UA-76103815-1

Køb på eksmandens konto – Er det i orden?

image

Apropos mit indlæg om en måde at rumme sin ex. eller måske bare min måde at rumme min ex. forleden, oplevede jeg i dag på egen krop den vilde effekt det har når man anerkender et andet menneskes frustration. For.. jeg klokkede godt nok i den forleden dag.

Knægten er kommet til penge: Han har sparret op og nu har han endelig råd til en fornuftig smartphone. Vi stod i butikken, egentlig fuldstændigt impulsivt og han kigger kælent på de her telefoner. Telefoner som han faktisk har råd til.

Flink sælger kommer på banen: Vi taler budget og jeg gør det klart at det kun er telefonen vi skal have, ikke noget abonnent: Det har hans far helt styr på og mere ved jeg egentlig ikke om det! Sælger nævner at de har et samarbejde med TDC og hvis drengens nummer er udbudt derfra kan han give et godt nedslag i prisen. Det er sørme denne udbyder, og drengen får julelys i øjnene. Det gør jeg faktisk også: Jeg elsker at spare penge!

Så, han køber sin mobil til den særlige pris, og da sælger kan se abonnementet, kan han se at det tilsyneladende er et gammelt udbudt abonnement, han opdaterer det og giver derved hele drengens fars familie lidt mere data. Alt er godt (omend det undre mig lidt at vi bare kan købe og få kontantrabat på en mand, der tydeligvis ikke er til stede, og som jeg tydeligt giver udtryk for at jeg ikke bor med’s konto)!

Fakturaen udstedes til knægten og vi tager hjem: Knægten er LYKKELIG!

(!) falder fars hammer!

Jeg får en mail lang og vred at jeg bliver helt dårlig da jeg åbner den.

Jeg har jo været medvirkende til at der er ændret i hans personlige abonnement, at han er bundet yderligere et år til denne udbyder og at der er ændret i en særlig god aftale så den gamle pris er steget fra super god til helt almindelig og ikke særlig god.

Han svarer ikke sin telefon da jeg ringer, så mit svar til ham bliver noget i retningen af:

Undskyld! Vi betalte jo telefonen kontant, det nævnte sælgeren på ingen måde og jeg tænkte slet ikke i de baner! Undskyld! Kan godt forstå at du er vred!

Vi skrev efterfølgende sammen om hvorvidt det det kunne være rigtigt at man kan købe på en anden mands konto på den måde, uden at underskrive og uden accept fra kontohaver.

Han accepterede min undskyldning med det samme, det er jeg dybt taknemmelig for. Jeg erkender at jeg ikke har tænkt, overhovedet?! i denne situation, og at jeg lod mig forføre af en ung sælger. Som så igen gennemførte sit salg med en farlig masse udeladelser. Gad vide om det overhovedet er lovligt?

Men.. Når alt dette er sagt, var der her langt mere end en telefon på spil! Her var tale om et samarbejde mellem to sårede mennesker, som begge har kæmpet for at få det til at køre gnidningsfrit. Jeg vil ikke kunne betale drengens abonnement, eller.. det vil i hvert fald gøre ondt. Og det ville gøre virkelig ondt om det havde været den anden vej: At der var ændret på mine personlige aftaler.

Havde dette været for et år siden, havde jeg promte stillet mig på bagbenene til et modangreb da jeg modtog hans mail. Jeg havde ikke kunne rumme andet, jeg ville nok have følt at han overrumplede mig.. Blandt andet

Men det gjorde jeg ikke. Jeg lagde mig fladt ned på ryggen og undskyldte.. Måske han også ved at der alene var en positiv hensigt bag min handling.

Lige nu, sidder jeg tilbage med en meget stor følelse af taknemmelighed.. Så, den lader jeg stå lidt, mens jeg alligevel undres over, hvordan det overhovedet kan være muligt at handle på en andens konto på den måde..?!

Langfredag – Udnyttelse af en fridag

image

Det er påske, nærmere bestemt Langfredag og jeg har meget fri! Jeg har ikke knægten hjemme og jeg har ingen aftaler før senere i aften. Jeg faldt i søvn 5 gange foran tv’et og sjokkede først i seng kl. 3 i nat. Da alarmerne bimlede kl. 6 (?!) lykkedes det mig at snooze de først 7 gange inden jeg vågnede helt op.. Meeen hvor var det skønt: Jeg lå i 20 minutter og mediterede til min vejrtrækning mens jeg lyttede til fuglenes sang. Jeg havde med øjnene lukket en oplevelse af at solen skinnede virkelig stærkt og så for mig den klare blå himmel. Det var helt fantastisk.

Da jeg endelig tog mig sammen og stod op, blev jeg mildest talt overrasket over at se at dagen var grå og regnfuld, og mest af alt lignede en efterårsdag når den er værst: Jeg kom ikke ud at løbe alene af den årsag. Arh… Måske senere

Nå! For mig var det den skønneste forårs morgen, lige til jeg slog øjnene op. Jeg har siden udrettet store ting som at tømme en skuffe med blandet godt (og skidt) ud på gulvet og flytte mine stærkt oversete toppe og bluser over i den. Det gjorde dem SÅ godt! Og mig med!

Derudover har jeg fået læst lidt om Enneagrammet og har med vished bestemt min type. Nu skal jeg bare finde ud af  hvordan min type virker med de andre 8-9 typer så vi alle kan blive en bedre udgave af os selv, med lidt hjælp.. fra mig! Ej! Det er bare gas!

Overvejer at tage det Enneagramkursus som NLP Skolen i Roskilde udbyder lige her. De udbyder kurserne efter forespørgsel og planlægger kursusdagene så flest muligt kan deltage. Som den selvmedlidende 4 jeg jo er, vrider jeg mine hænder og min pengepung og overvejer om der mon kan blive råd til en sådan en luksus, til lille jeg. Der er jo også så mange andre ting der også presser sig på: NLP Master Practitioner, for eksempel! Jo mere jeg lærer og forstår på den NLP Pratitioner jeg snart afslutter, jo mere sulten bliver jeg efter mere viden. Der er mange lag i det, og jeg elsker at komme ind under huden på mennesker og få lov til at gøre en lille forskel.

Jeg glæder mig voldsomt til at se en af pigerne fra min NLP Læsegruppe: Vi skal øve i aften, for det er så svært at bede om lov til at hjælpe andre, eller: At bede om hjælp til at øve sig på andre. NLP er ikke en færdighed man kan læse sig til.

Hvordan kommer du selv igennem årets længste fredag? Udnytter du, benytter du, eller er der andre der har lagt en dagsorden for dig?

Delebørn og rummelighed forældrene imellem

image

Vi rummer, vi deler vores børn, delebørn, og vi samarbejder for at få lov at give børnene alt det bedste vi har.. I 8 lange år har jeg og drengens far skulle udholde hinanden, til trods vi begge er fuldstændig afklarede med at vi ikke er skabt for hinanden. Vi har begge skulle sluge både kameler og elefanter og drengens far og jeg prøver virkelig at holde den gode tone. Med øvelse bliver det bliver lettere og lettere.

Og så sker det alligevel: Vi ramler hovederne sammen som to gamle stædige geder der begge ved at de er stærkest og at de har ret. Eksemplerne er utallige: Knægten bliver sendt hjem til den anden med for små bukser, glemmer en jakke, glemmer halvdelen at skolebøgerne, er kommet for sent i seng.. Eller et vigtigt sports arrangement bliver arrangeret i den andens uger: Ramaskrig! Eller, når vi prøver at drøfte udfordringer i skolen  ligesom samboende forældre, og det, igen, viser sig at vi bare ser forskelligt på tingene.

Den anden opfattes i øjeblikket egoistisk, provokerende, uden forstand på børn og opdragelse, uden empati eller respekt for dan anden part.

Når det sker, kan det være godt, måske endda den eneste løsning, at løfte blikket og se dén det hele handler om for sig: Barnet der står i midten!

Det er ham, barnet, drengen, det hele handler om! Hans trivsel og vores kærlighed til ham som vi begge ønsker at fylde ham fuldstændigt op med, så han kan blive et kærligt, velfungerende og helt menneske.

Balladen opstår alene fordi vi er to mennesker med hver vores bagage, hver vores værdier og hver vores ressourcer. Vi kan kun give videre hvad vi selv har fået men hvad vi end giver videre, er det altid med en positiv hensigt.

Så, med denne nye erkendelse, at årsagen til galskaben er kærlighed alene og at der er en positiv hensigt bag enhver adfærd, kan jeg meget bedre rumme og respektere andres model af verden. Alt andet lige oplever vi ikke verden som den er, men blot en model af verden.

Og når jeg bedre kan rumme andres model af verden, kan jeg også bedre rumme at vi ikke altid er enige, og bedre bøje af uden at føle at der går noget af mig. Faktisk virker det lige modsat, der går ikke noget af mig: Der kommer noget nyt til mig: En stor overvældende følelse af kærlighed, til mit barn!

Hurra! Den kærlighed jeg ønskede at give ham, fik han alligevel, da jeg viste hans far respekt: Alle vinder!

Målsætning- og det at træne sindet

Som  jeg skrev forleden, lige her, nærer jeg selv den dybeste respekt for de mennesker jeg har omkring mig, der formår at sætte et mål, og som når det. Men som jeg også skrev, er det et spørgsmål om tankegang. Nu er det heldigvis således, at der findes mennesker der har lagt meget tid og mange kræfter i at finde ud af hvad det er der sker, siden nogle mennesker tilsyneladende bare gør det, og andre ikke har fået det lært. Derfor vil jeg gerne dele noget af den viden jeg har, lige præcis omkring dette felt.

Se dit mål for dig

For bedst at kunne nå et mål, skal du have et konkret mål som du helst skal kunne se for dig og som skal give dig en god følelse. Det er den følelse vi arbejder hen imod. Det kan være at du tænker at du vil løbe 10 km for så vil du have det godt og føle dig i god form! Intet mål er for stort, og intet mål er for lille. -Men hvis du skal arbejde hårdt for at nå dertil, er det efter al sandsynlighed ikke nok at arbejde for blot for at komme i god form, så vi stiller det simple spørgsmål: “Hvad vil det give dig, at komme i god form?” Ja, for nogle vil det måske betyde at de får mere energi, og mere energi kan igen betyde at de kan holde til at spille fodbold med ungerne. Det vil igen give mere nærvær med ungerne og mere nærvær vil tilføje mere kærlighed i dagligdagen og måske endda tilføje livet værdi. Og er der jo pludselig noget at kæmpe for, hvis det at løbe 10 km. vil give dit liv mere værdi!

Verden ligger for vores fødder, alt er muligt

Mærk dit mål

Når du så sidder og bruger lidt tid på at finde frem til den dybeste kerne og drivkræft: Hvad det virkelig er det vil give dig at nå dit mål, så vil tanken give dig en følelse i brystet eller i maveregionen! Du skal bruge et øjeblik på at mærke denne følelse igennem: Er det en stor eller lille følelse? Let, eller tung, varm eller kold? Og hvor, præcist, mærker du følelsen når du tænker på hvad det reelt vil give dig at komme i mål?

Det kan lyde fjollet, for det er for mange ikke noget man tidligere har tænkt over: En følelse er da ikke kold, er den? Men du kender jo godt svaret og jo mere konkret du får gjort denne følelse, og jo flere ord du får sat på den, jo mere virkelig bliver den og jo nemmere er den at hente frem når du er lige ved at glemme hvad det er du arbejder dig hen i mod.

Se, nu er der pludselig noget at arbejde for! Vi ser ingen forhindringer i denne øvelse: Alt er muligt!

Hvis det er muligt i verden, er det muligt for dig!

Hvis det er muligt for ham, er det muligt for dig, og igen:

Hvis han kan, kan du og jeg også!

Det er som oftest et spørgsmål om god planlægning, men det kommer vi til en anden gang.

Lige nu holder vi fast i den gode følelse og ser for os hvordan vi sprænger målstregen, fysisk eller mentalt og ved med os selv at alt er muligt i verden.

Kram fra Malene

Anerkendelse og beundring af de målrettede

image

Jeg beundrer målrettede mennesker. Personer der lægger en plan, følger planen, retter den til og fortsætter til de står i målet. De mennesker beundrer jeg!

Og, hvis de har drivkraften med sig, og det har de fleste, så sætter de, som en del af deres plan og kort før de står i målet, et nyt og højere mål. Det er som om det sker mens de alligevel er oppe i gear, så det ser ud som om de bare fortsætter og bare ser målet komme tættere på. De mennesker er mine forbilleder, og der er mange af dem! Snart kan jeg knejse og have nøjagtig lige så stor respekt for mig selv som for dem, på det område også.

En af dem er min far. Jeg er ikke sikker på at han ved det, for jeg har aldrig anerkendt hans livsværk som sådan men nok nærmere taget lidt afstand fra det. Prisen han betalte for at følge sin drøm var, set i bagspejlet, høj men jeg tror at han har haft en plan, for det er mit indtryk at han står nu, præcis hvor han gerne vil stå. Det han gik glip af på vejen, indhenter han nu, med sin livserfaring og med flere og stærkere ressourcer.

I dagligdagen oplever jeg at jeg er blevet bevidst om hvordan jeg med større og større respekt betragter de mennesker der har en plan. Dem der ved hvad der er vigtigt for dem i livet, og som formår at give det plads i deres dagligdag. Og jeg oplever faktisk at min respekt på det nærmeste har udviklet sig til en form for misundelse, eller jalousi.  Det gør lidt ondt at erkende dette, men misundelsen er forårsaget af, at disse mennesker evner at gøre til virkelighed, hvad jeg selv har haft på min hemmelige “To-Do” liste igennem mange, mange år, men som jeg tidligere slet ikke kunne forestille mig, kunne føres ud i livet.

Og heldigvis for mig, lader det til at denne misundelse virker som et Power tilskud af format: Et wake-up call så jeg aldrig burde kunne falde i søvn igen.

For dette er jo præcis hvad jeg har lært på papiret: “Hvis det er muligt i Verden, er det muligt for mig”. Men, for mig lyder dette måske nok sandt, jovist, men det er altså også meget store ord! Trækker vi det lidt tættere på ville budskabet lyde “Når det er muligt for ham, er det også muligt for mig” eller, helt ned i øjenhøjde: “Når han kan, kan jeg også!”

Betydningen af selve formuleringen kan forekomme banal. Men for den der ikke tør drømme store drømme kan det have stor effekt at trække de store visioner ned i øjenhøjde. Jeg forsøger her, som den skarpe læser nok har observeret, at generalisere en del: Jeg taler ud fra mit perspektiv og ud fra mine erfaringer. Det er mig der ikke tør drømme store drømme, men jeg prøver da, mere og mere..

Jeg tror, at mennesket kan trænes i særlige tankemønstre, og dermed i at drømme. Og denne træning er bestemt ikke kun relevant for mig.

Selv har jeg stået i skyggen af mange store drømmere og visionære i mit liv. Mennesker der formåede at drømme og som jeg beundrer og ønskede at støtte, så de kunne nå dem: Deres drømme. Det er lettere at støtte op om andres mål, end det er selv at åbne og og turde mærke. Men tiden er gået. Jeg har set hvad den målrettede kan nå når han ikke ser nogle begrænsninger i verden: Er det muligt i verden er det muligt for mig! Både at stable gode sunde virksomheder på benene og at deltage i en maraton, lave en vellykket middag eller indgå aftaler med sig selv, og holde dem!

Og nu står jeg her! Måske midt i mit liv.

Jeg har taget noter, set hvad andre kan gøre og lært at intet står til hindring, heller ikke for mig. Jeg øver mig stadig i at drømme, i at sætte mål og i at tage tilløb, i at turde turde. Men jeg er begyndt og nu jeg er i fart oplever jeg på egen krop hvordan det bliver lettere og lettere at sætte målene, højere og højere.

Tør du? Har du et mål som du arbejder hen imod, eller er du allerede i mål,og hvad giver det dig? Eller: hvad tænker du at det vil give dig at nå det?

Etablerede og forvente singler

image

Jeg er ikke single.. Men jeg er vist blevet både etableret og forvent, for jeg har været single: on/ off igennem mange år og det har naturligvis bidraget til det jeg står med idag.

Jeg elsker at være i et parforhold, tag ikke fejl af det. Men jeg forstår også hvorfor der er så mange singler der har svært ved at indgå i et forhold, og nogle af årsagerne til hvorfor det kan virke som det bliver sværere og sværere, jo længere tid man har været alene. For, det er jo benhårdt arbejde at være en del af et par. Man kommer ikke sovende til noget som helst: Alt skal planlægges, afstemmes, synkroniseres. Og uden at niglichere det veletablerede forhold som uden tvivl også kan have sine udfordringer, vil jeg dog gerne påpege, at deltagerne i det nye, voksne parforhold, allerede hver for sig har udviklet vennekreds, værdier, vaner og rutiner. Og måske er de allerede startet på at udvikle en familie.

Jeg kan jo kun tale for mig selv, men lad mig lige ridse min egen situation op for dig, på godt og ondt: Jeg står med en ret ny kæreste ved min side. Vi bor 30 km. (ca. 30-45 minutter i egen bil) fra hinanden. Han i skønt stort hus, købt med hans tidligere kæreste men i skønne omgivelser og uden noget der binder ham, altså foruden sine mange, smukke fisk som faktisk kræver forholdsvis meget tid. Jeg, med et lille rækkehus med en præteenager hver anden uge og indekatte hver eneste dag, i måske lidt mindre skønne omgivelser og tæt på drengens far og drengens skole og kammerater.

Kæresten dyrker ferier, gerne alene, aktiv sport og ses jævnligt med venner, naboer og organisationer. Jeg selv værdsætter at være hjemme, ikke mindst pga. min dreng og pga. min økonomi. Kattene kræver at jeg ikke er for længe væk hjemmefra af gangen (læs max 1 ½ -2 døgn), jeg dyrker pt. sport 4-5 gange om ugen hvoraf én af dagene er fast. Derudover har jeg læsegruppe én gang om ugen, går på skole nogle lange weekender ca. én gang om måneden og har nogle forberedende lektier. Nå ja. Og jeg har da også nogle veninder jeg gerne vil se..

Så: Den her kæreste! Ham, jeg gerne vil dele mit liv med: Hvornår er det nu lige jeg skal se ham? Hånden på hjertet: Jeg vil gerne se ham hver eneste dag, (næsten) men hvor er det svært at få det hele til at passe sammen!

Når jeg kalder singlerne i mit indlæg for forvente, er det jo ikke som sådan singlerne jeg langer ud efter, men nok nærmere de friheder og goder som vi hurtigt og villigt tager til os, når de byder sig til, men som vi mindre hurtigt, og mindre villigt, lægger fra os.

Vi vil vel, som de “brug-og-smid-væk” mennesker vi ind i mellem omtales som, gerne have det bedste af det bedste. Både når det gælder ting.. Og relationer! Og har man først smagt sødmen…

På samme måde oplever jeg selv hvordan jeg pludselig skal gøre mig overvejelser om hvad den dybere kærlighed virkelig er, og hvad den indebærer. Men den tager jeg op en anden gang og det er vel dybest set også blot en udstikker af dette tema, om os voksne, etablerede og forvente mennesker, det vil have alt det bedste af det bedste… Skal man for eksembel føle sig forelsket i sin kæreste eller findes der andre former for kærlighed?

Hvad tænker du, om mine tanker?

Hvad er din situation og hvordan forenede du dig med disse ustandselige dilemmaer? Hvis du da har gjort det, og dermed har taget stilling til nogle af disse ting?!

Lad mig høre og gør mig klogere..!

 

Med kærlighed fra

Mig

Starten på rejsen

Det er jo ikke fordi der intet er sket.. At jeg har været så stille, mener jeg.. Tiden er bare gået, og jeg har på intet tidspunkt formået at sætte mig roligt ned for at sætte mine tanker sort på hvidt, for slet ikke at sige formulere hele brugbare sætninger der ville kunne forstås af andre end jeg selv.. Men, nu er tiden inde: Jeg prøver nu!

Mit blå stempel som min læge gav mig i sommer skulle vise sig at blive min nøgle til lyset.

Wauw! Det lyder da meget godt, nok lidt overdrevet.. Men vil du tænke dig: Det er det faktisk ikke!

Jeg begyndte at kigge på mig selv, med egne og måske tildels med min coachs og min psykologs øjne.. Og jeg lyttede til det jeg sagde, og tænkte over mine ord.

Ret hurtigt følte jeg at jeg var i et forum hvor det var muligt at sige mine drømme højt og hvor mine drømme blev hørt og anerkendt som ønsker og mål.

Jeg er ikke engang sikker på at min søde psykolog fangede vigtigheden af den samtale.

Det er fantastisk som underbevidstheden kan arbejde for én, for et par dage efter, da jeg parkerede bilen efter arbejde kom tanken til mig. Som en drøm.

En af de drømme man måske husker stemningen fra, men ikke billederne, eller handlingen.

Der gik et øjeblik før jeg ligesom “opdagede” tanken.

Så endnu et øjeblik til anerkendelsen, accepten, handling dagen efter på jobbet: Praktiske handlinger: Kunne jeg få fri og til sidst den afgørende skriftlige tilmelding!

Det korte og det lange er at jeg meldte mig til et skole forløb, en uddannelse, i Coach formen NLP.

Ugen efter gik jeg i gang og en hel ny underfundig verden åbnede sig for mig…

%d bloggers like this: