UA-76103815-1

Kategori: Små fortællinger

Tog og tid og andet

Jeg elsker at være så privilegeret at komme i København hver dag.

Når jeg arbejder, cykler jeg først til toget, så tager jeg toget til hovedbanen og så går jeg det sidste stykke. Næsten som sangen med Kaj og Andrea i rejsesangen som jeg har fundet til dig her!

Jeg er så heldig at der kører hele 2 tog i timen fra min lokale tog-station og jeg er oven i købet så privilegeret at jeg kan køre med regional toget hele vejen. Der er næsten altid siddepladser og hvis det er muligt, sætter jeg mig altid i en stille kupé. Der kan jeg læse, besvare beskeder, samle mine tanker og blunde lidt. Til trods turen kun tager 20 minutter!

Når jeg så når ind til Hovedbanegården er det faktisk altid, uanset vejret, dejligt at gå de sidste halvanden kilometer: Se himlen, mærke årstiden, byen der vågner: Mærke sig selv! Og det er næsten endnu bedre om eftermiddagen, efter en lang dag på kontorstolen!

Men det bedste er at kigge på de mange forskellige menneskerer og forestille mig hvilket liv de lever, hvorfor de hænger der: Hvad venter de på? Hvor har de været? Arbejde, ferie, date.. Læser de, har de en uddannelse, hvad drømmer de om?

Og så knuseelsker jeg selve København Hovedbanegårds hovedbygning! Jeg synes den er helt fantastisk med dens udsmykning på vægge og vinduer, glasset i taget og for enderne af bygningen. Alle de gamle lamper og lysekroner: Københavns hovedbanegård er bygningsmæssigt helt ikonisk! I min optik!

At man ikke kan komme for sent til et tog i Danmark, er kun en bonus for en som jeg der altid kommer 1½ minut for sent ud ad døren: Mit tog er i hvert fald altid ca. 5 minutter forsinket og det er jo heldigt når nu der kun kører 2 i timen. Det kan dog blive en udfordring hvis jeg begynder at kalkulere med forsinkelserne om morgnen, men jeg er endnu ikke kommet for sent til mit tog, og ellers kommer der altid en pige og en sporvogn til!

Hey! Jeg ved hvad jeg taler om folkens!

Pas på jer selv

Når du ser et stjerneskud..

En dag i fordybelsens tegn

Alle brikkerne i et puslespil har sin egen plads, ingen er mindre vigtig end en anden. Nogle gange tager det tid at finde den rette plads, nogle gange tager det tid at finde den rette brik.


Fordybelse i mit job i dag -jeg har arbejdet hjemme-. Kun afbrudt af en jysk sælger der spurgte til hvordan vi havde det? Jeg studsede over hans åbning og svarede at jeg jo ikke havde kendt ham så længe?! Han havde en god dag, savnede dog solen og det gav os begge anledning til at se ud af vinduet: Jo, såmænd var solen der! Lige oppe over skyen! Den skal nok komme frem til weekenden!

Efter job tog jeg bilen til min gode ven og mentor. Og om nogen giver han mig lov at fordybe mig! I vores samtaler, i mine tanker og i det der optager os..! Der er plads til det hele: Hvorfor møder vi de samme typer igen og igen, os singler, for eksempel.. Hvorfor er nogle så nysgerrige? Hvad er det der gør at nogle bliver så vrede, at ingen må kunne være i det? Hvad er det der gør, at nogen ikke kan få nok? Nok af det gode, nok af det usunde.. Mens andre allerede har fået nok og ikke kan rumme mere?!

På vejen hjem i bilen prøvede jeg at komme i kontakt med en gammel, helt særlig veninde.. jeg har ikke talt med hende i flere år, men hun er en af dem jeg har et særligt sted til i mit hjerte: Jeg elsker hende ganske ubetinget! Jeg tror bare at vi var mætte af hinanden da kontakten stille og roligt gled ud. Hun svarede ikke, men solen står også op i morgen og det gør hun nok også! Hun var der da jeg havde ondt i livet. Hun ved det nok ikke, men det er i stor udstrækning hendes fortjeneste at jeg står hvor jeg står i dag!

Da jeg kom hjem tog jeg mig endnu engang tid til lidt fordybelse: Jeg bor lidt uden for byen med al dens lys, og tager jeg mig tid er der det flotteste udsyn til stjernerne. Det gjorde jeg i aften. Karlsvognen stod lige over mit hoved og jeg fandt hurtigt 2 satellitter jeg fulgte i omkring to minutter. Og så! Lige over mit hoved, helt tæt op ad Karlsvognen, så jeg det fineste, fine stjerneskud!

