UA-76103815-1

Set fra oven?

HestEt nyt venskab er under opsejling!

Jeg har tvunget tre drenge sammen ved at blive kæreste med de to’s far: Forsøgt at retfærdiggøre min egoistiske handling med min overbevisning om, at det gavner mit barn at få tætte og nære relationer og at se sin mor glad! For slet ikke at tale om den erfaring og selvopfattelse det giver at opleve at man er en del af noget større, en del af et team og at mor/ fars øjne ikke kun hviler på én selv!

Jeg får nu glimtvis lov at se den storebror der gemmer sig i min søn, den storebror som han altid har ønsket sig at være, men som han aldrig blev: En anden dårlig samvittighed der har jaget mig som en marre gennem de seneste 7 år. Men nu kommer det, langsomt og vel nærmest helt naturligt: Det tætte og nære forhold til et andet menneske man ikke selv har valgt at dele sit liv med, som man måske en dag vil elsker i medgang og modgang, alene fordi man er på samme hold.

Jeg kan se hvordan han gerne vil guide og vise sin nye ven verden, og hvordan min kærestes yngste dreng i flere og flere henseende opsøger min dreng. Måske fordi hans egen storebror er mere.. jævnbyrdig.. med ham, end min søn er: For det kan til tider virke som om hans egen bror ser ud til at opfatte det som sin tunge pligt at holde yngstemanden på sin plads: Nede!

Rigtige storebror har lov at bruge lillebror til at slås og lege voldsomme lege med, og på den måde tilkæmpe sig ret og status.. Og magt! Der er min dreng ikke kommet til! Han har endelig fundet en lille ven han kan give en hånd når der skal bestiges bakker og som er lille nok til at han kan lege hest når de små ben er tunge. De er på samme team og ser ud til at få det bedste ud af hinanden!

I hvert fald i dag!

I dag var vi i Dyrehaven og aldrig har min dreng brokket sig så lidt, for ikke at sige slet ikke, på en god lang gåtur i regnvejr. Pludselig har han nogen at dele verden med, på sit niveau, på godt og ondt.

Dette er naturligvis et øjebliksbillede: Dagen gik med små hændelser der minder mig om lignende hændelser. Eller også er det blot øjnene der ser?! Måske jeg kun ser det jeg vil se. Det kan være svært at se objektivt på noget, nogen, der vækker så mange følelser i én.

Men ikke desto mindre: Det er nu hvad jeg så!

Jeg ved bedre

Venner og veninder har før udfordret mine påstande og teorier men uden at det som sådan har fået en egentlig konsekvens for mig: Når vi skiltes var erfaringerne udvekslet, og selvom vi ikke nødvendigvis var enige har konklusionen ofte været at at der er mange veje til Rom (men min vej er den bedste, korteste og sikreste)!

Men.. så læste jeg denne blog: Kender du det, at du læser en tekst, og undervejs, og efterfølgende, sidder med en følelse at at være blevet afsløret?! For, det var jo dig den tekst handlede om, eller en som dig og det til trods at pointen ikke ligefrem var.. flatterende..! Tankevækkende…

Før omtalte blog kom tæt på! Jeg følte at den beskrev mit handlemønster, det menneske jeg er. jeg er blevet! Eller.. Jeg synes ikke, at jeg altid har været sådan. Jeg tror, det er den udvikling jeg er kommet til, (som min søn på 10 ville udtrykke det) som jeg er blevet opgraderet til, via alder, erfaring og dermed voksende styrke.. Troen på at jeg ved bedre, jeg kender sandenheden!

For et halvt år siden blev jeg kæreste med en dejlig mand der bragte to dejlige drenge ind i mit og min søns liv. Jeg kendte drengene sporadisk fra skolen og fra flere legeaftaler og var allerede da vi begyndte at ses, bekendt med at vores børn og vores håndtering af dem, var meget forskellige.

Og det er så her, jeg for alvor er blevet udfordret! For jeg kunne jo godt mærke, at jeg ikke for alvor ville acceptere at tingene ikke blev håndteret på samme måde i deres familie, som i min.

Og det var svært! Ikke blot for min kæreste og hans børn, men også for mig når jeg kunne se at jeg fejlede med alle mine standpunkter, regelsæt og teorier. Når jeg skulle se mig selv og mine nærmeste i øjnene, og vedkende at jeg tog fejl, at der er andre måder at gøre tingene på end min måde, at forskellige børn bør håndteres forskelligt! -Av!

Nu er jeg ikke sådan en der kommer nemt til noget. Synes jeg! Det er der jo nogen der gør, men det er ikke mig! Jeg kan med oprejst pande sige, at hvor jeg tidligere var en usikker, blød og medgørlig pige der støttede mig op ad alle inden for rækkevidde, er jeg nu en stivnakket firkantet tænkende kvinde hvis erfaringer er dyrt købt og som først stod på egne ben da jeg som voksen indså at mine ben faktisk godt kunne bære mig: Det tog laaaang tid at træne dem til det!

Hvad vil jeg sige med alt dette?

Det jeg gerne vil frem til er, at nok ved jeg bedre, men jeg ved også, at det jeg kan blive endnu bedre! Bedre til at tage imod udfordringer og kritik. Bedre til at slibe af de hårde kanter af og acceptere de mange nuancer der findes i min ellers til tider meget sorte og hvide verdensopfattelse. Til at rumme, at ikke alle er så ekstreme som jeg.. Eller stædige eller vedholdne..!

Foreløbigt har jeg erkendt at verden er større end som så! Og med lidt vilje og øvelse ser jeg for mig at det vil gøre mindre og mindre ondt at tage fejl og at åbne op for nye, alternative tiltage.. Som jeg ikke selv finder på!

For jeg ved nemlig bedre: Jeg ved at der hele tiden er plads til nye tiltag og til forandringer, så vi alle kan komme videre og frem!

Man læser så meget

I Søndagsavisen læste jeg forleden en kort artikel om hvordan man ved skilsmisse eller lig. skal huske at lade barnet mærke sine følelser. I bund og grund en sød og sikkert velmenende artikel. Kort og overfladisk! Jeg gad godt vide hvem den henvender sig til?! Forældre der ligger i skilsmisse? Som midt i al deres sorg lige trænger til et lille skulderklap fordi at de klarer deres sorg og krise til UG og faktisk udmærket er opmærksom på det der står i artiklen, eller omvendt at de burde skamme sig, sådan at glemme sine børn. Gør det så godt at læse det?

Eller henvender den sig til forældre som mig, der var igennem forløbet for snart 7 år siden. Der tilstadighed får ribbet op i såret alene ved at læse sådan en overskrift.

Jeg var selv igennem en lang og smertefuld skilsmisse hvor jeg i mange måneder græd mine øjne ud hver eneste dag når drengen var afleveret i børnehave og hver eneste nat når jeg troede at han sov i den lille juniorseng. Jeg boede på min fars hjemmekontor/ gæsteværelse og sov mere eller mindre side om side med min lille dreng. Han kan ikke have undgået at høre hvordan jeg græd mig i søvn hver nat.

Hans far tog snakken om vores skilsmisse uden min viden eller samtykke. Efterfølgende havde jeg en vred og bange dreng som jeg ikke kunne nå ind til de næste mange år. Jeg ved stadig ikke hvad præcist hans far sagde til ham og der gik mange år før jeg var i stand til at tale om hvad det var der skete, dengang.

Det må jeg leve med hver dag og bare håbe på og arbejde på at vi får fyldt så meget kærlighed og tryghed på ham, at sårenes ar med tiden vil forsvinde helt.

Så, hjælp mig her: Hvem er det den henvender sig til??

Læs hele artiklen her.