UA-76103815-1

Pausen mellem to ord

Pigen der ånder  Når hun ligger, med lukkede øjne, i et soloplyst rum, og fornemmer lyset gennem øjenlågene, kan hun næsten se det lys hun får inde i hovedet, lige efter et klimaks er nået: Helt lyst, helt hvidt, intet andet i denne verden end lys! Lys, og komplet afslapning i hele kroppen.. Inden i og uden på..!

Hun har lagt bogen fra sig. En langsom bog om en gammel mands erindringer. Måske lidt kedelig, vil andre sige.

Først bemærkede hun hvordan hun holdt vejret tilbage mens hun læste. Som, i spænding for hvad der skulle til at ske. Men der sker intet. Historiens effekt på hende er beroligende, alt går ned i tempo, hun læser langsomt som sidder den gamle over for hende og fortæller den til hende.

Vejrtrækningen bliver langsom mens ordene sluges et for et og hun lukker øjnene mellem to ord for at se fortællingen, mens bogstaverne og det næste ord venter, til hun er klar til mere.

Det er da hun lukker øjnene hun ser lyset! Det bliver langsomt stærkere, ligesom lyden af fluen mod vinduet og fuglenes aftensang udenfor tager til. Måske de har været der hele tiden.

Hun begynder langsomt at få styr på sit åndedræt. Lytter, mens hun trækker vejret helt ned i maven og ånder langsomt ud.. Og igen.. Lyttende..

Samme lyd af åndedrag som den langsomme kærlighed, der fylder kroppen ud til hver en fingerspids. Samme kildrende, lykkelige og komplet nærværende følelse som forelskelsen og kærligheden, til kroppen, huden, mennesket, livet..  Lyden af elskov.

Hun lægger nakken tilbage for bedre at kunne åbne op og tage imod. Blotter struben og nyder at kunne trække vejret helt ind, stadig dybere og tungere, udånder med let adskilte læber.. Nyder at tiden går i stå: Bogen med den gamle mands fortælling venter mens hun ligger og trækker vejret og føler sensualiteten og lykken boble i sig lige under huden.

 

Det er det lys og den følelse hun har ledt efter

Det har været væk, for en stund, men nu er det tilbage

 

Det er det lys der var væk i morges da hun lå og græd i sin seng

 

De fremtidige gøremål for fremtiden tårner sig op. Filmen bliver ved med at køre mens uret tikker konstant, højere og højere.  Hun bliver mere og mere desperat i sin søgen efter det værktøj der skal hjælpe med at prioriterer og tilrettelægge.

Alle antennerne peger ud, væk fra hende

Vejrtrækningen bliver kort og hurtig, i små stød

Pulsen bliver lidt højere

Livet gør lidt ondt

Uret tikker konstant, højere og højere, hurtigere og hurtigere

 

Og hele tiden ligger svaret bag de vågne, lukkede øjenlåg

Det hvide lys, hjertets slag, den dybe indånding den langsomme udånding..

Bogen ligger stadig ved hendes side. Den venter til hun er klar igen.

Den gamles langsommelige fortælling der indgyder til selv indsigt, mellem to ord…

 

Jagten efter…

Mænd

Når jeg drøfter mit nyeste yndlings emne “det at møde nye mænd som værende single kvinde” mødes jeg ofte, af de der er der eller har været der, af afmagt.
Ja! “Afmagt” dækker det vist meget godt! På en dårlig dag hører jeg selv til den gruppe. Det er få jeg har mødt der stortrives ved at være alene og det er om muligt endnu færre der synes det er spændende at bruge hverken deres tid eller penge på op til flere dating-sites.. Men vi har vel alle været der, før eller siden?!

Det er længe siden jeg selv meldte pas i forhold til diverse dating sites..
Der var simpelthen for stort et udvalg: For mig at vælge i mellem. Og for mændene også, tydeligvis efter min mening, for hvordan skulle de dog få øje på mig imellem alle de smukke, sexede kvinde der blottede deres store barme og lange øjenvipper og fortalte hvordan de stillede det ene krav efter det andet til mændene, når altså de ikke lige trænede eller brugte tid med alle deres veninder og ellers bare nød livet som single… Puh ha! Jeg kunne bare ikke rigtig genkende det!
Jeg var bare ensom og forladt, prøvede at få dagligdagen til at hænge sammen med et lille barn hver anden uge og en krop og et overskud der bar tydeligt præg af, at jeg kom fra et langt og stillestående forhold!

Jeg nåede at lade mig rive med et par gange.. Det skal siges!
Men indså, at hvad man loves på skærmen sjældent er det man får. Der er ligesom.. for mange ting.. der skal passe sammen..
På samme måde måtte jeg indse, at mange mennesker benytter denne uforpligtende form at skabe kontakt og møde mennesker på, som nettet jo er, til at spare tid og have mange jern i ilden på én gang.
Denne realitet sårede mig dybt og jeg fortrak fra det format.

I virkeligheden tror jeg det ses på lang afstand hvad det er en kvinde er ude efter.. Eller måske gælder det bare mig?!
Jeg mener, når jeg er sulten efter Mand, manden, den eneste ene, så spejder jeg og søger og finder ingenting.
Jeg kan ligefrem se hvordan mændene spotter mig og flygter ud af bagdøren!  Har jeg taget hånd om mig selv, hvad enten det måtte være fysisk, eller i en mere mental forstand, inden jeg går ud af døren så jeg hviler i mig selv, virker det næsten som om mændene kan lugte det! Dét tiltrækker! Og det virker på mig! For når jeg hviler i mig selv er jeg ikke så søgende: Det er ren winn-winn!
“Intet er så sexet som en ny-bollet kvinde” som en tidligere kæreste engang sagde: jeg tror han har ret!

De seneste gange jeg har været i byen har jeg været pinlig ædru og “ny-bollet” for nu at blive i den terminologi. Som bonus (eller måske snarere en effekt deraf) har jeg hvilet i mig selv følt mig “mæt” og haft den der overvældende følelse i kroppen.. Som sjovt nok alt sammen virker positivt på mændene. Uden at gå i detaljer, kan jeg sige at jeg ikke har haft problemer med at komme i kontakt med de mere interessante mænd netop disse nætter i byen.
Jeg har ikke kastet mig i armene på nogen, sandsynligvis fordi jeg allerede har været mæt, hvilket igen har resulteret i at de er kommet tilbage når de har sovet deres tømmermænd ud!
Det er så dér det spændende starter og det er lige præcis dén del som internettet tager fra os!

For ja vist!
Personlighed, mål, interesser er alt sammen vigtigt! Men er den gensidige tiltrækning ikke også det?

Hvor tit har man ikke skrevet med en mand så man var ved at falde ned ad stolen? Af ren og skær begejstring?!
Når man så, sulten og spændt står over for ham første gang, må man bare huske på alle hans skrevne ord:
Det intense blik, gnisten, duften, halsen man har lyst til at sætte tænderne i og aldrig slippe, er der bare ikke!
Måske endda ingen af delene..

Jeg ved godt jeg er dybt privilegeret:
Med verdens skønneste unge den ene uge som kan opfylde de fleste af mine behov for kys og kram, og tiden til mig selv med mine behov, ikke mindst de sociale, i den næste uge.. Med det i baghovedet må jeg erkende at selv om jeg stadig drømmer om alt det jeg ikke har, så har jeg allerede hvad mange andre, både mænd og kvinder, længes efter…

Måske vi (læs: jeg) skal blive bedre til at huske og hvile ved de bitte, bitte små glimt af glæde og succes, bekræftelse og anerkendelse vi (læs: jeg) oplever gennem dagen og livet. Se stort på at projekt “Kernefamilie” ikke lykkedes, men mens vi (jeg) prøvede, mærkede jeg kærligheden og de stunder den var til stede, gør det det hele værd?!

Minderne i kasserne

Karmen på toppen af verden Åh, de flyttekasser vækker minder..

