UA-76103815-1

Vi løser det jo også når skoen gnavero

BundetSidst jeg var til terapeut blev jeg bedt om at tage mig sammen!

Okay, det var måske ikke lige sådan hun udtrykte det, men det var det jeg hørte.. Faktisk sidder jeg lige og bliver lidt i tvivl om det faktisk var sådan hun sagde det.. Nå.. Anyway.. Hun ramte et ømt punkt, ingen tvivl om det. For er der noget jeg har udviklet særlige kompetencer i igennem de sidste tre-fire årtier, så er det selvmedlidenhed og overspringshandlinger. Jeg har naturligvis også andre kompetencer men de er ikke rigtig relevante lige i denne specifikke sammenhæng.

Så den seneste måned har jeg taget mig sammen.

Jeg må gøre de ting der følger med at være voksen

Også de ting der ikke er så sjove må jeg gøre. Faktisk også de sure og kedelige ting, og jeg er begyndt at springe mine overspringshandlinger over. De fylder i hvert fald ikke så meget længere.

For, hvis jeg gerne vil udvikle mig, se de gode ting komme til mig, se de gode ting udspringe af mine handlinger og gerninger, bliver jeg nød til at tage mit ansvar og gå til livet med oprejst pande. Ellers vil jeg blive hvor jeg har har været det meste af mit liv og det ønsker jeg ikke længere: jeg bliver nød til at komme videre, fordi tiden er til det. For Gud skyld: Jeg er 40 somre gammel!

Den skarpe læser vil måske rynke panden og stille det ikke uvæsentlige spørgsmål: Hvis det er så simpelt, hvorfor har jeg så ikke gjort det meget tidligere?! Og ja! Sagen er jo den, at det ikke er spor simpelt eller lige til, i min verden. Jeg har ikke vidst hvad det var der skete (eller hvad det var der ikke skete) siden jeg ikke kom videre, hvad der holdt mig fast i mine mønstre. Jeg var faktisk ikke engang opmærksom på at jeg sad fast.

Der er nogle der siger at man må spise en elefant ved at tage én bid ad gangen. Men hvis man ikke kan se elefanten, og ikke ved hvad det er man leder efter, men man kan mærke at det burde kunne blive bedre.. livet. Måske fordi elefanten har plantet sin ene fod på din tå, men som sagt: Man kan ikke se hvorfor skoen trykker.

Ja, så kan man give sig selv en gave. En gave som består i at man stopper op og lytter til sig selv og derved tager sig selv alvorligt. Det er dog desværre for de færreste helt nok: Vi er mange der har brug for hjælp til at få øje på elefanten. Det er derfor at vi går til coach, psykolog og terapeut, for blot at nævne nogle muligheder. For de kan noget. Ligesom vi kan noget.. Ind imellem har vi bare brug for lidt hjælp.

De kan noget med at lytte og hører ikke blot hvad der bliver sagt, men også hvad man mener. De ved noget om adfærd, tanke og handlingsmønstre og de ved noget om hvad man skal have i sig for at kunne slutte fred med skoen der gnaver, endsige for at kunne få den af og smide den væk.

Det er lige præcis det jeg vil lære! Det er der jeg vil hen og derfor jeg læser NLP: For at få og lære at beherske de virkemidler der findes, som kan gøre den enkeltes verden både et større og bedre sted at være. Og i min proces i at lære at mestre dette, bliver min verden hele tiden større. Det er nu så meget lettere at give noget videre man selv har fået.

Jeg glæder mig

Om lives små kapitler og store indsigter

Jeg har været forelsket! Er det vel dybest set stadig på et eller andet plan.. når der er ro til at mærke efter – så ved jeg det! Jeg bærer stadig følelsen i mig. Og skulle jeg glemme det, og tro at det hele blot var en drøm, kan jeg tænke tilbage, huske.. Finde tankerne, følelserne og de for evigt arkiverede billeder…
Det bliver aldrig det samme efter mødet med kærligheden!

Hver forelskelse er ny, dugfrisk, frodig, kommer hurtigt, kan gå let.. Men de forsvinder aldrig helt.

For jeg har været der og mærket suset.

På en god dag, når vinden står rigtigt, er der stadig rum til at træde ind i boblen og mærke alle følelserne der fulgte hver enkelt forelskelse: de lette som de tunge.

 

Og når jeg er klar, og parat til start, vil der blive givet signal og et nyt kapitel kan gå i gang, blive levet og arkiveret med alle de nye følelser og dufte der måtte byde sig til.
Jeg talte engang med en jeg havde haft disse stærke følelser for, om livets mening.

Mit eget svar på dette store spørgsmål, kom så naturligt til mig da jeg første gang blev stillet det, som lille pige med dukkevognen på værelset som det dyrebareste eje:

Meningen med livet er for mig at blive mor!

Som livet nu er levet, blev jeg virkelig mor. Og min forståelse for hvad det specifikt var, ved mor-begrebet der var så meningsfuldt kom til mig. For det er ikke det at blive mor i sig selv der giver mit liv mening. Det er følelsen af den dybe, ubetingede kærlighed.

For hver gang jeg oplever kærligheden, også selv om det blot er for en stund, giver det hele mere mening. Mening i livet, med livet.

Så igen: Jeg har elsket. Og jeg har været forelsket! Er det vel dybest set stadig på et eller andet plan.. I alle de mennesker jeg har mødt på min vej, der har lukket mig ind og som jeg har lukket ind. De har sammen givet mig det største af alt:

Kærlighed og meningen..!

Når man blot skal være

At stille skarpt

Jeg øver mig i at være. Bare være! At lytte, til det der bliver sagt: betydningen af det der bliver sagt. Jeg øver mig i at tænke før jeg taler, at overveje mine ord og i at være stille. I at stille skarpt på det væsentlige. I at se det væsentlige.

Ind i mellem er tavsheden midlet for den talende, til at komme over på den anden side, ved egen hjælp.

Jeg træner mig i at være til stede og i at vise min nærhed ved ikke at flytte fokus over på mig, men derimod give plads til dem omkring mig.

Det føles godt, når det lykkedes.

Det lykkedes, men ikke altid.

Jeg træner for at blive bedre

Jeg bliver bedre

Jeg er blevet mere lyttende, og mindre talende.

Jeg er i et flow af forandringer. Inden i og omkring mig, er der forandringer. De kommer til mig i en lind strøm, som perler på en snor. Alt giver mening, alt passer sammen. Rummer det og presser ikke på, tror på at det kommer når det er meningen, når jeg er parat. Indtil da er jeg bare opmærksom, og stille så godt jeg kan. Vil nødig støje så jeg går glip af det vigtige.

Ind i mellem skal vi bare være, ikke kæmpe så meget. Bare være!