Hvad er det værste et barn kan forestille sig? Hvad er det, der får børn til at vågne midt om natten med følelsen af frygt og angst, nogle gange igen og igen?
Trolde, “de onde”, drager, røvere, bundløse huller.. Listen vil ingen ende tage..
Min dreng (11 år) sover desværre ofte uroligt og gør derfor som (forhåbentlig) rigtig mange andre børn hvad de kan, for at finde ro og tryghed.. Forleden nat kom han ind til mig og insisterede på at sove hos mig. Det har han gjort før så det lagde jeg ikke noget særligt i. Men, til trods at jeg generelt sover meget tungt og sjældent bemærker når den lille fyr lister op i min seng, bemærkede jeg alligevel at han denne gang puttede sig tæt ind til mig da han lagde sig, og det plejer han bestemt ikke at gøre: Det plejer at være nok at han kan høre mit åndedrag..
Jeg fik nærmest i søvne spurgt ham hvad han havde drømt, siden han var så forskrækket og med det svar han gav mig, fik jeg pluselig et helt nyt indblik i hans bekymrede lille verden. Måske fordi jeg endelig har forstået at det er hans model af verden og det er en virkelig bekymring for ham!
Han havde drømt om hvordan der var kommet tyve ind i hans fars hjem, at de havde skudt hans papsøster og ville gøre hans far ondt da han ville forsvare familien. Og ja! Det må da være barnets, for ikke at sige menneskets, værste mareridt: At dem man elsker dør, eller kommer noget til. Sikke nogle voldsomme følelser der kommer frem når det ubevidste får lov at slå sig løs i drømmene, det kan være svært at rumme.
Jeg forsøgte at vække mig selv, idet jeg mente at forstå alvoren bag denne drøm og bekymring. Han er for stor til at jeg kan spise ham af med at det aldrig vil ske for os så jeg spurgte ham i stedet, om han vidste hvad der havde sat denne bekymring igang. Det viser sig at en skolekammerat har haft indbrud og det er noget de taler meget om. Og, så slog det mig at vi selv passer hus for en veninde, for netop at undgå ubudne gæster i deres tomme hus.
Så, vi talte lidt om at det er noget der kan ske. Men at ingen tyv er interesseret i at gå ind mens der er nogen hjemme. Og om hvor vigtigt det er at man er klar over hvor meget ens familie og venner betyder for én. Og at man husker at fortælle dem det!
Netop det sidste er en øvelse jeg selv bruger en del energi på: Det gik for nylig op for mig at mine kære forældre er dødlige og da de begge har passeret de 70 år, er jeg stille og roligt begyndt at indstille mig på at det kan begynde at gå ned af bakke, hver øjeblik. Så, pludselig er min overbærenhed blevet større. Jeg vælger mine kampe med dem meget bevidst og jeg øver mig i at sige det højt til dem, som aldrig er blevet sagt højt i mit barndomshjem: At jeg elsker dem! Jeg er ikke i tvivl om at de elsker mig, men det er aldrig blevet sagt højt. Så når de er ude at rejse, eller de ikke lige svarer telefonen når jeg ringer og jeg bliver bange for om der er sket dem noget, kan jeg pludselig blive i tvivl om, hvorvidt de er klar over hvor højt jeg elsker dem..
Husk at vise, og at fortælle dem du elsker, hvor meget de betyder for dig! Den slags kan aldrig siges for ofte!
