Første gang jeg lagde mærke til hende var i morgentoget hvor vi stod, pakket som kvæg der bare venter på at blive lukket ud! Ud i regnen!

Det var hendes røde frakke der fangede mit blik. Siden har jeg set hende mange gange. Faktisk kigger jeg efter hende hver eneste dag.

Frakken sidder lidt for tæt til, på hendes brede skuldre og store barm. Den får på en lidt trist måde neutraliseret det frække og kække jeg måske lidt naivt forbinder med en rød, ulden, cottoncoat. Hendes hue ser hæklet ud og ikke særlig varm. Håret er mørkt og sat op, og står i skarp kontrast til hendes blege, skandinaviske hud der vidner om en sommer vi alle kunne have ønsket bedre..

Ved første øjekast forekommer hun mig træt.. Hun ser tom og nærmest udtrykløs ud i ansigtet. Da vi alle stiger ud af toget går jeg bag hende, og da vi alle går op ad trappen iført jakker, huer, tasker og mapper, kommer jeg vilkårligt til at tænke på billedet af de grå, udtryksløse børn der køres på samlebånd til kødhakkeren. Another brick in the Wall..

Det er kvinden i rødt der, antageligt uden at vide det, på én gang gør et stiltiende oprør ved at skille sig ud, og ved at vise mig vej.

Få minutter senere ser jeg hende stå ved busstoppestedet: Vi skal samme vej!

Det er koldt, det småregner og jeg selv stiller mig ind under det sparrede halvtag der er stillet til rådighed for os der, frivilligt eller ufrivilligt, vælger denne mere passive form for transport. En form for transport der kræver stor mental styrke, fleksibilitet og udholdenhed. Stærkt undervurderet, efter min bedste overbevisning.

Som jeg står der og skutter mig, forekommer hendes ansigtsudtryk mig decideret sørgmodigt.

Jeg forsøger at fange hendes blik, men hun er slet ikke til at finde. Munden og øjnene hænger nedad og hun ser lige frem for sig. Tomt.

Det er foruroligende svært at se hende stå af bussen sammen med mig og de andre ukendte, grå mennesker. Se hende dreje væk, se hvordan hun går alene over broen og væk..

Hun minder mig om en stereotyp af en kvinde der skal overleve dagen, ægteskabet, skilsmissen og livet, alt imens hun venter på bedre tider. Jeg håber hun bliver gladere når hun kommer derhen, hvor hun tager hen, hver morgen..

Faktisk håber jeg, at hun i virkeligheden er en kvinde der er selv vil lyse op så det er hende der kommer med frakken, ikke omvendt, som nu. Snart.

Jeg håber at hun smiler for sig selv fra tid til anden.. Jeg håber hun vil smile i morgen..

Udvid min horisont: Lad mig høre hvad du tænker