Der er intet der virker så beroligende på mig, som mine katte der hviler med det fredfyldte udtryk som kun en kat kan have.
Netop og præcis derfor undrede det mig, at Quintus så så anstrengt ud, da han for en uge siden lå helt tæt med sin roomy Zumo.. Med kun ét øje lukket.
Jeg konstaterede hurtigt at han tilsyneladende var ude af stand til at lukke sit højre øje ved egen kraft. Dyrelægen var enig: Han ser fint, tårekanalen virker, det tredje øjenlåg som katten har virker ugeneret, men Quintus er ude af stand til at blinke, knibe øjenlågene sammen eller på anden måde aktivt beskytte sit øje: ven en simpel test kunne lægen lidt undrende konstatere at kattens nerver omkring øjet er ude af drift : de er lamme.
Quintus er udekat og ynder at leve livet i træer og mellem buske og grene. Han bor med Zumo der både er større, stærkere og ældre end Quintus og der er ofte tilsyneladende små magtkampe mellem de to på martriklen, mens det går en del hårdere for sig mod nabolagets mange katte, uden for martriklen: Både Quintus og Zumo kommer ofte forrevede hjem efter en tur i marken.
En kat der lever livet på den måde, måske med næsen lidt for langt fremme, er ganske dårligt stillet når den pludselig ikke kan blinke!
Dyrelægen gav mig nogle gele øjndråber som jeg skal dryppe hans øje med 2-3 gange dagligt for at sikre at hans øje ikke tørrer for meget ind: Jeg så for mig hvordan jeg igen blev bundet til mit hjem af en baby der ikke kan lades alene i for mange timer. Jeg mærkede presset og den dårlige samvittighed når jeg har aftaler efter job, så bekymringerne stille sig i kø..
Jeg har nu dryppet hans øje i en uge. Det er ikke noget problem : jeg lægger ham på ryggen i mine arme og drypper en enkelt dråbe ned i hans vidt åbne øje. Han gør ingen antræk af ubehag: nerverne omkring øjet er ganske simpelt lammede og bevægelseløse.
I forgårs bemærkede jeg til min store glæde, en vis modstand da han skulle om på ryggen og da dråben var faldet, gned han sig med bagsiden af poten mod øjet og det tredje øjenlåg kom frem.
Dagen efter, igår, bemærkede jeg nogle små muskeltrækninger under øjet da vi gentog øvelsen og i dag tør jeg tro på at han vil komme sig.
Jeg forstår det stadig ikke og må nok leve i uvisheden: Hvad i himlens navn er der sket?
