"Det perfekte sted" Fotomarathon 2016
“Det perfekte sted” fra Fotomarathon 2016

Jeg sørger, græder og jeg tager afsked. Ikke mange forstår det men årsagen får du her og det er faktisk helt reelt: Jeg fylder fyrre om en uge, men det er ikke blot det: For mig er fyrre (40) ikke blot et tal, men en yderst vigtig målestok for hvilke mål jeg har nået i mit liv. Alt er taget op til revision og du gættede sikkert korrekt: Mine mål var høje og jeg har dags dato ikke nået dem! Mit liv kan, set i bakspejlet, forekomme lidt tilfældigt. Pludselig var jeg midt i livet, og mit udgangspunkt har længe været at jeg ikke fandt resultatet smukt.

En af opgaverne til årets fotomarathon lød “Det perfekte sted”. Ovenover ses mit bud på denne opgave: Jeg kan godt lide kontrasten i den smukke robe der skødesløst er hængt op i en af Københavns gamle lygtepæle. Tilsyneladende tilfældigt, smukt placeret. Er dit liv sådan?

Og hvad gør en Klog så, når man ser på sit liv og må indse at man ikke er hvor man troede eller ønskede at man ville være, når man var halvejs i livet? Der er 7 dage til min fødselsdag: jeg har løbet “marathon” i de seneste år for at nå bare nogle af mine mål, men må give fortabt nu, ved målstregen. Mine mål har været store, det erkender jeg. Nogle ville nok betegne dem som drømme, men det ændrer ikke på at jeg på min egen måde har søgt at skabe mig et liv der indeholdt nogle af de kvaliteter og værdier som jeg mente skulle være til for at jeg var lykkedes i livet.

-Ifølge hvem, spørger du? – Ifølge mig? – Måske..

Nu er tiden kommet hvor jeg bliver nød til at omprogrammere denne eksistensopfattelse. For selvom jeg er alene, selvom jeg “kun” har ét barn, så drejer jorden stadig rundt, solen stå op hver dag, Hjerter knægt skal stadig i skole og huslejen skal betales. Og vigtigst af alt: Der er så mange ting jeg både vil, skal og kan nå, uanfægtet min alder!

Jeg er igang med nogle af mine mål, nu. De er gradvist blevet aktiveret i takt med at min store dag (fødselsdag) har nærmet sig. Jeg kan i flæng nævne Bloggen her, fotografering, flere sociale aktiviteter, endda min uddannelse i selvudvikling/ NLP…

Men, det er ikke det! Det er ikke de handlinger der betyder noget! De er alle dybest set overfladeske aktiviteter som ingen betydning har for dig hvis eksistensgrundlag allerede er i orden. Hvad betyder det at blogge, fotografere, møde mennesker og at få likes (det er du for øvrigt altid velkommen til at give), og modtage tilkendegivelser af at du er dygtig at du kan dit shit, at du er smuk, What ever, hvis ikke du grundlæggende ved og føler i dig selv, at du er god nok og at du er berettiget til at være her, ligemeget hvad du gør, ligemeget hvad du præsterer, ligemeget hvad andre måtte mene?

Som jeg ser det, ligger foreskellen i hvilken motivations-faktor der driver værket. Gør du det du gør, for at andres meninger om det/ dig og deres tilkendegivelser skal fylde dig op med ro, energi eller kærlighed, eller gør du det fordi selve handlingen tilføjer dit liv værdi (kærlighed, ro, energi)?  Og vælter du, uden de andre? Det første kaldes selvtillid, det andet kaldes selvværd.

Jeg har selv været drevet af et behov for kærlighed. Men det er en kærlighed jeg aldrig vil kunne give eller modtage, for den der skulle være omdrejningspunktet, er her ikke. Lige meget hvor meget jeg fortryder, hvor meget jeg ændre adfærd, eller hvor meget succes jeg måtte få på arbejdsmarkedet eller i livet. Det havde ingen betydning.. Så nu er tiden kommet hvor jeg har måtte give slip på det jeg på et mere eller mindre bevidst plan har arbejdet for og med i lange tid. Jeg skal lære at tilgive skæbnen, at ændre mit fokus og at gøre de ting jeg gør, for min egen skyld, i kærlighed til mig selv.

Når det er sagt, er det ikke helt ligetil at give slip på en faktor der har fyldt virkelig meget i mit liv, i mange, mange år. Jeg skal sige uigenkaldeligt Farvel. Og det har været forbundet med en stor sorg. En sorg over at skulle give afkald på noget som jeg i høj grad identificerede mig med og på én eller anden måde havde baseret min fremtid på. En sorg som jeg skulle sige højt, rumme og forstå med alle de følelser der var knyttet dertil. Både de gode og de svære følelser. De kærlige og de vrede følelser.

Derfor læser jeg bøger om sorg! Derfor går jeg uden make-up på job, for det svier forfærdeligt når tårerne får det hele til at løbe og tårerne er ikke til at stoppe: De skal nok finde ud i disse dage!

Og derfor kæmper jeg: Fordi jeg rent faktisk er Det perfekte Sted i mit liv! Lige dér hvor jeg selv kan tage styringen og ansvaret for mit liv: Ingen har sagt at livet skulle være let. Jeg skal ændre retning, roret er tungt men vi ved at det er muligt, så derfor gør jeg det!

-Om det er tilfældigt at jeg havnede hvor jeg havnede skal være usagt. Men som roben i lygtepælen er både du og jeg flytbare. -Og i øvrigt også smukke i krop og sjæl, blot fordi vi er!

Under alle omstændigheder er vi alle det perfekte sted hvorfra vi kan vælge at blive, eller vælge at flytte os fra for at gøre noget andet, og under alle omstændigheder få det bedste ud af vores liv. Også(!) om en uge, om en måned og om et år!

Kærligst fra Malene

Udvid min horisont: Lad mig høre hvad du tænker