UA-76103815-1

Tag: Forventningsafstemning

Åh! Du herlige Sociale Medie

Jeg blev netop hevet tilbage til en uforløst drøm, igen, da jeg et svagt øjeblik forvildede mig ind forbi Facebook. Skulle bare lige se hvordan I alle havde det.. I havde det tilsyneladende skønt, derfor er Facebook er fantastisk sted at hænge ud med alle sine 324 nærmeste venner: Der findes nemlig ingen grimme eller triste mennesker på Facebook! Det er et fact!

Alle bliver vist fra deres bedste side, igen og igen. Med sat hår, trutmund og kavalergang, lige op i vore andres ansigter i morgenmaden, i toget eller .. hvor som helst. Vi bliver alle inviteret med på et smugkig når vi nyder livet, enten når vi selv gør noget fantastisk, eller når nogen andre gør det.

Selv poster jeg sjældent på Facebook, eller på nogen andre medier for den sags skyld. Årsagerne er mange, men det er sikkert at det er et aktivt valg!  Men tag ikke fejl: Jeg holder meget at at besøge jer på facebook og se hvor skønt I har det, se hvad I får at spise og hvem I er sammen med. Selv ville jeg nok føle at jeg førte jer bag lyset hvis jeg valgte kun at vise jer en af alle mine facetter, når nu jeg har så mange. De der kender mig ved, at der er lige så meget sort som hvidt i min verden og, naturligt nok, endnu mere i farveviften i mellem. Men sådan er vi naturligvis så forskellige.

Farver og striber
Farver og striber

 

Jeg sidder og tænker over, hvad jeg realt ville have lyst til at dele med mine venner, og hvad der holder mig tilbage fra faktisk at gøre det, på facebook, og her er hvad jeg nåede frem til med lidt overvejelser for og imod:

Jeg kunne jo godt have lyst til at dele med jer, når jeg har fået mig en god tur i kanen: Hvordan lyder det? Er det måske lidt for grænseoverskridende? Har du lyst til at høre om det? Ville Mr. D mon også have lyst til at jeg delte dette, med vores fælles venner for ikke at tale om forældre, søskende og børn, kollegaer? Skulle man så overveje at ændre status på 180 af sine 190 venner så kun udvalgte fik den meddelelse på mobilen til morgenkaffen? Jeg kunne også vælge bare at fortælle dette de der realt viste interesse for lige netop dette felt. Hvilket så giver “Ingenting” til min status opdatering.

Jeg kunne selvfølgelig vælge at berette om hvad jeg spiser og hvornår eller hvad yndlings sønnen laver af sjove eller frække ting, eller endnu bedre: Jeg kunne poste billeder af kattene hver gang de ser søde og nuttede ud: Det er jo så hele tiden! Skal jeg være helt ærlig tror jeg nu ikke at det har min brede venne- og bekendtskabskreds store interesse: De, der måtte interessere sig for disse storslåede begivenheder undslipper alligevel ikke at høre om det, når vi er sammen, i samme lokale, sådan, fysisk: Face 2 Face!

Så jeg tror faktisk at jeg bare at jeg fortsætter som hidtil og nøjes med at bruge Facebook til at se jer fra jeres bedste side, høre at i stadig kører med klatten, redder verden og er vildt forelskede! Så vil jeg tilgengæld opdatere jer, når vi ses!

Godt at se jer igen

 

 

Om ferieplanlægning: Endnu flere hensyn ARH!

Der findes mennesker der fungerer bedst med alt i faste rammer. Som planlægger i god tid frem, så de præcist ved hvad de går i møde, med hvem og hvornår! Jeg tænker at deres kalender sikkert er fyldt godt op.

Så er der dem i den anden kategori, der lever fra dag til dag som ikke har særlig mange forpligtelser, og som måske derfor ikke har behov for skemaer. Muligvis lidt s/h tegnet op, men jeg håber du kan følge min tankegang!
Jeg tror nok, at jeg hører til i den sidste kategori. Det er bare sådan, at mit liv med årene har.. kompliceret sig.. Flere og flere har interesser i mit liv og min tid, så at sige. Nogen direkte og andre inddirekte indflydelse, det er klart!
Tag nu ferierne:
Når jeg nu til sommer ønsker at holde mine fjorten dages ferie med min dreng alene og så, efterfølgende med min kæreste alene, så skal det passes sammen med:
Min kæreste
Enebarnets far
Enebarnets sport (han kører gokart hele sommeren, deltager i diverse løb, som regel kun med sin far. Derfor skal de bedste løb skal helst ligge i fars weekender)
Gokart Skole som (vist nok) kun er én uge i sommerferien
Min kærestes ekskone
Enebarnets fars kæreste
Og hun skal formentlig passe det ind med sine børns far/ fædre
Og endelig er der diverse arbejdsgivere/ kollegaers hensyn!

Jeg har fået helt ondt i maven ved tanken om ferie planlægning siden Mr. D. bragte det på banen for en måned siden. Han og børnenes mor planlægger deres ferier hurtigst muligt. Jeg og enebarnets far har (næsten) altid ventet til vi ikke kunne strække den længere. Hvorfor? Det må guderne vide! Selv har jeg vildt svært ved at overskue konsekvenserne ved vores ferieplanlægning. For ikke nok med at yndlingsbarnet skifter mellem Far og Mor midt på ugen (hvilket gør at man ikke bare kan tale om lige eller ulige uge) så har vi også en aftale om at vi har lov til, to gange om året, at holde 14 dages sammenhængene ferie med den unge mand!

Den skarpe læser vil straks se problematikken i denne aftale: Vi skifter uger efter hver ferie! Vi risikerer med denne aftale, pludselig at stå, (såfremt vi har en kæreste hvis “barnecyklus” følger vores) helt uden den børnefri weekend! For, kærestens børn skifter sjovt nok ikke uger?! Og så kan der gå laaaang tid før den anden forældre holder ferie. Der er sågar også den mulighed at den anden vælger, slet ikke at benytte sig af muligheden for sine 14 dages sammenhængende..

Nogen har engang påpeget for mig, at jeg bare skulle være taknemmelig for at jeg overhovedet havde mulighed for de børnefri stunder! “Det har de færreste forældre mulighed for!” Jo jo! Enig! Men, de havde jo så muligheden for at lære hinanden at kende inden de fik børn! Om de så benyttede sig af den mulighed, er jo så en anden snak, men de havde den! Vi skal lære hinanden at kende, imens vi tager hensyn til børnene og deres følelser, eller i de korte stunder vi er alene. So we better be!

Jeg prøvede for nogle uger siden at få enebarnets far til at sætte sig sammen med mig og en kalender så vi kunne få styr på alle disse ferier! Det lykkedes ikke! Nu har jeg modtaget en mail med et meget kort og meget specifikt ønske om en enkelt uges ferie: Gokartskolen! Det burde være så nemt.. Særligt når jeg ser ind i min kære drengs øjne.. Men ARH(!) det føles ikke altid sådan!

Jeg ved fra flere pålidelige kilder at ferieplanlægning fylder ganske meget i de små splittede, for slet ikke at tale om i de sammenbragte familier! Hvordan planlægger du ferierne?

Alle de hensyn

Da jeg fik min dreng hjem forleden gav han tydeligt udtryk for at han ikke havde behov for at tilbringe mere tid end højst nødvendigt hos min kæreste mr. D og hans to drenge. Han går i skole med den ene. Da vi for alvor begyndte at kæreste syntes især min dreng, der er enebarn, at det var fantastisk med legekammerater der var tilgængelige hele tiden, omend det var helt enormt PINLIGT! Det sidste var vi forberedte på!

Så vi har naturligvis nydt i fulde drag at børnene har opsøgt hinanden uden for skolen og har styret os alle i en retning der gjorde det muligt at tilbringe langt mere tid sammen, end hvad jeg tror vi ellers ville have gjort. Omvendt har det også hurtigere introduceret os for dilemmaer som sammenbragte familier lever med. Der er bare den lille detalje, at vi ikke er en sammenbragt familie: Vi lever ikke samme!

Så alt i alt er det gået som Mette Bender forudsiger i sin bog Mere end Pap og Bonus: Efter omkring et halvt års tid begynder nyhedens interesse at aftage og de begynder at forstå at disse mennesker måske ikke går væk og at tid uden, bestemt også er vigtig! Det er i hvert fald sådan jeg husker det afsnit og det er sådan alle vores børn har reageret!

Så vi har skruet ned for aktiviteterne og har aftalt kun at ses og at spise og sove sammen, en enkelt gang (eller to) i denne uge: Drengene var gensidigt ret trætte af hinanden det var tydeligt. Men hvad sker så når man beslutter at skrue ned? I forgårs, torsdag, tog de sammen hjem fra skole, allerede lidt over to. Da jeg hentede ham hjem efter at have tilbragt lidt tid med mr. D. kunne han slet ikke overskue tanken om at han, pga. min fredagssvømning, skulle “passes” hos dem og at vi efter al sandsynlighed også skulle spise der. De skulle i hvert fald ikke følges med os i biografen: Den opfordring var jeg indstillet på at følge idet jeg mener at de også skal have den slags stunder med deres forældre, alene, uden påhæng.

Nå! Fredag tager de først hjem sammen kl. 15. Da jeg har svømmet og jeg tilslutter mig selskabet hos mr. D. er de store ikke til at drive ud af værelset. De forsvinder derind igen da vi har spist og efter en god lang romantisk film uden noget der kunne minde om børn i nærheden, overhovedet, begynder de at plage om at sove sammen. Hvortil jeg, naturligvis og til min store ærgrelse, må svare Nej!

Inderst inde ved jeg så udmærket godt, at jeg gør det rigtige! Min 10årige Hr. Enebarn kræver tid til at vænne sig til at der altid er andre omkring sig, at andre børn kræver og tager opmærksomheden og at der bliver færre hygge stunder i nærmest total stilhed, alene med mor og måske en kat på skødet. For ikke at tale om tid til at lære hinanden sådan rigtig at kende. Børnene har ikke været med til at vælge hverken fars eller mors kæreste, og da endnu mindre kæresternes børn.

Men ARRRH! Alle de hensyn! (Tag nu ikke fejl! Jeg tager dem af hjertet gerne, når jeg ser dem, når jeg kan finde rundt og navigere i dem, og i alle de nye situationer vi pludselig står i). Der er en himmel til forskel på hvordan de er sammen, fordi de har lyst, og når de voksne bestemmer det! Så det er vel i virkeligheden bare med at stå klar når de har lyst til det. Og bare med at stå klar og fjerne dem langsomt og sikkert fra hinanden mens legen er god, så de kan fortsætte i den gode karma og harmoni, næste gang de/ vi ses.

Åh, hvor kan jeg godt blive træt af alle de nye facetter min ellers helt fantastiske kæresteforhold har fået..

Håber ikke jeg er den eneste ene der har det sådan..?