Aldrig har jeg set noget så fin og klart. Tæt på og så usigeligt langt væk!

Det skal ikke tales ihjel! Det skal stå som det var, og huske én som jeg på vigtigheden af at stoppe op, og se hvad der foregår omkring os. En stjerne skyder kun én gang, du og jeg har også kun fået ét liv..

Brug det nu fornuftigt, og ikke forsigtigt

De smukke bløde kvinder – stil dog skarpt

At stille skarpt


Og så har jeg ringet efter den tømrer! Du ved, ham der skulle give et tilbud på vores vinduer. Jeg er simpelthen så træt af at vente på at Anders får det ordnet. Der sker jo aldrig en skid!

Jeg slår blikket ned og har svært ved at undertrykke mit smil. Jeg tænder for bruseren igen og prøver at følge med deres samtale i smug, selvom det må være klart for de fleste at privat livets fred bliver ophævet når man hæver stemmen for at kunne samtale under bruseren i en svømmehal. Desuden er vi alle nøgne. Nøgne og blottede: Det nytter ikke at prøve at skjule noget, hverken det ene eller det andet: Herude er vi alle ens.

Jeg betragter flokken af kvinder der træder ind fra svømmehallen så godt jeg kan uden briller på. Jeg gætter på, ud fra deres samtaler, at de er pensionerede og vurderer at de har kendt hinanden og muligvis også deres respektive familier, i mange år. De er alle hvad jeg i daglig tale ville kalde for overvægtige, nogle af dem lidt mere men ikke desto mindre: Smukke!

Selvom jeg tænker at vi alle kigger på hinanden, føles det stadig forbudt at stirre for længe. Ingen vil fanges i at kigge, ingen ønsker at møde den andens blik som man står her med alle sine fejl og mangler.. Tænker jeg. Og så igen, måske er det blot min verden.. Jeg ved jo faktisk intet om hvad de andre tænker. Jeg møder sjældent eller aldrig de andres blik, måske fordi jeg er hæmmet af at være så nærsynet at jeg aldrig med vished uden briller kan vurderer om de andre kigger på mig, eller lige forbi mig.

Hvis du nu forestiller dig et uskarpt billede.. Du kan se det meste, hvad de laver på billedet, sådan cirka, og at de smiler.. men du kan ikke med sikkerhed sige hvad de kigger på, eller hvad det er de har i hænderne. Kun fornemme det vagt.. Sådan ser min verden ud, når jeg lægger brillerne fra mig: lidt sløret.  Om det er derfor jeg oplever omklædningsrummet og kvinderne i det som jeg gør, skal være usagt. Men jeg elsker det!

Lige disse kvinder møder jeg næsten hver gang jeg morgensvømmer. De er alle lidt store, men også robuste, fysisk aktive og fyldt med energi. Og de er alle smukke på en måde der synes forsvundet i det billede vi præsenteres for af kvinden i det offentlige rum. Her er kvinden som hun faktisk ser ud!

Brysterne er store og tunge, og passer harmonisk sammen med kvindernes brede hofter og runde lår. Maven er med top på og jeg fornemmer at der også er indtil flere folder på deres rygge. Jeg tager mig i at glædes over dette besynderlige fænomen, som jeg til dato aldrig har set eksponeret i et eneste af de medier der ellers så flittigt viser kvindens krop frem i alle tænkelige positioner. Folder på ryggen: Dengang jeg opdagede at jeg besidder netop sådan en fold, havde jeg aldrig set det på nogen før. Men jeg må nu endnu engang konstatere, at jeg ikke er så særlig endda.

Ud fra deres samtale vurderer jeg at de alle er gift, hvilket ikke overrasker mig. Mig, med alle mine fordomme: Disse store, bløde, power kvinder der har levet det meste af deres liv og stadig er oplevelses og sladder-søgende. De taler højt og griner mens de fuld af respekt  og kærlighed udleverer deres mænds svagheder: Det er tydeligvis kendt af enhver, at Anders er et sløvt drog!

Jeg ville ønske at jeg kunne vise jer mine smukke, bløde og foldede kvinder fra omklædningsrummet. Men det lader i sagens natur sig ikke gøre.. Ikke denne gang i hvert fald! Men jeg ville stadig gerne at de ville blive eksponeret mere. Ikke mindst for alle de unge menneskers skyld der tilsyneladende kun spejler sig i mennesker der på den ene eller anden måde har lade sig forskønne af enten Photoshop eller en læge med en kniv. Kvinder der er så langt fra det naturen har skabt, men alt andet lige må jeg jo erkende at den “fixede” kvinde snart mere normal end.. End kvinder som jeg selv.. og Anders’ kone.

Eller…?

 

Delebørn og rummelighed forældrene imellem

image

Vi rummer, vi deler vores børn, delebørn, og vi samarbejder for at få lov at give børnene alt det bedste vi har.. I 8 lange år har jeg og drengens far skulle udholde hinanden, til trods vi begge er fuldstændig afklarede med at vi ikke er skabt for hinanden. Vi har begge skulle sluge både kameler og elefanter og drengens far og jeg prøver virkelig at holde den gode tone. Med øvelse bliver det bliver lettere og lettere.

Og så sker det alligevel: Vi ramler hovederne sammen som to gamle stædige geder der begge ved at de er stærkest og at de har ret. Eksemplerne er utallige: Knægten bliver sendt hjem til den anden med for små bukser, glemmer en jakke, glemmer halvdelen at skolebøgerne, er kommet for sent i seng.. Eller et vigtigt sports arrangement bliver arrangeret i den andens uger: Ramaskrig! Eller, når vi prøver at drøfte udfordringer i skolen  ligesom samboende forældre, og det, igen, viser sig at vi bare ser forskelligt på tingene.

Den anden opfattes i øjeblikket egoistisk, provokerende, uden forstand på børn og opdragelse, uden empati eller respekt for dan anden part.

Når det sker, kan det være godt, måske endda den eneste løsning, at løfte blikket og se dén det hele handler om for sig: Barnet der står i midten!

Det er ham, barnet, drengen, det hele handler om! Hans trivsel og vores kærlighed til ham som vi begge ønsker at fylde ham fuldstændigt op med, så han kan blive et kærligt, velfungerende og helt menneske.

Balladen opstår alene fordi vi er to mennesker med hver vores bagage, hver vores værdier og hver vores ressourcer. Vi kan kun give videre hvad vi selv har fået men hvad vi end giver videre, er det altid med en positiv hensigt.

Så, med denne nye erkendelse, at årsagen til galskaben er kærlighed alene og at der er en positiv hensigt bag enhver adfærd, kan jeg meget bedre rumme og respektere andres model af verden. Alt andet lige oplever vi ikke verden som den er, men blot en model af verden.

Og når jeg bedre kan rumme andres model af verden, kan jeg også bedre rumme at vi ikke altid er enige, og bedre bøje af uden at føle at der går noget af mig. Faktisk virker det lige modsat, der går ikke noget af mig: Der kommer noget nyt til mig: En stor overvældende følelse af kærlighed, til mit barn!

Hurra! Den kærlighed jeg ønskede at give ham, fik han alligevel, da jeg viste hans far respekt: Alle vinder!

Pausen mellem to ord

Pigen der ånder  Når hun ligger, med lukkede øjne, i et soloplyst rum, og fornemmer lyset gennem øjenlågene, kan hun næsten se det lys hun får inde i hovedet, lige efter et klimaks er nået: Helt lyst, helt hvidt, intet andet i denne verden end lys! Lys, og komplet afslapning i hele kroppen.. Inden i og uden på..!

Hun har lagt bogen fra sig. En langsom bog om en gammel mands erindringer. Måske lidt kedelig, vil andre sige.

Først bemærkede hun hvordan hun holdt vejret tilbage mens hun læste. Som, i spænding for hvad der skulle til at ske. Men der sker intet. Historiens effekt på hende er beroligende, alt går ned i tempo, hun læser langsomt som sidder den gamle over for hende og fortæller den til hende.

Vejrtrækningen bliver langsom mens ordene sluges et for et og hun lukker øjnene mellem to ord for at se fortællingen, mens bogstaverne og det næste ord venter, til hun er klar til mere.

Det er da hun lukker øjnene hun ser lyset! Det bliver langsomt stærkere, ligesom lyden af fluen mod vinduet og fuglenes aftensang udenfor tager til. Måske de har været der hele tiden.

Hun begynder langsomt at få styr på sit åndedræt. Lytter, mens hun trækker vejret helt ned i maven og ånder langsomt ud.. Og igen.. Lyttende..

Samme lyd af åndedrag som den langsomme kærlighed, der fylder kroppen ud til hver en fingerspids. Samme kildrende, lykkelige og komplet nærværende følelse som forelskelsen og kærligheden, til kroppen, huden, mennesket, livet..  Lyden af elskov.

Hun lægger nakken tilbage for bedre at kunne åbne op og tage imod. Blotter struben og nyder at kunne trække vejret helt ind, stadig dybere og tungere, udånder med let adskilte læber.. Nyder at tiden går i stå: Bogen med den gamle mands fortælling venter mens hun ligger og trækker vejret og føler sensualiteten og lykken boble i sig lige under huden.

 

Det er det lys og den følelse hun har ledt efter

Det har været væk, for en stund, men nu er det tilbage

 

Det er det lys der var væk i morges da hun lå og græd i sin seng

 

De fremtidige gøremål for fremtiden tårner sig op. Filmen bliver ved med at køre mens uret tikker konstant, højere og højere.  Hun bliver mere og mere desperat i sin søgen efter det værktøj der skal hjælpe med at prioriterer og tilrettelægge.

Alle antennerne peger ud, væk fra hende

Vejrtrækningen bliver kort og hurtig, i små stød

Pulsen bliver lidt højere

Livet gør lidt ondt

Uret tikker konstant, højere og højere, hurtigere og hurtigere

 

Og hele tiden ligger svaret bag de vågne, lukkede øjenlåg

Det hvide lys, hjertets slag, den dybe indånding den langsomme udånding..

Bogen ligger stadig ved hendes side. Den venter til hun er klar igen.

Den gamles langsommelige fortælling der indgyder til selv indsigt, mellem to ord…

 

Ungdomskæresten i mit gamle hjem

Med roen kommer indsigten.
Indsigten, som får mig til at vokse og rumme.. Mit hjerte heler og bliver hele tiden stærkere.. Selv efter så mange år!


For det der føles som for en evighed siden, drømte jeg smukke drømme..
Drømme om at give et lille nyt menneske en tryg opvækst. At vise et lille menneske verden sammen med den jeg elskede.
Vi skulle elske hinanden ubetinget, som en lille trekløver. Støtte og supplere op om hinandens meninger og hjælpe til når to hænder var for lidt!
Smukke drømme…

I takt med at min mave voksede, dengang, for så længe siden, svandt mine drømme og forventninger.
Da jeg stod med det lille nye menneske mellem mine hænder, havde jeg vel nærmest glemt dem, drømmene. Trekløveren var ikke en trekløver men en tør propel fra det store ahorn træ, der alene snurrer rundt om dets frø: det lille nye menneske!

Vore veje skiltes og jeg lærte at give vores barn al min kærlighed, visdom og at træffe beslutningerne alene mens hans far gjorde det samme for ham, på sin måde.

Ti år senere finder jeg mig selv i vores gamle entre..
Jeg føler mig ikke hjemme der mere, men når jeg ser mig om ved jeg, at der ligger minder og drømme gemt i hver en krog og det er okay! Verden består endnu og det menneske vi gav liv finder stadig tryghed i disse rammer. Den ro skal ingen tage fra ham.

Jeg har lige været ude at styrketræne i svømmehallen med det lille menneske, hvis egne holdninger og meninger kommer stærkere og stærkere til udtryk. Jeg fortæller roligt hans far om oplevelsen. Om hvordan jeg føler mig modarbejdet fordi barnet keder sig og ikke forstår intentionen bag vores træningstur. At det ikke handler om at svømme fra A til B, men om at styrke hans ryg, nakke og hals og om at bevæge sig: Holde sig i god form!

Og jeg hører hans far fortælle drengen præcis hvad jeg lige har sagt, blot med sine ord.
Vi taler sund kost og energiforbrug under træning og til løbsweekender (han kører gokart, han løber ikke).  Vi siger det samme, med hver vores ord. Vi supplerer hinanden. Vi taler om hvordan jeg kan supplere hans far, når han er mekaniker og teknisk coach og ikke har overskud til også at se til at barnet spiser og drikker.
Vi smiler sigende til hinanden mens vores dreng tramper op af trappen og siger at vi er dumme.

Jeg smiler mens jeg går fra huset.
Mit gamle hjem og hus.. Krokus løgene min mor plantede langs havegangen med det lille menneske for 8 år siden står i blomst.

