UA-76103815-1

Kategori: Lomme coaching

De mange knuder i livet

Bundet

Dette indlæg er kommet til over meget lang tid. Jeg har i hvert fald tænkt på det længe. Jeg har haft lyst til at skrive det, men det har været for personligt og for svært.. Jeg har ellers bevidst valgt at være rimelig anonym på Naboenskat af hensyn til min familie og især min dreng, lille Hjerter Knægt, som jo alt andet lige, direkte og indirekte bliver beskrevet her. Og sandsynligvis også fordi jeg under dække af generthed var bange med at blive konfronteret med folks reaktion, hvis de nu opdagede hvem jeg virkelig var, og hvad jeg virkelig gemmer på. Og nu kommer det, jeg kan bare ligesom mærke det!

Når man læser og studerer NLP på den måde jeg gør det, bliver man koncentreret over 4 dage introduceret for teorier og modeller som man efterfølgende skal prøve af på hinanden, dvs. på holdkammeraterne. Forløbet tager ca. 9 måneder og imellem undervisningsforløbene øver man på hinanden og igen på “Kaniner” så man naturligvis ender med at blive super dygtig, det er klart!

Pointe: Med al den træning bliver der rørt ved noget i en selv, så man lærer sig selv virkelig godt at kende (hvilket jo er et fantastisk plus hvis man, som jeg selv, ønsker at røre ved noget i andre mennesker).

Jeg skal snart til eksamen. Jeg burde læse og læse, øve og træne! Men det gør jeg ikke, og det har irriteret mig. Jeg har faktisk “kørt ret meget med klatten” på det seneste, så det kan virke som en mærkelig trodsig adfærd som jeg kender fra min barndom. Og ud fra devisen om at “der er en positiv hensigt bag enhver adfærd” har det gået mig virkelig meget på at jeg har flere ret primitive adfærdsmønstre som i bund og grund er ret barnlige og som i flere hensynende faktisk gør det svært for mig at nå derhen jeg gerne vil.

Så, jeg opsøgte min lærer som er en yderst kompetent terapeut og tog en session hos hende. Og resultatet er.. slående!

Uden at gå i detaljer, kan jeg fortælle at vi gennem en stille og rolig snak nåede frem til, at der er nogle elementer, som jeg uden at være klar over det, altid har følt at jeg manglede ganske langt tilbage, i min barndom. Jeg har altid manglet det, savnet det og higet efter det. Og det gør jeg på sin vis stadig. Udfordringen er, at når man mangler noget, som man burde have fået i sin barndom, (ja, korrekt: Her generaliserer jeg) vil man søge at få dækket det behov man havde, som barn! Og det kan virke ganske malplaceret når man som jeg, snart rammer de 40.

Min umiddelbare reaktion på flere af de ting min lærer sagde, var at blive såret og irriteret. Især da hun lovede mig at jeg aldrig vil få det jeg søger. Ikke som det lille barn der søger det, i hvert fald. Så hun lavede en lille øvelse med mig, hvis hensigt er at træne mig i at mærke mig selv og mine følelser. Da jeg kunne mærke mig selv, snakkede vi lidt, og hun gav mig så i samme ombæring nogle redskaber til at mætte denne barnlige følelse og lade den vokse og udvikle sig med mig.

Det lyder sikkert helt tosset, det vil jeg gerne medgive, og jeg var dybt forvirret da jeg forlod hende.

Men, underbevidstheden arbejder! I dag da jeg støvsugede faldt den første 5-øre: Hvorfor jeg ikke er i stand til at holde orden. Hvorfor jeg lever mit liv i en konstant forventning om at der kommer “nogen” forbi for at hjælpe mig. Hvorfor jeg kun føler mig elsket når min elskede irettesætter mig (for det er jo kærlighed at irettesætte sit barn, eller den man elsker! Er det ikke?). For, det er jo på den måde jeg modtog de største kærlighedserklæringer i min barndom! Følelser var ikke noget vi italesætte, men de var der jo, til trods: Jeg kunne bare ikke hitte rundt i dem, for det er nu noget andet at få at vide at du er elsket, end at få at vide at det er noteret at dit værelse roder. Men opmærksomhed er vel opmærksomhed?!

Den tid er passé nu. Jeg ved nu, at der er en positiv hensigt bag enhver adfærd og at man giver hvad man har fået: hvordan skulle man kunne andet? Nogle gange er det bare svært at se, og at forstå. Men det kommer, stille og roligt når man åbner sit sind og lytter, og se på, hvad det er man gør. Og hvorfor!

Jeg begynder at finde en dybere mening med mange ting. Mange ting bliver nu engang lettere at forstå, når man (jeg) kender årsagen. Og endnu lettere at arbejde med og at være i, når jeg blot ved hvordan!

Tænk så mange tanker der kan falde på plads mens man støvsuger: Jeg burde vist støvsuge lidt oftere og feje færre ting ind under gulvtæppet!

Pas på jeg selv derude

/M

Børns værste Mareridt

image

Hvad er det værste et barn kan forestille sig? Hvad er det, der får børn til at vågne midt om natten med følelsen af frygt og angst, nogle gange igen og igen?

Trolde, “de onde”, drager, røvere, bundløse huller.. Listen vil ingen ende tage..

Min dreng (11 år) sover desværre ofte uroligt og gør derfor som (forhåbentlig) rigtig mange andre børn hvad de kan, for at finde ro og tryghed.. Forleden nat kom han ind til mig og insisterede på at sove hos mig. Det har han gjort før så det lagde jeg ikke noget særligt i. Men, til trods at jeg generelt sover meget tungt og sjældent bemærker når den lille fyr lister op i min seng, bemærkede jeg alligevel at han denne gang puttede sig tæt ind til mig da han lagde sig, og det plejer han bestemt ikke at gøre: Det plejer at være nok at han kan høre mit åndedrag..

Jeg fik nærmest i søvne spurgt ham hvad han havde drømt, siden han var så forskrækket og med det svar han gav mig, fik jeg pluselig et helt nyt indblik i hans bekymrede lille verden. Måske fordi jeg endelig har forstået at det er hans model af verden og det er en virkelig bekymring for ham!

Han havde drømt om hvordan der var kommet tyve ind i hans fars hjem, at de havde skudt hans papsøster og ville gøre hans far ondt da han ville forsvare familien. Og ja! Det da være barnets, for ikke at sige menneskets, værste mareridt: At dem man elsker dør, eller kommer noget til. Sikke nogle voldsomme følelser der kommer frem når det ubevidste får lov at slå sig løs i drømmene, det kan være svært at rumme.

Jeg forsøgte at vække mig selv, idet jeg mente at forstå alvoren bag denne drøm og bekymring. Han er for stor til at jeg kan spise ham af med at det aldrig vil ske for os så jeg spurgte ham i stedet, om han vidste hvad der havde sat denne bekymring igang. Det viser sig at en skolekammerat har haft indbrud og det er noget de taler meget om. Og, så slog det mig at vi selv passer hus for en veninde, for netop at undgå ubudne gæster i deres tomme hus.

Så, vi talte lidt om at det er noget der kan ske. Men at ingen tyv er interesseret i at gå ind mens der er nogen hjemme. Og om hvor vigtigt det er at man er klar over hvor meget ens familie og venner betyder for én. Og at man husker at fortælle dem det!

Netop det sidste er en øvelse jeg selv bruger en del energi på: Det gik for nylig op for mig at mine kære forældre er dødlige og da de begge har passeret de 70 år, er jeg stille og roligt begyndt at indstille mig på at det kan begynde at gå ned af bakke, hver øjeblik. Så, pludselig er min overbærenhed blevet større. Jeg vælger mine kampe med dem meget bevidst og jeg øver mig i at sige det højt til dem, som aldrig er blevet sagt højt i mit barndomshjem: At jeg elsker dem! Jeg er ikke i tvivl om at de elsker mig, men det er aldrig blevet sagt højt. Så når de er ude at rejse, eller de ikke lige svarer telefonen når jeg ringer og jeg bliver bange for om der er sket dem noget, kan jeg pludselig blive i tvivl om, hvorvidt de er klar over hvor højt jeg elsker dem..

Husk at vise, og at fortælle dem du elsker, hvor meget de betyder for dig! Den slags kan aldrig siges for ofte!

Delebørn og rummelighed forældrene imellem

image

Vi rummer, vi deler vores børn, delebørn, og vi samarbejder for at få lov at give børnene alt det bedste vi har.. I 8 lange år har jeg og drengens far skulle udholde hinanden, til trods vi begge er fuldstændig afklarede med at vi ikke er skabt for hinanden. Vi har begge skulle sluge både kameler og elefanter og drengens far og jeg prøver virkelig at holde den gode tone. Med øvelse bliver det bliver lettere og lettere.

Og så sker det alligevel: Vi ramler hovederne sammen som to gamle stædige geder der begge ved at de er stærkest og at de har ret. Eksemplerne er utallige: Knægten bliver sendt hjem til den anden med for små bukser, glemmer en jakke, glemmer halvdelen at skolebøgerne, er kommet for sent i seng.. Eller et vigtigt sports arrangement bliver arrangeret i den andens uger: Ramaskrig! Eller, når vi prøver at drøfte udfordringer i skolen  ligesom samboende forældre, og det, igen, viser sig at vi bare ser forskelligt på tingene.

Den anden opfattes i øjeblikket egoistisk, provokerende, uden forstand på børn og opdragelse, uden empati eller respekt for dan anden part.

Når det sker, kan det være godt, måske endda den eneste løsning, at løfte blikket og se dén det hele handler om for sig: Barnet der står i midten!

Det er ham, barnet, drengen, det hele handler om! Hans trivsel og vores kærlighed til ham som vi begge ønsker at fylde ham fuldstændigt op med, så han kan blive et kærligt, velfungerende og helt menneske.

Balladen opstår alene fordi vi er to mennesker med hver vores bagage, hver vores værdier og hver vores ressourcer. Vi kan kun give videre hvad vi selv har fået men hvad vi end giver videre, er det altid med en positiv hensigt.

Så, med denne nye erkendelse, at årsagen til galskaben er kærlighed alene og at der er en positiv hensigt bag enhver adfærd, kan jeg meget bedre rumme og respektere andres model af verden. Alt andet lige oplever vi ikke verden som den er, men blot en model af verden.

Og når jeg bedre kan rumme andres model af verden, kan jeg også bedre rumme at vi ikke altid er enige, og bedre bøje af uden at føle at der går noget af mig. Faktisk virker det lige modsat, der går ikke noget af mig: Der kommer noget nyt til mig: En stor overvældende følelse af kærlighed, til mit barn!

Hurra! Den kærlighed jeg ønskede at give ham, fik han alligevel, da jeg viste hans far respekt: Alle vinder!

Starten på rejsen

Det er jo ikke fordi der intet er sket.. At jeg har været så stille, mener jeg.. Tiden er bare gået, og jeg har på intet tidspunkt formået at sætte mig roligt ned for at sætte mine tanker sort på hvidt, for slet ikke at sige formulere hele brugbare sætninger der ville kunne forstås af andre end jeg selv.. Men, nu er tiden inde: Jeg prøver nu!

Mit blå stempel som min læge gav mig i sommer skulle vise sig at blive min nøgle til lyset.

Wauw! Det lyder da meget godt, nok lidt overdrevet.. Men vil du tænke dig: Det er det faktisk ikke!

Jeg begyndte at kigge på mig selv, med egne og måske tildels med min coachs og min psykologs øjne.. Og jeg lyttede til det jeg sagde, og tænkte over mine ord.

Ret hurtigt følte jeg at jeg var i et forum hvor det var muligt at sige mine drømme højt og hvor mine drømme blev hørt og anerkendt som ønsker og mål.

Jeg er ikke engang sikker på at min søde psykolog fangede vigtigheden af den samtale.

Det er fantastisk som underbevidstheden kan arbejde for én, for et par dage efter, da jeg parkerede bilen efter arbejde kom tanken til mig. Som en drøm.

En af de drømme man måske husker stemningen fra, men ikke billederne, eller handlingen.

Der gik et øjeblik før jeg ligesom “opdagede” tanken.

Så endnu et øjeblik til anerkendelsen, accepten, handling dagen efter på jobbet: Praktiske handlinger: Kunne jeg få fri og til sidst den afgørende skriftlige tilmelding!

Det korte og det lange er at jeg meldte mig til et skole forløb, en uddannelse, i Coach formen NLP.

Ugen efter gik jeg i gang og en hel ny underfundig verden åbnede sig for mig…

Ny retning – Nye mål

Bundet

Det er interessant og spændende at mærke på egen krop hvordan et ændret fokus og en ændret indstilling fuldstændigt kan ændre ens tankemønster og dagligdag.

Efter i månedsvis.. eller rettere: Efter i årevis at have gået rundt med en fornemmelse af at være lidt mislykkedes og lidt forkert i livet og med kærligheden, i mor-rollen, mig-rollen og ikke mindst med karrieren, kom det hele til mig på ganske ganske kort tid.

Det kom da jeg holdt op med at se mig selv som et menneske med én forudbestemt fremtid. Da jeg indså, at der var en mulighed for at gøre noget andet, så jeg pludselig at der var andre og nye stier og veje at gå af, end den jeg troligt har gået ad det meste af mit liv.

Jeg begyndte med andre ord først at føle ro og få fodfæste da jeg tog chancen og ændrede retning. Jeg begyndte simpelthen at gå ned af en ny sti med en anden destination end den jeg har gået ned af, nærmest siden jeg flyttede hjemmefra. For den sti havde jo ikke bragt mig til målet, og der var intet der tydede på at den nogensinde ville gøre det, så: Jeg gjorde noget andet og holdt mit fokus på dét:

“Hvis det du gør, ikke virker, så gør noget andet”

Og når jeg synes det er svært, for rejsen er endnu ikke forbi, og jeg bliver usikker, må jeg igen og igen huske mig på at

“hvis det er muligt i verden, er det muligt for mig”

Og det virker, for det er jo sandt!

 

Vi ved begge, du og jeg, at det føles godt at spise et stykke lækkert når vi er lækkersultne: Du får tilfredsstillet dit behov. Men det er lidt som at tisse i bukserne, det luner kun kortvarigt og faktisk fryser du endnu mere bagefter. Men hvis du formår at tilfredsstille dit sind, at give det den næring eller de indput sindet er sultent efter, kan du hente den oplevelse, erfaring eller tanke frem og i princippet genbruge den igen og igen.

Jeg har altid drømt og at arbejde med mennesker. Om at hjælpe andre mennesker så de fik det bedre med dem selv, gøre en forskel for andre. I dag, i en alder af 39 år, sidder jeg på kontor og betaler regninger. Jeg føler selv at jeg er virkelig langt fra min drøm, det erkender jeg.

Ved at give mig selv det jeg mest af alt drømmer om, en startuddannelse i NLP, anerkender jeg mig selv og min drøm. Og når jeg gør det, bliver jeg glad. Og så er det overordnet set ret ligegyldigt, hvad andre måtte mene om den sag. Det ville selvfølgelig være bekvemt og dejligt hvis også min arbejdsgiver ville belønne mit initiativ på den ene eller anden måde, men på den anden side står jeg nu ikke til regnskab for nogen og jeg kan uden at blinke sige at alt jeg gør i denne sammenhæng, gør jeg for mig selv.

Når jeg møder på arbejde efter en lang hård skoleperiode med skoledage fra torsdag til søndag fra kl. 9-16:30 er jeg fyldt med nye input og kan betragte mine medmennesker med nye øjne ud fra min nye viden. Det giver mig en følelse af at komme tættere på mine medmennesker og i mange henseende tættere på min drøm.

Her kan jeg virkelig mærke at jeg fodre mit sind med brugbar næring som jeg vil have med mig, altid:

Jeg har ændret retning og

Jeg har fået nye mål

Lad os se hvor det bærer mig hen

Minderne i kasserne

Karmen på toppen af verden Åh, de flyttekasser vækker minder..

Som den trofaste læser vil vide, har jeg det rigtig godt for tiden! Sådan: Virkelig godt!
Med mig selv, min søn og faktisk også med min søns far!
Jeg har nu i længere tid følt mig helet og i balance, men jeg har samtidig også accepteret at det skal gå både op og ned for at kunne stabilisere sig igen og ja, der er selvfølgelig stadig skeletter at finde i nogle af skabene. Jeg har bare undgået de skabe i et stykke tid..For nogle uger siden da solen og fuglene begyndte at indikere at foråret var på vej, fandt jeg cyklerne frem i skuret og opdagede til min undren at det gjorde mig trist! Jeg blev trist ved tanken om at skulle ud i skuret og jeg fik det nærmest dårligt ved at være derude..
Det tog mig nu ikke lang tid at indse årsagen: Mit skur er mit lager!
Det er i mit skur jeg gemmer alle de ting jeg ikke kan sige farvel til. Det er også der jeg gemmer alle mine drømme.. Drømme om det liv jeg troede jeg skulle ha, om det barn jeg ønskede så meget..Hver gang jeg går ud i skuret, bliver jeg mindet om disse drømme og den sorg de har voldt mig.
Mere end halvdelen af min opbevaringsplads er dedikeret til børnetøj, babylegetøj, små dyner og sengetøj: Jeg har gemt det hele! Jeg fylder 39 år om et par måneder.
Jeg tror jeg har været alle mine muligheder rundt, vendt og drejet det hele: Jeg var midt i mine overvejelser om at gå vejen som solomor da jeg første gang lagde en blog ud her..
Men det var ikke løsningen for mig! Det er ikke løsningen for mig!

Løsningen er at leve mit liv!
At være tilstede i mit liv og være taknemmelig for det det jeg har!
Og så nytter det ikke at jeg holder mig selv i politigreb og tvinger mig til at blive mindet om alt det andet, der ikke har med mit liv at gøre mere, hele tiden..
Det holder bare ikke, for det gør så ondt og det fører ikke noget godt med sig!
Derfor skal det væk!

Jeg nærmest tudede da jeg for nogle timer siden stod derude og åbnede kasser på klem.
Det blev til 5 flytte papkasser! 6 faktisk! Der er nemlig også en kasse næsten kun med små strømper og små lagner. Der er også myggenet og en gåvogn til den helt lille og et autosæde (2 til 8-10 år tror jeg). Der er også et legetæppe og en pusletaske!
Det skal væk nu!

Kender du nogen?
Er det dig der kan bruge det?
Hvis det er dig, finder vi helt sikkert en pris! Næste step bliver nemlig en form for genbrugs butik!

Jeg skal videre i mit liv..  Og jeg glæder mig!

Hvis du er i tvivl er du det nok ikke

Alle de tanker jeg har gjort mig om børn.
Med en far, uden en far, hvilken far, tid, økonomi, følelser, nærvær, tid, økonomi..

Det fyldte det hele!
Jeg om-indrettede i mine tanker mit hjem, min søns værelse så der kunne blive plads til til den søskende som (måske) en dag ville komme.
Lagde min økonomi om.
Jeg bekymrede mig for alt det der (måske) en dag ville ske, eller ikke ske.

Jeg følte tiden rende ud
Jeg følte mig gammel, ufuldendt og mislykket

Der er faktisk ikke meget godt at sige om de måneder der blev ædt op af bekymringer og tunge tanker.
Hvis der er, har jeg vist desværre glemt det

Så en dag besluttede jeg at prøve at lade det ligge!
Og se, hvad livet så havde til mig når mit fokus blev flyttet
Så jeg fandt en dejlig flirt
Og drømte smukke og frække drømme om vores fælles fremtid.. Men jeg er ikke sikker på jeg skal fortælle ham om dem.
Han gav mig nok lidt af den kærlighed jeg længtes efter, måske var det det der gjorde, at jeg pludselig standsede op..

Måske min kammerat havde mere ret end jeg har lyst til at indrømme, da han bad mig svare på, hvad det var dette barn skulle tilføje mit liv.
Kærlighed.. og fritagelsen af den skyld jeg føler over at jeg ingen søskende har givet min søn..

Det gør ondt at indrømme
Nu er det skrevet, sort på hvidt

Vi ved jo alle at det skrevne ord vejer tungere end det talte, og end det tænkte.. Eller..

Nu lader jeg det ligge, og så håber jeg at jeg med tiden vil acceptere at mit liv gik i en så stor bue om alle mine drømme og forventninger.
Jeg fik noget andet
Op og nedture, som har gjort mig til den jeg er i dag..

Tror snart jeg skal ud og møde nogle rigtige mennesker og satse på den virkelige verden i stedet for drømmene

%d bloggers like this: