HestEt nyt venskab er under opsejling!

Jeg har tvunget tre drenge sammen ved at blive kæreste med de to’s far: Forsøgt at retfærdiggøre min egoistiske handling med min overbevisning om, at det gavner mit barn at få tætte og nære relationer og at se sin mor glad! For slet ikke at tale om den erfaring og selvopfattelse det giver at opleve at man er en del af noget større, en del af et team og at mor/ fars øjne ikke kun hviler på én selv!

Jeg får nu glimtvis lov at se den storebror der gemmer sig i min søn, den storebror som han altid har ønsket sig at være, men som han aldrig blev: En anden dårlig samvittighed der har jaget mig som en marre gennem de seneste 7 år. Men nu kommer det, langsomt og vel nærmest helt naturligt: Det tætte og nære forhold til et andet menneske man ikke selv har valgt at dele sit liv med, som man måske en dag vil elsker i medgang og modgang, alene fordi man er på samme hold.

Jeg kan se hvordan han gerne vil guide og vise sin nye ven verden, og hvordan min kærestes yngste dreng i flere og flere henseende opsøger min dreng. Måske fordi hans egen storebror er mere.. jævnbyrdig.. med ham, end min søn er: For det kan til tider virke som om hans egen bror ser ud til at opfatte det som sin tunge pligt at holde yngstemanden på sin plads: Nede!

Rigtige storebror har lov at bruge lillebror til at slås og lege voldsomme lege med, og på den måde tilkæmpe sig ret og status.. Og magt! Der er min dreng ikke kommet til! Han har endelig fundet en lille ven han kan give en hånd når der skal bestiges bakker og som er lille nok til at han kan lege hest når de små ben er tunge. De er på samme team og ser ud til at få det bedste ud af hinanden!

I hvert fald i dag!

I dag var vi i Dyrehaven og aldrig har min dreng brokket sig så lidt, for ikke at sige slet ikke, på en god lang gåtur i regnvejr. Pludselig har han nogen at dele verden med, på sit niveau, på godt og ondt.

Dette er naturligvis et øjebliksbillede: Dagen gik med små hændelser der minder mig om lignende hændelser. Eller også er det blot øjnene der ser?! Måske jeg kun ser det jeg vil se. Det kan være svært at se objektivt på noget, nogen, der vækker så mange følelser i én.

Men ikke desto mindre: Det er nu hvad jeg så!

Udvid min horisont: Lad mig høre hvad du tænker