UA-76103815-1

Om at motionere – og om ikke at gøre det!

Jeg har, nok som de fleste, svært ved at nå alt i en travl hverdag. Særligt det seneste halve år har jeg løbet kapløb med mig selv for at nå det hele. Men med et sygdomsforløb, mit ny udsprungne forhold til min kære Mr. D. kan vi jo kalde ham, og hans to børn og deres hund(!). Og så er der jo min egen søn som ingen må glemme (Gud forbyde det) og og og! Der har bare været mange ting!

Motion! Det var det jeg kom fra: Med alle de ting og hændelser der har krævet min fulde opmærksomhed, og som bestemt så gerne har ville give, har der bare ikke været hverken tid eller energi til at svømme. Det har gået mig på: jeg elsker at svømme og faktisk er det den sport jeg har formået at vedligeholde bedst, ever!

Resultatet af min manglende motion har været.. interessant, sådan, set over et par måneder! Først skete der intet og jeg tænkte ved mig selv at det hele bare kørte. Jeg spiste ellers lige hvad jeg lyste.. En klokke burde nok have ringet da! Så begyndt jeg at tabe mig (det må ha været musklerne der forsvandt der): Det var så her alarmen skulle have sat i gang! Og så: Bum! Kunne jeg mærke hvordan mit tøj begyndte at stramme og siden hvordan vægten begyndte at stige. Nu var det ikke bare noget tøj den var gal med! Næ nej! Det var det hele: bukser, kjoler, bluser og trøjer, det hele! Så jeg forsøgte at spise mig tilbage, for da jeg stadig var syg med stress var jeg ude af stand til at presse mig selv. Da det ikke gik, blev jeg bare ked og trist, og nok også vred på alle dem omkring mig der ikke forstod problemet og bare spiste videre. Mad begyndte at fylde meget, det var pludselig et problem for jeg kunne ikke så meget som åbne en pakke pasta før jeg tog på.

Wauw! Jeg får det til at lyde som om det stod på i flere år og som om jeg tog.. virkelig meget på! Det er ikke tilfældet! Jeg er kun motions svømmer, men har trappet ned på min svømning de seneste 9 måneder, under dække af kærligheden. Jeg har taget 4 kg. på og det er ikke muskler skal jeg hilse fra den nye mave-fold at sige.

Da vi trådte ind i det nye år var jeg ikke til at holde ud! Jeg kunne ikke være i min krop og jeg holdt mig ikke tilbage for at fortælle mine nærmeste det. Derfor er der nu lavet skema som virkelig prøver at følge: Når min dreng skifter fra mig til sin far, (onsdag) kan jeg svømme efter arbejde. det kan jeg også fredag, men lørdag er bedst for så bruger jeg heller ingen penge: Total Win/ Win! Mandag er også en mulighed og så kommer min dreng hjem! Derfor holder jeg igen indtil fredag hvor jeg lige kan nå en hurtig dukkert efter job hvis min dreng tager med kærestens ældste hjem efter skole. Det gør han som regel alene for selskabets skyld så den dårlige samvittighed kan jeg også pakke et andet sted hen. Jubii! Så lever jeg på fredagsturen til onsdag hvor jeg sender knægten hjem til sin far og min turnus kan starte forfra.

Jeg har trænet efter dette skema i 14 dage og mit lille korpus er allerede i gang med at belønne mig: Jeg har genfundet mine mavemuskler! Ja, faktisk også musklerne på overarmene, lårene, læggene og ballerne! Ikke værst! Mandag gav jeg mig max. Da svømmer den lokale tri-klub i banerne ved siden af mig og det er så fantastisk at se at jeg ikke er helt lost, nok især fordi jeg ikke har fået undervisning i over et år. Nå, som sagt: Jeg gav mig MAX! Og da jeg kom hjem var pulsen høj og jeg svedte på den der “Hov! Du har muligvis sat et par ting i gang i maskineriet, tingene skal lige i gang”-måde. Hele natten murede det frygteligt i mine arme og ben:

Det er så skønt at mærke min krop igen!

