UA-76103815-1

Kategori: Sundhed

Respekt iført badetøj

Jeg ved godt, at jeg burde være taget ud at svømme og få brugt min krop lidt, så den kan komme i form!
Den har skreget på det hele dagen, i en hel uge
Jeg har uro i kroppen og har svært ved at koncentrere mig:
Godt weekenden nærmer sig, og de forbandede sommerferieåbningstider stopper så vi andre dødelige og arbejdende mennesker kan komme til!

Svømning er min sport: Alle de fordele, slet ingen ulemper!

  • Man kan ikke overanstrenge sig, for så drukner man
  • Man får lov at træne med meget veltrænede og meget letpåklædte mænd
  • Man bliver set som man er (der er jo ingen muligheder for at skjule noget i en svømmedragt)
  • Man kan ikke se hvor meget du sveder
  • Samtlige muskelgrupper bliver styrket og rørt
  • Man undgår dårlige hofter (jeg har selv dårlige hofter men de bliver bedre når jeg svømmer)
  • Man undgår “mormor arme”
  • Det føles bare godt, også for det indre barn du måtte gemme på
  • Du kan gå i sauna og flade ud bagefter

Nu skal I ikke skrive, at i alle sammen har prøvet tilsvarende, men I får lige denne, helt gratis:

Engang jeg var af sted faldt jeg i snak med en ung fyr i en svømmehal som jeg testede for at se om det var et godt sted at hænge ud! Det viste sig at det var det og jeg er siden kommet der fast.
Vi svømmede om kap, han var hurtigere end mig til trods jeg havde svømmefødder på.. Hmm..
Bagefter stod og snakkede lidt løst og fast og fik pusten igen op ad kanten: Mega sexede begge to, våde og glinsende og med høj puls..
Og så tar han chancen, og spørg om han må få mit nummer!

Respekt!!

Men hvad siger jeg?
Hvad føler jeg?
Føle-føle-føle!!!!! Det er det jeg kan: Føle! Jeg føler mig fuldstændig nøgen (det var jeg jo sådan set nærmest også) og blottet, og bliver overvældet af en stemme (min) der siger:

Nej, nej: Du skal da ikke bare tage den første og bedste der byder sig til!

Så jeg smiler, muligvis lige vel selvtilfreds, og siger at Nej(!) det må han ikke få. Men det kan jo være at vi mødes i bassinet igen, for jeg har tænkt mig at komme tilbage!

Hvad fanden er det for et svar???

Så han smuttede, og selvom jeg vitterlig begyndte at svømme der, ikke mindst i håbet om at han ville komme tilbage, kom han aldrig igen

Ej, helt ærligt: Tårer har jeg aldrig grædt på lige den den konto.. Men for Søren da!
Man kan da ikke bare overraske mig på den måde når jeg står der helt blottet og bare ikke ser det komme!!!

Så får man altså den kolde skulder!
Man er vel i beredskab, skal passe på sig selv!
Han var vel dybest set også alt for ung:
Dejlig, ung og veltrænet!

Men han får en tanke for sin overskuds agtige situationsfornemmelse!
Som jeg faktisk har stor respekt for!
Og så trøster jeg mig, når jeg sidder her, foran tastaturet med dårlig samvittighed over at jeg ikke udnyttede dagens trænings muligheder med, at jeg i det mindste har haft sådan en oplevelse, en lørdag formiddag i en svømmehal i Taastrup!

Og så var den der sørme igen:
Følelsen af, at jeg skal huske, og det skal du også(!) at være taknemmelig for de små gyldne øjeblikke!
Også selvom man indimellem lader sig overraske i en sådan grad at man ikke griber dem!
Det må være dét der er livet!

Fortæl mig: Har du nogensinde oplevet noget tilsvarende? Det kunne være virkelig dejligt om du ville dele et gyldent øjeblik!

Forandring – helt ind i cellerne

Så er jeg tilbage med nyt

Jeg var jo lige så godt i gang!
Mange vinkler, mange kloge ord fra venner og veninder som jeg har følt lyst til at dele det hele med.
Som jeg virkelig har kunne bruge, og tak til Jer for det!

Sidst jeg skrev havde jeg en god ro i maven, dermed ikke sagt at beslutningen var truffet men alt kunne blive anderledes og det blev det.

Jeg ved ikke hvor mange der har prøvet at blive ringet op af sin læge?!
Ikke bare ét, men 2 og 3 ubesvarede opkald lå der fra min læge fredag formiddag da jeg kom tilbage fra morgenmad med afdelingen.
Jeg har prøvet det een gang tidligere, dengang var det alvorligt og min læge tog hånd om mig som om jeg var et barn, hvilket nok også var nødvendigt på det tidspunkt og han undlod klogeligt at fortælle mig præcist hvorfor han var så omsorgsfuld hvilket jeg stadig er ham dybt taknemmelig for!

Jeg mente bestemt jeg havde fået svar fra alle de prøver jeg havde fået taget i forbindelse med de forberedende øvelser inden en mulig  insinimation.
Jeg havde i hvert fald fortalt Stork klinik at alt var godt, der var ingen tvivl i mit sind!

Alle de tanker der kan fare gennem hovedet når en lægesekretær tydeligvis ikke har lyst til at fortælle hvorfor man er blevet ringet op..
Tonen på lægens stemme.
Den langsomme talen: “Er du med mig..?”
Alle de ord der pludselig er fremmede og uforståelige

“Hvad siger du?”
“Hvad betyder det for mig, min fremtid, processen, risicis?”
“Det er vel ikke så alvorligt?! Jeg mener, det er vel bare rutine! ??”

“Hvad er worst case?”
“Hvad er worst case?”
“Hvad er worst case?”
Ikke noget svar.. Det af alle svar runger altid i mine øre længe efter..!

Så jeg har “Atypiske celler”
Jeg har celleforandringer
Jeg er identificeret med virusset
Jeg skal videre i systemet
Jeg skal vaccineres for 3.750kr. (godt jeg snart har fødselsdag!)
Jeg skal sætte mine planer i bero, bare lidt..

Jeg skal se på min søn og vide at jeg er verdens heldigste kvinde og at min søn har en far der elsker ham over alt på jorden
Jeg skal ikke bekymre mig: Jeg bekymrer mig ikke!
Jeg skal acceptere at det er ude af mine hænder: Jeg accepterer!
At jeg er heldig at der bliver taget nånd om det, om mig!

Alle mine tanker om flere børn er sat på hold
Jeg fejler bestemt ikke noget alvorligt men alligevel: Alt er anderledes!
Det der før fyldte så meget, betyder ingenting!
Det jeg før tog for givet, betyder alt!

Syg eller ikke: Det her er sundt
At sætte tingene i perspektiv

Kærlige tanker til alle I der satte jer ned og læste min lille beretning:
Dette er så langt fra den sidste!

%d bloggers like this: