UA-76103815-1

Kategori: Små fortællinger

Ungdomskæresten i mit gamle hjem

Med roen kommer indsigten.
Indsigten, som får mig til at vokse og rumme.. Mit hjerte heler og bliver hele tiden stærkere.. Selv efter så mange år!


For det der føles som for en evighed siden, drømte jeg smukke drømme..
Drømme om at give et lille nyt menneske en tryg opvækst. At vise et lille menneske verden sammen med den jeg elskede.
Vi skulle elske hinanden ubetinget, som en lille trekløver. Støtte og supplere op om hinandens meninger og hjælpe til når to hænder var for lidt!
Smukke drømme…

I takt med at min mave voksede, dengang, for så længe siden, svandt mine drømme og forventninger.
Da jeg stod med det lille nye menneske mellem mine hænder, havde jeg vel nærmest glemt dem, drømmene. Trekløveren var ikke en trekløver men en tør propel fra det store ahorn træ, der alene snurrer rundt om dets frø: det lille nye menneske!

Vore veje skiltes og jeg lærte at give vores barn al min kærlighed, visdom og at træffe beslutningerne alene mens hans far gjorde det samme for ham, på sin måde.

Ti år senere finder jeg mig selv i vores gamle entre..
Jeg føler mig ikke hjemme der mere, men når jeg ser mig om ved jeg, at der ligger minder og drømme gemt i hver en krog og det er okay! Verden består endnu og det menneske vi gav liv finder stadig tryghed i disse rammer. Den ro skal ingen tage fra ham.

Jeg har lige været ude at styrketræne i svømmehallen med det lille menneske, hvis egne holdninger og meninger kommer stærkere og stærkere til udtryk. Jeg fortæller roligt hans far om oplevelsen. Om hvordan jeg føler mig modarbejdet fordi barnet keder sig og ikke forstår intentionen bag vores træningstur. At det ikke handler om at svømme fra A til B, men om at styrke hans ryg, nakke og hals og om at bevæge sig: Holde sig i god form!

Og jeg hører hans far fortælle drengen præcis hvad jeg lige har sagt, blot med sine ord.
Vi taler sund kost og energiforbrug under træning og til løbsweekender (han kører gokart, han løber ikke).  Vi siger det samme, med hver vores ord. Vi supplerer hinanden. Vi taler om hvordan jeg kan supplere hans far, når han er mekaniker og teknisk coach og ikke har overskud til også at se til at barnet spiser og drikker.
Vi smiler sigende til hinanden mens vores dreng tramper op af trappen og siger at vi er dumme.

Jeg smiler mens jeg går fra huset.
Mit gamle hjem og hus.. Krokus løgene min mor plantede langs havegangen med det lille menneske for 8 år siden står i blomst.

Mit livs kærlighed bor her. Sammen med min første bedste ven og ungdomskærlighed.
Den ven der sårede mig dybest og som gav mig det største i verden.
Da vore liv blev splittet for snart 8 år siden, sagde han til mig, at han stadig elskede mig og det vi havde haft. Jeg forstod ikke dengang hvad han talt om.
Det gør jeg nu: Jeg ser nu, oftere og oftere, glimt af den mand jeg elskede så betingelsesløst.
Og jeg forstår nu, at det lille menneske, vores barn, får alt det jeg ønskede for ham, blot på en anden måde end den jeg drømte om, dengang.

Dengang, for det der føles som for en evighed siden, da jeg drømte smukke drømme.
I dag elsker vi vores barn ubetinget. Vi er vel som en pudsig, lidt krøllet trekløver.
Støtter og supplerer op om hinandens meninger og hjælper til når vores to hænder er for få. Nogle gange!
Smukke drømme og planer som blev til en anden virkelighed..

 

Singlestatus giver status

“Singletilværelsen er faktisk også en tilværelse!” oplyste min veninde sin 13årige datter da en løssluppen snak hen over bordet faldt på emnerne dating og kærester!
Hun burde vide det! Datteren! Hun har aldrig set sin mor med en kæreste og kunne da heller ikke forestille sig det. Alligevel ønskede hun det vist.. bare lidt! Bare fordi!

Ja! Gu er den en tilværelse! Jeg lever i den på godt og ondt, med de glæder, friheder, bekymringer og sorger som den giver i dagligdagen.
Alligevel sender jeg stjålne blikke efter sunde mænd i snart alle aldre! Det er det jeg kan: Som kvinde på nær 40 år har jeg frit valg på alle hylder! Unge som gamle: Bare byd jer til!
Altså: Næsten frit valg!

For det står jo stadig lidt i kortene, og i aviserne: Vi har det jo som mennesker bedst i tosomhed! Det er det vores samfund er bygget op omkring: familien, kernefamilien som vi kender den bedst, det er den vi kommer fra, det er den vi skal skabe på ny!
Jeg er i hvert fald vokset op med det som et mål i sig selv!
Der fandtes ikke dengang, som i dag, så mange familie konstellationer at man dårligt kan tælle dem!
Staklen i samfundet var hende der var single, hende ingen ville ha:
Hende blev jeg!
Og jeg tog kappen på mig og sørgede i mange år da jeg måtte sande min skæbne!

Men samfundet har ændret sig! Lige som mobiltelefonen har det (Gud ske tak og lov) og i dag er singletilværelsen også en tilværelse!
Og vi er gode for samfundet os singler, for vi bruger penge! Mange penge! På fest og farver, på os selv(!) og så selvfølgelig på den største guldgrube: På at få det vi modsat “de andre” ikke har: En mage til at dele det hele med!

“Det er altså heller ikke altid en dans på roser at være gift” betroede min ældre og klogere, og gifte kusine mig, da jeg for mange år siden sad til en familiesammenkomst og tavst fulgte med i alle samtalerne. Et dejligt selskab hvor alle sad i par og supplerede hinanden og deres oplevelser med de kære små og fælles venner og fælles projekter og fælles dit og dyt og dat!

Nej! Parforholdet er ingen dans på nogen rose!
Det er vel det statistikkerne har prøvet at fortælle os siden de blev trukket op ad hatten første gang: De fortæller os det og minder mig om tilværelsen fra dengang jeg selv forsøgte det!
Det var bekvemmeligt, ja! Men det var hårdt og ulønnet arbejde! Måske en dans.. men kun fordi vi har lært at der skal to til tango!

Jeg er nu mere til jazz..
Langsom, let, lystigt, ensomt, forførende.. med muligheden for at byde op.. men også med muligheden for at bryde op, mens musikken endnu spiller..

Jeg elsker musik
Til hver en tid, hvert et gøremål
Og jeg elsker at elske
musikken
dansen
legen
blikket
berøringen
dansen..

I skrivende stund elsker jeg at vide, at jeg har elsket
for så kan jeg dø lykkelig
når den dag må komme

Jeg elskede på én måde da jeg dansende som jeg havde lært det fra barnsben
Jeg elsker på en anden måde nu, i dag, som jeg har lært det gennem livet
Og livet har lært mig, at singletilværelsen også er en tilværelse!
Måske jeg kan lære min søn det samme, så han kan gå sit liv i møde uden angst for at skulle leve i sit eget selskab, som jeg gjorde det for.. engang for længe, længe siden..

Dette er blot min mening og min opfattelse
Dette er et øjebliksbillede
Mine meninger kan ændre sig
Jeg kan udvikle mig

Jeg kan sågar finde mig en kæreste hvis det er det jeg vil!

Om nærvær og rødvin

Den vise RødvinFor nogle dage siden, i en lille rødvinsrus sad jeg og udtalte mig noget så klogt.
Om alle mulige ting jeg dybest set ikke har forstand på, ikke mere end alle andre i hvert fald, det var nok nærmere var udtalt ønsketænkning end facts. Og mændene omkring mig lyttede.. For måske var det også ønsketænkning for dem, der blev i tale sat, og så af en kvinde: Tænk hvad der ville ske, om vi alle vidste hvad vi ville have, og endnu bedre: Tænk om vi også vidste hvad vores nærmeste, eller dem vi ønskede skulle være vores nærmeste, ville have.. Sikke vi alle ville gå rundt og smile!
Hvis og hvis..!

Senere igen kom vi forbi min profil i et af disse.. sociale medier jeg er medlem af. Min profil har stået uberørt hen i snart et år.
Og .. om det var den rødvin ikke alle havde drukket af, vides ikke, men pludselig blev der skudt med skarpt! På mig! For der var én (og det var ikke mig) der læste hvad der stod i min profiltekst, lige dér, midt mellem linjerne:
“Hold da kæft hvor er du aldersfikseret!”

Øh hvad?!

Og ja: Gu er jeg det!
Jeg har lige læst i en debat indlæg at jeg er middelaldrene (jeg foretrækker nu midaldrene, men lad nu det ligge)!
Mit ur tikker hele tiden både højere og hurtigere. Mit liv blev ikke som det jeg drømte om og nu løber jeg kapløb for at få det rettet op efter evne. Der er sket ting der ikke kan gøres om men timeglasset rinder snart ud og jeg bør så småt indse at jeg ikke kan nå det hele.

Jeg har ladet mig fortælle af andre kvinder i deres bedste alder(!) at når kvinden rammer de 40, sænker der sig en ro over hende! Det lyder meget dramatisk.. Det er det ikke, måske snare det modsatte? Udramatisk!
Måske min tid til at falde til ro er kommet!
Den tid, hvor jeg skal åbne mit sind, så jeg kan glæde mig over og nyde det jeg realt har og har opnået i mit liv:
Holde op med at se bagud og lade være at lægge planer for hvad fremtiden skal bringe!

Min veninde (der vist af en eller anden grund ikke havde fået store mængder vin) spurgte i forlængelse af min store erkendelse, hvad jeg så ville bruge al den fantastiske energi til, som nu ville blive frigivet, nu jeg skulle til at være anderledes nærværende i mit liv..

Jeg håber, jeg vil bruge den til at leve det liv jeg har fået! At nyde resultaterne af de valg jeg træffer hver dag! Til at kigge mig selv i øjnene og leve efter og følge de råd jeg i god mening giver andre. Til at være nærværende!

%d bloggers like this: