UA-76103815-1

Kategori: Lomme coaching

De mange knuder i livet

Bundet

Dette indlæg er kommet til over meget lang tid. Jeg har i hvert fald tænkt på det længe. Jeg har haft lyst til at skrive det, men det har været for personligt og for svært.. Jeg har ellers bevidst valgt at være rimelig anonym på Naboenskat af hensyn til min familie og især min dreng, lille Hjerter Knægt, som jo alt andet lige, direkte og indirekte bliver beskrevet her. Og sandsynligvis også fordi jeg under dække af generthed var bange med at blive konfronteret med folks reaktion, hvis de nu opdagede hvem jeg virkelig var, og hvad jeg virkelig gemmer på. Og nu kommer det, jeg kan bare ligesom mærke det!

Når man læser og studerer NLP på den måde jeg gør det, bliver man koncentreret over 4 dage introduceret for teorier og modeller som man efterfølgende skal prøve af på hinanden, dvs. på holdkammeraterne. Forløbet tager ca. 9 måneder og imellem undervisningsforløbene øver man på hinanden og igen på “Kaniner” så man naturligvis ender med at blive super dygtig, det er klart!

Pointe: Med al den træning bliver der rørt ved noget i en selv, så man lærer sig selv virkelig godt at kende (hvilket jo er et fantastisk plus hvis man, som jeg selv, ønsker at røre ved noget i andre mennesker).

Jeg skal snart til eksamen. Jeg burde læse og læse, øve og træne! Men det gør jeg ikke, og det har irriteret mig. Jeg har faktisk “kørt ret meget med klatten” på det seneste, så det kan virke som en mærkelig trodsig adfærd som jeg kender fra min barndom. Og ud fra devisen om at “der er en positiv hensigt bag enhver adfærd” har det gået mig virkelig meget på at jeg har flere ret primitive adfærdsmønstre som i bund og grund er ret barnlige og som i flere hensynende faktisk gør det svært for mig at nå derhen jeg gerne vil.

Så, jeg opsøgte min lærer som er en yderst kompetent terapeut og tog en session hos hende. Og resultatet er.. slående!

Uden at gå i detaljer, kan jeg fortælle at vi gennem en stille og rolig snak nåede frem til, at der er nogle elementer, som jeg uden at være klar over det, altid har følt at jeg manglede ganske langt tilbage, i min barndom. Jeg har altid manglet det, savnet det og higet efter det. Og det gør jeg på sin vis stadig. Udfordringen er, at når man mangler noget, som man burde have fået i sin barndom, (ja, korrekt: Her generaliserer jeg) vil man søge at få dækket det behov man havde, som barn! Og det kan virke ganske malplaceret når man som jeg, snart rammer de 40.

Min umiddelbare reaktion på flere af de ting min lærer sagde, var at blive såret og irriteret. Især da hun lovede mig at jeg aldrig vil få det jeg søger. Ikke som det lille barn der søger det, i hvert fald. Så hun lavede en lille øvelse med mig, hvis hensigt er at træne mig i at mærke mig selv og mine følelser. Da jeg kunne mærke mig selv, snakkede vi lidt, og hun gav mig så i samme ombæring nogle redskaber til at mætte denne barnlige følelse og lade den vokse og udvikle sig med mig.

Det lyder sikkert helt tosset, det vil jeg gerne medgive, og jeg var dybt forvirret da jeg forlod hende.

Men, underbevidstheden arbejder! I dag da jeg støvsugede faldt den første 5-øre: Hvorfor jeg ikke er i stand til at holde orden. Hvorfor jeg lever mit liv i en konstant forventning om at der kommer “nogen” forbi for at hjælpe mig. Hvorfor jeg kun føler mig elsket når min elskede irettesætter mig (for det er jo kærlighed at irettesætte sit barn, eller den man elsker! Er det ikke?). For, det er jo på den måde jeg modtog de største kærlighedserklæringer i min barndom! Følelser var ikke noget vi italesætte, men de var der jo, til trods: Jeg kunne bare ikke hitte rundt i dem, for det er nu noget andet at få at vide at du er elsket, end at få at vide at det er noteret at dit værelse roder. Men opmærksomhed er vel opmærksomhed?!

Den tid er passé nu. Jeg ved nu, at der er en positiv hensigt bag enhver adfærd og at man giver hvad man har fået: hvordan skulle man kunne andet? Nogle gange er det bare svært at se, og at forstå. Men det kommer, stille og roligt når man åbner sit sind og lytter, og se på, hvad det er man gør. Og hvorfor!

Jeg begynder at finde en dybere mening med mange ting. Mange ting bliver nu engang lettere at forstå, når man (jeg) kender årsagen. Og endnu lettere at arbejde med og at være i, når jeg blot ved hvordan!

Tænk så mange tanker der kan falde på plads mens man støvsuger: Jeg burde vist støvsuge lidt oftere og feje færre ting ind under gulvtæppet!

Pas på jeg selv derude

/M

Børns værste Mareridt

image

Hvad er det værste et barn kan forestille sig? Hvad er det, der får børn til at vågne midt om natten med følelsen af frygt og angst, nogle gange igen og igen?

Trolde, “de onde”, drager, røvere, bundløse huller.. Listen vil ingen ende tage..

