image

Vi rummer, vi deler vores børn, delebørn, og vi samarbejder for at få lov at give børnene alt det bedste vi har.. I 8 lange år har jeg og drengens far skulle udholde hinanden, til trods vi begge er fuldstændig afklarede med at vi ikke er skabt for hinanden. Vi har begge skulle sluge både kameler og elefanter og drengens far og jeg prøver virkelig at holde den gode tone. Med øvelse bliver det bliver lettere og lettere.

Og så sker det alligevel: Vi ramler hovederne sammen som to gamle stædige geder der begge ved at de er stærkest og at de har ret. Eksemplerne er utallige: Knægten bliver sendt hjem til den anden med for små bukser, glemmer en jakke, glemmer halvdelen at skolebøgerne, er kommet for sent i seng.. Eller et vigtigt sports arrangement bliver arrangeret i den andens uger: Ramaskrig! Eller, når vi prøver at drøfte udfordringer i skolen  ligesom samboende forældre, og det, igen, viser sig at vi bare ser forskelligt på tingene.

Den anden opfattes i øjeblikket egoistisk, provokerende, uden forstand på børn og opdragelse, uden empati eller respekt for dan anden part.

Når det sker, kan det være godt, måske endda den eneste løsning, at løfte blikket og se dén det hele handler om for sig: Barnet der står i midten!

Det er ham, barnet, drengen, det hele handler om! Hans trivsel og vores kærlighed til ham som vi begge ønsker at fylde ham fuldstændigt op med, så han kan blive et kærligt, velfungerende og helt menneske.

Balladen opstår alene fordi vi er to mennesker med hver vores bagage, hver vores værdier og hver vores ressourcer. Vi kan kun give videre hvad vi selv har fået men hvad vi end giver videre, er det altid med en positiv hensigt.

Så, med denne nye erkendelse, at årsagen til galskaben er kærlighed alene og at der er en positiv hensigt bag enhver adfærd, kan jeg meget bedre rumme og respektere andres model af verden. Alt andet lige oplever vi ikke verden som den er, men blot en model af verden.

Og når jeg bedre kan rumme andres model af verden, kan jeg også bedre rumme at vi ikke altid er enige, og bedre bøje af uden at føle at der går noget af mig. Faktisk virker det lige modsat, der går ikke noget af mig: Der kommer noget nyt til mig: En stor overvældende følelse af kærlighed, til mit barn!

Hurra! Den kærlighed jeg ønskede at give ham, fik han alligevel, da jeg viste hans far respekt: Alle vinder!