Jeg har altid vidst at jeg skulle have to børn!
Det er som med så meget andet ikke noget jeg har tænkt nærmere over, for hvad kunne være mere naturligt og selvfølgeligt?!

Da min søn blev tre år gik hans far og jeg hvert til sit.
Jeg var kunst! Mit liv, min kernefamilie og drømmen om alt hvad jeg gennem hele livet har lært var godt og korrekt, sank i grus for næsen af mig. Der var intet jeg kunne stille op foruden at overleve og være der så godt jeg kunne, for lille Trold.

Jeg flyttede væk!
Langt, langt væk, med husnisserne ved siden af: Nissen flytter altid med, har jeg hørt.. Håbede på at alt ville blive godt igen..
Og det blev godt!
Men det tog tid (5 år) og rejsen til det gode var hård.

Undervejs blev jeg flere gange grebet af panik, for hvordan skulle jeg nå alt det jeg ville og skulle og ønskede:
Jeg var fyldt 31, jeg var enden og plejehjemmet nær og ville intet kunne nå når nu jeg skulle starte helt forfra med alt!

Så jeg lagde bekymringerne lidt væk og holdt fokus på Mig!
“Hvis der er turbulens i et fly, skal du altid tage din egen iltmaske på, før du hjælper den ved din side!”
Du kan altså ikke redde din dreng (eller dine Nisser) før du har reddet dig selv!

Da jeg efter tre år fandt en dejlig kæreste skulle alt løse sig!
Han skulle bare forstå min verden og have lyst til at blive vejen til min lykke!
Vi skulle flytte sammen, vi skulle være familie, være der for hinanden, støtte hinanden og rumme hinanden og en skøn dag, inden det var for sent, skulle jeg føde en ny lille baby og så skulle vi ellers bare være lykkelige!

Men til trods for at han igen og igen konstaterede at jeg er en dejlig mor, kom der ikke nogen baby i min mave.
Vi flyttede heller ikke sammen, eller blev en familie!
Vi var kærester, så hinanden et par gange om ugen, talte fremtid, kyssede dybt og længe..Og sådan noget..  Men så skete der bare ikke mere..

I 2½ år ventede jeg. Håbede jeg. Prøvede jeg.
I tiden der var gået, var jeg blevet 36 år og.. 9 måneder..
I tiden der var gået havde jeg solgt min lejlighed langt, langt væk og var flyttet tæt, tæt på sønnikes far.
Ikke for tæt, for der var jo en gang man flyttede fra netop denne mand, og det var der jo en årsag til.

Jeg er med tiden blevet venner med denne mand igen (eller: Et rigtig godt fundament til et godt fremtidigt samarbejde er lagt).
Jeg er nærmest lykkelig!
Min dreng er også nærmest lykkelig, måske endda mere end det!

Men.. der mangler stadig noget.
For.. hver eneste gang han tager hjem til sin far, står jeg alene tilbage med et enormt savn.
Det savn blev ikke dækket af min Kæreste. Det er et savn der ikke bliver dækket af at jeg går ud og spiser.
Jeg prøver at bilde mig ind at jeg nyder friheden det giver mig når han er hos sin far.
Men jeg er kun i stand til at nyde den frihed, nogle få timer af gangen: Jeg gik jo glip af halvdelen af min lille drengs barndom og liv, mens uret tikker og jeg sidder med hænderne i skødet med en gammel, dyb og indebrændt drøm om mere.

Når vi så sidder og spiser morgenmad og aftensmad, tænker jeg på hvordan jeg selv skændtes med min bror, dag ud og dag ind mens vi boede hjemme. Hvordan vi har sparket til hinanden under spisebordet, helt til vi flyttede hjemmefra!
Jeg ville ikke have undværet de los jeg fik der, for noget!
Det var den slags blå mærker jeg gerne ville giver min Trold! Ja, ikke bogstaveligt at forstå, men den slags blå mærker kun søskende kan give.
Desuden gør det mig dybt ondt at tænke på at han ikke har andre i sit liv:
Mor
Far
En Onkel i udlandet
Morfar
Mormor

Når vi er væk engang (og det kommer en dag), er der ikke nogen tilbage der har kendt ham “altid”.
Ingen søskende, ingen fætre, ingen kusiner.
Og når det er sagt, bliver jeg nød til at nævne, at min lille trold er enebarn med alt hvad det indebærer: Han vil elske at blive storebror og har med jævne mellemrum plaget om det. Gør det stadig, har sågar for nylig bedt mig om at “få gang i de hormoner”. Den bemærkning gjorde ondt, og han mente det jo slet ikke som sådan!

Så her er status:

Jeg har ingen kæreste (ham måtte jeg lade gå da jeg indså at vi slet ikke ville det samme her i livet)

Jeg fylder 37 år ligge om lidt

Uret tikker

Jeg tror ikke på at jeg kan nå at finde Manden i mit liv OG blive gravid inden tiden er rendt ud

Jeg vil så enormt gerne have et barn som jeg ikke skal savne konstant

Det er så lige her jeg vil “Tage roret i egen Hånd” og blive aktiv deltager i mit eget liv i stedet for at følge strømmen og tage imod det livet nu byder mig!:
Det må starte ved en begyndelse: En ny begyndelse er ved at starte op!