Min dreng (11 år) sover desværre ofte uroligt og gør derfor som (forhåbentlig) rigtig mange andre børn hvad de kan, for at finde ro og tryghed.. Forleden nat kom han ind til mig og insisterede på at sove hos mig. Det har han gjort før så det lagde jeg ikke noget særligt i. Men, til trods at jeg generelt sover meget tungt og sjældent bemærker når den lille fyr lister op i min seng, bemærkede jeg alligevel at han denne gang puttede sig tæt ind til mig da han lagde sig, og det plejer han bestemt ikke at gøre: Det plejer at være nok at han kan høre mit åndedrag..

Jeg fik nærmest i søvne spurgt ham hvad han havde drømt, siden han var så forskrækket og med det svar han gav mig, fik jeg pluselig et helt nyt indblik i hans bekymrede lille verden. Måske fordi jeg endelig har forstået at det er hans model af verden og det er en virkelig bekymring for ham!

Han havde drømt om hvordan der var kommet tyve ind i hans fars hjem, at de havde skudt hans papsøster og ville gøre hans far ondt da han ville forsvare familien. Og ja! Det da være barnets, for ikke at sige menneskets, værste mareridt: At dem man elsker dør, eller kommer noget til. Sikke nogle voldsomme følelser der kommer frem når det ubevidste får lov at slå sig løs i drømmene, det kan være svært at rumme.

Jeg forsøgte at vække mig selv, idet jeg mente at forstå alvoren bag denne drøm og bekymring. Han er for stor til at jeg kan spise ham af med at det aldrig vil ske for os så jeg spurgte ham i stedet, om han vidste hvad der havde sat denne bekymring igang. Det viser sig at en skolekammerat har haft indbrud og det er noget de taler meget om. Og, så slog det mig at vi selv passer hus for en veninde, for netop at undgå ubudne gæster i deres tomme hus.

Så, vi talte lidt om at det er noget der kan ske. Men at ingen tyv er interesseret i at gå ind mens der er nogen hjemme. Og om hvor vigtigt det er at man er klar over hvor meget ens familie og venner betyder for én. Og at man husker at fortælle dem det!

Netop det sidste er en øvelse jeg selv bruger en del energi på: Det gik for nylig op for mig at mine kære forældre er dødlige og da de begge har passeret de 70 år, er jeg stille og roligt begyndt at indstille mig på at det kan begynde at gå ned af bakke, hver øjeblik. Så, pludselig er min overbærenhed blevet større. Jeg vælger mine kampe med dem meget bevidst og jeg øver mig i at sige det højt til dem, som aldrig er blevet sagt højt i mit barndomshjem: At jeg elsker dem! Jeg er ikke i tvivl om at de elsker mig, men det er aldrig blevet sagt højt. Så når de er ude at rejse, eller de ikke lige svarer telefonen når jeg ringer og jeg bliver bange for om der er sket dem noget, kan jeg pludselig blive i tvivl om, hvorvidt de er klar over hvor højt jeg elsker dem..

Husk at vise, og at fortælle dem du elsker, hvor meget de betyder for dig! Den slags kan aldrig siges for ofte!

Delebørn og rummelighed forældrene imellem

image

Vi rummer, vi deler vores børn, delebørn, og vi samarbejder for at få lov at give børnene alt det bedste vi har.. I 8 lange år har jeg og drengens far skulle udholde hinanden, til trods vi begge er fuldstændig afklarede med at vi ikke er skabt for hinanden. Vi har begge skulle sluge både kameler og elefanter og drengens far og jeg prøver virkelig at holde den gode tone. Med øvelse bliver det bliver lettere og lettere.

Og så sker det alligevel: Vi ramler hovederne sammen som to gamle stædige geder der begge ved at de er stærkest og at de har ret. Eksemplerne er utallige: Knægten bliver sendt hjem til den anden med for små bukser, glemmer en jakke, glemmer halvdelen at skolebøgerne, er kommet for sent i seng.. Eller et vigtigt sports arrangement bliver arrangeret i den andens uger: Ramaskrig! Eller, når vi prøver at drøfte udfordringer i skolen  ligesom samboende forældre, og det, igen, viser sig at vi bare ser forskelligt på tingene.

Den anden opfattes i øjeblikket egoistisk, provokerende, uden forstand på børn og opdragelse, uden empati eller respekt for dan anden part.

Når det sker, kan det være godt, måske endda den eneste løsning, at løfte blikket og se dén det hele handler om for sig: Barnet der står i midten!

Det er ham, barnet, drengen, det hele handler om! Hans trivsel og vores kærlighed til ham som vi begge ønsker at fylde ham fuldstændigt op med, så han kan blive et kærligt, velfungerende og helt menneske.

Balladen opstår alene fordi vi er to mennesker med hver vores bagage, hver vores værdier og hver vores ressourcer. Vi kan kun give videre hvad vi selv har fået men hvad vi end giver videre, er det altid med en positiv hensigt.

Så, med denne nye erkendelse, at årsagen til galskaben er kærlighed alene og at der er en positiv hensigt bag enhver adfærd, kan jeg meget bedre rumme og respektere andres model af verden. Alt andet lige oplever vi ikke verden som den er, men blot en model af verden.

Og når jeg bedre kan rumme andres model af verden, kan jeg også bedre rumme at vi ikke altid er enige, og bedre bøje af uden at føle at der går noget af mig. Faktisk virker det lige modsat, der går ikke noget af mig: Der kommer noget nyt til mig: En stor overvældende følelse af kærlighed, til mit barn!

Hurra! Den kærlighed jeg ønskede at give ham, fik han alligevel, da jeg viste hans far respekt: Alle vinder!