UA-76103815-1

Tag: Fokus

I rødt

Første gang jeg lagde mærke til hende var i morgentoget hvor vi stod, pakket som kvæg der bare venter på at blive lukket ud! Ud i regnen!

Det var hendes røde frakke der fangede mit blik. Siden har jeg set hende mange gange. Faktisk kigger jeg efter hende hver eneste dag.

Frakken sidder lidt for tæt til, på hendes brede skuldre og store barm. Den får på en lidt trist måde neutraliseret det frække og kække jeg måske lidt naivt forbinder med en rød, ulden, cottoncoat. Hendes hue ser hæklet ud og ikke særlig varm. Håret er mørkt og sat op, og står i skarp kontrast til hendes blege, skandinaviske hud der vidner om en sommer vi alle kunne have ønsket bedre..

Ved første øjekast forekommer hun mig træt.. Hun ser tom og nærmest udtrykløs ud i ansigtet. Da vi alle stiger ud af toget går jeg bag hende, og da vi alle går op ad trappen iført jakker, huer, tasker og mapper, kommer jeg vilkårligt til at tænke på billedet af de grå, udtryksløse børn der køres på samlebånd til kødhakkeren. Another brick in the Wall..

Det er kvinden i rødt der, antageligt uden at vide det, på én gang gør et stiltiende oprør ved at skille sig ud, og ved at vise mig vej.

Få minutter senere ser jeg hende stå ved busstoppestedet: Vi skal samme vej!

Det er koldt, det småregner og jeg selv stiller mig ind under det sparrede halvtag der er stillet til rådighed for os der, frivilligt eller ufrivilligt, vælger denne mere passive form for transport. En form for transport der kræver stor mental styrke, fleksibilitet og udholdenhed. Stærkt undervurderet, efter min bedste overbevisning.

Som jeg står der og skutter mig, forekommer hendes ansigtsudtryk mig decideret sørgmodigt.

Jeg forsøger at fange hendes blik, men hun er slet ikke til at finde. Munden og øjnene hænger nedad og hun ser lige frem for sig. Tomt.

Det er foruroligende svært at se hende stå af bussen sammen med mig og de andre ukendte, grå mennesker. Se hende dreje væk, se hvordan hun går alene over broen og væk..

Hun minder mig om en stereotyp af en kvinde der skal overleve dagen, ægteskabet, skilsmissen og livet, alt imens hun venter på bedre tider. Jeg håber hun bliver gladere når hun kommer derhen, hvor hun tager hen, hver morgen..

Faktisk håber jeg, at hun i virkeligheden er en kvinde der er selv vil lyse op så det er hende der kommer med frakken, ikke omvendt, som nu. Snart.

Jeg håber at hun smiler for sig selv fra tid til anden.. Jeg håber hun vil smile i morgen..

Tog og tid og andet

Jeg elsker at være så privilegeret at komme i København hver dag.

Når jeg arbejder, cykler jeg først til toget, så tager jeg toget til hovedbanen og så går jeg det sidste stykke. Næsten som sangen med Kaj og Andrea i rejsesangen som jeg har fundet til dig her!

Jeg er så heldig at der kører hele 2 tog i timen fra min lokale tog-station og jeg er oven i købet så privilegeret at jeg kan køre med regional toget hele vejen. Der er næsten altid siddepladser og hvis det er muligt, sætter jeg mig altid i en stille kupé. Der kan jeg læse, besvare beskeder, samle mine tanker og blunde lidt. Til trods turen kun tager 20 minutter!

Når jeg så når ind til Hovedbanegården er det faktisk altid, uanset vejret, dejligt at gå de sidste halvanden kilometer: Se himlen, mærke årstiden, byen der vågner: Mærke sig selv! Og det er næsten endnu bedre om eftermiddagen, efter en lang dag på kontorstolen!

Men det bedste er at kigge på de mange forskellige menneskerer og forestille mig hvilket liv de lever, hvorfor de hænger der: Hvad venter de på? Hvor har de været? Arbejde, ferie, date.. Læser de, har de en uddannelse, hvad drømmer de om?

Og så knuseelsker jeg selve København Hovedbanegårds hovedbygning! Jeg synes den er helt fantastisk med dens udsmykning på vægge og vinduer, glasset i taget og for enderne af bygningen. Alle de gamle lamper og lysekroner: Københavns hovedbanegård er bygningsmæssigt helt ikonisk! I min optik!

At man ikke kan komme for sent til et tog i Danmark, er kun en bonus for en som jeg der altid kommer 1½ minut for sent ud ad døren: Mit tog er i hvert fald altid ca. 5 minutter forsinket og det er jo heldigt når nu der kun kører 2 i timen. Det kan dog blive en udfordring hvis jeg begynder at kalkulere med forsinkelserne om morgnen, men jeg er endnu ikke kommet for sent til mit tog, og ellers kommer der altid en pige og en sporvogn til!

Hey! Jeg ved hvad jeg taler om folkens!

Pas på jer selv

Målsætning- og det at træne sindet

Som  jeg skrev forleden, lige her, nærer jeg selv den dybeste respekt for de mennesker jeg har omkring mig, der formår at sætte et mål, og som når det. Men som jeg også skrev, er det et spørgsmål om tankegang. Nu er det heldigvis således, at der findes mennesker der har lagt meget tid og mange kræfter i at finde ud af hvad det er der sker, siden nogle mennesker tilsyneladende bare gør det, og andre ikke har fået det lært. Derfor vil jeg gerne dele noget af den viden jeg har, lige præcis omkring dette felt.

Se dit mål for dig

For bedst at kunne nå et mål, skal du have et konkret mål som du helst skal kunne se for dig og som skal give dig en god følelse. Det er den følelse vi arbejder hen imod. Det kan være at du tænker at du vil løbe 10 km for så vil du have det godt og føle dig i god form! Intet mål er for stort, og intet mål er for lille. -Men hvis du skal arbejde hårdt for at nå dertil, er det efter al sandsynlighed ikke nok at arbejde for blot for at komme i god form, så vi stiller det simple spørgsmål: “Hvad vil det give dig, at komme i god form?” Ja, for nogle vil det måske betyde at de får mere energi, og mere energi kan igen betyde at de kan holde til at spille fodbold med ungerne. Det vil igen give mere nærvær med ungerne og mere nærvær vil tilføje mere kærlighed i dagligdagen og måske endda tilføje livet værdi. Og er der jo pludselig noget at kæmpe for, hvis det at løbe 10 km. vil give dit liv mere værdi!

Verden ligger for vores fødder, alt er muligt

Mærk dit mål

Når du så sidder og bruger lidt tid på at finde frem til den dybeste kerne og drivkræft: Hvad det virkelig er det vil give dig at nå dit mål, så vil tanken give dig en følelse i brystet eller i maveregionen! Du skal bruge et øjeblik på at mærke denne følelse igennem: Er det en stor eller lille følelse? Let, eller tung, varm eller kold? Og hvor, præcist, mærker du følelsen når du tænker på hvad det reelt vil give dig at komme i mål?

Det kan lyde fjollet, for det er for mange ikke noget man tidligere har tænkt over: En følelse er da ikke kold, er den? Men du kender jo godt svaret og jo mere konkret du får gjort denne følelse, og jo flere ord du får sat på den, jo mere virkelig bliver den og jo nemmere er den at hente frem når du er lige ved at glemme hvad det er du arbejder dig hen i mod.

Se, nu er der pludselig noget at arbejde for! Vi ser ingen forhindringer i denne øvelse: Alt er muligt!

Hvis det er muligt i verden, er det muligt for dig!

Hvis det er muligt for ham, er det muligt for dig, og igen:

Hvis han kan, kan du og jeg også!

Det er som oftest et spørgsmål om god planlægning, men det kommer vi til en anden gang.

Lige nu holder vi fast i den gode følelse og ser for os hvordan vi sprænger målstregen, fysisk eller mentalt og ved med os selv at alt er muligt i verden.

Kram fra Malene

Etablerede og forvente singler

image

Jeg er ikke single.. Men jeg er vist blevet både etableret og forvent, for jeg har været single: on/ off igennem mange år og det har naturligvis bidraget til det jeg står med idag.

Jeg elsker at være i et parforhold, tag ikke fejl af det. Men jeg forstår også hvorfor der er så mange singler der har svært ved at indgå i et forhold, og nogle af årsagerne til hvorfor det kan virke som det bliver sværere og sværere, jo længere tid man har været alene. For, det er jo benhårdt arbejde at være en del af et par. Man kommer ikke sovende til noget som helst: Alt skal planlægges, afstemmes, synkroniseres. Og uden at niglichere det veletablerede forhold som uden tvivl også kan have sine udfordringer, vil jeg dog gerne påpege, at deltagerne i det nye, voksne parforhold, allerede hver for sig har udviklet vennekreds, værdier, vaner og rutiner. Og måske er de allerede startet på at udvikle en familie.

Jeg kan jo kun tale for mig selv, men lad mig lige ridse min egen situation op for dig, på godt og ondt: Jeg står med en ret ny kæreste ved min side. Vi bor 30 km. (ca. 30-45 minutter i egen bil) fra hinanden. Han i skønt stort hus, købt med hans tidligere kæreste men i skønne omgivelser og uden noget der binder ham, altså foruden sine mange, smukke fisk som faktisk kræver forholdsvis meget tid. Jeg, med et lille rækkehus med en præteenager hver anden uge og indekatte hver eneste dag, i måske lidt mindre skønne omgivelser og tæt på drengens far og drengens skole og kammerater.

Kæresten dyrker ferier, gerne alene, aktiv sport og ses jævnligt med venner, naboer og organisationer. Jeg selv værdsætter at være hjemme, ikke mindst pga. min dreng og pga. min økonomi. Kattene kræver at jeg ikke er for længe væk hjemmefra af gangen (læs max 1 ½ -2 døgn), jeg dyrker pt. sport 4-5 gange om ugen hvoraf én af dagene er fast. Derudover har jeg læsegruppe én gang om ugen, går på skole nogle lange weekender ca. én gang om måneden og har nogle forberedende lektier. Nå ja. Og jeg har da også nogle veninder jeg gerne vil se..

Så: Den her kæreste! Ham, jeg gerne vil dele mit liv med: Hvornår er det nu lige jeg skal se ham? Hånden på hjertet: Jeg vil gerne se ham hver eneste dag, (næsten) men hvor er det svært at få det hele til at passe sammen!

Når jeg kalder singlerne i mit indlæg for forvente, er det jo ikke som sådan singlerne jeg langer ud efter, men nok nærmere de friheder og goder som vi hurtigt og villigt tager til os, når de byder sig til, men som vi mindre hurtigt, og mindre villigt, lægger fra os.

Vi vil vel, som de “brug-og-smid-væk” mennesker vi ind i mellem omtales som, gerne have det bedste af det bedste. Både når det gælder ting.. Og relationer! Og har man først smagt sødmen…

På samme måde oplever jeg selv hvordan jeg pludselig skal gøre mig overvejelser om hvad den dybere kærlighed virkelig er, og hvad den indebærer. Men den tager jeg op en anden gang og det er vel dybest set også blot en udstikker af dette tema, om os voksne, etablerede og forvente mennesker, det vil have alt det bedste af det bedste… Skal man for eksembel føle sig forelsket i sin kæreste eller findes der andre former for kærlighed?

Hvad tænker du, om mine tanker?

Hvad er din situation og hvordan forenede du dig med disse ustandselige dilemmaer? Hvis du da har gjort det, og dermed har taget stilling til nogle af disse ting?!

Lad mig høre og gør mig klogere..!

 

Med kærlighed fra

Mig

Om nærvær og rødvin

Den vise RødvinFor nogle dage siden, i en lille rødvinsrus sad jeg og udtalte mig noget så klogt.
Om alle mulige ting jeg dybest set ikke har forstand på, ikke mere end alle andre i hvert fald, det var nok nærmere var udtalt ønsketænkning end facts. Og mændene omkring mig lyttede.. For måske var det også ønsketænkning for dem, der blev i tale sat, og så af en kvinde: Tænk hvad der ville ske, om vi alle vidste hvad vi ville have, og endnu bedre: Tænk om vi også vidste hvad vores nærmeste, eller dem vi ønskede skulle være vores nærmeste, ville have.. Sikke vi alle ville gå rundt og smile!
Hvis og hvis..!

Senere igen kom vi forbi min profil i et af disse.. sociale medier jeg er medlem af. Min profil har stået uberørt hen i snart et år.
Og .. om det var den rødvin ikke alle havde drukket af, vides ikke, men pludselig blev der skudt med skarpt! På mig! For der var én (og det var ikke mig) der læste hvad der stod i min profiltekst, lige dér, midt mellem linjerne:
“Hold da kæft hvor er du aldersfikseret!”

Øh hvad?!

Og ja: Gu er jeg det!
Jeg har lige læst i en debat indlæg at jeg er middelaldrene (jeg foretrækker nu midaldrene, men lad nu det ligge)!
Mit ur tikker hele tiden både højere og hurtigere. Mit liv blev ikke som det jeg drømte om og nu løber jeg kapløb for at få det rettet op efter evne. Der er sket ting der ikke kan gøres om men timeglasset rinder snart ud og jeg bør så småt indse at jeg ikke kan nå det hele.

Jeg har ladet mig fortælle af andre kvinder i deres bedste alder(!) at når kvinden rammer de 40, sænker der sig en ro over hende! Det lyder meget dramatisk.. Det er det ikke, måske snare det modsatte? Udramatisk!
Måske min tid til at falde til ro er kommet!
Den tid, hvor jeg skal åbne mit sind, så jeg kan glæde mig over og nyde det jeg realt har og har opnået i mit liv:
Holde op med at se bagud og lade være at lægge planer for hvad fremtiden skal bringe!

Min veninde (der vist af en eller anden grund ikke havde fået store mængder vin) spurgte i forlængelse af min store erkendelse, hvad jeg så ville bruge al den fantastiske energi til, som nu ville blive frigivet, nu jeg skulle til at være anderledes nærværende i mit liv..

Jeg håber, jeg vil bruge den til at leve det liv jeg har fået! At nyde resultaterne af de valg jeg træffer hver dag! Til at kigge mig selv i øjnene og leve efter og følge de råd jeg i god mening giver andre. Til at være nærværende!

Vi starter igen, det er okay!

cropped-DSCN1687.jpg

Alene! Jeg har prøvet det før. Men hver gang er anderledes. Og hver gang formår jeg at rejse mig igen! Men grunden jeg har stået på har føltes usikker, vaklende. Jeg har vaklet. Jeg har ikke syntes mit liv har været let. Nærmest sådan.. jævnt tungt.

Nu er erkendelsen kommet til mig: Jeg har levet i en eventyrverden! Og hvad mener jeg så med det? Jeg har gennem hele mit liv troet på.. en form for retfærdighed.  Måske sådan en særlig retfærdighed, kun for mig: For datteren og lillesøsteren, kæresten og moderen: mig! Jeg har troet på, at jeg skulle have i livet hvad jeg fortjente (hvem der så var dommer over det?!). Og, da jeg er en sød pige fra en helt almindelig forstads kernefamilie (i hvert fald i de første 16 år af mit liv), måtte det være den vej jeg også skulle gå, det jeg skulle stræbe efter, og det jeg fortjente at få. Det var i hvert fald det mine forældre havde ønsket at give mig! Det er sikkert og vist!

I dag står jeg alene. Igen! Men, uden endnu at forstå hvad forskellen denne gang er, er jorden nu fast under mine fødder. I går slog det mig at der findes så mange talemåder om at man får hvad man fokuserer på. Og man får i verden og livet, hvad man giver. At der findes en kosmisk balance.. Alt sker af en årsag, og at verden og livet vil os det godt!

Måske der er en større mening med disse.. filosofier. Jeg mener:

Der går ikke røg af en brand, uden der går er ild i den!

I dag var jeg for første gang i stand til at se det hele lidt oppe fra.. Og i et split sekund faldt det hele på plads. Jeg forstod at jeg ingenting fortjener. Intet mere end alle andre som også arbejder hårdt for at overleve, leve, komme i mål. Jeg indså og erkender hvor velsignet heldig jeg er at være født i et land uden sult og uden krig. Hvor legende let jeg er kommet til mange af de ting jeg faktisk har i mit liv og hvilken udvikling jeg har gennemgået, som har gjort mig til den jeg er i dag.

Og det er okay! For jeg har alt jeg kan drømme om, når blot jeg åbner øjnene og ser! Og det er det jeg vil! Se! Også naboens dumme kat med lopper og skarpe klør og det hele!

Det er virkelig okay!

Stress – Når man er i stand til at mærke kroppen

Set i bagspejlet har jeg de sidste 20 år halset af sted for at nå det hele! Og jeg nåede det aldrig: Altid bagefter, altid huskelister og To Do lister, altid dårlig samvittighed! Og det var okay: Dagen havde for få timer, jeg havde for store forventninger, pulsen kom periodisk ned og det var nu engang sådan tingene var! Og langsom tog det til, det var som om der blev færre og færre timer i døgnet..

Jeg blev sygemeldt med stress efter at være brudt sammen på mit arbejde: Kroppen slog fra før jeg fik sagt fra! Hvordan ved man at man har stress? Tro mig: Pludselig mærkes det!

Groft sagt kunne jeg ingenting. Ikke uden at det krævede store mængder energi i hvert fald: Jeg kunne ikke træffe en beslutning, lægge planer, huske simple ting, skrive en vigtig besked, læse, koncentrere mig, løbe eller svømme. Så, jeg blev bedt om at lade være..

“Lad være med at gøre noget der tapper af din energi! Som med din mobil: Der skal  hele tiden være mere energi på den, end du bruger: Hvis det ikke er nok at lade den op om natten, må du også lade den mere op! Især hvis du bruger den meget: enhver aktivitet tager energi.”

Så det gjorde jeg: ingenting! Ud over det, så jeg på fuglene udenfor, tog til havnen og så på skibe, skrev dybe indsigtsfulde tekster på toppen af det lokale bakke-bjerg som kun gav mening i øjeblikket, og som var dybe at jeg faldt i søvn mens jeg skrev dem. Muligvis et tegne på at jeg var udmattet.. Jeg begyndte at fiske, hvilket jeg nød så meget at jeg begyndte at tage min søn med ud. Han nød det muligvis ikke helt så meget.. Jeg tog billeder, købte en hjemmeside som nær aldrig var blevet til noget fordi jeg ikke var i stand til at læse og forstå vejledningen. Og så trak jeg vejret: Langsomt og dybt mens jeg huskede mig selv på hvordan jeg var havnet hvor jeg var!

I dag er jeg i gang igen. Jeg startede forsigtigt op og tillod mig selv at arbejde mere og mere, til jeg fik det sidste velmenende skub af min arbejdsgiver som stadig i dag tager hensyn til mig!

Det er lidt af en erkendelse at indse at man formentlig altid vil være mærket af Stress, efter sådan en omgang.. En tavs påmindelse om de vigtige ting i livet.. Livet selv, og nuet, blot for at nævne nogle..

Pas på dig selv

%d bloggers like this: