UA-76103815-1

Når du ser et stjerneskud..

En dag i fordybelsens tegn

Alle brikkerne i et puslespil har sin egen plads, ingen er mindre vigtig end en anden. Nogle gange tager det tid at finde den rette plads, nogle gange tager det tid at finde den rette brik.


Fordybelse i mit job i dag -jeg har arbejdet hjemme-. Kun afbrudt af en jysk sælger der spurgte til hvordan vi havde det? Jeg studsede over hans åbning og svarede at jeg jo ikke havde kendt ham så længe?! Han havde en god dag, savnede dog solen og det gav os begge anledning til at se ud af vinduet: Jo, såmænd var solen der! Lige oppe over skyen! Den skal nok komme frem til weekenden!

Efter job tog jeg bilen til min gode ven og mentor. Og om nogen giver han mig lov at fordybe mig! I vores samtaler, i mine tanker og i det der optager os..! Der er plads til det hele: Hvorfor møder vi de samme typer igen og igen, os singler, for eksempel.. Hvorfor er nogle så nysgerrige? Hvad er det der gør at nogle bliver så vrede, at ingen må kunne være i det? Hvad er det der gør, at nogen ikke kan få nok? Nok af det gode, nok af det usunde.. Mens andre allerede har fået nok og ikke kan rumme mere?!

På vejen hjem i bilen prøvede jeg at komme i kontakt med en gammel, helt særlig veninde.. jeg har ikke talt med hende i flere år, men hun er en af dem jeg har et særligt sted til i mit hjerte: Jeg elsker hende ganske ubetinget! Jeg tror bare at vi var mætte af hinanden da kontakten stille og roligt gled ud. Hun svarede ikke, men solen står også op i morgen og det gør hun nok også! Hun var der da jeg havde ondt i livet. Hun ved det nok ikke, men det er i stor udstrækning hendes fortjeneste at jeg står hvor jeg står i dag!

Da jeg kom hjem tog jeg mig endnu engang tid til lidt fordybelse: Jeg bor lidt uden for byen med al dens lys, og tager jeg mig tid er der det flotteste udsyn til stjernerne. Det gjorde jeg i aften. Karlsvognen stod lige over mit hoved og jeg fandt hurtigt 2 satellitter jeg fulgte i omkring to minutter. Og så! Lige over mit hoved, helt tæt op ad Karlsvognen, så jeg det fineste, fine stjerneskud!

Aldrig har jeg set noget så fin og klart. Tæt på og så usigeligt langt væk!

Det skal ikke tales ihjel! Det skal stå som det var, og huske én som jeg på vigtigheden af at stoppe op, og se hvad der foregår omkring os. En stjerne skyder kun én gang, du og jeg har også kun fået ét liv..

Brug det nu fornuftigt, og ikke forsigtigt

Opsummering af 2016 og den gode historie i 2017

“Hvad så.. Er du hvor du hvor du skal være? Eller: Er du, hvor du ønsker at være? Skal noget gøres anderledes?”

Stiller du også dig selv den slags spørgsmål?

Jeg gør, særligt på denne tid af året..

Jeg startede året, næsten som jeg slutter det, nemlig med disse overvejelser, som du kan læse her! For et år siden, var det netop gået op for mig, at jeg selv er ansvarlig for at ændre retning, hvis jeg ikke er tilfreds. Så jeg har gjort. Og jeg har brugt det meste af 2016 på at finde ud af, hvilke stier jeg skal gå ned af. Jeg er slet ikke færdig!

Og det har kostet. Det har kostet erkendelse, tårer og hårdt, hårdt arbejde. Og al mit fokus. Både på NLP skolen hvor jeg har gjort min nlp practitioner færdig og hos min terapeut som løbende holder min udvikling i gang. Da jeg skulle runde det skarpe hjørne da jeg fyldte 40 år.. På min arbejdsplads, hvor jeg pludselig ikke følte at jeg fik indfriet mine værdier og behov, og som konsekvens deraf forlod jeg det da jeg blev tilbudt nogle helt nye udfordringer. Mit nye arbejde er stadig så nyt at det periodisk udmatte mig fuldstændigt, men jeg har fået hvad jeg bad om, og det er jeg uendelig taknemmelig for.

Det spændende ved at stoppe op og se tilbage på et længere forløb er, at man pludselig kan se resultatet af de små ændringer man løbende har foretaget, hvis man har foretaget ændringer.

Selv var jeg generelt ikke rigtig glad og havde ikke været det meget længe da jeg begyndte at tænke over det.Og så måtte der jo gøres noget. Noget andet:

“Hvis det du gør, ikke virker, så gør noget andet” og mangler motivationen, så husk: “Er det muligt i verden, er det muligt for dig.”

Det lyder så banalt.. men, mærker du efter, er det jo rigtigt! Og, foruden alle de synlige ændringer jeg aktivt har foretaget mig gennem året, er der også en masse adfærd og indsigter der ubemærket er kommet snigende, og som samlet kan ses på bundlinjen. Måden jeg oplever mine medmennesker og min verden på, blot for at nævne noget. Evnen til at se mig selv og verden, lidt oppe og udefra. De små ting har fået mindre betydning end tidligere: Det betyder at jeg nu bedre er i stand til at se helheden i stedet for at fokusere på de små detaljer. Og så slog det mig, da jeg sad og gjorde mig tanker om netop dette indlæg, at naboens kat har flyttet sig:

Mit noget udefinerbare mål omkring hvad min elskede Naboenskat skulle give mig, hvordan jeg skulle gribe den an så den kunne vokse og udvikle sig, er endeligt ved at blive defineret. Definitivt: Jeg vil gerne fortælle flere historier! Det er det jeg kan og det jeg elsker. Så med min kunstneriske frihed og mit helt eget verdensbillede, vil jeg igen fortælle historier, flere historier, fra det virkelige liv og fra min indre verden: Små noveller, beretninger og måske endda også lidt digte.

Så 2017! Jeg er klar! Du kan bare komme an. Jeg har både løse og faste planer i ærmet så det kommer ikke til at blive kedeligt!

Vi løser det jo også når skoen gnavero

BundetSidst jeg var til terapeut blev jeg bedt om at tage mig sammen!

Okay, det var måske ikke lige sådan hun udtrykte det, men det var det jeg hørte.. Faktisk sidder jeg lige og bliver lidt i tvivl om det faktisk var sådan hun sagde det.. Nå.. Anyway.. Hun ramte et ømt punkt, ingen tvivl om det. For er der noget jeg har udviklet særlige kompetencer i igennem de sidste tre-fire årtier, så er det selvmedlidenhed og overspringshandlinger. Jeg har naturligvis også andre kompetencer men de er ikke rigtig relevante lige i denne specifikke sammenhæng.

Så den seneste måned har jeg taget mig sammen.

Jeg må gøre de ting der følger med at være voksen

Også de ting der ikke er så sjove må jeg gøre. Faktisk også de sure og kedelige ting, og jeg er begyndt at springe mine overspringshandlinger over. De fylder i hvert fald ikke så meget længere.

For, hvis jeg gerne vil udvikle mig, se de gode ting komme til mig, se de gode ting udspringe af mine handlinger og gerninger, bliver jeg nød til at tage mit ansvar og gå til livet med oprejst pande. Ellers vil jeg blive hvor jeg har har været det meste af mit liv og det ønsker jeg ikke længere: jeg bliver nød til at komme videre, fordi tiden er til det. For Gud skyld: Jeg er 40 somre gammel!

Den skarpe læser vil måske rynke panden og stille det ikke uvæsentlige spørgsmål: Hvis det er så simpelt, hvorfor har jeg så ikke gjort det meget tidligere?! Og ja! Sagen er jo den, at det ikke er spor simpelt eller lige til, i min verden. Jeg har ikke vidst hvad det var der skete (eller hvad det var der ikke skete) siden jeg ikke kom videre, hvad der holdt mig fast i mine mønstre. Jeg var faktisk ikke engang opmærksom på at jeg sad fast.

Der er nogle der siger at man må spise en elefant ved at tage én bid ad gangen. Men hvis man ikke kan se elefanten, og ikke ved hvad det er man leder efter, men man kan mærke at det burde kunne blive bedre.. livet. Måske fordi elefanten har plantet sin ene fod på din tå, men som sagt: Man kan ikke se hvorfor skoen trykker.

Ja, så kan man give sig selv en gave. En gave som består i at man stopper op og lytter til sig selv og derved tager sig selv alvorligt. Det er dog desværre for de færreste helt nok: Vi er mange der har brug for hjælp til at få øje på elefanten. Det er derfor at vi går til coach, psykolog og terapeut, for blot at nævne nogle muligheder. For de kan noget. Ligesom vi kan noget.. Ind imellem har vi bare brug for lidt hjælp.

De kan noget med at lytte og hører ikke blot hvad der bliver sagt, men også hvad man mener. De ved noget om adfærd, tanke og handlingsmønstre og de ved noget om hvad man skal have i sig for at kunne slutte fred med skoen der gnaver, endsige for at kunne få den af og smide den væk.

Det er lige præcis det jeg vil lære! Det er der jeg vil hen og derfor jeg læser NLP: For at få og lære at beherske de virkemidler der findes, som kan gøre den enkeltes verden både et større og bedre sted at være. Og i min proces i at lære at mestre dette, bliver min verden hele tiden større. Det er nu så meget lettere at give noget videre man selv har fået.

Jeg glæder mig

Om lives små kapitler og store indsigter

Jeg har været forelsket! Er det vel dybest set stadig på et eller andet plan.. når der er ro til at mærke efter – så ved jeg det! Jeg bærer stadig følelsen i mig. Og skulle jeg glemme det, og tro at det hele blot var en drøm, kan jeg tænke tilbage, huske.. Finde tankerne, følelserne og de for evigt arkiverede billeder…
Det bliver aldrig det samme efter mødet med kærligheden!

Hver forelskelse er ny, dugfrisk, frodig, kommer hurtigt, kan gå let.. Men de forsvinder aldrig helt.

For jeg har været der og mærket suset.

På en god dag, når vinden står rigtigt, er der stadig rum til at træde ind i boblen og mærke alle følelserne der fulgte hver enkelt forelskelse: de lette som de tunge.

 

Og når jeg er klar, og parat til start, vil der blive givet signal og et nyt kapitel kan gå i gang, blive levet og arkiveret med alle de nye følelser og dufte der måtte byde sig til.
Jeg talte engang med en jeg havde haft disse stærke følelser for, om livets mening.

Mit eget svar på dette store spørgsmål, kom så naturligt til mig da jeg første gang blev stillet det, som lille pige med dukkevognen på værelset som det dyrebareste eje:

Meningen med livet er for mig at blive mor!

Som livet nu er levet, blev jeg virkelig mor. Og min forståelse for hvad det specifikt var, ved mor-begrebet der var så meningsfuldt kom til mig. For det er ikke det at blive mor i sig selv der giver mit liv mening. Det er følelsen af den dybe, ubetingede kærlighed.

For hver gang jeg oplever kærligheden, også selv om det blot er for en stund, giver det hele mere mening. Mening i livet, med livet.

Så igen: Jeg har elsket. Og jeg har været forelsket! Er det vel dybest set stadig på et eller andet plan.. I alle de mennesker jeg har mødt på min vej, der har lukket mig ind og som jeg har lukket ind. De har sammen givet mig det største af alt:

Kærlighed og meningen..!

Når man blot skal være

At stille skarpt

Jeg øver mig i at være. Bare være! At lytte, til det der bliver sagt: betydningen af det der bliver sagt. Jeg øver mig i at tænke før jeg taler, at overveje mine ord og i at være stille. I at stille skarpt på det væsentlige. I at se det væsentlige.

Ind i mellem er tavsheden midlet for den talende, til at komme over på den anden side, ved egen hjælp.

Jeg træner mig i at være til stede og i at vise min nærhed ved ikke at flytte fokus over på mig, men derimod give plads til dem omkring mig.

Det føles godt, når det lykkedes.

Det lykkedes, men ikke altid.

Jeg træner for at blive bedre

Jeg bliver bedre

Jeg er blevet mere lyttende, og mindre talende.

Jeg er i et flow af forandringer. Inden i og omkring mig, er der forandringer. De kommer til mig i en lind strøm, som perler på en snor. Alt giver mening, alt passer sammen. Rummer det og presser ikke på, tror på at det kommer når det er meningen, når jeg er parat. Indtil da er jeg bare opmærksom, og stille så godt jeg kan. Vil nødig støje så jeg går glip af det vigtige.

Ind i mellem skal vi bare være, ikke kæmpe så meget. Bare være!

Det perfekte sted – i livet

“Det perfekte sted” fra Fotomarathon 2016

Jeg sørger, græder og jeg tager afsked. Ikke mange forstår det men årsagen får du her og det er faktisk helt reelt: Jeg fylder fyrre om en uge, men det er ikke blot det: For mig er fyrre (40) ikke blot et tal, men en yderst vigtig målestok for hvilke mål jeg har nået i mit liv. Alt er taget op til revision og du gættede sikkert korrekt: Mine mål var høje og jeg har dags dato ikke nået dem! Mit liv kan, set i bakspejlet, forekomme lidt tilfældigt. Pludselig var jeg midt i livet, og mit udgangspunkt har længe været at jeg ikke fandt resultatet smukt.

En af opgaverne til årets fotomarathon lød “Det perfekte sted”. Ovenover ses mit bud på denne opgave: Jeg kan godt lide kontrasten i den smukke robe der skødesløst er hængt op i en af Københavns gamle lygtepæle. Tilsyneladende tilfældigt, smukt placeret. Er dit liv sådan?

Og hvad gør en Klog så, når man ser på sit liv og må indse at man ikke er hvor man troede eller ønskede at man ville være, når man var halvejs i livet? Der er 7 dage til min fødselsdag: jeg har løbet “marathon” i de seneste år for at nå bare nogle af mine mål, men må give fortabt nu, ved målstregen. Mine mål har været store, det erkender jeg. Nogle ville nok betegne dem som drømme, men det ændrer ikke på at jeg på min egen måde har søgt at skabe mig et liv der indeholdt nogle af de kvaliteter og værdier som jeg mente skulle være til for at jeg var lykkedes i livet.

-Ifølge hvem, spørger du? – Ifølge mig? – Måske..

Nu er tiden kommet hvor jeg bliver nød til at omprogrammere denne eksistensopfattelse. For selvom jeg er alene, selvom jeg “kun” har ét barn, så drejer jorden stadig rundt, solen stå op hver dag, Hjerter knægt skal stadig i skole og huslejen skal betales. Og vigtigst af alt: Der er så mange ting jeg både vil, skal og kan nå, uanfægtet min alder!

Jeg er igang med nogle af mine mål, nu. De er gradvist blevet aktiveret i takt med at min store dag (fødselsdag) har nærmet sig. Jeg kan i flæng nævne Bloggen her, fotografering, flere sociale aktiviteter, endda min uddannelse i selvudvikling/ NLP…

Men, det er ikke det! Det er ikke de handlinger der betyder noget! De er alle dybest set overfladeske aktiviteter som ingen betydning har for dig hvis eksistensgrundlag allerede er i orden. Hvad betyder det at blogge, fotografere, møde mennesker og at få likes (det er du for øvrigt altid velkommen til at give), og modtage tilkendegivelser af at du er dygtig at du kan dit shit, at du er smuk, What ever, hvis ikke du grundlæggende ved og føler i dig selv, at du er god nok og at du er berettiget til at være her, ligemeget hvad du gør, ligemeget hvad du præsterer, ligemeget hvad andre måtte mene?

Som jeg ser det, ligger foreskellen i hvilken motivations-faktor der driver værket. Gør du det du gør, for at andres meninger om det/ dig og deres tilkendegivelser skal fylde dig op med ro, energi eller kærlighed, eller gør du det fordi selve handlingen tilføjer dit liv værdi (kærlighed, ro, energi)?  Og vælter du, uden de andre? Det første kaldes selvtillid, det andet kaldes selvværd.

Jeg har selv været drevet af et behov for kærlighed. Men det er en kærlighed jeg aldrig vil kunne give eller modtage, for den der skulle være omdrejningspunktet, er her ikke. Lige meget hvor meget jeg fortryder, hvor meget jeg ændre adfærd, eller hvor meget succes jeg måtte få på arbejdsmarkedet eller i livet. Det havde ingen betydning.. Så nu er tiden kommet hvor jeg har måtte give slip på det jeg på et mere eller mindre bevidst plan har arbejdet for og med i lange tid. Jeg skal lære at tilgive skæbnen, at ændre mit fokus og at gøre de ting jeg gør, for min egen skyld, i kærlighed til mig selv.

Når det er sagt, er det ikke helt ligetil at give slip på en faktor der har fyldt virkelig meget i mit liv, i mange, mange år. Jeg skal sige uigenkaldeligt Farvel. Og det har været forbundet med en stor sorg. En sorg over at skulle give afkald på noget som jeg i høj grad identificerede mig med og på én eller anden måde havde baseret min fremtid på. En sorg som jeg skulle sige højt, rumme og forstå med alle de følelser der var knyttet dertil. Både de gode og de svære følelser. De kærlige og de vrede følelser.

Derfor læser jeg bøger om sorg! Derfor går jeg uden make-up på job, for det svier forfærdeligt når tårerne får det hele til at løbe og tårerne er ikke til at stoppe: De skal nok finde ud i disse dage!

Og derfor kæmper jeg: Fordi jeg rent faktisk er Det perfekte Sted i mit liv! Lige dér hvor jeg selv kan tage styringen og ansvaret for mit liv: Ingen har sagt at livet skulle være let. Jeg skal ændre retning, roret er tungt men vi ved at det er muligt, så derfor gør jeg det!

-Om det er tilfældigt at jeg havnede hvor jeg havnede skal være usagt. Men som roben i lygtepælen er både du og jeg flytbare. -Og i øvrigt også smukke i krop og sjæl, blot fordi vi er!

Under alle omstændigheder er vi alle det perfekte sted hvorfra vi kan vælge at blive, eller vælge at flytte os fra for at gøre noget andet, og under alle omstændigheder få det bedste ud af vores liv. Også(!) om en uge, om en måned og om et år!

Kærligst fra Malene

%d bloggers like this: