UA-76103815-1

Anerkendelse og beundring af de målrettede

image

Jeg beundrer målrettede mennesker. Personer der lægger en plan, følger planen, retter den til og fortsætter til de står i målet. De mennesker beundrer jeg!

Og, hvis de har drivkraften med sig, og det har de fleste, så sætter de, som en del af deres plan og kort før de står i målet, et nyt og højere mål. Det er som om det sker mens de alligevel er oppe i gear, så det ser ud som om de bare fortsætter og bare ser målet komme tættere på. De mennesker er mine forbilleder, og der er mange af dem! Snart kan jeg knejse og have nøjagtig lige så stor respekt for mig selv som for dem, på det område også.

En af dem er min far. Jeg er ikke sikker på at han ved det, for jeg har aldrig anerkendt hans livsværk som sådan men nok nærmere taget lidt afstand fra det. Prisen han betalte for at følge sin drøm var, set i bagspejlet, høj men jeg tror at han har haft en plan, for det er mit indtryk at han står nu, præcis hvor han gerne vil stå. Det han gik glip af på vejen, indhenter han nu, med sin livserfaring og med flere og stærkere ressourcer.

I dagligdagen oplever jeg at jeg er blevet bevidst om hvordan jeg med større og større respekt betragter de mennesker der har en plan. Dem der ved hvad der er vigtigt for dem i livet, og som formår at give det plads i deres dagligdag. Og jeg oplever faktisk at min respekt på det nærmeste har udviklet sig til en form for misundelse, eller jalousi.  Det gør lidt ondt at erkende dette, men misundelsen er forårsaget af, at disse mennesker evner at gøre til virkelighed, hvad jeg selv har haft på min hemmelige “To-Do” liste igennem mange, mange år, men som jeg tidligere slet ikke kunne forestille mig, kunne føres ud i livet.

Og heldigvis for mig, lader det til at denne misundelse virker som et Power tilskud af format: Et wake-up call så jeg aldrig burde kunne falde i søvn igen.

For dette er jo præcis hvad jeg har lært på papiret: “Hvis det er muligt i Verden, er det muligt for mig”. Men, for mig lyder dette måske nok sandt, jovist, men det er altså også meget store ord! Trækker vi det lidt tættere på ville budskabet lyde “Når det er muligt for ham, er det også muligt for mig” eller, helt ned i øjenhøjde: “Når han kan, kan jeg også!”

Betydningen af selve formuleringen kan forekomme banal. Men for den der ikke tør drømme store drømme kan det have stor effekt at trække de store visioner ned i øjenhøjde. Jeg forsøger her, som den skarpe læser nok har observeret, at generalisere en del: Jeg taler ud fra mit perspektiv og ud fra mine erfaringer. Det er mig der ikke tør drømme store drømme, men jeg prøver da, mere og mere..

Jeg tror, at mennesket kan trænes i særlige tankemønstre, og dermed i at drømme. Og denne træning er bestemt ikke kun relevant for mig.

Selv har jeg stået i skyggen af mange store drømmere og visionære i mit liv. Mennesker der formåede at drømme og som jeg beundrer og ønskede at støtte, så de kunne nå dem: Deres drømme. Det er lettere at støtte op om andres mål, end det er selv at åbne og og turde mærke. Men tiden er gået. Jeg har set hvad den målrettede kan nå når han ikke ser nogle begrænsninger i verden: Er det muligt i verden er det muligt for mig! Både at stable gode sunde virksomheder på benene og at deltage i en maraton, lave en vellykket middag eller indgå aftaler med sig selv, og holde dem!

Og nu står jeg her! Måske midt i mit liv.

Jeg har taget noter, set hvad andre kan gøre og lært at intet står til hindring, heller ikke for mig. Jeg øver mig stadig i at drømme, i at sætte mål og i at tage tilløb, i at turde turde. Men jeg er begyndt og nu jeg er i fart oplever jeg på egen krop hvordan det bliver lettere og lettere at sætte målene, højere og højere.

Tør du? Har du et mål som du arbejder hen imod, eller er du allerede i mål,og hvad giver det dig? Eller: hvad tænker du at det vil give dig at nå det?

Etablerede og forvente singler

image

Jeg er ikke single.. Men jeg er vist blevet både etableret og forvent, for jeg har været single: on/ off igennem mange år og det har naturligvis bidraget til det jeg står med idag.

Jeg elsker at være i et parforhold, tag ikke fejl af det. Men jeg forstår også hvorfor der er så mange singler der har svært ved at indgå i et forhold, og nogle af årsagerne til hvorfor det kan virke som det bliver sværere og sværere, jo længere tid man har været alene. For, det er jo benhårdt arbejde at være en del af et par. Man kommer ikke sovende til noget som helst: Alt skal planlægges, afstemmes, synkroniseres. Og uden at niglichere det veletablerede forhold som uden tvivl også kan have sine udfordringer, vil jeg dog gerne påpege, at deltagerne i det nye, voksne parforhold, allerede hver for sig har udviklet vennekreds, værdier, vaner og rutiner. Og måske er de allerede startet på at udvikle en familie.

Jeg kan jo kun tale for mig selv, men lad mig lige ridse min egen situation op for dig, på godt og ondt: Jeg står med en ret ny kæreste ved min side. Vi bor 30 km. (ca. 30-45 minutter i egen bil) fra hinanden. Han i skønt stort hus, købt med hans tidligere kæreste men i skønne omgivelser og uden noget der binder ham, altså foruden sine mange, smukke fisk som faktisk kræver forholdsvis meget tid. Jeg, med et lille rækkehus med en præteenager hver anden uge og indekatte hver eneste dag, i måske lidt mindre skønne omgivelser og tæt på drengens far og drengens skole og kammerater.

Kæresten dyrker ferier, gerne alene, aktiv sport og ses jævnligt med venner, naboer og organisationer. Jeg selv værdsætter at være hjemme, ikke mindst pga. min dreng og pga. min økonomi. Kattene kræver at jeg ikke er for længe væk hjemmefra af gangen (læs max 1 ½ -2 døgn), jeg dyrker pt. sport 4-5 gange om ugen hvoraf én af dagene er fast. Derudover har jeg læsegruppe én gang om ugen, går på skole nogle lange weekender ca. én gang om måneden og har nogle forberedende lektier. Nå ja. Og jeg har da også nogle veninder jeg gerne vil se..

Så: Den her kæreste! Ham, jeg gerne vil dele mit liv med: Hvornår er det nu lige jeg skal se ham? Hånden på hjertet: Jeg vil gerne se ham hver eneste dag, (næsten) men hvor er det svært at få det hele til at passe sammen!

Når jeg kalder singlerne i mit indlæg for forvente, er det jo ikke som sådan singlerne jeg langer ud efter, men nok nærmere de friheder og goder som vi hurtigt og villigt tager til os, når de byder sig til, men som vi mindre hurtigt, og mindre villigt, lægger fra os.

Vi vil vel, som de “brug-og-smid-væk” mennesker vi ind i mellem omtales som, gerne have det bedste af det bedste. Både når det gælder ting.. Og relationer! Og har man først smagt sødmen…

På samme måde oplever jeg selv hvordan jeg pludselig skal gøre mig overvejelser om hvad den dybere kærlighed virkelig er, og hvad den indebærer. Men den tager jeg op en anden gang og det er vel dybest set også blot en udstikker af dette tema, om os voksne, etablerede og forvente mennesker, det vil have alt det bedste af det bedste… Skal man for eksembel føle sig forelsket i sin kæreste eller findes der andre former for kærlighed?

Hvad tænker du, om mine tanker?

Hvad er din situation og hvordan forenede du dig med disse ustandselige dilemmaer? Hvis du da har gjort det, og dermed har taget stilling til nogle af disse ting?!

Lad mig høre og gør mig klogere..!

 

Med kærlighed fra

Mig

Starten på rejsen

Det er jo ikke fordi der intet er sket.. At jeg har været så stille, mener jeg.. Tiden er bare gået, og jeg har på intet tidspunkt formået at sætte mig roligt ned for at sætte mine tanker sort på hvidt, for slet ikke at sige formulere hele brugbare sætninger der ville kunne forstås af andre end jeg selv.. Men, nu er tiden inde: Jeg prøver nu!

Mit blå stempel som min læge gav mig i sommer skulle vise sig at blive min nøgle til lyset.

Wauw! Det lyder da meget godt, nok lidt overdrevet.. Men vil du tænke dig: Det er det faktisk ikke!

Jeg begyndte at kigge på mig selv, med egne og måske tildels med min coachs og min psykologs øjne.. Og jeg lyttede til det jeg sagde, og tænkte over mine ord.

Ret hurtigt følte jeg at jeg var i et forum hvor det var muligt at sige mine drømme højt og hvor mine drømme blev hørt og anerkendt som ønsker og mål.

Jeg er ikke engang sikker på at min søde psykolog fangede vigtigheden af den samtale.

Det er fantastisk som underbevidstheden kan arbejde for én, for et par dage efter, da jeg parkerede bilen efter arbejde kom tanken til mig. Som en drøm.

En af de drømme man måske husker stemningen fra, men ikke billederne, eller handlingen.

Der gik et øjeblik før jeg ligesom “opdagede” tanken.

Så endnu et øjeblik til anerkendelsen, accepten, handling dagen efter på jobbet: Praktiske handlinger: Kunne jeg få fri og til sidst den afgørende skriftlige tilmelding!

Det korte og det lange er at jeg meldte mig til et skole forløb, en uddannelse, i Coach formen NLP.

Ugen efter gik jeg i gang og en hel ny underfundig verden åbnede sig for mig…