UA-76103815-1

Kategori: Under huden

Jeg ved bedre

Venner og veninder har før udfordret mine påstande og teorier men uden at det som sådan har fået en egentlig konsekvens for mig: Når vi skiltes var erfaringerne udvekslet, og selvom vi ikke nødvendigvis var enige har konklusionen ofte været at at der er mange veje til Rom (men min vej er den bedste, korteste og sikreste)!

Men.. så læste jeg denne blog: Kender du det, at du læser en tekst, og undervejs, og efterfølgende, sidder med en følelse at at være blevet afsløret?! For, det var jo dig den tekst handlede om, eller en som dig og det til trods at pointen ikke ligefrem var.. flatterende..! Tankevækkende…

Før omtalte blog kom tæt på! Jeg følte at den beskrev mit handlemønster, det menneske jeg er. jeg er blevet! Eller.. Jeg synes ikke, at jeg altid har været sådan. Jeg tror, det er den udvikling jeg er kommet til, (som min søn på 10 ville udtrykke det) som jeg er blevet opgraderet til, via alder, erfaring og dermed voksende styrke.. Troen på at jeg ved bedre, jeg kender sandenheden!

For et halvt år siden blev jeg kæreste med en dejlig mand der bragte to dejlige drenge ind i mit og min søns liv. Jeg kendte drengene sporadisk fra skolen og fra flere legeaftaler og var allerede da vi begyndte at ses, bekendt med at vores børn og vores håndtering af dem, var meget forskellige.

Og det er så her, jeg for alvor er blevet udfordret! For jeg kunne jo godt mærke, at jeg ikke for alvor ville acceptere at tingene ikke blev håndteret på samme måde i deres familie, som i min.

Og det var svært! Ikke blot for min kæreste og hans børn, men også for mig når jeg kunne se at jeg fejlede med alle mine standpunkter, regelsæt og teorier. Når jeg skulle se mig selv og mine nærmeste i øjnene, og vedkende at jeg tog fejl, at der er andre måder at gøre tingene på end min måde, at forskellige børn bør håndteres forskelligt! -Av!

Nu er jeg ikke sådan en der kommer nemt til noget. Synes jeg! Det er der jo nogen der gør, men det er ikke mig! Jeg kan med oprejst pande sige, at hvor jeg tidligere var en usikker, blød og medgørlig pige der støttede mig op ad alle inden for rækkevidde, er jeg nu en stivnakket firkantet tænkende kvinde hvis erfaringer er dyrt købt og som først stod på egne ben da jeg som voksen indså at mine ben faktisk godt kunne bære mig: Det tog laaaang tid at træne dem til det!

Hvad vil jeg sige med alt dette?

Det jeg gerne vil frem til er, at nok ved jeg bedre, men jeg ved også, at det jeg kan blive endnu bedre! Bedre til at tage imod udfordringer og kritik. Bedre til at slibe af de hårde kanter af og acceptere de mange nuancer der findes i min ellers til tider meget sorte og hvide verdensopfattelse. Til at rumme, at ikke alle er så ekstreme som jeg.. Eller stædige eller vedholdne..!

Foreløbigt har jeg erkendt at verden er større end som så! Og med lidt vilje og øvelse ser jeg for mig at det vil gøre mindre og mindre ondt at tage fejl og at åbne op for nye, alternative tiltage.. Som jeg ikke selv finder på!

For jeg ved nemlig bedre: Jeg ved at der hele tiden er plads til nye tiltag og til forandringer, så vi alle kan komme videre og frem!

Man læser så meget

I Søndagsavisen læste jeg forleden en kort artikel om hvordan man ved skilsmisse eller lig. skal huske at lade barnet mærke sine følelser. I bund og grund en sød og sikkert velmenende artikel. Kort og overfladisk! Jeg gad godt vide hvem den henvender sig til?! Forældre der ligger i skilsmisse? Som midt i al deres sorg lige trænger til et lille skulderklap fordi at de klarer deres sorg og krise til UG og faktisk udmærket er opmærksom på det der står i artiklen, eller omvendt at de burde skamme sig, sådan at glemme sine børn. Gør det så godt at læse det?

Eller henvender den sig til forældre som mig, der var igennem forløbet for snart 7 år siden. Der tilstadighed får ribbet op i såret alene ved at læse sådan en overskrift.

Jeg var selv igennem en lang og smertefuld skilsmisse hvor jeg i mange måneder græd mine øjne ud hver eneste dag når drengen var afleveret i børnehave og hver eneste nat når jeg troede at han sov i den lille juniorseng. Jeg boede på min fars hjemmekontor/ gæsteværelse og sov mere eller mindre side om side med min lille dreng. Han kan ikke have undgået at høre hvordan jeg græd mig i søvn hver nat.

Hans far tog snakken om vores skilsmisse uden min viden eller samtykke. Efterfølgende havde jeg en vred og bange dreng som jeg ikke kunne nå ind til de næste mange år. Jeg ved stadig ikke hvad præcist hans far sagde til ham og der gik mange år før jeg var i stand til at tale om hvad det var der skete, dengang.

Det må jeg leve med hver dag og bare håbe på og arbejde på at vi får fyldt så meget kærlighed og tryghed på ham, at sårenes ar med tiden vil forsvinde helt.

Så, hjælp mig her: Hvem er det den henvender sig til??

Læs hele artiklen her.

Det man fokuserer på!

Set i bagspejlet har jeg gennem den første halvdel af mit liv taget tingene som de kom. Da det viste sig ikke at være godt nok måtte jeg tage stilling og vælge retning for at komme derhen hvor jeg gerne ville! Og nu(!) er jeg der næsten!

Der er ikke meget der blev som jeg tænkte mig det, når jeg sad på mit pigeværelse og tegnede, mens jeg drømte mig væk. Dengang var mit svar på det dybsindige spørgsmål om livets mening, at meningen var at man skulle glæde andre og meningen med mit liv var at jeg skulle være Mor, og så var resten såmænd ligegyldigt! Hvad jeg skulle leve af, hvor og hvordan jeg skulle bo, hvilken familie jeg skulle have, undlod jeg på mirakuløs vis at forholde mig til, overhovedet: Jeg vil bare tegne og male, spille musik og skrive, og elske mine nærmeste, så kom alt det andet vel af sig selv!

Mit første kæresteforhold, hvor jeg lod mig følelsesmæssigt involvere, holdt i mere end 10 år. Jeg var rustet til at leve på den eneste måde jeg kendte til.

I de ti år min kæreste og jeg var sammen, talte vi aldrig fremtid men levede fra dag til dag. Jeg fik mig en kort uddannelse uden at gøre mig de store overvejelser om livet efterfølgende. Vi tjente vores penge, brugte dem med det samme, havde ingen opsparing, ingen drømme for fremtiden – ingen vi delte med hinanden i hvert fald – og ud over at vi havde aftalt at vi skulle leve sammen altid og at vi en dag skulle være en familie, havde vi ingen samtaler om hvordan vi skulle nå dertil. For at gøre en lang og en, set i bagspejlet, lidt mærkelig historie kort, var vi, da de ti år var gået, rykket fra en lille lejlighed midt på Østerbro til et hus i en lille landsby, 30 km fra Københavns Østerbro og 40 km fra mine forældre. Vi havde et barn sammen på 3 år, to katte, faste jobs et hus og.. Og nok ikke så meget mere der ud over..

Man kan jo sige, at i kraft af at jeg aldrig havde forholdt mig til hvad fremtiden måtte bringe, var jeg sådan set ganske tilfreds.

Jeg havde nok ikke drømt om at leve i en landsby langt væk fra alle jeg kendte, men jeg havde heller aldrig defineret hvor jeg hellere ville bo. Vi havde begge jobs som betalte huslejen og vi skændtes aldrig.. Så, alt var vel godt! Det var først da vores familie brød op, at det gik op for mig, at mit liv ikke ville blive som det var vokset op til at skulle leve, eller forventedes at leve op til.

Der skulle gå mere end seks år, med alt fra endelig at finde mine egne værdier, leve med mig selv, til dating, kortere og et enkelt længere kæresteforhold, før jeg jeg kunne se mig selv i øjnene og sige at jeg nu vidste, ved, hvor jeg vil hen: Hvad det er jeg ønsker for min fremtid, og hvad det er for en familie jeg ønskede at leve i, med hvilke værdier, ikke mindst hvis den skulle involvere andre end min søn og jeg!

Gråspurve

Og det er her jeg står nu! Sådan.. mere eller mindre..

Det giver en mærkelig følelse at tænke på, at man ved fokus og ved tankens kraft lader til at kunne styre en meget stor del af sit liv! Men, at man ikke gjorde det fordi man ikke vidste det.. Jeg! Naturligvis vil der altid kunne opstå uforudsete hændelser! Det er en del af livet og har man Ja-hatten på, vil man nok kunne overbevise sig selv om at det er den slags udsving, udfordringer og bump på vejen der gør én stærkere og som måske bliver årsagen til at man enten selv vælger, eller bliver nød til, at skifte retning eller gå en omvej!

Selv har jeg fundet mine gamle drømme fra pigeværelset frem igen:

Drømmen om at glæde andre, drømmen om at skabe noget, at dyrke kunsten i mig: At gøre det der gør mig glad! Som lige nu, at skrive! For mig selv, men måske også for dig! Familien jeg drømmer om må blive en anden end den kernefamilie som var den eneste jeg kendte til dengang: Jeg var nød til at skifte retning og ændre strategi, midt i mit liv og derfor sidder jeg nu og skriver til dig i dag.

Det er ganske vist!