Mit livs kærlighed bor her. Sammen med min første bedste ven og ungdomskærlighed.
Den ven der sårede mig dybest og som gav mig det største i verden.
Da vore liv blev splittet for snart 8 år siden, sagde han til mig, at han stadig elskede mig og det vi havde haft. Jeg forstod ikke dengang hvad han talt om.
Det gør jeg nu: Jeg ser nu, oftere og oftere, glimt af den mand jeg elskede så betingelsesløst.
Og jeg forstår nu, at det lille menneske, vores barn, får alt det jeg ønskede for ham, blot på en anden måde end den jeg drømte om, dengang.

Dengang, for det der føles som for en evighed siden, da jeg drømte smukke drømme.
I dag elsker vi vores barn ubetinget. Vi er vel som en pudsig, lidt krøllet trekløver.
Støtter og supplerer op om hinandens meninger og hjælper til når vores to hænder er for få. Nogle gange!
Smukke drømme og planer som blev til en anden virkelighed..

 

Singlestatus giver status

“Singletilværelsen er faktisk også en tilværelse!” oplyste min veninde sin 13årige datter da en løssluppen snak hen over bordet faldt på emnerne dating og kærester!
Hun burde vide det! Datteren! Hun har aldrig set sin mor med en kæreste og kunne da heller ikke forestille sig det. Alligevel ønskede hun det vist.. bare lidt! Bare fordi!

Ja! Gu er den en tilværelse! Jeg lever i den på godt og ondt, med de glæder, friheder, bekymringer og sorger som den giver i dagligdagen.
Alligevel sender jeg stjålne blikke efter sunde mænd i snart alle aldre! Det er det jeg kan: Som kvinde på nær 40 år har jeg frit valg på alle hylder! Unge som gamle: Bare byd jer til!
Altså: Næsten frit valg!

For det står jo stadig lidt i kortene, og i aviserne: Vi har det jo som mennesker bedst i tosomhed! Det er det vores samfund er bygget op omkring: familien, kernefamilien som vi kender den bedst, det er den vi kommer fra, det er den vi skal skabe på ny!
Jeg er i hvert fald vokset op med det som et mål i sig selv!
Der fandtes ikke dengang, som i dag, så mange familie konstellationer at man dårligt kan tælle dem!
Staklen i samfundet var hende der var single, hende ingen ville ha:
Hende blev jeg!
Og jeg tog kappen på mig og sørgede i mange år da jeg måtte sande min skæbne!

Men samfundet har ændret sig! Lige som mobiltelefonen har det (Gud ske tak og lov) og i dag er singletilværelsen også en tilværelse!
Og vi er gode for samfundet os singler, for vi bruger penge! Mange penge! På fest og farver, på os selv(!) og så selvfølgelig på den største guldgrube: På at få det vi modsat “de andre” ikke har: En mage til at dele det hele med!

“Det er altså heller ikke altid en dans på roser at være gift” betroede min ældre og klogere, og gifte kusine mig, da jeg for mange år siden sad til en familiesammenkomst og tavst fulgte med i alle samtalerne. Et dejligt selskab hvor alle sad i par og supplerede hinanden og deres oplevelser med de kære små og fælles venner og fælles projekter og fælles dit og dyt og dat!

Nej! Parforholdet er ingen dans på nogen rose!
Det er vel det statistikkerne har prøvet at fortælle os siden de blev trukket op ad hatten første gang: De fortæller os det og minder mig om tilværelsen fra dengang jeg selv forsøgte det!
Det var bekvemmeligt, ja! Men det var hårdt og ulønnet arbejde! Måske en dans.. men kun fordi vi har lært at der skal to til tango!

Jeg er nu mere til jazz..
Langsom, let, lystigt, ensomt, forførende.. med muligheden for at byde op.. men også med muligheden for at bryde op, mens musikken endnu spiller..

Jeg elsker musik
Til hver en tid, hvert et gøremål
Og jeg elsker at elske
musikken
dansen
legen
blikket
berøringen
dansen..

I skrivende stund elsker jeg at vide, at jeg har elsket
for så kan jeg dø lykkelig
når den dag må komme

Jeg elskede på én måde da jeg dansende som jeg havde lært det fra barnsben
Jeg elsker på en anden måde nu, i dag, som jeg har lært det gennem livet
Og livet har lært mig, at singletilværelsen også er en tilværelse!
Måske jeg kan lære min søn det samme, så han kan gå sit liv i møde uden angst for at skulle leve i sit eget selskab, som jeg gjorde det for.. engang for længe, længe siden..

Dette er blot min mening og min opfattelse
Dette er et øjebliksbillede
Mine meninger kan ændre sig
Jeg kan udvikle mig

Jeg kan sågar finde mig en kæreste hvis det er det jeg vil!

%d bloggers like this: