UA-76103815-1

Kategori: To do To nå

Det perfekte sted – i livet

“Det perfekte sted” fra Fotomarathon 2016

Jeg sørger, græder og jeg tager afsked. Ikke mange forstår det men årsagen får du her og det er faktisk helt reelt: Jeg fylder fyrre om en uge, men det er ikke blot det: For mig er fyrre (40) ikke blot et tal, men en yderst vigtig målestok for hvilke mål jeg har nået i mit liv. Alt er taget op til revision og du gættede sikkert korrekt: Mine mål var høje og jeg har dags dato ikke nået dem! Mit liv kan, set i bakspejlet, forekomme lidt tilfældigt. Pludselig var jeg midt i livet, og mit udgangspunkt har længe været at jeg ikke fandt resultatet smukt.

En af opgaverne til årets fotomarathon lød “Det perfekte sted”. Ovenover ses mit bud på denne opgave: Jeg kan godt lide kontrasten i den smukke robe der skødesløst er hængt op i en af Københavns gamle lygtepæle. Tilsyneladende tilfældigt, smukt placeret. Er dit liv sådan?

Og hvad gør en Klog så, når man ser på sit liv og må indse at man ikke er hvor man troede eller ønskede at man ville være, når man var halvejs i livet? Der er 7 dage til min fødselsdag: jeg har løbet “marathon” i de seneste år for at nå bare nogle af mine mål, men må give fortabt nu, ved målstregen. Mine mål har været store, det erkender jeg. Nogle ville nok betegne dem som drømme, men det ændrer ikke på at jeg på min egen måde har søgt at skabe mig et liv der indeholdt nogle af de kvaliteter og værdier som jeg mente skulle være til for at jeg var lykkedes i livet.

-Ifølge hvem, spørger du? – Ifølge mig? – Måske..

Nu er tiden kommet hvor jeg bliver nød til at omprogrammere denne eksistensopfattelse. For selvom jeg er alene, selvom jeg “kun” har ét barn, så drejer jorden stadig rundt, solen stå op hver dag, Hjerter knægt skal stadig i skole og huslejen skal betales. Og vigtigst af alt: Der er så mange ting jeg både vil, skal og kan nå, uanfægtet min alder!

Jeg er igang med nogle af mine mål, nu. De er gradvist blevet aktiveret i takt med at min store dag (fødselsdag) har nærmet sig. Jeg kan i flæng nævne Bloggen her, fotografering, flere sociale aktiviteter, endda min uddannelse i selvudvikling/ NLP…

Men, det er ikke det! Det er ikke de handlinger der betyder noget! De er alle dybest set overfladeske aktiviteter som ingen betydning har for dig hvis eksistensgrundlag allerede er i orden. Hvad betyder det at blogge, fotografere, møde mennesker og at få likes (det er du for øvrigt altid velkommen til at give), og modtage tilkendegivelser af at du er dygtig at du kan dit shit, at du er smuk, What ever, hvis ikke du grundlæggende ved og føler i dig selv, at du er god nok og at du er berettiget til at være her, ligemeget hvad du gør, ligemeget hvad du præsterer, ligemeget hvad andre måtte mene?

Som jeg ser det, ligger foreskellen i hvilken motivations-faktor der driver værket. Gør du det du gør, for at andres meninger om det/ dig og deres tilkendegivelser skal fylde dig op med ro, energi eller kærlighed, eller gør du det fordi selve handlingen tilføjer dit liv værdi (kærlighed, ro, energi)?  Og vælter du, uden de andre? Det første kaldes selvtillid, det andet kaldes selvværd.

Jeg har selv været drevet af et behov for kærlighed. Men det er en kærlighed jeg aldrig vil kunne give eller modtage, for den der skulle være omdrejningspunktet, er her ikke. Lige meget hvor meget jeg fortryder, hvor meget jeg ændre adfærd, eller hvor meget succes jeg måtte få på arbejdsmarkedet eller i livet. Det havde ingen betydning.. Så nu er tiden kommet hvor jeg har måtte give slip på det jeg på et mere eller mindre bevidst plan har arbejdet for og med i lange tid. Jeg skal lære at tilgive skæbnen, at ændre mit fokus og at gøre de ting jeg gør, for min egen skyld, i kærlighed til mig selv.

Når det er sagt, er det ikke helt ligetil at give slip på en faktor der har fyldt virkelig meget i mit liv, i mange, mange år. Jeg skal sige uigenkaldeligt Farvel. Og det har været forbundet med en stor sorg. En sorg over at skulle give afkald på noget som jeg i høj grad identificerede mig med og på én eller anden måde havde baseret min fremtid på. En sorg som jeg skulle sige højt, rumme og forstå med alle de følelser der var knyttet dertil. Både de gode og de svære følelser. De kærlige og de vrede følelser.

Derfor læser jeg bøger om sorg! Derfor går jeg uden make-up på job, for det svier forfærdeligt når tårerne får det hele til at løbe og tårerne er ikke til at stoppe: De skal nok finde ud i disse dage!

Og derfor kæmper jeg: Fordi jeg rent faktisk er Det perfekte Sted i mit liv! Lige dér hvor jeg selv kan tage styringen og ansvaret for mit liv: Ingen har sagt at livet skulle være let. Jeg skal ændre retning, roret er tungt men vi ved at det er muligt, så derfor gør jeg det!

-Om det er tilfældigt at jeg havnede hvor jeg havnede skal være usagt. Men som roben i lygtepælen er både du og jeg flytbare. -Og i øvrigt også smukke i krop og sjæl, blot fordi vi er!

Under alle omstændigheder er vi alle det perfekte sted hvorfra vi kan vælge at blive, eller vælge at flytte os fra for at gøre noget andet, og under alle omstændigheder få det bedste ud af vores liv. Også(!) om en uge, om en måned og om et år!

Kærligst fra Malene

Struktur og orden – Opstart

Rod
Alt afhænger af øjnene der ser…

De talemåder vi vokser op med, er et udtryk for vores værdier og kultur, hvad enten vi vil det eller ej. Som lille hørte jeg for eksempel ind i mellem ordlyden at “børn skal ses og ikke høres.” Jeg lærte også, at “jeg ikke skulle gøre noget, som jeg ikke ville fortælle mine forældre bagefter”, og at “et rodet hjem er et udtryk for et rodet sind”. Den sætning har jeg hørt så mange gange, at den kommer til mig, hver gang jeg skal have nogle på besøg.. For, hvad vil de ikke tænke om mig, hvis de ser mit hjem og synes der er rodet?

Da jeg forberedte mig på at skrive dette indlæg, gjorde jeg mig flere tanker om hvordan jeg skulle lægge det ud. Jeg ville forklare hvorfor og hvordan al ting hænger sammen, hvorfor jeg gør som jeg gør og .. Jeg ville undskylde mit hjem og mit sind!

Berettiget?

For, jeg jo virkelig have et meget rodet sind?! Eller, er jeg bare bevidst om at jeg er distræt har et problem med at kassere ting? Eller, prøver jeg bare at efterleve andres forventninger til mig? Nej, vel?! Den sidste er vist lidt for let købt. Og jeg vil ikke tage nogle af ovenstående udsagn på mine skuldre!

Jeg har nok lidt mange ting, mine kvadratmeter taget i betragtning: Da jeg skulle flytte nogle år tilbage, havde jeg 89 flyttepapkasser.. Godt og vel 1 kasse pr. m2, af de ekstra store, ekstra kraftige! Nå ja, de var ikke fyldt helt op: jeg havde beregnet at jeg selv skulle flytte dem alle, så lige på den konto var mine hjælpere mig taknemmelige, meen.. de havde nu også en holdning til antallet, vægt til trods. (Rigtig mange af de ting, er dog væk nu)!

Årsagen til at jeg fortæller dig om dette er, at jeg igennem det seneste års tid er blevet mere og mere opmærksom på, hvordan den generelle opfattelse af, hvordan “man” bør opføre sig, har påvirket, og stadig påvirker mig selvopfattelse. Og jeg kan ikke rigtig vende det til noget positivt.

Faktum er, at at jeg påvirkes af at ting uberettiget ligger fremme. At jeg åbenbart har flere ting end jeg har plads til. At der tydeligvis er kommet flere nye ting ind, end der er kommet ting ud. At rod eller uorden suger af min energi. At jeg vil have det til at gå væk. Nu!


Så, nu laver jeg en plan, og du er mit vidne:

Den næste måned skal jeg dagligt smide ting jeg ikke bruger, væk. Det gælder tøj, gamle blokke og løse papirer, bøtter, dimser og besynderlige ting der vækker besynderlige minder. Ting der ikke har en plads, skal have en plads, eller ud!

Jeg er træt af undskyldninger og af at få tappet af den energi jeg yder en stor indsats for at få.

Jeg vil løbende skrive herinde om mine fremskridt og om hvad det  giver mig at handle på mine tanker. Og så er jeg i øvrigt vildt spændt på hvordan mit lille projekt vil udarte sig…

 

Er et rodet hjem et udtryk for hvordan en person har det? Er det korrekt at “Dit hjem er et afspejler dit sind”?

Blot til information: Det modsatte af Rod er Orden

Orden (struktur) – Wikipedia, den frie encyklopædi.

Orden (struktur)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Spørgsmålet er om ”orden” kan opstå af sig selv (spontant), er givet en gang for alle (naturens orden, se naturfilosofi) eller er under stadig udvikling .
Analyser af komplekse systemer, afslører ofte at de er består af relativt simple enheder.

Selvtilpasning eller selvregulering (Kybernetik) sker i en dynamisk balance med input & output fra og til omgivelserne

Selvregulerende: i Organisations filosofi

Ledelsen opløser eksisterende struktur, og gennemtvinger en ændring. Denne nye har ikke (endnu) fungerende arbejdsgange. Medarbejderne er nød til (kontrol) at agere i de nye rammer. Som tiden går danner de ‘af sig selv’ ny struktur så det kommer til at fungere på ny måde. Velkendt er også ”troen på” at de frie markedskræfter er selvregulerende.

Anerkendelse og beundring af de målrettede

image

Jeg beundrer målrettede mennesker. Personer der lægger en plan, følger planen, retter den til og fortsætter til de står i målet. De mennesker beundrer jeg!

Og, hvis de har drivkraften med sig, og det har de fleste, så sætter de, som en del af deres plan og kort før de står i målet, et nyt og højere mål. Det er som om det sker mens de alligevel er oppe i gear, så det ser ud som om de bare fortsætter og bare ser målet komme tættere på. De mennesker er mine forbilleder, og der er mange af dem! Snart kan jeg knejse og have nøjagtig lige så stor respekt for mig selv som for dem, på det område også.

En af dem er min far. Jeg er ikke sikker på at han ved det, for jeg har aldrig anerkendt hans livsværk som sådan men nok nærmere taget lidt afstand fra det. Prisen han betalte for at følge sin drøm var, set i bagspejlet, høj men jeg tror at han har haft en plan, for det er mit indtryk at han står nu, præcis hvor han gerne vil stå. Det han gik glip af på vejen, indhenter han nu, med sin livserfaring og med flere og stærkere ressourcer.

I dagligdagen oplever jeg at jeg er blevet bevidst om hvordan jeg med større og større respekt betragter de mennesker der har en plan. Dem der ved hvad der er vigtigt for dem i livet, og som formår at give det plads i deres dagligdag. Og jeg oplever faktisk at min respekt på det nærmeste har udviklet sig til en form for misundelse, eller jalousi.  Det gør lidt ondt at erkende dette, men misundelsen er forårsaget af, at disse mennesker evner at gøre til virkelighed, hvad jeg selv har haft på min hemmelige “To-Do” liste igennem mange, mange år, men som jeg tidligere slet ikke kunne forestille mig, kunne føres ud i livet.

Og heldigvis for mig, lader det til at denne misundelse virker som et Power tilskud af format: Et wake-up call så jeg aldrig burde kunne falde i søvn igen.

For dette er jo præcis hvad jeg har lært på papiret: “Hvis det er muligt i Verden, er det muligt for mig”. Men, for mig lyder dette måske nok sandt, jovist, men det er altså også meget store ord! Trækker vi det lidt tættere på ville budskabet lyde “Når det er muligt for ham, er det også muligt for mig” eller, helt ned i øjenhøjde: “Når han kan, kan jeg også!”

Betydningen af selve formuleringen kan forekomme banal. Men for den der ikke tør drømme store drømme kan det have stor effekt at trække de store visioner ned i øjenhøjde. Jeg forsøger her, som den skarpe læser nok har observeret, at generalisere en del: Jeg taler ud fra mit perspektiv og ud fra mine erfaringer. Det er mig der ikke tør drømme store drømme, men jeg prøver da, mere og mere..

Jeg tror, at mennesket kan trænes i særlige tankemønstre, og dermed i at drømme. Og denne træning er bestemt ikke kun relevant for mig.

Selv har jeg stået i skyggen af mange store drømmere og visionære i mit liv. Mennesker der formåede at drømme og som jeg beundrer og ønskede at støtte, så de kunne nå dem: Deres drømme. Det er lettere at støtte op om andres mål, end det er selv at åbne og og turde mærke. Men tiden er gået. Jeg har set hvad den målrettede kan nå når han ikke ser nogle begrænsninger i verden: Er det muligt i verden er det muligt for mig! Både at stable gode sunde virksomheder på benene og at deltage i en maraton, lave en vellykket middag eller indgå aftaler med sig selv, og holde dem!

Og nu står jeg her! Måske midt i mit liv.

Jeg har taget noter, set hvad andre kan gøre og lært at intet står til hindring, heller ikke for mig. Jeg øver mig stadig i at drømme, i at sætte mål og i at tage tilløb, i at turde turde. Men jeg er begyndt og nu jeg er i fart oplever jeg på egen krop hvordan det bliver lettere og lettere at sætte målene, højere og højere.

Tør du? Har du et mål som du arbejder hen imod, eller er du allerede i mål,og hvad giver det dig? Eller: hvad tænker du at det vil give dig at nå det?