Jeg var lige i gang med at få styr på mit liv: Afklaret med at være uafklaret. Lidt kærestesorg og selvoptagethed har man vel altid man kan tage sig af mens man skøjter rundt på Facebook. Tankerne fylder det hele og telefonen er varm fordi jeg skal hører veninderne sige det samme og det samme til mig: “Det tar tid!” “Det skal nok blive godt!” “Slap nu af, du har det jo godt!”
Mmm.. Klart! Læser bøger om hvilepuls og Waow-effekt og selvindsigt og og og!
Og så: BANG!
Bliver alt ændret! Fra det ene øjeblik! Min veninde havde skrevet følgende opdatering på Facebook:
Det er med dyb sorg at fortælle Jer, at vores smukke datter Caroline er gået bort! Hun blev kørt ihjel i går kl.17.45. Ingen ord kan beskrive den smerte vi føler!!
Caroline du vil altid være i vores hjerter alt er meningsløst….men Gud havde en større plan med hende!!
Sov sødt lille skat! Mor og far elsker dig!!
Og lige da, kan jeg se og forstå hvad der er vigtigt i livet!
Mit hjerte bløder og tårerne triller: Der gik mange timer før jeg forstod hvad der var sket og jeg sad oppe hele natten og skiftevis græd og hulkede så hele kroppen rystede.
Gik ind og så til min dreng og takkede alt mellem himmel og jord for hvad jeg har.. Og også har i morgen!
Få dage senere lød hendes opdateringen således:
Hvordan kommer man over sit tab?????? Har lige kysset jorden, lige der hvor hendes lille gik i stå, lige der hvor alles hjerter gik i stå!
Du var så sød og smuk lille som stor. Nu skal jeg aldrig glatte dit hår, kysse dig i panden og vugge dig i mine arme! Du er mit livs kærlighed mit lys! Hvordan kan man overhovedet komme videre….
Sorgen vil ingen ende tage..
Alle omkring græder, ingen kan tænke sig til den smerte hun må skulle rumme, ingen ved hvordan hendes verden ser ud på den anden side..
Men jeg ved, at hun var en nærværende og kærlig mor.
Det ved hun også!
Jeg ser på min dreng og ønsker at blot at kunne tænke tilbage, og intet fortryde, hverken kram og kys, eller skænderier og smækken med døre.
Livet er både op og ned, ingen har sagt at det er let og slet ingen har sagt, at det ikke må gøre ondt!
Men det vigtigste må være at vi er til stede i det vi gør og tager ved lære..!
Min veninde skal fortsætte sit liv, nu med en mission, måske at finde en ny mening med livet, måske at give andre én.. Måske det er et og samme..
Tårerne triller når jeg læser hvad hun skriver, hun vil aldrig blive den samme!
Jeg mangler ordene, føler mig magtesløs på en måde der ikke kan sammenholdes med mine egne kriser, skilsmisse, retsag og barske livserfaringer der på den anden side har gjort mig stærkere end nogen sinde. Vejen dertil var blot så lang og hård!
Det jeg har kæmpet for, er blevet frarøvet hende for altid!
Mine eneste ord jeg kunne give hende, giver jeg Jer med:
“Kæreste
Jeg ved i mit hjerte, at for hver et lys der slukkes, da tændes der en stjerne som vil lyse og funkle og aldrig lade mig glemme..!
En ny stjerne er blevet tændt..
Den lyser og funkler og jeg elsker den stjerne!
Aldrig har jeg kigget så meget på stjernerne som nu, og det stille lys jeg så tit har tændt i aftentimerne, har fået en hel ny betydning i mit liv og vil altid have det!
Kære Caroline
Du var også en engel da du var iblandt os!
Ingen ord kan beskrive hvad du gav os alle..
Hjælp os nu med at passe på din far og din mor så deres hjerter med tiden kan heles..”
Kære Du, der læser dette: fra min kære veninde til dig:
Kys og kram Jeres børn og kære de er kun til låns! Tag intet for givet og husk at fortælle at I elsker hinanden, hver dag!!! Det gjorde jeg heldigvis..