UA-76103815-1

Tag: Familie

Alle de hensyn

Da jeg fik min dreng hjem forleden gav han tydeligt udtryk for at han ikke havde behov for at tilbringe mere tid end højst nødvendigt hos min kæreste mr. D og hans to drenge. Han går i skole med den ene. Da vi for alvor begyndte at kæreste syntes især min dreng, der er enebarn, at det var fantastisk med legekammerater der var tilgængelige hele tiden, omend det var helt enormt PINLIGT! Det sidste var vi forberedte på!

Så vi har naturligvis nydt i fulde drag at børnene har opsøgt hinanden uden for skolen og har styret os alle i en retning der gjorde det muligt at tilbringe langt mere tid sammen, end hvad jeg tror vi ellers ville have gjort. Omvendt har det også hurtigere introduceret os for dilemmaer som sammenbragte familier lever med. Der er bare den lille detalje, at vi ikke er en sammenbragt familie: Vi lever ikke samme!

Så alt i alt er det gået som Mette Bender forudsiger i sin bog Mere end Pap og Bonus: Efter omkring et halvt års tid begynder nyhedens interesse at aftage og de begynder at forstå at disse mennesker måske ikke går væk og at tid uden, bestemt også er vigtig! Det er i hvert fald sådan jeg husker det afsnit og det er sådan alle vores børn har reageret!

Så vi har skruet ned for aktiviteterne og har aftalt kun at ses og at spise og sove sammen, en enkelt gang (eller to) i denne uge: Drengene var gensidigt ret trætte af hinanden det var tydeligt. Men hvad sker så når man beslutter at skrue ned? I forgårs, torsdag, tog de sammen hjem fra skole, allerede lidt over to. Da jeg hentede ham hjem efter at have tilbragt lidt tid med mr. D. kunne han slet ikke overskue tanken om at han, pga. min fredagssvømning, skulle “passes” hos dem og at vi efter al sandsynlighed også skulle spise der. De skulle i hvert fald ikke følges med os i biografen: Den opfordring var jeg indstillet på at følge idet jeg mener at de også skal have den slags stunder med deres forældre, alene, uden påhæng.

Nå! Fredag tager de først hjem sammen kl. 15. Da jeg har svømmet og jeg tilslutter mig selskabet hos mr. D. er de store ikke til at drive ud af værelset. De forsvinder derind igen da vi har spist og efter en god lang romantisk film uden noget der kunne minde om børn i nærheden, overhovedet, begynder de at plage om at sove sammen. Hvortil jeg, naturligvis og til min store ærgrelse, må svare Nej!

Inderst inde ved jeg så udmærket godt, at jeg gør det rigtige! Min 10årige Hr. Enebarn kræver tid til at vænne sig til at der altid er andre omkring sig, at andre børn kræver og tager opmærksomheden og at der bliver færre hygge stunder i nærmest total stilhed, alene med mor og måske en kat på skødet. For ikke at tale om tid til at lære hinanden sådan rigtig at kende. Børnene har ikke været med til at vælge hverken fars eller mors kæreste, og da endnu mindre kæresternes børn.

Men ARRRH! Alle de hensyn! (Tag nu ikke fejl! Jeg tager dem af hjertet gerne, når jeg ser dem, når jeg kan finde rundt og navigere i dem, og i alle de nye situationer vi pludselig står i). Der er en himmel til forskel på hvordan de er sammen, fordi de har lyst, og når de voksne bestemmer det! Så det er vel i virkeligheden bare med at stå klar når de har lyst til det. Og bare med at stå klar og fjerne dem langsomt og sikkert fra hinanden mens legen er god, så de kan fortsætte i den gode karma og harmoni, næste gang de/ vi ses.

Åh, hvor kan jeg godt blive træt af alle de nye facetter min ellers helt fantastiske kæresteforhold har fået..

Håber ikke jeg er den eneste ene der har det sådan..?

Familier sammen

At bringe familier sammen!

At være bragt sammen

At være en sammenbragt familie

Hvordan er det gået i dag?

Dejligt! Dejligt at være to, voksne, i de daglige gøremål

Dejligt at se alle drengene i en sammenflettet verden af leg, spil, film og kammeratskab. Et kammeratskab der er blevet udfordret og styrket af de voksnes beslutning om at være sammen.

Vi har bragt dem sammen, tættere sammen

Er vi en familie? Nok ikke!

Vi lever hver for sig. Med hvert vores værdisæt, hver vores pligter, ansvar og mål.

Vi kigger ind i mellem skævt på hinanden

Undres

Tænker: “Godt det ikke er mine, eller mig”

Men, ind i mellem nærmer os noget der ligner. Ligner en familie når vi er ude, sammen. Bragt sammen, med vores forskelligheder, værdier og regler, fortid.. Kommer hinanden i møde: Tager lidt vi kan bruge, tilretter os, bliver mere som hinanden.. Pejler os frem i mørket mod et fællesskab.!

 

<a href=”http://www.bloglovin.com/blog/13565553/?claim=np2esuapknw”>Follow my blog with Bloglovin</a>

<script src=”https://widget.bloglovin.com/widget/scripts/bl.js” type=”text/javascript”></script><a target=”_blank” href=”http://www.bloglovin.com/blog/13565553″ data-img-src=”http://www.bloglovin.com/widget/bilder/en/lank.gif?id=13565553″ data-blog-id=”13565553″ class=”bloglovin-widget”><img src=”http://www.bloglovin.com/widget/bilder/en/lank.gif?id=13565553″></a>

En sorgens dag

Karmen

Dramatisk? Tja.. Måske!

Jeg vågnede kl. 7:30 nytårsdag da Quintus ville ud og Karmen straks benyttede lejligheden til at kravle ind under min dyne hvor hun puttede, meget mere end hun plejer I am positiv! Og jeg nød det, og blev tung om hjertet for det var i dag hun skulle hentes af den dejlige familie der har åbnet deres hjem for hende: En dyreelskende familie med to børn på 10-12 år med kanin og fugle i bur både inde og ude og flere katte bag sig.. Den perfekte familie til Karmen!

De var alle så forfærdelig søde og pigen kastede sig om halsen på sin mor da hun forstod at Karmen skulle med dem hjem! Jeg blev helt rørt.. Men.. Det blev jeg så sandelig også da jeg satte hende ind i transportkassen og Quintus kom og satte poten og næsen op på gitteret og snusede farvel.. Guderne må vide hvad deres anstrengte forhold gik ud på..

Og da døren blev lukket og jeg sad alene i sofaen og jeg manglede en Karmen der kunne springe op på mit skød, skævende til Quintus som om hun kunne forvente et bagholds angreb hvert et øjeblik, hvilket hun i princippet altid kunne..

Og da Quintus senere begyndte at gå rundt og kalde.. Efter Karmen, eller mere mad, det er selvfølgelig svært at sige. Måske han savner en gammel ven at putte med, en der ikke bider ham i haserne.. Godt han har bonded fornuftigt med Ghandi i de få dage vi har haft ham.

Det bliver ensomt i nat, men der er udsigt til en rolig morgen uden hyl og hvæs. Godt for alle, hun er en dejlig pige der nu får masser af kærlighed af sine mennesker som hun får helt for sig selv! Og herhjemme må livet gå videre og et nyt år kan starte!

Quintus Stativ
Quintus, Burmeser 1 1/2 år gammel