UA-76103815-1

Kategori: Under huden

Ny retning – Nye mål

Bundet

Det er interessant og spændende at mærke på egen krop hvordan et ændret fokus og en ændret indstilling fuldstændigt kan ændre ens tankemønster og dagligdag.

Efter i månedsvis.. eller rettere: Efter i årevis at have gået rundt med en fornemmelse af at være lidt mislykkedes og lidt forkert i livet og med kærligheden, i mor-rollen, mig-rollen og ikke mindst med karrieren, kom det hele til mig på ganske ganske kort tid.

Det kom da jeg holdt op med at se mig selv som et menneske med én forudbestemt fremtid. Da jeg indså, at der var en mulighed for at gøre noget andet, så jeg pludselig at der var andre og nye stier og veje at gå af, end den jeg troligt har gået ad det meste af mit liv.

Jeg begyndte med andre ord først at føle ro og få fodfæste da jeg tog chancen og ændrede retning. Jeg begyndte simpelthen at gå ned af en ny sti med en anden destination end den jeg har gået ned af, nærmest siden jeg flyttede hjemmefra. For den sti havde jo ikke bragt mig til målet, og der var intet der tydede på at den nogensinde ville gøre det, så: Jeg gjorde noget andet og holdt mit fokus på dét:

“Hvis det du gør, ikke virker, så gør noget andet”

Og når jeg synes det er svært, for rejsen er endnu ikke forbi, og jeg bliver usikker, må jeg igen og igen huske mig på at

“hvis det er muligt i verden, er det muligt for mig”

Og det virker, for det er jo sandt!

 

Vi ved begge, du og jeg, at det føles godt at spise et stykke lækkert når vi er lækkersultne: Du får tilfredsstillet dit behov. Men det er lidt som at tisse i bukserne, det luner kun kortvarigt og faktisk fryser du endnu mere bagefter. Men hvis du formår at tilfredsstille dit sind, at give det den næring eller de indput sindet er sultent efter, kan du hente den oplevelse, erfaring eller tanke frem og i princippet genbruge den igen og igen.

Jeg har altid drømt og at arbejde med mennesker. Om at hjælpe andre mennesker så de fik det bedre med dem selv, gøre en forskel for andre. I dag, i en alder af 39 år, sidder jeg på kontor og betaler regninger. Jeg føler selv at jeg er virkelig langt fra min drøm, det erkender jeg.

Ved at give mig selv det jeg mest af alt drømmer om, en startuddannelse i NLP, anerkender jeg mig selv og min drøm. Og når jeg gør det, bliver jeg glad. Og så er det overordnet set ret ligegyldigt, hvad andre måtte mene om den sag. Det ville selvfølgelig være bekvemt og dejligt hvis også min arbejdsgiver ville belønne mit initiativ på den ene eller anden måde, men på den anden side står jeg nu ikke til regnskab for nogen og jeg kan uden at blinke sige at alt jeg gør i denne sammenhæng, gør jeg for mig selv.

Når jeg møder på arbejde efter en lang hård skoleperiode med skoledage fra torsdag til søndag fra kl. 9-16:30 er jeg fyldt med nye input og kan betragte mine medmennesker med nye øjne ud fra min nye viden. Det giver mig en følelse af at komme tættere på mine medmennesker og i mange henseende tættere på min drøm.

Her kan jeg virkelig mærke at jeg fodre mit sind med brugbar næring som jeg vil have med mig, altid:

Jeg har ændret retning og

Jeg har fået nye mål

Lad os se hvor det bærer mig hen

Blåt stempel

Efter nogle.. skal vi kalde det uheldige.. og i den grad øjenåbnende oplevelser med nogle mennesker der mere eller mindre tilfældigt krydsede min vej, besluttede jeg at at søge hjælp. Denne gang ikke blot via blogs og hjemmesider der ikke svarer på ens henvendelser, men også via venner og veninder, og ikke mindst min læge.

Jeg har nu af flere gange henvendt mig til min læge hvor emnet sporadisk har omhandlet en abort jeg mere eller mindre frivilligt fik foretaget for ca.  8 år siden i skrivende stund.

Denne gang var emnet decideret mig, min trivsel og mit anstrengte forhold til min alder og min status i mit liv!

Med et stempel i bogen som værende tilbøjelig til depression gik jeg tilfreds ud af døren! Muligheden for at få hjælp ser nu ud til at være inden for række vidde!

Set i bagspejlets skær er det jo lidt tosset som vi i Danmark har indrettet vores ellers forunderlige velfærdssamfund. At man ofte hører om hvordan man skal helt ned at ligge før man får bevilliget hjælp, tænker jeg, til trods vi alle ved at det koster samfundet så meget mindre at hjælpe en person til selvhjælp inden det er for sent frem for at skulle samle resterne når skaden først er sket..

Nå, jeg klarede frisag i første runde og skal nu tage kontakt til en der forhåbentlig kan hjælpe mig videre!

Pausen mellem to ord

Pigen der ånder  Når hun ligger, med lukkede øjne, i et soloplyst rum, og fornemmer lyset gennem øjenlågene, kan hun næsten se det lys hun får inde i hovedet, lige efter et klimaks er nået: Helt lyst, helt hvidt, intet andet i denne verden end lys! Lys, og komplet afslapning i hele kroppen.. Inden i og uden på..!

Hun har lagt bogen fra sig. En langsom bog om en gammel mands erindringer. Måske lidt kedelig, vil andre sige.

Først bemærkede hun hvordan hun holdt vejret tilbage mens hun læste. Som, i spænding for hvad der skulle til at ske. Men der sker intet. Historiens effekt på hende er beroligende, alt går ned i tempo, hun læser langsomt som sidder den gamle over for hende og fortæller den til hende.

Vejrtrækningen bliver langsom mens ordene sluges et for et og hun lukker øjnene mellem to ord for at se fortællingen, mens bogstaverne og det næste ord venter, til hun er klar til mere.

Det er da hun lukker øjnene hun ser lyset! Det bliver langsomt stærkere, ligesom lyden af fluen mod vinduet og fuglenes aftensang udenfor tager til. Måske de har været der hele tiden.

Hun begynder langsomt at få styr på sit åndedræt. Lytter, mens hun trækker vejret helt ned i maven og ånder langsomt ud.. Og igen.. Lyttende..

Samme lyd af åndedrag som den langsomme kærlighed, der fylder kroppen ud til hver en fingerspids. Samme kildrende, lykkelige og komplet nærværende følelse som forelskelsen og kærligheden, til kroppen, huden, mennesket, livet..  Lyden af elskov.

Hun lægger nakken tilbage for bedre at kunne åbne op og tage imod. Blotter struben og nyder at kunne trække vejret helt ind, stadig dybere og tungere, udånder med let adskilte læber.. Nyder at tiden går i stå: Bogen med den gamle mands fortælling venter mens hun ligger og trækker vejret og føler sensualiteten og lykken boble i sig lige under huden.

 

Det er det lys og den følelse hun har ledt efter

Det har været væk, for en stund, men nu er det tilbage

 

Det er det lys der var væk i morges da hun lå og græd i sin seng

 

De fremtidige gøremål for fremtiden tårner sig op. Filmen bliver ved med at køre mens uret tikker konstant, højere og højere.  Hun bliver mere og mere desperat i sin søgen efter det værktøj der skal hjælpe med at prioriterer og tilrettelægge.

Alle antennerne peger ud, væk fra hende

Vejrtrækningen bliver kort og hurtig, i små stød

Pulsen bliver lidt højere

Livet gør lidt ondt

Uret tikker konstant, højere og højere, hurtigere og hurtigere

 

Og hele tiden ligger svaret bag de vågne, lukkede øjenlåg

Det hvide lys, hjertets slag, den dybe indånding den langsomme udånding..

Bogen ligger stadig ved hendes side. Den venter til hun er klar igen.

Den gamles langsommelige fortælling der indgyder til selv indsigt, mellem to ord…