UA-76103815-1

Tag: Forandring

Om nærvær og rødvin

Den vise RødvinFor nogle dage siden, i en lille rødvinsrus sad jeg og udtalte mig noget så klogt.
Om alle mulige ting jeg dybest set ikke har forstand på, ikke mere end alle andre i hvert fald, det var nok nærmere var udtalt ønsketænkning end facts. Og mændene omkring mig lyttede.. For måske var det også ønsketænkning for dem, der blev i tale sat, og så af en kvinde: Tænk hvad der ville ske, om vi alle vidste hvad vi ville have, og endnu bedre: Tænk om vi også vidste hvad vores nærmeste, eller dem vi ønskede skulle være vores nærmeste, ville have.. Sikke vi alle ville gå rundt og smile!
Hvis og hvis..!

Senere igen kom vi forbi min profil i et af disse.. sociale medier jeg er medlem af. Min profil har stået uberørt hen i snart et år.
Og .. om det var den rødvin ikke alle havde drukket af, vides ikke, men pludselig blev der skudt med skarpt! På mig! For der var én (og det var ikke mig) der læste hvad der stod i min profiltekst, lige dér, midt mellem linjerne:
“Hold da kæft hvor er du aldersfikseret!”

Øh hvad?!

Og ja: Gu er jeg det!
Jeg har lige læst i en debat indlæg at jeg er middelaldrene (jeg foretrækker nu midaldrene, men lad nu det ligge)!
Mit ur tikker hele tiden både højere og hurtigere. Mit liv blev ikke som det jeg drømte om og nu løber jeg kapløb for at få det rettet op efter evne. Der er sket ting der ikke kan gøres om men timeglasset rinder snart ud og jeg bør så småt indse at jeg ikke kan nå det hele.

Jeg har ladet mig fortælle af andre kvinder i deres bedste alder(!) at når kvinden rammer de 40, sænker der sig en ro over hende! Det lyder meget dramatisk.. Det er det ikke, måske snare det modsatte? Udramatisk!
Måske min tid til at falde til ro er kommet!
Den tid, hvor jeg skal åbne mit sind, så jeg kan glæde mig over og nyde det jeg realt har og har opnået i mit liv:
Holde op med at se bagud og lade være at lægge planer for hvad fremtiden skal bringe!

Min veninde (der vist af en eller anden grund ikke havde fået store mængder vin) spurgte i forlængelse af min store erkendelse, hvad jeg så ville bruge al den fantastiske energi til, som nu ville blive frigivet, nu jeg skulle til at være anderledes nærværende i mit liv..

Jeg håber, jeg vil bruge den til at leve det liv jeg har fået! At nyde resultaterne af de valg jeg træffer hver dag! Til at kigge mig selv i øjnene og leve efter og følge de råd jeg i god mening giver andre. Til at være nærværende!

Stress – Når man er i stand til at mærke kroppen

Set i bagspejlet har jeg de sidste 20 år halset af sted for at nå det hele! Og jeg nåede det aldrig: Altid bagefter, altid huskelister og To Do lister, altid dårlig samvittighed! Og det var okay: Dagen havde for få timer, jeg havde for store forventninger, pulsen kom periodisk ned og det var nu engang sådan tingene var! Og langsom tog det til, det var som om der blev færre og færre timer i døgnet..

Jeg blev sygemeldt med stress efter at være brudt sammen på mit arbejde: Kroppen slog fra før jeg fik sagt fra! Hvordan ved man at man har stress? Tro mig: Pludselig mærkes det!

Groft sagt kunne jeg ingenting. Ikke uden at det krævede store mængder energi i hvert fald: Jeg kunne ikke træffe en beslutning, lægge planer, huske simple ting, skrive en vigtig besked, læse, koncentrere mig, løbe eller svømme. Så, jeg blev bedt om at lade være..

“Lad være med at gøre noget der tapper af din energi! Som med din mobil: Der skal  hele tiden være mere energi på den, end du bruger: Hvis det ikke er nok at lade den op om natten, må du også lade den mere op! Især hvis du bruger den meget: enhver aktivitet tager energi.”

Så det gjorde jeg: ingenting! Ud over det, så jeg på fuglene udenfor, tog til havnen og så på skibe, skrev dybe indsigtsfulde tekster på toppen af det lokale bakke-bjerg som kun gav mening i øjeblikket, og som var dybe at jeg faldt i søvn mens jeg skrev dem. Muligvis et tegne på at jeg var udmattet.. Jeg begyndte at fiske, hvilket jeg nød så meget at jeg begyndte at tage min søn med ud. Han nød det muligvis ikke helt så meget.. Jeg tog billeder, købte en hjemmeside som nær aldrig var blevet til noget fordi jeg ikke var i stand til at læse og forstå vejledningen. Og så trak jeg vejret: Langsomt og dybt mens jeg huskede mig selv på hvordan jeg var havnet hvor jeg var!

I dag er jeg i gang igen. Jeg startede forsigtigt op og tillod mig selv at arbejde mere og mere, til jeg fik det sidste velmenende skub af min arbejdsgiver som stadig i dag tager hensyn til mig!

Det er lidt af en erkendelse at indse at man formentlig altid vil være mærket af Stress, efter sådan en omgang.. En tavs påmindelse om de vigtige ting i livet.. Livet selv, og nuet, blot for at nævne nogle..

Pas på dig selv

Om at motionere – og om ikke at gøre det!

Jeg har, nok som de fleste, svært ved at nå alt i en travl hverdag. Særligt det seneste halve år har jeg løbet kapløb med mig selv for at nå det hele. Men med et sygdomsforløb, mit ny udsprungne forhold til min kære Mr. D. kan vi jo kalde ham, og hans to børn og deres hund(!). Og så er der jo min egen søn som ingen må glemme (Gud forbyde det) og og og! Der har bare været mange ting!

Motion! Det var det jeg kom fra: Med alle de ting og hændelser der har krævet min fulde opmærksomhed, og som bestemt så gerne har ville give, har der bare ikke været hverken tid eller energi til at svømme. Det har gået mig på: jeg elsker at svømme og faktisk er det den sport jeg har formået at vedligeholde bedst, ever!

Resultatet af min manglende motion har været.. interessant, sådan, set over et par måneder! Først skete der intet og jeg tænkte ved mig selv at det hele bare kørte. Jeg spiste ellers lige hvad jeg lyste.. En klokke burde nok have ringet da! Så begyndt jeg at tabe mig (det må ha været musklerne der forsvandt der): Det var så her alarmen skulle have sat i gang! Og så: Bum! Kunne jeg mærke hvordan mit tøj begyndte at stramme og siden hvordan vægten begyndte at stige. Nu var det ikke bare noget tøj den var gal med! Næ nej! Det var det hele: bukser, kjoler, bluser og trøjer, det hele! Så jeg forsøgte at spise mig tilbage, for da jeg stadig var syg med stress var jeg ude af stand til at presse mig selv. Da det ikke gik, blev jeg bare ked og trist, og nok også vred på alle dem omkring mig der ikke forstod problemet og bare spiste videre. Mad begyndte at fylde meget, det var pludselig et problem for jeg kunne ikke så meget som åbne en pakke pasta før jeg tog på.

Wauw! Jeg får det til at lyde som om det stod på i flere år og som om jeg tog.. virkelig meget på! Det er ikke tilfældet! Jeg er kun motions svømmer, men har trappet ned på min svømning de seneste 9 måneder, under dække af kærligheden. Jeg har taget 4 kg. på og det er ikke muskler skal jeg hilse fra den nye mave-fold at sige.

Da vi trådte ind i det nye år var jeg ikke til at holde ud! Jeg kunne ikke være i min krop og jeg holdt mig ikke tilbage for at fortælle mine nærmeste det. Derfor er der nu lavet skema som virkelig prøver at følge: Når min dreng skifter fra mig til sin far, (onsdag) kan jeg svømme efter arbejde. det kan jeg også fredag, men lørdag er bedst for så bruger jeg heller ingen penge: Total Win/ Win! Mandag er også en mulighed og så kommer min dreng hjem! Derfor holder jeg igen indtil fredag hvor jeg lige kan nå en hurtig dukkert efter job hvis min dreng tager med kærestens ældste hjem efter skole. Det gør han som regel alene for selskabets skyld så den dårlige samvittighed kan jeg også pakke et andet sted hen. Jubii! Så lever jeg på fredagsturen til onsdag hvor jeg sender knægten hjem til sin far og min turnus kan starte forfra.

Jeg har trænet efter dette skema i 14 dage og mit lille korpus er allerede i gang med at belønne mig: Jeg har genfundet mine mavemuskler! Ja, faktisk også musklerne på overarmene, lårene, læggene og ballerne! Ikke værst! Mandag gav jeg mig max. Da svømmer den lokale tri-klub i banerne ved siden af mig og det er så fantastisk at se at jeg ikke er helt lost, nok især fordi jeg ikke har fået undervisning i over et år. Nå, som sagt: Jeg gav mig MAX! Og da jeg kom hjem var pulsen høj og jeg svedte på den der “Hov! Du har muligvis sat et par ting i gang i maskineriet, tingene skal lige i gang”-måde. Hele natten murede det frygteligt i mine arme og ben:

Det er så skønt at mærke min krop igen!

 

Familier sammen

At bringe familier sammen!

At være bragt sammen

At være en sammenbragt familie

Hvordan er det gået i dag?

Dejligt! Dejligt at være to, voksne, i de daglige gøremål

Dejligt at se alle drengene i en sammenflettet verden af leg, spil, film og kammeratskab. Et kammeratskab der er blevet udfordret og styrket af de voksnes beslutning om at være sammen.

Vi har bragt dem sammen, tættere sammen

Er vi en familie? Nok ikke!

Vi lever hver for sig. Med hvert vores værdisæt, hver vores pligter, ansvar og mål.

Vi kigger ind i mellem skævt på hinanden

Undres

Tænker: “Godt det ikke er mine, eller mig”

Men, ind i mellem nærmer os noget der ligner. Ligner en familie når vi er ude, sammen. Bragt sammen, med vores forskelligheder, værdier og regler, fortid.. Kommer hinanden i møde: Tager lidt vi kan bruge, tilretter os, bliver mere som hinanden.. Pejler os frem i mørket mod et fællesskab.!

 

<a href=”http://www.bloglovin.com/blog/13565553/?claim=np2esuapknw”>Follow my blog with Bloglovin</a>

<script src=”https://widget.bloglovin.com/widget/scripts/bl.js” type=”text/javascript”></script><a target=”_blank” href=”http://www.bloglovin.com/blog/13565553″ data-img-src=”http://www.bloglovin.com/widget/bilder/en/lank.gif?id=13565553″ data-blog-id=”13565553″ class=”bloglovin-widget”><img src=”http://www.bloglovin.com/widget/bilder/en/lank.gif?id=13565553″></a>

En sorgens dag

Karmen

Dramatisk? Tja.. Måske!

Jeg vågnede kl. 7:30 nytårsdag da Quintus ville ud og Karmen straks benyttede lejligheden til at kravle ind under min dyne hvor hun puttede, meget mere end hun plejer I am positiv! Og jeg nød det, og blev tung om hjertet for det var i dag hun skulle hentes af den dejlige familie der har åbnet deres hjem for hende: En dyreelskende familie med to børn på 10-12 år med kanin og fugle i bur både inde og ude og flere katte bag sig.. Den perfekte familie til Karmen!

De var alle så forfærdelig søde og pigen kastede sig om halsen på sin mor da hun forstod at Karmen skulle med dem hjem! Jeg blev helt rørt.. Men.. Det blev jeg så sandelig også da jeg satte hende ind i transportkassen og Quintus kom og satte poten og næsen op på gitteret og snusede farvel.. Guderne må vide hvad deres anstrengte forhold gik ud på..

Og da døren blev lukket og jeg sad alene i sofaen og jeg manglede en Karmen der kunne springe op på mit skød, skævende til Quintus som om hun kunne forvente et bagholds angreb hvert et øjeblik, hvilket hun i princippet altid kunne..

Og da Quintus senere begyndte at gå rundt og kalde.. Efter Karmen, eller mere mad, det er selvfølgelig svært at sige. Måske han savner en gammel ven at putte med, en der ikke bider ham i haserne.. Godt han har bonded fornuftigt med Ghandi i de få dage vi har haft ham.

Det bliver ensomt i nat, men der er udsigt til en rolig morgen uden hyl og hvæs. Godt for alle, hun er en dejlig pige der nu får masser af kærlighed af sine mennesker som hun får helt for sig selv! Og herhjemme må livet gå videre og et nyt år kan starte!

Quintus Stativ
Quintus, Burmeser 1 1/2 år gammel

Jeg ved bedre

Venner og veninder har før udfordret mine påstande og teorier men uden at det som sådan har fået en egentlig konsekvens for mig: Når vi skiltes var erfaringerne udvekslet, og selvom vi ikke nødvendigvis var enige har konklusionen ofte været at at der er mange veje til Rom (men min vej er den bedste, korteste og sikreste)!

Men.. så læste jeg denne blog: Kender du det, at du læser en tekst, og undervejs, og efterfølgende, sidder med en følelse at at være blevet afsløret?! For, det var jo dig den tekst handlede om, eller en som dig og det til trods at pointen ikke ligefrem var.. flatterende..! Tankevækkende…

Før omtalte blog kom tæt på! Jeg følte at den beskrev mit handlemønster, det menneske jeg er. jeg er blevet! Eller.. Jeg synes ikke, at jeg altid har været sådan. Jeg tror, det er den udvikling jeg er kommet til, (som min søn på 10 ville udtrykke det) som jeg er blevet opgraderet til, via alder, erfaring og dermed voksende styrke.. Troen på at jeg ved bedre, jeg kender sandenheden!

For et halvt år siden blev jeg kæreste med en dejlig mand der bragte to dejlige drenge ind i mit og min søns liv. Jeg kendte drengene sporadisk fra skolen og fra flere legeaftaler og var allerede da vi begyndte at ses, bekendt med at vores børn og vores håndtering af dem, var meget forskellige.

Og det er så her, jeg for alvor er blevet udfordret! For jeg kunne jo godt mærke, at jeg ikke for alvor ville acceptere at tingene ikke blev håndteret på samme måde i deres familie, som i min.

Og det var svært! Ikke blot for min kæreste og hans børn, men også for mig når jeg kunne se at jeg fejlede med alle mine standpunkter, regelsæt og teorier. Når jeg skulle se mig selv og mine nærmeste i øjnene, og vedkende at jeg tog fejl, at der er andre måder at gøre tingene på end min måde, at forskellige børn bør håndteres forskelligt! -Av!

Nu er jeg ikke sådan en der kommer nemt til noget. Synes jeg! Det er der jo nogen der gør, men det er ikke mig! Jeg kan med oprejst pande sige, at hvor jeg tidligere var en usikker, blød og medgørlig pige der støttede mig op ad alle inden for rækkevidde, er jeg nu en stivnakket firkantet tænkende kvinde hvis erfaringer er dyrt købt og som først stod på egne ben da jeg som voksen indså at mine ben faktisk godt kunne bære mig: Det tog laaaang tid at træne dem til det!

Hvad vil jeg sige med alt dette?

Det jeg gerne vil frem til er, at nok ved jeg bedre, men jeg ved også, at det jeg kan blive endnu bedre! Bedre til at tage imod udfordringer og kritik. Bedre til at slibe af de hårde kanter af og acceptere de mange nuancer der findes i min ellers til tider meget sorte og hvide verdensopfattelse. Til at rumme, at ikke alle er så ekstreme som jeg.. Eller stædige eller vedholdne..!

Foreløbigt har jeg erkendt at verden er større end som så! Og med lidt vilje og øvelse ser jeg for mig at det vil gøre mindre og mindre ondt at tage fejl og at åbne op for nye, alternative tiltage.. Som jeg ikke selv finder på!

For jeg ved nemlig bedre: Jeg ved at der hele tiden er plads til nye tiltag og til forandringer, så vi alle kan komme videre og frem!

Begyndelsen.. på lysten til at skrive her

Jeg har altid vidst at jeg skulle have to børn!
Det er som med så meget andet ikke noget jeg har tænkt nærmere over, for hvad kunne være mere naturligt og selvfølgeligt?!

Da min søn blev tre år gik hans far og jeg hvert til sit.
Jeg var kunst! Mit liv, min kernefamilie og drømmen om alt hvad jeg gennem hele livet har lært var godt og korrekt, sank i grus for næsen af mig. Der var intet jeg kunne stille op foruden at overleve og være der så godt jeg kunne, for lille Trold.

Jeg flyttede væk!
Langt, langt væk, med husnisserne ved siden af: Nissen flytter altid med, har jeg hørt.. Håbede på at alt ville blive godt igen..
Og det blev godt!
Men det tog tid (5 år) og rejsen til det gode var hård.

Undervejs blev jeg flere gange grebet af panik, for hvordan skulle jeg nå alt det jeg ville og skulle og ønskede:
Jeg var fyldt 31, jeg var enden og plejehjemmet nær og ville intet kunne nå når nu jeg skulle starte helt forfra med alt!

Så jeg lagde bekymringerne lidt væk og holdt fokus på Mig!
“Hvis der er turbulens i et fly, skal du altid tage din egen iltmaske på, før du hjælper den ved din side!”
Du kan altså ikke redde din dreng (eller dine Nisser) før du har reddet dig selv!

Da jeg efter tre år fandt en dejlig kæreste skulle alt løse sig!
Han skulle bare forstå min verden og have lyst til at blive vejen til min lykke!
Vi skulle flytte sammen, vi skulle være familie, være der for hinanden, støtte hinanden og rumme hinanden og en skøn dag, inden det var for sent, skulle jeg føde en ny lille baby og så skulle vi ellers bare være lykkelige!

Men til trods for at han igen og igen konstaterede at jeg er en dejlig mor, kom der ikke nogen baby i min mave.
Vi flyttede heller ikke sammen, eller blev en familie!
Vi var kærester, så hinanden et par gange om ugen, talte fremtid, kyssede dybt og længe..Og sådan noget..  Men så skete der bare ikke mere..

I 2½ år ventede jeg. Håbede jeg. Prøvede jeg.
I tiden der var gået, var jeg blevet 36 år og.. 9 måneder..
I tiden der var gået havde jeg solgt min lejlighed langt, langt væk og var flyttet tæt, tæt på sønnikes far.
Ikke for tæt, for der var jo en gang man flyttede fra netop denne mand, og det var der jo en årsag til.

Jeg er med tiden blevet venner med denne mand igen (eller: Et rigtig godt fundament til et godt fremtidigt samarbejde er lagt).
Jeg er nærmest lykkelig!
Min dreng er også nærmest lykkelig, måske endda mere end det!

Men.. der mangler stadig noget.
For.. hver eneste gang han tager hjem til sin far, står jeg alene tilbage med et enormt savn.
Det savn blev ikke dækket af min Kæreste. Det er et savn der ikke bliver dækket af at jeg går ud og spiser.
Jeg prøver at bilde mig ind at jeg nyder friheden det giver mig når han er hos sin far.
Men jeg er kun i stand til at nyde den frihed, nogle få timer af gangen: Jeg gik jo glip af halvdelen af min lille drengs barndom og liv, mens uret tikker og jeg sidder med hænderne i skødet med en gammel, dyb og indebrændt drøm om mere.

Når vi så sidder og spiser morgenmad og aftensmad, tænker jeg på hvordan jeg selv skændtes med min bror, dag ud og dag ind mens vi boede hjemme. Hvordan vi har sparket til hinanden under spisebordet, helt til vi flyttede hjemmefra!
Jeg ville ikke have undværet de los jeg fik der, for noget!
Det var den slags blå mærker jeg gerne ville giver min Trold! Ja, ikke bogstaveligt at forstå, men den slags blå mærker kun søskende kan give.
Desuden gør det mig dybt ondt at tænke på at han ikke har andre i sit liv:
Mor
Far
En Onkel i udlandet
Morfar
Mormor

Når vi er væk engang (og det kommer en dag), er der ikke nogen tilbage der har kendt ham “altid”.
Ingen søskende, ingen fætre, ingen kusiner.
Og når det er sagt, bliver jeg nød til at nævne, at min lille trold er enebarn med alt hvad det indebærer: Han vil elske at blive storebror og har med jævne mellemrum plaget om det. Gør det stadig, har sågar for nylig bedt mig om at “få gang i de hormoner”. Den bemærkning gjorde ondt, og han mente det jo slet ikke som sådan!

Så her er status:

Jeg har ingen kæreste (ham måtte jeg lade gå da jeg indså at vi slet ikke ville det samme her i livet)

Jeg fylder 37 år ligge om lidt

Uret tikker

Jeg tror ikke på at jeg kan nå at finde Manden i mit liv OG blive gravid inden tiden er rendt ud

Jeg vil så enormt gerne have et barn som jeg ikke skal savne konstant

Det er så lige her jeg vil “Tage roret i egen Hånd” og blive aktiv deltager i mit eget liv i stedet for at følge strømmen og tage imod det livet nu byder mig!:
Det må starte ved en begyndelse: En ny begyndelse er ved at starte op!

%d bloggers like this: