Faktisk troede jeg , at jeg var syg! Det er kommet over de sidste par måneder, stille og roligt er det tiltaget mere og mere.. Jeg nævnte det for en kær veninde, at jeg følte mig underligt tilpas. Jeg understregede at jeg ikke havde mødt nogen mand: at jeg ikke var forelsket: Nu var jeg solo, og det var okay, lige nu!

“Kan det, i din verden, tænkes, at ikke al forelskelse skal relatere til en af det modsatte køn? Eller til en udefra kommende person? Kan man tænke sig den tanke, at du kan blive forelsket i noget andet? Noget så defust som selve Livet? Eller at det du kalder forelskelse, blot er følelsen af at have det godt! At være i harmoni og hvile i sig selv?!”

Jeg blev nærmest flov, for jeg vidste med det samme at hun havde ret! Men kan man tillade sig det, at have det godt, i vores verden, og hvis  man kan, hvordan siger man det så højt, uden at blive betragtet som en uden at blive set skævt på?

Eller.. det skal måske slet ikke siges højt? Er det ikke nok at jeg selv ved hvordan tingen er?
Skal det virkelig postes til hele verden at jeg har det godt, før det er virkeligt? Ja! Det skal det! Åbenbart!!

Jeg har den seneste tid på det nærmeste været frustreret over de posts mine venner og bekendte til stadighed poster på blandt andre Facebook:

Hvor de er, hvem de er med, hvad og hvor de spiser, hvilket humør de er i, hvad de har modtaget, hvad det er blevet frataget, hvad deres mand, børn, svigerforældre, kæledyr har udrettet.. Og hvor lykkelige de er! Kan de virkelig være nærværende og til stede i alle deres selskaber, gøremål og følelser når de hele tiden skal hive deres telefon op og i tale sætte det?

En hel dag kan jeg gå og føle mig generelt lykkelig: For mit job, mine kollegaer, for mit helbred, mine gamle bukser som jeg stadig passer, for min bror derude i verden, min smukke, dejlige, underskønne søn, for solen som også stod op denne gang, for vinden der blæser og for at træde ind i mit hjem der giver mig ro, og alt det i den der skal ændres i den og for det og de som hjælper mig med at sætte store og små mål i livet!

Det er det der fylder min lykketank op! Men, det er jo ikke noget jeg ønsker at dele med hele verden, hele tiden!
Jeg har nok at gøre med at rumme følelsen selv! Og glædes ved den! Eller med at være nærværende så jeg til enhver tid kan hive følelsen eller episoden frem og genkalde mig det hele..

Det er nok bare mig. Tossede dobbeltmoralske lille jeg!
Jeg ved det jo godt, og alligevel bliver jeg ved med at åbne op for alle deres opdateringer. Men der går længere og længere imellem, både uger, og måneder til tider: Man er vel nysgerrig?! Og hver gang skuffes jeg.. Over hvad jeg læser.. men særligt over mig selv!  En vis forventningsafstemning ville nok være på sin plads her!

Er jeg dobbeltmoralsk?

Læs nu, hvad jeg netop har skrevet, for nu poster jeg det nemlig, på min hemmelige side! Mon det vil gøre min lykke mere virkelig, eller synlig, eller er det blot mit behov for at være med i den elektroniske World Wide Web verden der driver mig? For i virkeligheden føles det jo bare godt at sætte ord på det hele. Og det føles også godt at blive bekræftet og anerkendt fra tid til anden, der bliver vel bare flere og flere muligheder for at få forløsning for dette..

Er jeg nu også gammeldags? Eller bare mere privat end.. mange andre?

Fortæl mig: Poster du alt hvad der vækker en følelse i dig og hvad giver det dig?