellere sidde i fodenden af hans seng og nulre hans små fødder, end.. end alt det der dårligt kan lade sig gøre når han er med mig!
Når “friugen” så er ved at være slut kommer jeg i tanke om alt det jeg gerne ville ha nået, (men ikke gjorde) og tager mig i at tænke at en enkelt dag mere, alene for mig selv til alt det praktiske, bare denne ene gang, da ikke ville være at fornægte!
Kan ikke lade være med at tænke på, hvilket rodløst og forvirret barn jeg selv var blevet, hvis mine forældre havde bedt mig om at flytte rundt mellem dem, som min Hjerter Knægt gør det!
Heldigvis har han på det punkt sin fars sind og tager det hele lige den del, med ophøjet ro!
Meget er givet mig her i livet som jeg skal huske at være taknemmelig for:
Listen er uoverkommelig lang!

%d bloggers like this: