UA-76103815-1

Tag: Fremtid

Alle de hensyn

Da jeg fik min dreng hjem forleden gav han tydeligt udtryk for at han ikke havde behov for at tilbringe mere tid end højst nødvendigt hos min kæreste mr. D og hans to drenge. Han går i skole med den ene. Da vi for alvor begyndte at kæreste syntes især min dreng, der er enebarn, at det var fantastisk med legekammerater der var tilgængelige hele tiden, omend det var helt enormt PINLIGT! Det sidste var vi forberedte på!

Så vi har naturligvis nydt i fulde drag at børnene har opsøgt hinanden uden for skolen og har styret os alle i en retning der gjorde det muligt at tilbringe langt mere tid sammen, end hvad jeg tror vi ellers ville have gjort. Omvendt har det også hurtigere introduceret os for dilemmaer som sammenbragte familier lever med. Der er bare den lille detalje, at vi ikke er en sammenbragt familie: Vi lever ikke samme!

Så alt i alt er det gået som Mette Bender forudsiger i sin bog Mere end Pap og Bonus: Efter omkring et halvt års tid begynder nyhedens interesse at aftage og de begynder at forstå at disse mennesker måske ikke går væk og at tid uden, bestemt også er vigtig! Det er i hvert fald sådan jeg husker det afsnit og det er sådan alle vores børn har reageret!

Så vi har skruet ned for aktiviteterne og har aftalt kun at ses og at spise og sove sammen, en enkelt gang (eller to) i denne uge: Drengene var gensidigt ret trætte af hinanden det var tydeligt. Men hvad sker så når man beslutter at skrue ned? I forgårs, torsdag, tog de sammen hjem fra skole, allerede lidt over to. Da jeg hentede ham hjem efter at have tilbragt lidt tid med mr. D. kunne han slet ikke overskue tanken om at han, pga. min fredagssvømning, skulle “passes” hos dem og at vi efter al sandsynlighed også skulle spise der. De skulle i hvert fald ikke følges med os i biografen: Den opfordring var jeg indstillet på at følge idet jeg mener at de også skal have den slags stunder med deres forældre, alene, uden påhæng.

Nå! Fredag tager de først hjem sammen kl. 15. Da jeg har svømmet og jeg tilslutter mig selskabet hos mr. D. er de store ikke til at drive ud af værelset. De forsvinder derind igen da vi har spist og efter en god lang romantisk film uden noget der kunne minde om børn i nærheden, overhovedet, begynder de at plage om at sove sammen. Hvortil jeg, naturligvis og til min store ærgrelse, må svare Nej!

Inderst inde ved jeg så udmærket godt, at jeg gør det rigtige! Min 10årige Hr. Enebarn kræver tid til at vænne sig til at der altid er andre omkring sig, at andre børn kræver og tager opmærksomheden og at der bliver færre hygge stunder i nærmest total stilhed, alene med mor og måske en kat på skødet. For ikke at tale om tid til at lære hinanden sådan rigtig at kende. Børnene har ikke været med til at vælge hverken fars eller mors kæreste, og da endnu mindre kæresternes børn.

Men ARRRH! Alle de hensyn! (Tag nu ikke fejl! Jeg tager dem af hjertet gerne, når jeg ser dem, når jeg kan finde rundt og navigere i dem, og i alle de nye situationer vi pludselig står i). Der er en himmel til forskel på hvordan de er sammen, fordi de har lyst, og når de voksne bestemmer det! Så det er vel i virkeligheden bare med at stå klar når de har lyst til det. Og bare med at stå klar og fjerne dem langsomt og sikkert fra hinanden mens legen er god, så de kan fortsætte i den gode karma og harmoni, næste gang de/ vi ses.

Åh, hvor kan jeg godt blive træt af alle de nye facetter min ellers helt fantastiske kæresteforhold har fået..

Håber ikke jeg er den eneste ene der har det sådan..?

Om at motionere – og om ikke at gøre det!

Jeg har, nok som de fleste, svært ved at nå alt i en travl hverdag. Særligt det seneste halve år har jeg løbet kapløb med mig selv for at nå det hele. Men med et sygdomsforløb, mit ny udsprungne forhold til min kære Mr. D. kan vi jo kalde ham, og hans to børn og deres hund(!). Og så er der jo min egen søn som ingen må glemme (Gud forbyde det) og og og! Der har bare været mange ting!

Motion! Det var det jeg kom fra: Med alle de ting og hændelser der har krævet min fulde opmærksomhed, og som bestemt så gerne har ville give, har der bare ikke været hverken tid eller energi til at svømme. Det har gået mig på: jeg elsker at svømme og faktisk er det den sport jeg har formået at vedligeholde bedst, ever!

Resultatet af min manglende motion har været.. interessant, sådan, set over et par måneder! Først skete der intet og jeg tænkte ved mig selv at det hele bare kørte. Jeg spiste ellers lige hvad jeg lyste.. En klokke burde nok have ringet da! Så begyndt jeg at tabe mig (det må ha været musklerne der forsvandt der): Det var så her alarmen skulle have sat i gang! Og så: Bum! Kunne jeg mærke hvordan mit tøj begyndte at stramme og siden hvordan vægten begyndte at stige. Nu var det ikke bare noget tøj den var gal med! Næ nej! Det var det hele: bukser, kjoler, bluser og trøjer, det hele! Så jeg forsøgte at spise mig tilbage, for da jeg stadig var syg med stress var jeg ude af stand til at presse mig selv. Da det ikke gik, blev jeg bare ked og trist, og nok også vred på alle dem omkring mig der ikke forstod problemet og bare spiste videre. Mad begyndte at fylde meget, det var pludselig et problem for jeg kunne ikke så meget som åbne en pakke pasta før jeg tog på.

Wauw! Jeg får det til at lyde som om det stod på i flere år og som om jeg tog.. virkelig meget på! Det er ikke tilfældet! Jeg er kun motions svømmer, men har trappet ned på min svømning de seneste 9 måneder, under dække af kærligheden. Jeg har taget 4 kg. på og det er ikke muskler skal jeg hilse fra den nye mave-fold at sige.

Da vi trådte ind i det nye år var jeg ikke til at holde ud! Jeg kunne ikke være i min krop og jeg holdt mig ikke tilbage for at fortælle mine nærmeste det. Derfor er der nu lavet skema som virkelig prøver at følge: Når min dreng skifter fra mig til sin far, (onsdag) kan jeg svømme efter arbejde. det kan jeg også fredag, men lørdag er bedst for så bruger jeg heller ingen penge: Total Win/ Win! Mandag er også en mulighed og så kommer min dreng hjem! Derfor holder jeg igen indtil fredag hvor jeg lige kan nå en hurtig dukkert efter job hvis min dreng tager med kærestens ældste hjem efter skole. Det gør han som regel alene for selskabets skyld så den dårlige samvittighed kan jeg også pakke et andet sted hen. Jubii! Så lever jeg på fredagsturen til onsdag hvor jeg sender knægten hjem til sin far og min turnus kan starte forfra.

Jeg har trænet efter dette skema i 14 dage og mit lille korpus er allerede i gang med at belønne mig: Jeg har genfundet mine mavemuskler! Ja, faktisk også musklerne på overarmene, lårene, læggene og ballerne! Ikke værst! Mandag gav jeg mig max. Da svømmer den lokale tri-klub i banerne ved siden af mig og det er så fantastisk at se at jeg ikke er helt lost, nok især fordi jeg ikke har fået undervisning i over et år. Nå, som sagt: Jeg gav mig MAX! Og da jeg kom hjem var pulsen høj og jeg svedte på den der “Hov! Du har muligvis sat et par ting i gang i maskineriet, tingene skal lige i gang”-måde. Hele natten murede det frygteligt i mine arme og ben:

Det er så skønt at mærke min krop igen!

 

Familier sammen

At bringe familier sammen!

At være bragt sammen

At være en sammenbragt familie

Hvordan er det gået i dag?

Dejligt! Dejligt at være to, voksne, i de daglige gøremål

Dejligt at se alle drengene i en sammenflettet verden af leg, spil, film og kammeratskab. Et kammeratskab der er blevet udfordret og styrket af de voksnes beslutning om at være sammen.

Vi har bragt dem sammen, tættere sammen

Er vi en familie? Nok ikke!

Vi lever hver for sig. Med hvert vores værdisæt, hver vores pligter, ansvar og mål.

Vi kigger ind i mellem skævt på hinanden

Undres

Tænker: “Godt det ikke er mine, eller mig”

Men, ind i mellem nærmer os noget der ligner. Ligner en familie når vi er ude, sammen. Bragt sammen, med vores forskelligheder, værdier og regler, fortid.. Kommer hinanden i møde: Tager lidt vi kan bruge, tilretter os, bliver mere som hinanden.. Pejler os frem i mørket mod et fællesskab.!

 

<a href=”http://www.bloglovin.com/blog/13565553/?claim=np2esuapknw”>Follow my blog with Bloglovin</a>

<script src=”https://widget.bloglovin.com/widget/scripts/bl.js” type=”text/javascript”></script><a target=”_blank” href=”http://www.bloglovin.com/blog/13565553″ data-img-src=”http://www.bloglovin.com/widget/bilder/en/lank.gif?id=13565553″ data-blog-id=”13565553″ class=”bloglovin-widget”><img src=”http://www.bloglovin.com/widget/bilder/en/lank.gif?id=13565553″></a>