Som den trofaste læser vil vide, har jeg det rigtig godt for tiden! Sådan: Virkelig godt!
Med mig selv, min søn og faktisk også med min søns far!
Jeg har nu i længere tid følt mig helet og i balance, men jeg har samtidig også accepteret at det skal gå både op og ned for at kunne stabilisere sig igen og ja, der er selvfølgelig stadig skeletter at finde i nogle af skabene. Jeg har bare undgået de skabe i et stykke tid..For nogle uger siden da solen og fuglene begyndte at indikere at foråret var på vej, fandt jeg cyklerne frem i skuret og opdagede til min undren at det gjorde mig trist! Jeg blev trist ved tanken om at skulle ud i skuret og jeg fik det nærmest dårligt ved at være derude..
Det tog mig nu ikke lang tid at indse årsagen: Mit skur er mit lager!
Det er i mit skur jeg gemmer alle de ting jeg ikke kan sige farvel til. Det er også der jeg gemmer alle mine drømme.. Drømme om det liv jeg troede jeg skulle ha, om det barn jeg ønskede så meget..Hver gang jeg går ud i skuret, bliver jeg mindet om disse drømme og den sorg de har voldt mig.
Mere end halvdelen af min opbevaringsplads er dedikeret til børnetøj, babylegetøj, små dyner og sengetøj: Jeg har gemt det hele! Jeg fylder 39 år om et par måneder.
Jeg tror jeg har været alle mine muligheder rundt, vendt og drejet det hele: Jeg var midt i mine overvejelser om at gå vejen som solomor da jeg første gang lagde en blog ud her..
Men det var ikke løsningen for mig! Det er ikke løsningen for mig!

Løsningen er at leve mit liv!
At være tilstede i mit liv og være taknemmelig for det det jeg har!
Og så nytter det ikke at jeg holder mig selv i politigreb og tvinger mig til at blive mindet om alt det andet, der ikke har med mit liv at gøre mere, hele tiden..
Det holder bare ikke, for det gør så ondt og det fører ikke noget godt med sig!
Derfor skal det væk!

Jeg nærmest tudede da jeg for nogle timer siden stod derude og åbnede kasser på klem.
Det blev til 5 flytte papkasser! 6 faktisk! Der er nemlig også en kasse næsten kun med små strømper og små lagner. Der er også myggenet og en gåvogn til den helt lille og et autosæde (2 til 8-10 år tror jeg). Der er også et legetæppe og en pusletaske!
Det skal væk nu!

Kender du nogen?
Er det dig der kan bruge det?
Hvis det er dig, finder vi helt sikkert en pris! Næste step bliver nemlig en form for genbrugs butik!

Jeg skal videre i mit liv..  Og jeg glæder mig!

Ungdomskæresten i mit gamle hjem

Med roen kommer indsigten.
Indsigten, som får mig til at vokse og rumme.. Mit hjerte heler og bliver hele tiden stærkere.. Selv efter så mange år!


For det der føles som for en evighed siden, drømte jeg smukke drømme..
Drømme om at give et lille nyt menneske en tryg opvækst. At vise et lille menneske verden sammen med den jeg elskede.
Vi skulle elske hinanden ubetinget, som en lille trekløver. Støtte og supplere op om hinandens meninger og hjælpe til når to hænder var for lidt!
Smukke drømme…

I takt med at min mave voksede, dengang, for så længe siden, svandt mine drømme og forventninger.
Da jeg stod med det lille nye menneske mellem mine hænder, havde jeg vel nærmest glemt dem, drømmene. Trekløveren var ikke en trekløver men en tør propel fra det store ahorn træ, der alene snurrer rundt om dets frø: det lille nye menneske!

Vore veje skiltes og jeg lærte at give vores barn al min kærlighed, visdom og at træffe beslutningerne alene mens hans far gjorde det samme for ham, på sin måde.

Ti år senere finder jeg mig selv i vores gamle entre..
Jeg føler mig ikke hjemme der mere, men når jeg ser mig om ved jeg, at der ligger minder og drømme gemt i hver en krog og det er okay! Verden består endnu og det menneske vi gav liv finder stadig tryghed i disse rammer. Den ro skal ingen tage fra ham.

Jeg har lige været ude at styrketræne i svømmehallen med det lille menneske, hvis egne holdninger og meninger kommer stærkere og stærkere til udtryk. Jeg fortæller roligt hans far om oplevelsen. Om hvordan jeg føler mig modarbejdet fordi barnet keder sig og ikke forstår intentionen bag vores træningstur. At det ikke handler om at svømme fra A til B, men om at styrke hans ryg, nakke og hals og om at bevæge sig: Holde sig i god form!

Og jeg hører hans far fortælle drengen præcis hvad jeg lige har sagt, blot med sine ord.
Vi taler sund kost og energiforbrug under træning og til løbsweekender (han kører gokart, han løber ikke).  Vi siger det samme, med hver vores ord. Vi supplerer hinanden. Vi taler om hvordan jeg kan supplere hans far, når han er mekaniker og teknisk coach og ikke har overskud til også at se til at barnet spiser og drikker.
Vi smiler sigende til hinanden mens vores dreng tramper op af trappen og siger at vi er dumme.

Jeg smiler mens jeg går fra huset.
Mit gamle hjem og hus.. Krokus løgene min mor plantede langs havegangen med det lille menneske for 8 år siden står i blomst.

Mit livs kærlighed bor her. Sammen med min første bedste ven og ungdomskærlighed.
Den ven der sårede mig dybest og som gav mig det største i verden.
Da vore liv blev splittet for snart 8 år siden, sagde han til mig, at han stadig elskede mig og det vi havde haft. Jeg forstod ikke dengang hvad han talt om.
Det gør jeg nu: Jeg ser nu, oftere og oftere, glimt af den mand jeg elskede så betingelsesløst.
Og jeg forstår nu, at det lille menneske, vores barn, får alt det jeg ønskede for ham, blot på en anden måde end den jeg drømte om, dengang.

Dengang, for det der føles som for en evighed siden, da jeg drømte smukke drømme.
I dag elsker vi vores barn ubetinget. Vi er vel som en pudsig, lidt krøllet trekløver.
Støtter og supplerer op om hinandens meninger og hjælper til når vores to hænder er for få. Nogle gange!
Smukke drømme og planer som blev til en anden virkelighed..

 

Bare bryster og nippels – Anstødelig tekst kan forekomme

Bare bryster

Hjemme hos mig går jeg ofte rundt med nøgen overkrop (helt bare bryster) om morgnen, fordi det  lige præcis der(!) er naturligt for mig! Og det er super dejligt!
Jeg tildækker mig ikke for min søn: Hvorfor skulle jeg? Gør I det?
Er det mon ikke bare med til at gøre, at der bliver gloet og stirret ekstra når der kommer et par naturlige bryster forbi? Sådan nogle er jo tydeligvis aldrig blevet set før?!

Jeg sidder lige og læser og  ser noget om bare bryster i forbindelse med #freethenipple (befri brystvorten) og nøgne kvindebryster på Facebook, og kommer til at tænke tilbage på en lille episode. Det er snart længe siden, jeg husker ikke alle detaljerne, men jeg husker hvor provokeret jeg blev og derfor bliver jeg så glad når jeg nu ser alle steder på alle medier at jeg ikke står alene:
Jeg har selv en dreng og havde på det pågældende tidspunkt en kæreste med to drenge omtrent samme alder som min.
En morgen da vi skulle have morgenmad kom hans ene dreng anstigende til bordet i bar overkrop.
Jeg bad ham om at gå ind og tage noget på da jeg synes det var.. mærkeligt.. at sidde og spise med nogen uden tøj på! Det undrede både min kæreste og drengen sig over og kunne vist slet ikke se hvad der var galt i det. Som jeg husker det, tale vi om det da jeg faktisk ikke havde lyst til at spise sammen med en halvnøgen stor dreng!
Jeg sagde noget i retningen af, at hvis han skulle have lov at sidde i bar overkrop, bare fordi at det havde han lige lyst til og det var dejligt, så ville jeg da også gerne spise min morgenmad i bar overkrop, det har jeg nemlig aldrig prøvet!
Det mente min kæreste så ikke var i orden hvorefter drengen blev sendt ind for at tage bluse på!
Jeg syntes det var en helt perfekt sammenligning! Jeg ser ingen forskel: En bar overkrop er vel en bar overkrop?
Set i bagspejlet skulle jeg slet ikke have sagt noget!
Jeg skulle bare have sagt “Ej, det var en god idé, det vil jeg da også” og ha taget blusen af: Det fik jeg lige lyst til, det er jo helt naturligt og dejligt!
Nej! Ikke når det er en kvinde?! Sådan et moderne samfund lever vi i, i 2015!

Blot fordi mænd (naturligvis ikke dig) er primitive og ikke kan styre deres drifter, og kvinder modsat mænd er utrolig smukke og lækre, skal vi åbenbart pakkes væk, anmeldes på Facebook og tilnærmelsesvis gøres kriminelle hvis vi er glade for vores krop som den er! Dejlig og uperfekt!

Selvfølgelig skal kvinder ikke gå rundt i bar overkrop når de handler ind, men det skal mænd ved Gud heller ikke!!!
Men det er da udelukkende af praktiske og hygiejniske årsager?! Efter min bedste overbevisning! Et billede af et par naturlige bryster i en naturlig sammenhæng (amning til eksempel) er der da ingen der kan blive forarget over?
Jeg gad vide hvem de er, dem der alligevel bliver det!
Kan de ikke bare se væk? Eller er de mon bange for at de skal blive liderlige af at se et stykke hud der normalt er tildækket? Er de misundelige på det lille barn? Eller er det mandens kone der er bange for at manden skal se noget han ikke kan tåle? Eller for at han kan li det han ser?

Jeg forstår det virkelig ikke og åh hvor bliver jeg gal!
Jeg tror at jeg fremover vil anmelde alle sommerbilleder med mænd i bar overkrop på Facebook!

 

God dag til alle derude

Kram

Singlestatus giver status

“Singletilværelsen er faktisk også en tilværelse!” oplyste min veninde sin 13årige datter da en løssluppen snak hen over bordet faldt på emnerne dating og kærester!
Hun burde vide det! Datteren! Hun har aldrig set sin mor med en kæreste og kunne da heller ikke forestille sig det. Alligevel ønskede hun det vist.. bare lidt! Bare fordi!

Ja! Gu er den en tilværelse! Jeg lever i den på godt og ondt, med de glæder, friheder, bekymringer og sorger som den giver i dagligdagen.
Alligevel sender jeg stjålne blikke efter sunde mænd i snart alle aldre! Det er det jeg kan: Som kvinde på nær 40 år har jeg frit valg på alle hylder! Unge som gamle: Bare byd jer til!
Altså: Næsten frit valg!

For det står jo stadig lidt i kortene, og i aviserne: Vi har det jo som mennesker bedst i tosomhed! Det er det vores samfund er bygget op omkring: familien, kernefamilien som vi kender den bedst, det er den vi kommer fra, det er den vi skal skabe på ny!
Jeg er i hvert fald vokset op med det som et mål i sig selv!
Der fandtes ikke dengang, som i dag, så mange familie konstellationer at man dårligt kan tælle dem!
Staklen i samfundet var hende der var single, hende ingen ville ha:
Hende blev jeg!
Og jeg tog kappen på mig og sørgede i mange år da jeg måtte sande min skæbne!

Men samfundet har ændret sig! Lige som mobiltelefonen har det (Gud ske tak og lov) og i dag er singletilværelsen også en tilværelse!
Og vi er gode for samfundet os singler, for vi bruger penge! Mange penge! På fest og farver, på os selv(!) og så selvfølgelig på den største guldgrube: På at få det vi modsat “de andre” ikke har: En mage til at dele det hele med!

“Det er altså heller ikke altid en dans på roser at være gift” betroede min ældre og klogere, og gifte kusine mig, da jeg for mange år siden sad til en familiesammenkomst og tavst fulgte med i alle samtalerne. Et dejligt selskab hvor alle sad i par og supplerede hinanden og deres oplevelser med de kære små og fælles venner og fælles projekter og fælles dit og dyt og dat!

Nej! Parforholdet er ingen dans på nogen rose!
Det er vel det statistikkerne har prøvet at fortælle os siden de blev trukket op ad hatten første gang: De fortæller os det og minder mig om tilværelsen fra dengang jeg selv forsøgte det!
Det var bekvemmeligt, ja! Men det var hårdt og ulønnet arbejde! Måske en dans.. men kun fordi vi har lært at der skal to til tango!

Jeg er nu mere til jazz..
Langsom, let, lystigt, ensomt, forførende.. med muligheden for at byde op.. men også med muligheden for at bryde op, mens musikken endnu spiller..

Jeg elsker musik
Til hver en tid, hvert et gøremål
Og jeg elsker at elske
musikken
dansen
legen
blikket
berøringen
dansen..

I skrivende stund elsker jeg at vide, at jeg har elsket
for så kan jeg dø lykkelig
når den dag må komme

Jeg elskede på én måde da jeg dansende som jeg havde lært det fra barnsben
Jeg elsker på en anden måde nu, i dag, som jeg har lært det gennem livet
Og livet har lært mig, at singletilværelsen også er en tilværelse!
Måske jeg kan lære min søn det samme, så han kan gå sit liv i møde uden angst for at skulle leve i sit eget selskab, som jeg gjorde det for.. engang for længe, længe siden..

Dette er blot min mening og min opfattelse
Dette er et øjebliksbillede
Mine meninger kan ændre sig
Jeg kan udvikle mig

Jeg kan sågar finde mig en kæreste hvis det er det jeg vil!

Om nærvær og rødvin

Den vise RødvinFor nogle dage siden, i en lille rødvinsrus sad jeg og udtalte mig noget så klogt.
Om alle mulige ting jeg dybest set ikke har forstand på, ikke mere end alle andre i hvert fald, det var nok nærmere var udtalt ønsketænkning end facts. Og mændene omkring mig lyttede.. For måske var det også ønsketænkning for dem, der blev i tale sat, og så af en kvinde: Tænk hvad der ville ske, om vi alle vidste hvad vi ville have, og endnu bedre: Tænk om vi også vidste hvad vores nærmeste, eller dem vi ønskede skulle være vores nærmeste, ville have.. Sikke vi alle ville gå rundt og smile!
Hvis og hvis..!

Senere igen kom vi forbi min profil i et af disse.. sociale medier jeg er medlem af. Min profil har stået uberørt hen i snart et år.
Og .. om det var den rødvin ikke alle havde drukket af, vides ikke, men pludselig blev der skudt med skarpt! På mig! For der var én (og det var ikke mig) der læste hvad der stod i min profiltekst, lige dér, midt mellem linjerne:
“Hold da kæft hvor er du aldersfikseret!”

Øh hvad?!

Og ja: Gu er jeg det!
Jeg har lige læst i en debat indlæg at jeg er middelaldrene (jeg foretrækker nu midaldrene, men lad nu det ligge)!
Mit ur tikker hele tiden både højere og hurtigere. Mit liv blev ikke som det jeg drømte om og nu løber jeg kapløb for at få det rettet op efter evne. Der er sket ting der ikke kan gøres om men timeglasset rinder snart ud og jeg bør så småt indse at jeg ikke kan nå det hele.

Jeg har ladet mig fortælle af andre kvinder i deres bedste alder(!) at når kvinden rammer de 40, sænker der sig en ro over hende! Det lyder meget dramatisk.. Det er det ikke, måske snare det modsatte? Udramatisk!
Måske min tid til at falde til ro er kommet!
Den tid, hvor jeg skal åbne mit sind, så jeg kan glæde mig over og nyde det jeg realt har og har opnået i mit liv:
Holde op med at se bagud og lade være at lægge planer for hvad fremtiden skal bringe!

Min veninde (der vist af en eller anden grund ikke havde fået store mængder vin) spurgte i forlængelse af min store erkendelse, hvad jeg så ville bruge al den fantastiske energi til, som nu ville blive frigivet, nu jeg skulle til at være anderledes nærværende i mit liv..

Jeg håber, jeg vil bruge den til at leve det liv jeg har fået! At nyde resultaterne af de valg jeg træffer hver dag! Til at kigge mig selv i øjnene og leve efter og følge de råd jeg i god mening giver andre. Til at være nærværende!

%d bloggers like this: