UA-76103815-1

Tog og tid og andet

Jeg elsker at være så privilegeret at komme i København hver dag.

Når jeg arbejder, cykler jeg først til toget, så tager jeg toget til hovedbanen og så går jeg det sidste stykke. Næsten som sangen med Kaj og Andrea i rejsesangen som jeg har fundet til dig her!

Jeg er så heldig at der kører hele 2 tog i timen fra min lokale tog-station og jeg er oven i købet så privilegeret at jeg kan køre med regional toget hele vejen. Der er næsten altid siddepladser og hvis det er muligt, sætter jeg mig altid i en stille kupé. Der kan jeg læse, besvare beskeder, samle mine tanker og blunde lidt. Til trods turen kun tager 20 minutter!

Når jeg så når ind til Hovedbanegården er det faktisk altid, uanset vejret, dejligt at gå de sidste halvanden kilometer: Se himlen, mærke årstiden, byen der vågner: Mærke sig selv! Og det er næsten endnu bedre om eftermiddagen, efter en lang dag på kontorstolen!

Men det bedste er at kigge på de mange forskellige mennesker og forestille mig hvilket liv de lever, hvorfor de hænger der: Hvad venter de på? Hvor har de været? Arbejde, ferie, date.. Læser de, har de en uddannelse, hvad drømmer de om?

Og så knuseelsker jeg selve København Hovedbanegårds hovedbygning! Jeg synes den er helt fantastisk med dens udsmykning på vægge og vinduer, glasset i taget og for enderne af bygningen. Alle de gamle lamper og lysekroner: Københavns hovedbanegård er bygningsmæssigt helt ikonisk! I min optik!

At man ikke kan komme for sent til et tog i Danmark, er kun en bonus for en som jeg der altid kommer 1½ minut for sent ud ad døren: Mit tog er i hvert fald altid ca. 5 minutter forsinket og det er jo heldigt når nu der kun kører 2 i timen. Det kan dog blive en udfordring hvis jeg begynder at kalkulere med forsinkelserne om morgnen, men jeg er endnu ikke kommet for sent til mit tog, og ellers kommer der altid en pige og en sporvogn til!

Hey! Jeg ved hvad jeg taler om folkens!

Pas på jer selv

At løbe fra det hele

Roskilde Domkirke Selv det lys vi får fra en grå himmel virker helende for krop og sind

Efter 48 timer er det altopslugende savn ved at aftage: Det var en hård omgang denne gang!

Jeg har løbet en tur, fordi jeg havde fået helt ondt af at slå mig selv i hovedet. Kun i tankerne, men det kan nu godt give dårlige fornemmelser ikke desto mindre. Og hvorfor jeg gjorde det? Jeg har beskrevet gårsdagens sindstilstand og årsagen til samme, her: Jeg have ærlig talt ondt livet.

Som de fleste andre, ved jeg godt at motion, frisk luft og sol eller lys, selv fra en overskyet himmel, virker positivt på et nedtrykt sind. Så lige inden solen begyndte at gå helt ned, tog jeg mig sammen. Det passede i øvrigt så fint med at det begyndte at regne da jeg stod og stragte ud, uden for min hoveddør. Hvor heldig kan man være?!

Det er utroligt hvad en lille, symbolsk løbetur kan gøre! Jeg ved godt at man kan måle sig frem til alle mulige stress nedsættende stoffer som frigives under motion. Men for mit vedkommende tror jeg mest det handler om at den fysiske smerte og følelse af tungsind “overskygges” af den følelse det giver når hjertet pumper ekstra hurtigt for at få ilten ud i blodet og ud i kroppen. Eller hvad det nu er der sker. Det er i hvert fald for mig en fysisk følelse af velvære.

Jeg forventer desværre også at få lidt løbe “tømmermænd” i morgen: Det er seriøst længe siden jeg har løbet og jeg er ikke sikke på at muskler og scener i mine ankler bifaldt min taktik. Men så har vi jo heldigvis altid svømmehallen: Den vender vi snart tilbage til.

Skiftedag igen

Nu har jeg levet med det i de sidste 9½ år! Hvordan kan det stadig ramme mig så hårdt? Men det kan det og det gør det! Heldigvis ikke hver gang, men denne gang! Av!

Vi har hygget, krammet, holdt påske, skældt ud, spist chokolade, været praktiske, været upraktiske og frem for alt været nærværende, i vores egen lille bobbel. Den bobbel der skabes når han og jeg er intenst sammen. Måske det er fordi vi har holdt ferie sammen.. Måske det er fordi han er blevet 12 og tiden med ham er så dyrebar. Selv den tid vi bruger på at stå op, med vores små jappende rutiner. Og kæmpe kram inden jeg som den første iler ud af døren kl. 7:10 for at nå toget og jobbet.

Når jeg kommer hjem til et tomt hjem, og jeg bliver ramt sådan, nytter 1.000 skønne ting på to-do listen ikke noget! Solen kan skinne og jeg kan lægge planer for eftermiddagen hele vejen hjem fra jobbet. Og når jeg så kommer hjem, bliver jeg lammet af ensomheden. For der er ingen at være noget for, der er ingen grund til at lave varm mad. Det er for koldt at løbe og endnu koldere at gå tur. Bøger er pr. definition kedelige i dag og sådan kan jeg blive ved.. De der tilbyder at snakke med mig, ved alle hvad jeg går igennem. Men jeg har ikke lyst til at snakke. Jeg har været det hele igennem så mange gange før.. Gad vide hvordan de små unger der pakker tasken og flytter fra hjem til hjem, har det? Det må være forfærdeligt! Hvor man end er, savner man den anden konstant..

Et hverdagssavn som dette varer for mig vel ca. 24 timer. Så har jeg vænnet mig til følelsen af at være alene.

Mine katte er på dupperne i aften: Den ene ligger til højre for mit tastatur og holder sig tæt på. Den anden vil have mig op ad stolen: Han hyler og skriger og bidder alle hjørner af mine papirer på mit skrivebord.. Hvad skulle jeg dog gøre uden dem…