UA-76103815-1

Kategori: Små fortællinger

Lukker ikke et øje

Der er intet der virker så beroligende på mig, som mine katte der hviler med det fredfyldte udtryk som kun en kat kan have.

Netop og præcis derfor undrede det mig, at Quintus så så anstrengt ud, da han for en uge siden lå helt tæt med sin roomy Zumo.. Med kun ét øje lukket.

Jeg konstaterede hurtigt at han tilsyneladende var ude af stand til at lukke sit højre øje ved egen kraft. Dyrelægen var enig: Han ser fint, tårekanalen virker, det tredje øjenlåg som katten har virker ugeneret, men Quintus er ude af stand til at blinke, knibe øjenlågene sammen eller på anden måde aktivt beskytte sit øje: ven en simpel test kunne lægen lidt undrende konstatere at kattens nerver omkring øjet er ude af drift : de er lamme.

Quintus er udekat og ynder at leve livet i træer og mellem buske og grene. Han bor med Zumo der både er større, stærkere og ældre end Quintus og der er ofte tilsyneladende små magtkampe mellem de to på martriklen, mens det går en del hårdere for sig mod nabolagets mange katte, uden for martriklen: Både Quintus og Zumo kommer ofte forrevede hjem efter en tur i marken.

En kat der lever livet på den måde, måske med næsen lidt for langt fremme, er ganske dårligt stillet når den pludselig ikke kan blinke!

Dyrelægen gav mig nogle gele øjndråber som jeg skal dryppe hans øje med 2-3 gange dagligt for at sikre at hans øje ikke tørrer for meget ind: Jeg så for mig hvordan jeg igen blev bundet til mit hjem af en baby der ikke kan lades alene i for mange timer. Jeg mærkede presset og den dårlige samvittighed når jeg har aftaler efter job, så bekymringerne stille sig i kø..

Jeg har nu dryppet hans øje i en uge. Det er ikke noget problem : jeg lægger ham på ryggen i mine arme og drypper en enkelt dråbe ned i hans vidt åbne øje. Han gør ingen antræk af ubehag: nerverne omkring øjet er ganske simpelt lammede og bevægelseløse.

I forgårs bemærkede jeg til min store glæde, en vis modstand da han skulle om på ryggen og da dråben var faldet, gned han sig med bagsiden af poten mod øjet og det tredje øjenlåg kom frem.

Dagen efter, igår, bemærkede jeg nogle små muskeltrækninger under øjet da vi gentog øvelsen og i dag tør jeg tro på at han vil komme sig.

Jeg forstår det stadig ikke og må nok leve i uvisheden: Hvad i himlens navn er der sket?

I rødt

Første gang jeg lagde mærke til hende var i morgentoget hvor vi stod, pakket som kvæg der bare venter på at blive lukket ud! Ud i regnen!

Det var hendes røde frakke der fangede mit blik. Siden har jeg set hende mange gange. Faktisk kigger jeg efter hende hver eneste dag.

Frakken sidder lidt for tæt til, på hendes brede skuldre og store barm. Den får på en lidt trist måde neutraliseret det frække og kække jeg måske lidt naivt forbinder med en rød, ulden, cottoncoat. Hendes hue ser hæklet ud og ikke særlig varm. Håret er mørkt og sat op, og står i skarp kontrast til hendes blege, skandinaviske hud der vidner om en sommer vi alle kunne have ønsket bedre..

Ved første øjekast forekommer hun mig træt.. Hun ser tom og nærmest udtrykløs ud i ansigtet. Da vi alle stiger ud af toget går jeg bag hende, og da vi alle går op ad trappen iført jakker, huer, tasker og mapper, kommer jeg vilkårligt til at tænke på billedet af de grå, udtryksløse børn der køres på samlebånd til kødhakkeren. Another brick in the Wall..

Det er kvinden i rødt der, antageligt uden at vide det, på én gang gør et stiltiende oprør ved at skille sig ud, og ved at vise mig vej.

Få minutter senere ser jeg hende stå ved busstoppestedet: Vi skal samme vej!

Det er koldt, det småregner og jeg selv stiller mig ind under det sparrede halvtag der er stillet til rådighed for os der, frivilligt eller ufrivilligt, vælger denne mere passive form for transport. En form for transport der kræver stor mental styrke, fleksibilitet og udholdenhed. Stærkt undervurderet, efter min bedste overbevisning.

Som jeg står der og skutter mig, forekommer hendes ansigtsudtryk mig decideret sørgmodigt.

Jeg forsøger at fange hendes blik, men hun er slet ikke til at finde. Munden og øjnene hænger nedad og hun ser lige frem for sig. Tomt.

Det er foruroligende svært at se hende stå af bussen sammen med mig og de andre ukendte, grå mennesker. Se hende dreje væk, se hvordan hun går alene over broen og væk..

Hun minder mig om en stereotyp af en kvinde der skal overleve dagen, ægteskabet, skilsmissen og livet, alt imens hun venter på bedre tider. Jeg håber hun bliver gladere når hun kommer derhen, hvor hun tager hen, hver morgen..

Faktisk håber jeg, at hun i virkeligheden er en kvinde der er selv vil lyse op så det er hende der kommer med frakken, ikke omvendt, som nu. Snart.

Jeg håber at hun smiler for sig selv fra tid til anden.. Jeg håber hun vil smile i morgen..

Tog og tid og andet

Jeg elsker at være så privilegeret at komme i København hver dag.

Når jeg arbejder, cykler jeg først til toget, så tager jeg toget til hovedbanen og så går jeg det sidste stykke. Næsten som sangen med Kaj og Andrea i rejsesangen som jeg har fundet til dig her!

Jeg er så heldig at der kører hele 2 tog i timen fra min lokale tog-station og jeg er oven i købet så privilegeret at jeg kan køre med regional toget hele vejen. Der er næsten altid siddepladser og hvis det er muligt, sætter jeg mig altid i en stille kupé. Der kan jeg læse, besvare beskeder, samle mine tanker og blunde lidt. Til trods turen kun tager 20 minutter!

Når jeg så når ind til Hovedbanegården er det faktisk altid, uanset vejret, dejligt at gå de sidste halvanden kilometer: Se himlen, mærke årstiden, byen der vågner: Mærke sig selv! Og det er næsten endnu bedre om eftermiddagen, efter en lang dag på kontorstolen!

Men det bedste er at kigge på de mange forskellige mennesker og forestille mig hvilket liv de lever, hvorfor de hænger der: Hvad venter de på? Hvor har de været? Arbejde, ferie, date.. Læser de, har de en uddannelse, hvad drømmer de om?

Og så knuseelsker jeg selve København Hovedbanegårds hovedbygning! Jeg synes den er helt fantastisk med dens udsmykning på vægge og vinduer, glasset i taget og for enderne af bygningen. Alle de gamle lamper og lysekroner: Københavns hovedbanegård er bygningsmæssigt helt ikonisk! I min optik!

At man ikke kan komme for sent til et tog i Danmark, er kun en bonus for en som jeg der altid kommer 1½ minut for sent ud ad døren: Mit tog er i hvert fald altid ca. 5 minutter forsinket og det er jo heldigt når nu der kun kører 2 i timen. Det kan dog blive en udfordring hvis jeg begynder at kalkulere med forsinkelserne om morgnen, men jeg er endnu ikke kommet for sent til mit tog, og ellers kommer der altid en pige og en sporvogn til!

Hey! Jeg ved hvad jeg taler om folkens!

Pas på jer selv

Når du ser et stjerneskud..

En dag i fordybelsens tegn

Alle brikkerne i et puslespil har sin egen plads, ingen er mindre vigtig end en anden. Nogle gange tager det tid at finde den rette plads, nogle gange tager det tid at finde den rette brik.


Fordybelse i mit job i dag -jeg har arbejdet hjemme-. Kun afbrudt af en jysk sælger der spurgte til hvordan vi havde det? Jeg studsede over hans åbning og svarede at jeg jo ikke havde kendt ham så længe?! Han havde en god dag, savnede dog solen og det gav os begge anledning til at se ud af vinduet: Jo, såmænd var solen der! Lige oppe over skyen! Den skal nok komme frem til weekenden!

Efter job tog jeg bilen til min gode ven og mentor. Og om nogen giver han mig lov at fordybe mig! I vores samtaler, i mine tanker og i det der optager os..! Der er plads til det hele: Hvorfor møder vi de samme typer igen og igen, os singler, for eksempel.. Hvorfor er nogle så nysgerrige? Hvad er det der gør at nogle bliver så vrede, at ingen må kunne være i det? Hvad er det der gør, at nogen ikke kan få nok? Nok af det gode, nok af det usunde.. Mens andre allerede har fået nok og ikke kan rumme mere?!

På vejen hjem i bilen prøvede jeg at komme i kontakt med en gammel, helt særlig veninde.. jeg har ikke talt med hende i flere år, men hun er en af dem jeg har et særligt sted til i mit hjerte: Jeg elsker hende ganske ubetinget! Jeg tror bare at vi var mætte af hinanden da kontakten stille og roligt gled ud. Hun svarede ikke, men solen står også op i morgen og det gør hun nok også! Hun var der da jeg havde ondt i livet. Hun ved det nok ikke, men det er i stor udstrækning hendes fortjeneste at jeg står hvor jeg står i dag!

Da jeg kom hjem tog jeg mig endnu engang tid til lidt fordybelse: Jeg bor lidt uden for byen med al dens lys, og tager jeg mig tid er der det flotteste udsyn til stjernerne. Det gjorde jeg i aften. Karlsvognen stod lige over mit hoved og jeg fandt hurtigt 2 satellitter jeg fulgte i omkring to minutter. Og så! Lige over mit hoved, helt tæt op ad Karlsvognen, så jeg det fineste, fine stjerneskud!

Aldrig har jeg set noget så fin og klart. Tæt på og så usigeligt langt væk!

Det skal ikke tales ihjel! Det skal stå som det var, og huske én som jeg på vigtigheden af at stoppe op, og se hvad der foregår omkring os. En stjerne skyder kun én gang, du og jeg har også kun fået ét liv..

Brug det nu fornuftigt, og ikke forsigtigt

De smukke bløde kvinder – stil dog skarpt

At stille skarpt


Og så har jeg ringet efter den tømrer! Du ved, ham der skulle give et tilbud på vores vinduer. Jeg er simpelthen så træt af at vente på at Anders får det ordnet. Der sker jo aldrig en skid!

Jeg slår blikket ned og har svært ved at undertrykke mit smil. Jeg tænder for bruseren igen og prøver at følge med deres samtale i smug, selvom det må være klart for de fleste at privat livets fred bliver ophævet når man hæver stemmen for at kunne samtale under bruseren i en svømmehal. Desuden er vi alle nøgne. Nøgne og blottede: Det nytter ikke at prøve at skjule noget, hverken det ene eller det andet: Herude er vi alle ens.

Jeg betragter flokken af kvinder der træder ind fra svømmehallen så godt jeg kan uden briller på. Jeg gætter på, ud fra deres samtaler, at de er pensionerede og vurderer at de har kendt hinanden og muligvis også deres respektive familier, i mange år. De er alle hvad jeg i daglig tale ville kalde for overvægtige, nogle af dem lidt mere men ikke desto mindre: Smukke!

Selvom jeg tænker at vi alle kigger på hinanden, føles det stadig forbudt at stirre for længe. Ingen vil fanges i at kigge, ingen ønsker at møde den andens blik som man står her med alle sine fejl og mangler.. Tænker jeg. Og så igen, måske er det blot min verden.. Jeg ved jo faktisk intet om hvad de andre tænker. Jeg møder sjældent eller aldrig de andres blik, måske fordi jeg er hæmmet af at være så nærsynet at jeg aldrig med vished uden briller kan vurderer om de andre kigger på mig, eller lige forbi mig.

Hvis du nu forestiller dig et uskarpt billede.. Du kan se det meste, hvad de laver på billedet, sådan cirka, og at de smiler.. men du kan ikke med sikkerhed sige hvad de kigger på, eller hvad det er de har i hænderne. Kun fornemme det vagt.. Sådan ser min verden ud, når jeg lægger brillerne fra mig: lidt sløret.  Om det er derfor jeg oplever omklædningsrummet og kvinderne i det som jeg gør, skal være usagt. Men jeg elsker det!

Lige disse kvinder møder jeg næsten hver gang jeg morgensvømmer. De er alle lidt store, men også robuste, fysisk aktive og fyldt med energi. Og de er alle smukke på en måde der synes forsvundet i det billede vi præsenteres for af kvinden i det offentlige rum. Her er kvinden som hun faktisk ser ud!

Brysterne er store og tunge, og passer harmonisk sammen med kvindernes brede hofter og runde lår. Maven er med top på og jeg fornemmer at der også er indtil flere folder på deres rygge. Jeg tager mig i at glædes over dette besynderlige fænomen, som jeg til dato aldrig har set eksponeret i et eneste af de medier der ellers så flittigt viser kvindens krop frem i alle tænkelige positioner. Folder på ryggen: Dengang jeg opdagede at jeg besidder netop sådan en fold, havde jeg aldrig set det på nogen før. Men jeg må nu endnu engang konstatere, at jeg ikke er så særlig endda.

Ud fra deres samtale vurderer jeg at de alle er gift, hvilket ikke overrasker mig. Mig, med alle mine fordomme: Disse store, bløde, power kvinder der har levet det meste af deres liv og stadig er oplevelses og sladder-søgende. De taler højt og griner mens de fuld af respekt  og kærlighed udleverer deres mænds svagheder: Det er tydeligvis kendt af enhver, at Anders er et sløvt drog!

Jeg ville ønske at jeg kunne vise jer mine smukke, bløde og foldede kvinder fra omklædningsrummet. Men det lader i sagens natur sig ikke gøre.. Ikke denne gang i hvert fald! Men jeg ville stadig gerne at de ville blive eksponeret mere. Ikke mindst for alle de unge menneskers skyld der tilsyneladende kun spejler sig i mennesker der på den ene eller anden måde har lade sig forskønne af enten Photoshop eller en læge med en kniv. Kvinder der er så langt fra det naturen har skabt, men alt andet lige må jeg jo erkende at den “fixede” kvinde snart mere normal end.. End kvinder som jeg selv.. og Anders’ kone.

Eller…?

Delebørn og rummelighed forældrene imellem

image

Vi rummer, vi deler vores børn, delebørn, og vi samarbejder for at få lov at give børnene alt det bedste vi har.. I 8 lange år har jeg og drengens far skulle udholde hinanden, til trods vi begge er fuldstændig afklarede med at vi ikke er skabt for hinanden. Vi har begge skulle sluge både kameler og elefanter og drengens far og jeg prøver virkelig at holde den gode tone. Med øvelse bliver det bliver lettere og lettere.

Og så sker det alligevel: Vi ramler hovederne sammen som to gamle stædige geder der begge ved at de er stærkest og at de har ret. Eksemplerne er utallige: Knægten bliver sendt hjem til den anden med for små bukser, glemmer en jakke, glemmer halvdelen at skolebøgerne, er kommet for sent i seng.. Eller et vigtigt sports arrangement bliver arrangeret i den andens uger: Ramaskrig! Eller, når vi prøver at drøfte udfordringer i skolen  ligesom samboende forældre, og det, igen, viser sig at vi bare ser forskelligt på tingene.

Den anden opfattes i øjeblikket egoistisk, provokerende, uden forstand på børn og opdragelse, uden empati eller respekt for dan anden part.

Når det sker, kan det være godt, måske endda den eneste løsning, at løfte blikket og se dén det hele handler om for sig: Barnet der står i midten!

Det er ham, barnet, drengen, det hele handler om! Hans trivsel og vores kærlighed til ham som vi begge ønsker at fylde ham fuldstændigt op med, så han kan blive et kærligt, velfungerende og helt menneske.

Balladen opstår alene fordi vi er to mennesker med hver vores bagage, hver vores værdier og hver vores ressourcer. Vi kan kun give videre hvad vi selv har fået men hvad vi end giver videre, er det altid med en positiv hensigt.

Så, med denne nye erkendelse, at årsagen til galskaben er kærlighed alene og at der er en positiv hensigt bag enhver adfærd, kan jeg meget bedre rumme og respektere andres model af verden. Alt andet lige oplever vi ikke verden som den er, men blot en model af verden.

Og når jeg bedre kan rumme andres model af verden, kan jeg også bedre rumme at vi ikke altid er enige, og bedre bøje af uden at føle at der går noget af mig. Faktisk virker det lige modsat, der går ikke noget af mig: Der kommer noget nyt til mig: En stor overvældende følelse af kærlighed, til mit barn!

Hurra! Den kærlighed jeg ønskede at give ham, fik han alligevel, da jeg viste hans far respekt: Alle vinder!

Pausen mellem to ord

Pigen der ånder  Når hun ligger, med lukkede øjne, i et soloplyst rum, og fornemmer lyset gennem øjenlågene, kan hun næsten se det lys hun får inde i hovedet, lige efter et klimaks er nået: Helt lyst, helt hvidt, intet andet i denne verden end lys! Lys, og komplet afslapning i hele kroppen.. Inden i og uden på..!

Hun har lagt bogen fra sig. En langsom bog om en gammel mands erindringer. Måske lidt kedelig, vil andre sige.

Først bemærkede hun hvordan hun holdt vejret tilbage mens hun læste. Som, i spænding for hvad der skulle til at ske. Men der sker intet. Historiens effekt på hende er beroligende, alt går ned i tempo, hun læser langsomt som sidder den gamle over for hende og fortæller den til hende.

Vejrtrækningen bliver langsom mens ordene sluges et for et og hun lukker øjnene mellem to ord for at se fortællingen, mens bogstaverne og det næste ord venter, til hun er klar til mere.

Det er da hun lukker øjnene hun ser lyset! Det bliver langsomt stærkere, ligesom lyden af fluen mod vinduet og fuglenes aftensang udenfor tager til. Måske de har været der hele tiden.

Hun begynder langsomt at få styr på sit åndedræt. Lytter, mens hun trækker vejret helt ned i maven og ånder langsomt ud.. Og igen.. Lyttende..

Samme lyd af åndedrag som den langsomme kærlighed, der fylder kroppen ud til hver en fingerspids. Samme kildrende, lykkelige og komplet nærværende følelse som forelskelsen og kærligheden, til kroppen, huden, mennesket, livet..  Lyden af elskov.

Hun lægger nakken tilbage for bedre at kunne åbne op og tage imod. Blotter struben og nyder at kunne trække vejret helt ind, stadig dybere og tungere, udånder med let adskilte læber.. Nyder at tiden går i stå: Bogen med den gamle mands fortælling venter mens hun ligger og trækker vejret og føler sensualiteten og lykken boble i sig lige under huden.

 

Det er det lys og den følelse hun har ledt efter

Det har været væk, for en stund, men nu er det tilbage

 

Det er det lys der var væk i morges da hun lå og græd i sin seng

 

De fremtidige gøremål for fremtiden tårner sig op. Filmen bliver ved med at køre mens uret tikker konstant, højere og højere.  Hun bliver mere og mere desperat i sin søgen efter det værktøj der skal hjælpe med at prioriterer og tilrettelægge.

Alle antennerne peger ud, væk fra hende

Vejrtrækningen bliver kort og hurtig, i små stød

Pulsen bliver lidt højere

Livet gør lidt ondt

Uret tikker konstant, højere og højere, hurtigere og hurtigere

 

Og hele tiden ligger svaret bag de vågne, lukkede øjenlåg

Det hvide lys, hjertets slag, den dybe indånding den langsomme udånding..

Bogen ligger stadig ved hendes side. Den venter til hun er klar igen.

Den gamles langsommelige fortælling der indgyder til selv indsigt, mellem to ord…

 

%d bloggers like this: