UA-76103815-1

Tag: Kærlighed til delebarnet

Delebørn og rummelighed forældrene imellem

image

Vi rummer, vi deler vores børn, delebørn, og vi samarbejder for at få lov at give børnene alt det bedste vi har.. I 8 lange år har jeg og drengens far skulle udholde hinanden, til trods vi begge er fuldstændig afklarede med at vi ikke er skabt for hinanden. Vi har begge skulle sluge både kameler og elefanter og drengens far og jeg prøver virkelig at holde den gode tone. Med øvelse bliver det bliver lettere og lettere.

Og så sker det alligevel: Vi ramler hovederne sammen som to gamle stædige geder der begge ved at de er stærkest og at de har ret. Eksemplerne er utallige: Knægten bliver sendt hjem til den anden med for små bukser, glemmer en jakke, glemmer halvdelen at skolebøgerne, er kommet for sent i seng.. Eller et vigtigt sports arrangement bliver arrangeret i den andens uger: Ramaskrig! Eller, når vi prøver at drøfte udfordringer i skolen  ligesom samboende forældre, og det, igen, viser sig at vi bare ser forskelligt på tingene.

Den anden opfattes i øjeblikket egoistisk, provokerende, uden forstand på børn og opdragelse, uden empati eller respekt for dan anden part.

Når det sker, kan det være godt, måske endda den eneste løsning, at løfte blikket og se dén det hele handler om for sig: Barnet der står i midten!

Det er ham, barnet, drengen, det hele handler om! Hans trivsel og vores kærlighed til ham som vi begge ønsker at fylde ham fuldstændigt op med, så han kan blive et kærligt, velfungerende og helt menneske.

Balladen opstår alene fordi vi er to mennesker med hver vores bagage, hver vores værdier og hver vores ressourcer. Vi kan kun give videre hvad vi selv har fået men hvad vi end giver videre, er det altid med en positiv hensigt.

Så, med denne nye erkendelse, at årsagen til galskaben er kærlighed alene og at der er en positiv hensigt bag enhver adfærd, kan jeg meget bedre rumme og respektere andres model af verden. Alt andet lige oplever vi ikke verden som den er, men blot en model af verden.

Og når jeg bedre kan rumme andres model af verden, kan jeg også bedre rumme at vi ikke altid er enige, og bedre bøje af uden at føle at der går noget af mig. Faktisk virker det lige modsat, der går ikke noget af mig: Der kommer noget nyt til mig: En stor overvældende følelse af kærlighed, til mit barn!

Hurra! Den kærlighed jeg ønskede at give ham, fik han alligevel, da jeg viste hans far respekt: Alle vinder!

At nyde sin alene tid – selvom man er mor

Jeg elsker min søn over alt på jorden!
I det er der ingen hemmelighed!
Jeg vil gå gennem ild og vand for ham og jeg vil gå langt langt langt for at vide at han har det godt og har ro i sindet, hvad enten det er med sin Ipad mellem hænderne eller når han putter op ad mig og nulre mit hår mens jeg læser historie, eller vi bare ser en film!

Men hver uge, som regel dagen inden han skal videre til Far, bliver stemningen.. anderledes, spændt!
Nogle gange tager jeg mig selv i at tænke at det bliver godt at være alene igen så jeg kan gøre hvad der passer mig og jeg tænker at han har det på samme måde med mig: Nu har jeg ligesom fået mor nok, for denne gang og at han savner sin far.

Om morgnen inden den store afsked (som består i at sende ham i skole som jeg jo sådan set altid gør) er det vigtigt for mig at få krammet ham ordentligt igennem.
Jeg er en enkelt gang eller to kommet på arbejde og er blevet slået helt ud af ikke at have sagt ordentligt farvel.
Tror ærlig talt slet ikke han har det samme behov, men han kan rumme mit, så længe vi kan få krammet overstået inden vi kommer ud i det offentlige og han kan blive set! Til gengæld er der “hentedage” hvor han slet ikke kan kramme og nusse mig nok, efter en uge med Far.
-Ja, man kan vænne sig til meget!

Men den skyld jeg føler, når jeg næsten glæder mig til den frihed jeg har i min barnefri uge, den accepterer jeg nok aldrig: Det er den der er min lille hemmelighed!
Og når friheden så er der, ville jeg hellere sidde i fodenden af hans seng og nulre hans små fødder, end.. end alt det der dårligt kan lade sig gøre når han er med mig!
Når “friugen” så er ved at være slut kommer jeg i tanke om alt det jeg gerne ville ha nået, (men ikke gjorde) og tager mig i at tænke at en enkelt dag mere, alene for mig selv til alt det praktiske, bare denne ene gang, da ikke ville være at fornægte!
Kan ikke lade være med at tænke på, hvilket rodløst og forvirret barn jeg selv var blevet, hvis mine forældre havde bedt mig om at flytte rundt mellem dem, som min Hjerter Knægt gør det!
Heldigvis har han på det punkt sin fars sind og tager det hele lige den del, med ophøjet ro!
Meget er givet mig her i livet som jeg skal huske at være taknemmelig for:
Listen er uoverkommelig lang!

%d bloggers like this: