UA-76103815-1

Kategori: Små fortællinger

Lukker ikke et øje

Der er intet der virker så beroligende på mig, som mine katte der hviler med det fredfyldte udtryk som kun en kat kan have.

Netop og præcis derfor undrede det mig, at Quintus så så anstrengt ud, da han for en uge siden lå helt tæt med sin roomy Zumo.. Med kun ét øje lukket.

Jeg konstaterede hurtigt at han tilsyneladende var ude af stand til at lukke sit højre øje ved egen kraft. Dyrelægen var enig: Han ser fint, tårekanalen virker, det tredje øjenlåg som katten har virker ugeneret, men Quintus er ude af stand til at blinke, knibe øjenlågene sammen eller på anden måde aktivt beskytte sit øje: ven en simpel test kunne lægen lidt undrende konstatere at kattens nerver omkring øjet er ude af drift : de er lamme.

Quintus er udekat og ynder at leve livet i træer og mellem buske og grene. Han bor med Zumo der både er større, stærkere og ældre end Quintus og der er ofte tilsyneladende små magtkampe mellem de to på martriklen, mens det går en del hårdere for sig mod nabolagets mange katte, uden for martriklen: Både Quintus og Zumo kommer ofte forrevede hjem efter en tur i marken.

En kat der lever livet på den måde, måske med næsen lidt for langt fremme, er ganske dårligt stillet når den pludselig ikke kan blinke!

Dyrelægen gav mig nogle gele øjndråber som jeg skal dryppe hans øje med 2-3 gange dagligt for at sikre at hans øje ikke tørrer for meget ind: Jeg så for mig hvordan jeg igen blev bundet til mit hjem af en baby der ikke kan lades alene i for mange timer. Jeg mærkede presset og den dårlige samvittighed når jeg har aftaler efter job, så bekymringerne stille sig i kø..

Jeg har nu dryppet hans øje i en uge. Det er ikke noget problem : jeg lægger ham på ryggen i mine arme og drypper en enkelt dråbe ned i hans vidt åbne øje. Han gør ingen antræk af ubehag: nerverne omkring øjet er ganske simpelt lammede og bevægelseløse.

I forgårs bemærkede jeg til min store glæde, en vis modstand da han skulle om på ryggen og da dråben var faldet, gned han sig med bagsiden af poten mod øjet og det tredje øjenlåg kom frem.

Dagen efter, igår, bemærkede jeg nogle små muskeltrækninger under øjet da vi gentog øvelsen og i dag tør jeg tro på at han vil komme sig.

Jeg forstår det stadig ikke og må nok leve i uvisheden: Hvad i himlens navn er der sket?

I rødt

Første gang jeg lagde mærke til hende var i morgentoget hvor vi stod, pakket som kvæg der bare venter på at blive lukket ud! Ud i regnen!

Det var hendes røde frakke der fangede mit blik. Siden har jeg set hende mange gange. Faktisk kigger jeg efter hende hver eneste dag.

Frakken sidder lidt for tæt til, på hendes brede skuldre og store barm. Den får på en lidt trist måde neutraliseret det frække og kække jeg måske lidt naivt forbinder med en rød, ulden, cottoncoat. Hendes hue ser hæklet ud og ikke særlig varm. Håret er mørkt og sat op, og står i skarp kontrast til hendes blege, skandinaviske hud der vidner om en sommer vi alle kunne have ønsket bedre..

Ved første øjekast forekommer hun mig træt.. Hun ser tom og nærmest udtrykløs ud i ansigtet. Da vi alle stiger ud af toget går jeg bag hende, og da vi alle går op ad trappen iført jakker, huer, tasker og mapper, kommer jeg vilkårligt til at tænke på billedet af de grå, udtryksløse børn der køres på samlebånd til kødhakkeren. Another brick in the Wall..

Det er kvinden i rødt der, antageligt uden at vide det, på én gang gør et stiltiende oprør ved at skille sig ud, og ved at vise mig vej.

Få minutter senere ser jeg hende stå ved busstoppestedet: Vi skal samme vej!

Det er koldt, det småregner og jeg selv stiller mig ind under det sparrede halvtag der er stillet til rådighed for os der, frivilligt eller ufrivilligt, vælger denne mere passive form for transport. En form for transport der kræver stor mental styrke, fleksibilitet og udholdenhed. Stærkt undervurderet, efter min bedste overbevisning.

Som jeg står der og skutter mig, forekommer hendes ansigtsudtryk mig decideret sørgmodigt.

Jeg forsøger at fange hendes blik, men hun er slet ikke til at finde. Munden og øjnene hænger nedad og hun ser lige frem for sig. Tomt.

Det er foruroligende svært at se hende stå af bussen sammen med mig og de andre ukendte, grå mennesker. Se hende dreje væk, se hvordan hun går alene over broen og væk..

Hun minder mig om en stereotyp af en kvinde der skal overleve dagen, ægteskabet, skilsmissen og livet, alt imens hun venter på bedre tider. Jeg håber hun bliver gladere når hun kommer derhen, hvor hun tager hen, hver morgen..

Faktisk håber jeg, at hun i virkeligheden er en kvinde der er selv vil lyse op så det er hende der kommer med frakken, ikke omvendt, som nu. Snart.

Jeg håber at hun smiler for sig selv fra tid til anden.. Jeg håber hun vil smile i morgen..

Tog og tid og andet

Jeg elsker at være så privilegeret at komme i København hver dag.

Når jeg arbejder, cykler jeg først til toget, så tager jeg toget til hovedbanen og så går jeg det sidste stykke. Næsten som sangen med Kaj og Andrea i rejsesangen som jeg har fundet til dig her!

Jeg er så heldig at der kører hele 2 tog i timen fra min lokale tog-station og jeg er oven i købet så privilegeret at jeg kan køre med regional toget hele vejen. Der er næsten altid siddepladser og hvis det er muligt, sætter jeg mig altid i en stille kupé. Der kan jeg læse, besvare beskeder, samle mine tanker og blunde lidt. Til trods turen kun tager 20 minutter!

Når jeg så når ind til Hovedbanegården er det faktisk altid, uanset vejret, dejligt at gå de sidste halvanden kilometer: Se himlen, mærke årstiden, byen der vågner: Mærke sig selv! Og det er næsten endnu bedre om eftermiddagen, efter en lang dag på kontorstolen!

Men det bedste er at kigge på de mange forskellige mennesker og forestille mig hvilket liv de lever, hvorfor de hænger der: Hvad venter de på? Hvor har de været? Arbejde, ferie, date.. Læser de, har de en uddannelse, hvad drømmer de om?

Og så knuseelsker jeg selve København Hovedbanegårds hovedbygning! Jeg synes den er helt fantastisk med dens udsmykning på vægge og vinduer, glasset i taget og for enderne af bygningen. Alle de gamle lamper og lysekroner: Københavns hovedbanegård er bygningsmæssigt helt ikonisk! I min optik!

At man ikke kan komme for sent til et tog i Danmark, er kun en bonus for en som jeg der altid kommer 1½ minut for sent ud ad døren: Mit tog er i hvert fald altid ca. 5 minutter forsinket og det er jo heldigt når nu der kun kører 2 i timen. Det kan dog blive en udfordring hvis jeg begynder at kalkulere med forsinkelserne om morgnen, men jeg er endnu ikke kommet for sent til mit tog, og ellers kommer der altid en pige og en sporvogn til!

Hey! Jeg ved hvad jeg taler om folkens!

Pas på jer selv