 

Familier sammen

At bringe familier sammen!

At være bragt sammen

At være en sammenbragt familie

Hvordan er det gået i dag?

Dejligt! Dejligt at være to, voksne, i de daglige gøremål

Dejligt at se alle drengene i en sammenflettet verden af leg, spil, film og kammeratskab. Et kammeratskab der er blevet udfordret og styrket af de voksnes beslutning om at være sammen.

Vi har bragt dem sammen, tættere sammen

Er vi en familie? Nok ikke!

Vi lever hver for sig. Med hvert vores værdisæt, hver vores pligter, ansvar og mål.

Vi kigger ind i mellem skævt på hinanden

Undres

Tænker: “Godt det ikke er mine, eller mig”

Men, ind i mellem nærmer os noget der ligner. Ligner en familie når vi er ude, sammen. Bragt sammen, med vores forskelligheder, værdier og regler, fortid.. Kommer hinanden i møde: Tager lidt vi kan bruge, tilretter os, bliver mere som hinanden.. Pejler os frem i mørket mod et fællesskab.!

 

<a href=”http://www.bloglovin.com/blog/13565553/?claim=np2esuapknw”>Follow my blog with Bloglovin</a>

<script src=”https://widget.bloglovin.com/widget/scripts/bl.js” type=”text/javascript”></script><a target=”_blank” href=”http://www.bloglovin.com/blog/13565553″ data-img-src=”http://www.bloglovin.com/widget/bilder/en/lank.gif?id=13565553″ data-blog-id=”13565553″ class=”bloglovin-widget”><img src=”http://www.bloglovin.com/widget/bilder/en/lank.gif?id=13565553″></a>

En sorgens dag

Karmen

Dramatisk? Tja.. Måske!

Jeg vågnede kl. 7:30 nytårsdag da Quintus ville ud og Karmen straks benyttede lejligheden til at kravle ind under min dyne hvor hun puttede, meget mere end hun plejer I am positiv! Og jeg nød det, og blev tung om hjertet for det var i dag hun skulle hentes af den dejlige familie der har åbnet deres hjem for hende: En dyreelskende familie med to børn på 10-12 år med kanin og fugle i bur både inde og ude og flere katte bag sig.. Den perfekte familie til Karmen!

De var alle så forfærdelig søde og pigen kastede sig om halsen på sin mor da hun forstod at Karmen skulle med dem hjem! Jeg blev helt rørt.. Men.. Det blev jeg så sandelig også da jeg satte hende ind i transportkassen og Quintus kom og satte poten og næsen op på gitteret og snusede farvel.. Guderne må vide hvad deres anstrengte forhold gik ud på..

Og da døren blev lukket og jeg sad alene i sofaen og jeg manglede en Karmen der kunne springe op på mit skød, skævende til Quintus som om hun kunne forvente et bagholds angreb hvert et øjeblik, hvilket hun i princippet altid kunne..

Og da Quintus senere begyndte at gå rundt og kalde.. Efter Karmen, eller mere mad, det er selvfølgelig svært at sige. Måske han savner en gammel ven at putte med, en der ikke bider ham i haserne.. Godt han har bonded fornuftigt med Ghandi i de få dage vi har haft ham.

Det bliver ensomt i nat, men der er udsigt til en rolig morgen uden hyl og hvæs. Godt for alle, hun er en dejlig pige der nu får masser af kærlighed af sine mennesker som hun får helt for sig selv! Og herhjemme må livet gå videre og et nyt år kan starte!

Quintus Stativ
Quintus, Burmeser 1 1/2 år gammel

Status 2014 – Fortsæt 2015 fortsætter

Hey!

Det er nytår om 12 timer!

  • Jeg skal nå at støvsuge,
  • vaske gulv,
  • ordne negle,
  • have min kjole tørret (den ligger stadig i blød men jeg tror håber det er en hurtigtørrende en af slagsen)
  • alm. klargøring. bad, make up, diverse hår
  • og måske det kan svare sig at overveje morgenmaden til i morgen, og aftensmaden også.. Hmm..
  • spise
  • skåle
  • kysse med kæresten

Og når de 12 timer er gået og jeg har sat flueben ved disse punkter, så har jeg 12 måneder til at nå alt det andet!

Det Herrens år 2014 har for mig været en blandet landhandel. Hvad angår kærligheden har det været et roligt år og nu føler jeg virkelig at jeg hviler i mig selv og i kærligheden.

Jeg har været sygemeldt fra mit kontorjob med stress og forventes at starte op på fuld tid efter nytår. Spændende hvordan det skal gå: Jeg krydser fingre for mig selv! Men jeg husker på at jeg i det sygdomsforløb er kommet i bedre kontakt med mig selv end jeg har været længe.

Jeg har startet Naboenskat.dk op og føler efterhånden at jeg er ved at have styr på hvad det er jeg vil med denne side.. Måske der endda kommer en læser forbi en dag, man kan jo håbe!

Jeg har fået smagt på hvad det vil sige at være i form og hvad det vil sige at leve sådan.. næsten i en slags sammenbragt familie.. Altså, hver for sig.

Der har været lidt udskiftning i katte familien: Panton som var kronisk påvirket af en dum astmahoste blev syg i tandkødet og tabte alle sine tænder. Så de to grundlag gjorde at jeg valgte at få ham aflivet, en virkelig svær beslutning! Karmen trives stadig ikke og daglige meget voldsomme sammenstød med min unge hr. Quintus har gjort at jeg for 10 dage siden slog et opslag op på Facebook: Karmen skal have nyt hjem! Hun bliver hentet af en Vejle kollega i morgen: 1/1 2015!

Så jeg har fået en ny killing i huset: Ghandi, chokolade Burmeser på 12 uger fra Nadikat Katteri, der trampede lige ind i Quintus hjerte, så det tyder på at der snart vil herske ro og harmoni i katteflokken igen!

Jeg har skrevet i en time, jeg skal være klar om 3 1/2 time og der var lige både en kjole og nogle negle der skulle tørres så fortsætterne fortsætte en anden gang i en nær fremtid.

Godt nytår

 

Hvad er dette?!

Jeg lever i et af de mere moderne COLA parforhold: COuple Living Apart! Både jeg og min kæreste har børn, begge i 7/7 ordninger. Og det er sådan set inspirationskilde nok til mig for nu: Mit forhold til min kæreste, hans børn, hans forhold til mig og mit barn er en helt grundlæggende rød tråd i de tankespind jeg gør mig i disse tider. Altså, nu hvor jeg ikke længere er single og derfor har lagt tanker der går i en helt anden retning bag mig.

Til trods at vi lever i hvert vores hjem ses vi dagligt. Med og uden børn. Og derfor føler jeg at jeg lever halvdelen af mit liv i en sammenbragt familie. Eller rettere: I 2-3 sammenbragte familier: Der er så mange kombinationer.

Det er en uendelig kompleks og svær situation at stå i fordi alles roller over for hinanden, er så.. udefinerede. Jeg har forsøgt finde materiale om sammenbragte familier og noget af det har været givende, andet mindre givende. Jeg har ikke kunne finde noget om den position man bliver sat i når man lever på denne måde. Egentlig lidt overraskende for jeg føler mig overbevist om at det må være sådan alle sammenbragte familier er startet op: Med at ses, lære hinanden og hinandens børn at kende.. Eller måske jeg er helt galt på den?!

Og det får mig til at tænke, at den eneste måde at skaffe viden på, må være ved at videregive af egen erfaring og håbe på at jeg derved kan hjælpe andre i tilsvarende situation..                              Jeg kunne nu stadig godt tænke mig at høre fra andre der står eller har stået i noget tilsvarende: om deres erfaringer fra denne gråzone.

Hvis I er derude, så giv mig et tegn…

Jeg går også dig i møde

Det at spise sammen, er som de fleste sikkert ved, en social ting. Men ak nej, det er ikke lige meget hvad det er du spiser, eller drikker når du gør det med andre! Du skal helst indtage det samme som de øvrige for at være med i klubben og for at kunne tale om maden og alt det andet der rører sig omkring mødet og spisebordet. Der skal være nogle fællesnævnere før du kan indgå i et fællesskab, du bør helst ikke være special .. eller særlig, og skille dig for meget ud!

Og det kan være svært! For selv om jeg man føler mig sig som alle de andre, at jeg man er som folk er flest, og at jeg man måske endda har ret i denne formodning, så tæller det bare ikke hvis jeg man er i mindretal når jeg man træder ind af døren!

Og hvad gør en klog så?

Jeg kan kun tale for mig selv, og jeg tilpasser mig! Går på kompromis, sluger kameler og sætter egne behov til siden, hvis jeg kan! Og prøver at få de andre til at komme mig i møde. Der kan jo være fysiske, eller mentale forhindringer.

Selv prøver jeg virkelig komme fællesskabet i møde. Det er bare så svært når man har særlige behov og i mit tilfælde er der tale om både fysiske og mentale behov. Det, hele tiden at skulle bede om særbehandling og hensynstagen, kan være virkelig anstrengende.

Så jeg holder igen, prøver at finde en middelvej, og nogle gange går det godt, andre gange mindre godt men på bundlinjen, (det er mit fysiske velvære der repræsentere bundlinjen), er der en direkte konsekvens af disse middelveje.

Jeg skal finde en vej der forener mine mål og mine ønsker. For disse harmoniere ikke altid. Så derfor har jeg lavet denne lille kategori om ernæring og sundhed for den skal der helt sikkert fyldes på!

Gædelig jul

Set fra oven?

HestEt nyt venskab er under opsejling!

Jeg har tvunget tre drenge sammen ved at blive kæreste med de to’s far: Forsøgt at retfærdiggøre min egoistiske handling med min overbevisning om, at det gavner mit barn at få tætte og nære relationer og at se sin mor glad! For slet ikke at tale om den erfaring og selvopfattelse det giver at opleve at man er en del af noget større, en del af et team og at mor/ fars øjne ikke kun hviler på én selv!

Jeg får nu glimtvis lov at se den storebror der gemmer sig i min søn, den storebror som han altid har ønsket sig at være, men som han aldrig blev: En anden dårlig samvittighed der har jaget mig som en marre gennem de seneste 7 år. Men nu kommer det, langsomt og vel nærmest helt naturligt: Det tætte og nære forhold til et andet menneske man ikke selv har valgt at dele sit liv med, som man måske en dag vil elsker i medgang og modgang, alene fordi man er på samme hold.

Jeg kan se hvordan han gerne vil guide og vise sin nye ven verden, og hvordan min kærestes yngste dreng i flere og flere henseende opsøger min dreng. Måske fordi hans egen storebror er mere.. jævnbyrdig.. med ham, end min søn er: For det kan til tider virke som om hans egen bror ser ud til at opfatte det som sin tunge pligt at holde yngstemanden på sin plads: Nede!

Rigtige storebror har lov at bruge lillebror til at slås og lege voldsomme lege med, og på den måde tilkæmpe sig ret og status.. Og magt! Der er min dreng ikke kommet til! Han har endelig fundet en lille ven han kan give en hånd når der skal bestiges bakker og som er lille nok til at han kan lege hest når de små ben er tunge. De er på samme team og ser ud til at få det bedste ud af hinanden!

I hvert fald i dag!

I dag var vi i Dyrehaven og aldrig har min dreng brokket sig så lidt, for ikke at sige slet ikke, på en god lang gåtur i regnvejr. Pludselig har han nogen at dele verden med, på sit niveau, på godt og ondt.

Dette er naturligvis et øjebliksbillede: Dagen gik med små hændelser der minder mig om lignende hændelser. Eller også er det blot øjnene der ser?! Måske jeg kun ser det jeg vil se. Det kan være svært at se objektivt på noget, nogen, der vækker så mange følelser i én.

Men ikke desto mindre: Det er nu hvad jeg så!

%d bloggers like this: