UA-76103815-1

Kategori: Sundhed

Minderne i kasserne

Karmen på toppen af verden Åh, de flyttekasser vækker minder..

Som den trofaste læser vil vide, har jeg det rigtig godt for tiden! Sådan: Virkelig godt!
Med mig selv, min søn og faktisk også med min søns far!
Jeg har nu i længere tid følt mig helet og i balance, men jeg har samtidig også accepteret at det skal gå både op og ned for at kunne stabilisere sig igen og ja, der er selvfølgelig stadig skeletter at finde i nogle af skabene. Jeg har bare undgået de skabe i et stykke tid..For nogle uger siden da solen og fuglene begyndte at indikere at foråret var på vej, fandt jeg cyklerne frem i skuret og opdagede til min undren at det gjorde mig trist! Jeg blev trist ved tanken om at skulle ud i skuret og jeg fik det nærmest dårligt ved at være derude..
Det tog mig nu ikke lang tid at indse årsagen: Mit skur er mit lager!
Det er i mit skur jeg gemmer alle de ting jeg ikke kan sige farvel til. Det er også der jeg gemmer alle mine drømme.. Drømme om det liv jeg troede jeg skulle ha, om det barn jeg ønskede så meget..Hver gang jeg går ud i skuret, bliver jeg mindet om disse drømme og den sorg de har voldt mig.
Mere end halvdelen af min opbevaringsplads er dedikeret til børnetøj, babylegetøj, små dyner og sengetøj: Jeg har gemt det hele! Jeg fylder 39 år om et par måneder.
Jeg tror jeg har været alle mine muligheder rundt, vendt og drejet det hele: Jeg var midt i mine overvejelser om at gå vejen som solomor da jeg første gang lagde en blog ud her..
Men det var ikke løsningen for mig! Det er ikke løsningen for mig!

Løsningen er at leve mit liv!
At være tilstede i mit liv og være taknemmelig for det det jeg har!
Og så nytter det ikke at jeg holder mig selv i politigreb og tvinger mig til at blive mindet om alt det andet, der ikke har med mit liv at gøre mere, hele tiden..
Det holder bare ikke, for det gør så ondt og det fører ikke noget godt med sig!
Derfor skal det væk!

Jeg nærmest tudede da jeg for nogle timer siden stod derude og åbnede kasser på klem.
Det blev til 5 flytte papkasser! 6 faktisk! Der er nemlig også en kasse næsten kun med små strømper og små lagner. Der er også myggenet og en gåvogn til den helt lille og et autosæde (2 til 8-10 år tror jeg). Der er også et legetæppe og en pusletaske!
Det skal væk nu!

Kender du nogen?
Er det dig der kan bruge det?
Hvis det er dig, finder vi helt sikkert en pris! Næste step bliver nemlig en form for genbrugs butik!

Jeg skal videre i mit liv..  Og jeg glæder mig!

Bare bryster og nippels – Anstødelig tekst kan forekomme

Bare bryster

Hjemme hos mig går jeg ofte rundt med nøgen overkrop (helt bare bryster) om morgnen, fordi det  lige præcis der(!) er naturligt for mig! Og det er super dejligt!
Jeg tildækker mig ikke for min søn: Hvorfor skulle jeg? Gør I det?
Er det mon ikke bare med til at gøre, at der bliver gloet og stirret ekstra når der kommer et par naturlige bryster forbi? Sådan nogle er jo tydeligvis aldrig blevet set før?!

Jeg sidder lige og læser og  ser noget om bare bryster i forbindelse med #freethenipple (befri brystvorten) og nøgne kvindebryster på Facebook, og kommer til at tænke tilbage på en lille episode. Det er snart længe siden, jeg husker ikke alle detaljerne, men jeg husker hvor provokeret jeg blev og derfor bliver jeg så glad når jeg nu ser alle steder på alle medier at jeg ikke står alene:
Jeg har selv en dreng og havde på det pågældende tidspunkt en kæreste med to drenge omtrent samme alder som min.
En morgen da vi skulle have morgenmad kom hans ene dreng anstigende til bordet i bar overkrop.
Jeg bad ham om at gå ind og tage noget på da jeg synes det var.. mærkeligt.. at sidde og spise med nogen uden tøj på! Det undrede både min kæreste og drengen sig over og kunne vist slet ikke se hvad der var galt i det. Som jeg husker det, tale vi om det da jeg faktisk ikke havde lyst til at spise sammen med en halvnøgen stor dreng!
Jeg sagde noget i retningen af, at hvis han skulle have lov at sidde i bar overkrop, bare fordi at det havde han lige lyst til og det var dejligt, så ville jeg da også gerne spise min morgenmad i bar overkrop, det har jeg nemlig aldrig prøvet!
Det mente min kæreste så ikke var i orden hvorefter drengen blev sendt ind for at tage bluse på!
Jeg syntes det var en helt perfekt sammenligning! Jeg ser ingen forskel: En bar overkrop er vel en bar overkrop?
Set i bagspejlet skulle jeg slet ikke have sagt noget!
Jeg skulle bare have sagt “Ej, det var en god idé, det vil jeg da også” og ha taget blusen af: Det fik jeg lige lyst til, det er jo helt naturligt og dejligt!
Nej! Ikke når det er en kvinde?! Sådan et moderne samfund lever vi i, i 2015!

Blot fordi mænd (naturligvis ikke dig) er primitive og ikke kan styre deres drifter, og kvinder modsat mænd er utrolig smukke og lækre, skal vi åbenbart pakkes væk, anmeldes på Facebook og tilnærmelsesvis gøres kriminelle hvis vi er glade for vores krop som den er! Dejlig og uperfekt!

Selvfølgelig skal kvinder ikke gå rundt i bar overkrop når de handler ind, men det skal mænd ved Gud heller ikke!!!
Men det er da udelukkende af praktiske og hygiejniske årsager?! Efter min bedste overbevisning! Et billede af et par naturlige bryster i en naturlig sammenhæng (amning til eksempel) er der da ingen der kan blive forarget over?
Jeg gad vide hvem de er, dem der alligevel bliver det!
Kan de ikke bare se væk? Eller er de mon bange for at de skal blive liderlige af at se et stykke hud der normalt er tildækket? Er de misundelige på det lille barn? Eller er det mandens kone der er bange for at manden skal se noget han ikke kan tåle? Eller for at han kan li det han ser?

Jeg forstår det virkelig ikke og åh hvor bliver jeg gal!
Jeg tror at jeg fremover vil anmelde alle sommerbilleder med mænd i bar overkrop på Facebook!

 

God dag til alle derude

Kram

Åh! Du herlige Sociale Medie

Jeg blev netop hevet tilbage til en uforløst drøm, igen, da jeg et svagt øjeblik forvildede mig ind forbi Facebook. Skulle bare lige se hvordan I alle havde det.. I havde det tilsyneladende skønt, derfor er Facebook er fantastisk sted at hænge ud med alle sine 324 nærmeste venner: Der findes nemlig ingen grimme eller triste mennesker på Facebook! Det er et fact!

Alle bliver vist fra deres bedste side, igen og igen. Med sat hår, trutmund og kavalergang, lige op i vore andres ansigter i morgenmaden, i toget eller .. hvor som helst. Vi bliver alle inviteret med på et smugkig når vi nyder livet, enten når vi selv gør noget fantastisk, eller når nogen andre gør det.

Selv poster jeg sjældent på Facebook, eller på nogen andre medier for den sags skyld. Årsagerne er mange, men det er sikkert at det er et aktivt valg!  Men tag ikke fejl: Jeg holder meget at at besøge jer på facebook og se hvor skønt I har det, se hvad I får at spise og hvem I er sammen med. Selv ville jeg nok føle at jeg førte jer bag lyset hvis jeg valgte kun at vise jer en af alle mine facetter, når nu jeg har så mange. De der kender mig ved, at der er lige så meget sort som hvidt i min verden og, naturligt nok, endnu mere i farveviften i mellem. Men sådan er vi naturligvis så forskellige.

Farver og striber
Farver og striber

 

Jeg sidder og tænker over, hvad jeg realt ville have lyst til at dele med mine venner, og hvad der holder mig tilbage fra faktisk at gøre det, på facebook, og her er hvad jeg nåede frem til med lidt overvejelser for og imod:

Jeg kunne jo godt have lyst til at dele med jer, når jeg har fået mig en god tur i kanen: Hvordan lyder det? Er det måske lidt for grænseoverskridende? Har du lyst til at høre om det? Ville Mr. D mon også have lyst til at jeg delte dette, med vores fælles venner for ikke at tale om forældre, søskende og børn, kollegaer? Skulle man så overveje at ændre status på 180 af sine 190 venner så kun udvalgte fik den meddelelse på mobilen til morgenkaffen? Jeg kunne også vælge bare at fortælle dette de der realt viste interesse for lige netop dette felt. Hvilket så giver “Ingenting” til min status opdatering.

Jeg kunne selvfølgelig vælge at berette om hvad jeg spiser og hvornår eller hvad yndlings sønnen laver af sjove eller frække ting, eller endnu bedre: Jeg kunne poste billeder af kattene hver gang de ser søde og nuttede ud: Det er jo så hele tiden! Skal jeg være helt ærlig tror jeg nu ikke at det har min brede venne- og bekendtskabskreds store interesse: De, der måtte interessere sig for disse storslåede begivenheder undslipper alligevel ikke at høre om det, når vi er sammen, i samme lokale, sådan, fysisk: Face 2 Face!

Så jeg tror faktisk at jeg bare at jeg fortsætter som hidtil og nøjes med at bruge Facebook til at se jer fra jeres bedste side, høre at i stadig kører med klatten, redder verden og er vildt forelskede! Så vil jeg tilgengæld opdatere jer, når vi ses!

Godt at se jer igen

 

 

Stress – Når man er i stand til at mærke kroppen

Set i bagspejlet har jeg de sidste 20 år halset af sted for at nå det hele! Og jeg nåede det aldrig: Altid bagefter, altid huskelister og To Do lister, altid dårlig samvittighed! Og det var okay: Dagen havde for få timer, jeg havde for store forventninger, pulsen kom periodisk ned og det var nu engang sådan tingene var! Og langsom tog det til, det var som om der blev færre og færre timer i døgnet..

Jeg blev sygemeldt med stress efter at være brudt sammen på mit arbejde: Kroppen slog fra før jeg fik sagt fra! Hvordan ved man at man har stress? Tro mig: Pludselig mærkes det!

Groft sagt kunne jeg ingenting. Ikke uden at det krævede store mængder energi i hvert fald: Jeg kunne ikke træffe en beslutning, lægge planer, huske simple ting, skrive en vigtig besked, læse, koncentrere mig, løbe eller svømme. Så, jeg blev bedt om at lade være..

“Lad være med at gøre noget der tapper af din energi! Som med din mobil: Der skal  hele tiden være mere energi på den, end du bruger: Hvis det ikke er nok at lade den op om natten, må du også lade den mere op! Især hvis du bruger den meget: enhver aktivitet tager energi.”

Så det gjorde jeg: ingenting! Ud over det, så jeg på fuglene udenfor, tog til havnen og så på skibe, skrev dybe indsigtsfulde tekster på toppen af det lokale bakke-bjerg som kun gav mening i øjeblikket, og som var dybe at jeg faldt i søvn mens jeg skrev dem. Muligvis et tegne på at jeg var udmattet.. Jeg begyndte at fiske, hvilket jeg nød så meget at jeg begyndte at tage min søn med ud. Han nød det muligvis ikke helt så meget.. Jeg tog billeder, købte en hjemmeside som nær aldrig var blevet til noget fordi jeg ikke var i stand til at læse og forstå vejledningen. Og så trak jeg vejret: Langsomt og dybt mens jeg huskede mig selv på hvordan jeg var havnet hvor jeg var!

I dag er jeg i gang igen. Jeg startede forsigtigt op og tillod mig selv at arbejde mere og mere, til jeg fik det sidste velmenende skub af min arbejdsgiver som stadig i dag tager hensyn til mig!

Det er lidt af en erkendelse at indse at man formentlig altid vil være mærket af Stress, efter sådan en omgang.. En tavs påmindelse om de vigtige ting i livet.. Livet selv, og nuet, blot for at nævne nogle..

Pas på dig selv

Om at motionere – og om ikke at gøre det!

Jeg har, nok som de fleste, svært ved at nå alt i en travl hverdag. Særligt det seneste halve år har jeg løbet kapløb med mig selv for at nå det hele. Men med et sygdomsforløb, mit ny udsprungne forhold til min kære Mr. D. kan vi jo kalde ham, og hans to børn og deres hund(!). Og så er der jo min egen søn som ingen må glemme (Gud forbyde det) og og og! Der har bare været mange ting!

Motion! Det var det jeg kom fra: Med alle de ting og hændelser der har krævet min fulde opmærksomhed, og som bestemt så gerne har ville give, har der bare ikke været hverken tid eller energi til at svømme. Det har gået mig på: jeg elsker at svømme og faktisk er det den sport jeg har formået at vedligeholde bedst, ever!

Resultatet af min manglende motion har været.. interessant, sådan, set over et par måneder! Først skete der intet og jeg tænkte ved mig selv at det hele bare kørte. Jeg spiste ellers lige hvad jeg lyste.. En klokke burde nok have ringet da! Så begyndt jeg at tabe mig (det må ha været musklerne der forsvandt der): Det var så her alarmen skulle have sat i gang! Og så: Bum! Kunne jeg mærke hvordan mit tøj begyndte at stramme og siden hvordan vægten begyndte at stige. Nu var det ikke bare noget tøj den var gal med! Næ nej! Det var det hele: bukser, kjoler, bluser og trøjer, det hele! Så jeg forsøgte at spise mig tilbage, for da jeg stadig var syg med stress var jeg ude af stand til at presse mig selv. Da det ikke gik, blev jeg bare ked og trist, og nok også vred på alle dem omkring mig der ikke forstod problemet og bare spiste videre. Mad begyndte at fylde meget, det var pludselig et problem for jeg kunne ikke så meget som åbne en pakke pasta før jeg tog på.

Wauw! Jeg får det til at lyde som om det stod på i flere år og som om jeg tog.. virkelig meget på! Det er ikke tilfældet! Jeg er kun motions svømmer, men har trappet ned på min svømning de seneste 9 måneder, under dække af kærligheden. Jeg har taget 4 kg. på og det er ikke muskler skal jeg hilse fra den nye mave-fold at sige.

Da vi trådte ind i det nye år var jeg ikke til at holde ud! Jeg kunne ikke være i min krop og jeg holdt mig ikke tilbage for at fortælle mine nærmeste det. Derfor er der nu lavet skema som virkelig prøver at følge: Når min dreng skifter fra mig til sin far, (onsdag) kan jeg svømme efter arbejde. det kan jeg også fredag, men lørdag er bedst for så bruger jeg heller ingen penge: Total Win/ Win! Mandag er også en mulighed og så kommer min dreng hjem! Derfor holder jeg igen indtil fredag hvor jeg lige kan nå en hurtig dukkert efter job hvis min dreng tager med kærestens ældste hjem efter skole. Det gør han som regel alene for selskabets skyld så den dårlige samvittighed kan jeg også pakke et andet sted hen. Jubii! Så lever jeg på fredagsturen til onsdag hvor jeg sender knægten hjem til sin far og min turnus kan starte forfra.

Jeg har trænet efter dette skema i 14 dage og mit lille korpus er allerede i gang med at belønne mig: Jeg har genfundet mine mavemuskler! Ja, faktisk også musklerne på overarmene, lårene, læggene og ballerne! Ikke værst! Mandag gav jeg mig max. Da svømmer den lokale tri-klub i banerne ved siden af mig og det er så fantastisk at se at jeg ikke er helt lost, nok især fordi jeg ikke har fået undervisning i over et år. Nå, som sagt: Jeg gav mig MAX! Og da jeg kom hjem var pulsen høj og jeg svedte på den der “Hov! Du har muligvis sat et par ting i gang i maskineriet, tingene skal lige i gang”-måde. Hele natten murede det frygteligt i mine arme og ben:

Det er så skønt at mærke min krop igen!

 

Jeg går også dig i møde

Det at spise sammen, er som de fleste sikkert ved, en social ting. Men ak nej, det er ikke lige meget hvad det er du spiser, eller drikker når du gør det med andre! Du skal helst indtage det samme som de øvrige for at være med i klubben og for at kunne tale om maden og alt det andet der rører sig omkring mødet og spisebordet. Der skal være nogle fællesnævnere før du kan indgå i et fællesskab, du bør helst ikke være special .. eller særlig, og skille dig for meget ud!

Og det kan være svært! For selv om jeg man føler mig sig som alle de andre, at jeg man er som folk er flest, og at jeg man måske endda har ret i denne formodning, så tæller det bare ikke hvis jeg man er i mindretal når jeg man træder ind af døren!

Og hvad gør en klog så?

Jeg kan kun tale for mig selv, og jeg tilpasser mig! Går på kompromis, sluger kameler og sætter egne behov til siden, hvis jeg kan! Og prøver at få de andre til at komme mig i møde. Der kan jo være fysiske, eller mentale forhindringer.

Selv prøver jeg virkelig komme fællesskabet i møde. Det er bare så svært når man har særlige behov og i mit tilfælde er der tale om både fysiske og mentale behov. Det, hele tiden at skulle bede om særbehandling og hensynstagen, kan være virkelig anstrengende.

Så jeg holder igen, prøver at finde en middelvej, og nogle gange går det godt, andre gange mindre godt men på bundlinjen, (det er mit fysiske velvære der repræsentere bundlinjen), er der en direkte konsekvens af disse middelveje.

Jeg skal finde en vej der forener mine mål og mine ønsker. For disse harmoniere ikke altid. Så derfor har jeg lavet denne lille kategori om ernæring og sundhed for den skal der helt sikkert fyldes på!

Gædelig jul

Sult i Livet

BlikketJeg har været sulten!
Det er ikke noget jeg altid har været eller altid er, men jeg er med tiden blevet præsenteret for både retter, menuer og kombinationer af.. tilbehør.. som har stimuleret mine sarte og lidet følsomme sanser..

I mange år fik jeg bare mad!
Jeg overlevede, troede at mad var mad, havde ingen forventninger, stillede ingen krav eller spørgsmålstegn. Var nok egentlig lidt skuffet over dette stærkt overvurderede element i vores tilværelse og kunne nemt undvære det!
Det er ingen vel død af?

Som årene gik, blev den faste kok og leverandør af fødevarer skiftet ud!
Og som følge af dette blev jeg efterhånden præsenteret for nye krydderier..
En enkelt, én af første, forstod at fortælle og beskrive levende for mig, hvordan han lavede mad når han tilberedte et godt måltid..
Han beskrev krydderienre for mig så jeg kunne dufte dem og næsten smage dem.. Han vækkede en nysgerrighed og en sult i mig som jeg aldrig tidligere havde oplevet. Jeg blev flov og forvirret.. Skammede mig og ville ikke indrømme at jeg blev sulten!
Men det nytter ikke at fornægte noget når maven knurrer højt og munden løber i vand! Den slags kan ikke skjules og det er vel dybest set heller ikke meningen: Jeg kunne ikke vente til han skulle tilberede et måltid til mig!
Han lod mig glimtvis få en lille smagsprøve af hvad han mente jeg havde fortjent så han viste hvor meget og hvor lidt, hvor stærk og sød min ret skulle være, når min tid kom..
Resultatet var tydeligt, det ligefrem drev af væggene: Mad var ikke længere mad men én lang forberedende øvelse og jeg kunne ikke tænke på andet: Dag og nat, på jobbet og i det hele taget hele tiden!
Dagen kom da han ankom med kufferten, fyldt med hemmeligheder, krydderier og tilbehør. Mine smagsløg fik forløsning og min sult blev stillet!
Igen og igen!
Og javist blev den stillet, ja, men jeg ville have mere: standarten var med ét hævet til et niveau som ikke kan beskrives med ord!

De fleste er nok bekendt med at der skal kildevand til.. Kærlighed og Kildevand! Kærligheden skal også være tilstede, som det gamle ord siger, og da det gik op for os at den var udeblevet, eller fortaget, blev jeg overladt til mig selv med en ny krydderihylde, ja, men uden nogen fornemmelse for hvordan maden skal tilberedes når man ikke har én i sit liv at tilberede den til eller nyde måltidet med!
Så ja. Nye kokke blev taget til optagelsesprøve. Kærligheden er blevet søgt både gennem mad, krydderier og intens samvær og tillid!
Tilliden er, skal siges og understreges, et element der på ingen måde må undervurderes idet ingen nye dufte, ingen smag eller krydderi optages og opleves optimalt når tilliden ikke er til stede.
Fortroligheden, tilliden, kokken og.. modtageren imellem, er et must: uden dem er vi tilbage til Mad(!) i stedet for oplevelsen, hvor maden spises alene fordi den er der til rådighed og vækker sult!

Der er naturligvis mange lag i denne proces som jeg ikke alle kan komme ind på her, men jeg ved nu hvad der kan bidrage til at vække min sult og ikke mindst stille den og jeg har mødt kokke på min vej, mænd om I vil, med oprejst pande og åbent sind.
Sulten og nysgerrigheden er kommet for at blive. Håber jeg..
Alle jeg har mødt på min vej har tilføjet et nyt krydderi eller element til mit liv, selv den forbudne frugt som lige skulle prøves.. Og nej, den faldt ikke i smag, men jeg er en erfaring rigere og ved nu hvad jeg skal gå uden om!

Inden for den sidste tid har jeg fået serveret noget rigtig kedelig mad..
Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om at alle kokkens intentioner var gode.. Men det er ikke nok hvis man kun er i stand til at følge en opskrift og ikke formår at smage maden til..
Han var ikke kok, denne mand! Han var en mand med en drøm om en restaurant med fransk mad og stjerner over døren.
Drømme kan være gode, men det skal ikke være mig der skal hjælpe med at leve dem ud: Det er mine sanser for følsomme til, det ved jeg nu!

Resultatet:
Jeg mistede appetitten!
Jeg kan ikke længere helt huske smagen af den himmelske nektar!
Jeg ved den findes:
Følelsen af at sætte tænderne i den modne frugt.. følelsen af safterne der eksploderer i min mund til en fuldkommen nydelse, overfloden af safterne der løber ud af min mundvig og ned af min hals mens smagen af safterne og kræfterne tager mig til et sted hvor kun lys omgiver mig.. Hver bid er en ny oplevelse der inviterer til mere: Jeg kender den følelse så godt!

Men jeg ved nu at der også er fordærvet mad i mellem den gode, og det er nu smagen af den fordærvede mad jeg føler og indånder når den præsenteres på et fad foran mig, tilberedt og klar til at spise!

Forleden var jeg på et.. marked, hvor alverdens mad stod til min rådighed! Det var de rå varer: Ingen krydderier, ingen tilsætning, ikke tilberedt!
Jeg gik imellem varerne og kunne dufte, føle og røre.. fornemme hvad der skjulte sig under emballagen, skallen..
Og da følte jeg mig, efter lang tid uden nogen fornemmelse som den, lidt lækkersulten igen..
En god og velkommen følelse!
En savnet følelse jeg ikke selv har været i stand til at fremkalde..

Jeg tror jeg er parat til at se hvad der findes derude igen.. men denne gang skal det være et velovervejet.. indkøb!
Intet forhastet: Smag, konsistens, holdbarhed skal vurderes nøje inden jeg næste gang sætter tænderne i et godt måltid for to. Krydderierne må vi finde sammen i tæt samarbejde: Der er jo nok plads til to i køkkenet og hvem ved om vi sammen har dobbelt krydderi?!

%d bloggers like this: