UA-76103815-1

Kategori: Sundhed

Jeg savner dig

Her er jeg så, igen!

Jeg er tilbage fordi jeg savner dig! DIG! Jeg savner at have ro omkring mig, at skrive eller fortælle løs om løst og fast. Om det der ligger mig på hjertet og på sinde! 

Jeg kunne fortælle hvordan jeg forsøger at genoptage min svømmetræning fordi mine fødder driller og gør ondt når jeg bruger dem for meget.. Jeg skal tale med en læge om det snart! Synes også det er lige tidligt nok at jeg er begyndt at få vand i benene..  Så meget at det spænder og gør ondt.. Reparations alderen kalder de det godt nok: Tak skæbne! Jeg havde nok på fornemmelsen at det ville gå ned af efter de fyrre.. Men alligevel!

Og jeg har fået styr på min og Hjerter Knægts sommerferie! Vi skal deltage på Langelands festivallen, for første gang! Jeg har ikke været på festival siden jeg var på Midtfyns Festival den sommer jeg fyldte 18. Dizzy Mizz Lizzy spillede på den store scene kl. 24 på selve dagen. Det var et godt år men hold da op hvor er det længe siden! Eller.. 

Faktisk ville det også være oplagt at fortælle at jeg passer Naboens Kat mens naboen er på ferie! Den er lille og sky og man kan aldrig komme i nærheden af den. Modsat mine egne to som tager pænt imod alle på deres vej inklusiv genboens hund! Og jeg har nu lært den lille nervøse hunkat lidt at kende. Hun virker stresset og nervøs men desværre mest på grund af mine kære katte. De jagter hende var hun et bytte så hun dårligt tør gå ud af sin hoveddør.. Jeg må ha fundet en løsning så de ikke kan rende ind og ud af min have på den måde..

Det var dejligt at få luft, en skøn monolog kan også gøre godt!

Hvordan har du det?

 

At løbe fra det hele

Roskilde Domkirke Selv det lys vi får fra en grå himmel virker helende for krop og sind

Efter 48 timer er det altopslugende savn ved at aftage: Det var en hård omgang denne gang!

Jeg har løbet en tur, fordi jeg havde fået helt ondt af at slå mig selv i hovedet. Kun i tankerne, men det kan nu godt give dårlige fornemmelser ikke desto mindre. Og hvorfor jeg gjorde det? Jeg har beskrevet gårsdagens sindstilstand og årsagen til samme, her: Jeg have ærlig talt ondt livet.

Som de fleste andre, ved jeg godt at motion, frisk luft og sol eller lys, selv fra en overskyet himmel, virker positivt på et nedtrykt sind. Så lige inden solen begyndte at gå helt ned, tog jeg mig sammen. Det passede i øvrigt så fint med at det begyndte at regne da jeg stod og stragte ud, uden for min hoveddør. Hvor heldig kan man være?!

Det er utroligt hvad en lille, symbolsk løbetur kan gøre! Jeg ved godt at man kan måle sig frem til alle mulige stress nedsættende stoffer som frigives under motion. Men for mit vedkommende tror jeg mest det handler om at den fysiske smerte og følelse af tungsind “overskygges” af den følelse det giver når hjertet pumper ekstra hurtigt for at få ilten ud i blodet og ud i kroppen. Eller hvad det nu er der sker. Det er i hvert fald for mig en fysisk følelse af velvære.

Jeg forventer desværre også at få lidt løbe “tømmermænd” i morgen: Det er seriøst længe siden jeg har løbet og jeg er ikke sikke på at muskler og scener i mine ankler bifaldt min taktik. Men så har vi jo heldigvis altid svømmehallen: Den vender vi snart tilbage til.

Når man blot skal være

At stille skarpt

Jeg øver mig i at være. Bare være! At lytte, til det der bliver sagt: betydningen af det der bliver sagt. Jeg øver mig i at tænke før jeg taler, at overveje mine ord og i at være stille. I at stille skarpt på det væsentlige. I at se det væsentlige.

Ind i mellem er tavsheden midlet for den talende, til at komme over på den anden side, ved egen hjælp.

Jeg træner mig i at være til stede og i at vise min nærhed ved ikke at flytte fokus over på mig, men derimod give plads til dem omkring mig.

Det føles godt, når det lykkedes.

Det lykkedes, men ikke altid.

Jeg træner for at blive bedre

Jeg bliver bedre

Jeg er blevet mere lyttende, og mindre talende.

Jeg er i et flow af forandringer. Inden i og omkring mig, er der forandringer. De kommer til mig i en lind strøm, som perler på en snor. Alt giver mening, alt passer sammen. Rummer det og presser ikke på, tror på at det kommer når det er meningen, når jeg er parat. Indtil da er jeg bare opmærksom, og stille så godt jeg kan. Vil nødig støje så jeg går glip af det vigtige.

Ind i mellem skal vi bare være, ikke kæmpe så meget. Bare være!

De smukke bløde kvinder – stil dog skarpt

At stille skarpt


Og så har jeg ringet efter den tømrer! Du ved, ham der skulle give et tilbud på vores vinduer. Jeg er simpelthen så træt af at vente på at Anders får det ordnet. Der sker jo aldrig en skid!

Jeg slår blikket ned og har svært ved at undertrykke mit smil. Jeg tænder for bruseren igen og prøver at følge med deres samtale i smug, selvom det må være klart for de fleste at privat livets fred bliver ophævet når man hæver stemmen for at kunne samtale under bruseren i en svømmehal. Desuden er vi alle nøgne. Nøgne og blottede: Det nytter ikke at prøve at skjule noget, hverken det ene eller det andet: Herude er vi alle ens.

Jeg betragter flokken af kvinder der træder ind fra svømmehallen så godt jeg kan uden briller på. Jeg gætter på, ud fra deres samtaler, at de er pensionerede og vurderer at de har kendt hinanden og muligvis også deres respektive familier, i mange år. De er alle hvad jeg i daglig tale ville kalde for overvægtige, nogle af dem lidt mere men ikke desto mindre: Smukke!

Selvom jeg tænker at vi alle kigger på hinanden, føles det stadig forbudt at stirre for længe. Ingen vil fanges i at kigge, ingen ønsker at møde den andens blik som man står her med alle sine fejl og mangler.. Tænker jeg. Og så igen, måske er det blot min verden.. Jeg ved jo faktisk intet om hvad de andre tænker. Jeg møder sjældent eller aldrig de andres blik, måske fordi jeg er hæmmet af at være så nærsynet at jeg aldrig med vished uden briller kan vurderer om de andre kigger på mig, eller lige forbi mig.

Hvis du nu forestiller dig et uskarpt billede.. Du kan se det meste, hvad de laver på billedet, sådan cirka, og at de smiler.. men du kan ikke med sikkerhed sige hvad de kigger på, eller hvad det er de har i hænderne. Kun fornemme det vagt.. Sådan ser min verden ud, når jeg lægger brillerne fra mig: lidt sløret.  Om det er derfor jeg oplever omklædningsrummet og kvinderne i det som jeg gør, skal være usagt. Men jeg elsker det!

Lige disse kvinder møder jeg næsten hver gang jeg morgensvømmer. De er alle lidt store, men også robuste, fysisk aktive og fyldt med energi. Og de er alle smukke på en måde der synes forsvundet i det billede vi præsenteres for af kvinden i det offentlige rum. Her er kvinden som hun faktisk ser ud!

Brysterne er store og tunge, og passer harmonisk sammen med kvindernes brede hofter og runde lår. Maven er med top på og jeg fornemmer at der også er indtil flere folder på deres rygge. Jeg tager mig i at glædes over dette besynderlige fænomen, som jeg til dato aldrig har set eksponeret i et eneste af de medier der ellers så flittigt viser kvindens krop frem i alle tænkelige positioner. Folder på ryggen: Dengang jeg opdagede at jeg besidder netop sådan en fold, havde jeg aldrig set det på nogen før. Men jeg må nu endnu engang konstatere, at jeg ikke er så særlig endda.

Ud fra deres samtale vurderer jeg at de alle er gift, hvilket ikke overrasker mig. Mig, med alle mine fordomme: Disse store, bløde, power kvinder der har levet det meste af deres liv og stadig er oplevelses og sladder-søgende. De taler højt og griner mens de fuld af respekt  og kærlighed udleverer deres mænds svagheder: Det er tydeligvis kendt af enhver, at Anders er et sløvt drog!

Jeg ville ønske at jeg kunne vise jer mine smukke, bløde og foldede kvinder fra omklædningsrummet. Men det lader i sagens natur sig ikke gøre.. Ikke denne gang i hvert fald! Men jeg ville stadig gerne at de ville blive eksponeret mere. Ikke mindst for alle de unge menneskers skyld der tilsyneladende kun spejler sig i mennesker der på den ene eller anden måde har lade sig forskønne af enten Photoshop eller en læge med en kniv. Kvinder der er så langt fra det naturen har skabt, men alt andet lige må jeg jo erkende at den “fixede” kvinde snart mere normal end.. End kvinder som jeg selv.. og Anders’ kone.

Eller…?

 

Starten på rejsen

Det er jo ikke fordi der intet er sket.. At jeg har været så stille, mener jeg.. Tiden er bare gået, og jeg har på intet tidspunkt formået at sætte mig roligt ned for at sætte mine tanker sort på hvidt, for slet ikke at sige formulere hele brugbare sætninger der ville kunne forstås af andre end jeg selv.. Men, nu er tiden inde: Jeg prøver nu!

Mit blå stempel som min læge gav mig i sommer skulle vise sig at blive min nøgle til lyset.

Wauw! Det lyder da meget godt, nok lidt overdrevet.. Men vil du tænke dig: Det er det faktisk ikke!

Jeg begyndte at kigge på mig selv, med egne og måske tildels med min coachs og min psykologs øjne.. Og jeg lyttede til det jeg sagde, og tænkte over mine ord.

Ret hurtigt følte jeg at jeg var i et forum hvor det var muligt at sige mine drømme højt og hvor mine drømme blev hørt og anerkendt som ønsker og mål.

Jeg er ikke engang sikker på at min søde psykolog fangede vigtigheden af den samtale.

Det er fantastisk som underbevidstheden kan arbejde for én, for et par dage efter, da jeg parkerede bilen efter arbejde kom tanken til mig. Som en drøm.

En af de drømme man måske husker stemningen fra, men ikke billederne, eller handlingen.

Der gik et øjeblik før jeg ligesom “opdagede” tanken.

Så endnu et øjeblik til anerkendelsen, accepten, handling dagen efter på jobbet: Praktiske handlinger: Kunne jeg få fri og til sidst den afgørende skriftlige tilmelding!

Det korte og det lange er at jeg meldte mig til et skole forløb, en uddannelse, i Coach formen NLP.

Ugen efter gik jeg i gang og en hel ny underfundig verden åbnede sig for mig…

Blåt stempel

Efter nogle.. skal vi kalde det uheldige.. og i den grad øjenåbnende oplevelser med nogle mennesker der mere eller mindre tilfældigt krydsede min vej, besluttede jeg at at søge hjælp. Denne gang ikke blot via blogs og hjemmesider der ikke svarer på ens henvendelser, men også via venner og veninder, og ikke mindst min læge.

Jeg har nu af flere gange henvendt mig til min læge hvor emnet sporadisk har omhandlet en abort jeg mere eller mindre frivilligt fik foretaget for ca.  8 år siden i skrivende stund.

Denne gang var emnet decideret mig, min trivsel og mit anstrengte forhold til min alder og min status i mit liv!

Med et stempel i bogen som værende tilbøjelig til depression gik jeg tilfreds ud af døren! Muligheden for at få hjælp ser nu ud til at være inden for række vidde!

Set i bagspejlets skær er det jo lidt tosset som vi i Danmark har indrettet vores ellers forunderlige velfærdssamfund. At man ofte hører om hvordan man skal helt ned at ligge før man får bevilliget hjælp, tænker jeg, til trods vi alle ved at det koster samfundet så meget mindre at hjælpe en person til selvhjælp inden det er for sent frem for at skulle samle resterne når skaden først er sket..

Nå, jeg klarede frisag i første runde og skal nu tage kontakt til en der forhåbentlig kan hjælpe mig videre!

Minderne i kasserne

Karmen på toppen af verden Åh, de flyttekasser vækker minder..

Som den trofaste læser vil vide, har jeg det rigtig godt for tiden! Sådan: Virkelig godt!
Med mig selv, min søn og faktisk også med min søns far!
Jeg har nu i længere tid følt mig helet og i balance, men jeg har samtidig også accepteret at det skal gå både op og ned for at kunne stabilisere sig igen og ja, der er selvfølgelig stadig skeletter at finde i nogle af skabene. Jeg har bare undgået de skabe i et stykke tid..For nogle uger siden da solen og fuglene begyndte at indikere at foråret var på vej, fandt jeg cyklerne frem i skuret og opdagede til min undren at det gjorde mig trist! Jeg blev trist ved tanken om at skulle ud i skuret og jeg fik det nærmest dårligt ved at være derude..
Det tog mig nu ikke lang tid at indse årsagen: Mit skur er mit lager!
Det er i mit skur jeg gemmer alle de ting jeg ikke kan sige farvel til. Det er også der jeg gemmer alle mine drømme.. Drømme om det liv jeg troede jeg skulle ha, om det barn jeg ønskede så meget..Hver gang jeg går ud i skuret, bliver jeg mindet om disse drømme og den sorg de har voldt mig.
Mere end halvdelen af min opbevaringsplads er dedikeret til børnetøj, babylegetøj, små dyner og sengetøj: Jeg har gemt det hele! Jeg fylder 39 år om et par måneder.
Jeg tror jeg har været alle mine muligheder rundt, vendt og drejet det hele: Jeg var midt i mine overvejelser om at gå vejen som solomor da jeg første gang lagde en blog ud her..
Men det var ikke løsningen for mig! Det er ikke løsningen for mig!

Løsningen er at leve mit liv!
At være tilstede i mit liv og være taknemmelig for det det jeg har!
Og så nytter det ikke at jeg holder mig selv i politigreb og tvinger mig til at blive mindet om alt det andet, der ikke har med mit liv at gøre mere, hele tiden..
Det holder bare ikke, for det gør så ondt og det fører ikke noget godt med sig!
Derfor skal det væk!

Jeg nærmest tudede da jeg for nogle timer siden stod derude og åbnede kasser på klem.
Det blev til 5 flytte papkasser! 6 faktisk! Der er nemlig også en kasse næsten kun med små strømper og små lagner. Der er også myggenet og en gåvogn til den helt lille og et autosæde (2 til 8-10 år tror jeg). Der er også et legetæppe og en pusletaske!
Det skal væk nu!

Kender du nogen?
Er det dig der kan bruge det?
Hvis det er dig, finder vi helt sikkert en pris! Næste step bliver nemlig en form for genbrugs butik!

Jeg skal videre i mit liv..  Og jeg glæder mig!

%d bloggers like this: