Dette indlæg er kommet til over meget lang tid. Jeg har i hvert fald tænkt på det længe. Jeg har haft lyst til at skrive det, men det har været for personligt og for svært.. Jeg har ellers bevidst valgt at være rimelig anonym på Naboenskat af hensyn til min familie og især min dreng, lille Hjerter Knægt, som jo alt andet lige, direkte og indirekte bliver beskrevet her. Og sandsynligvis også fordi jeg under dække af generthed var bange med at blive konfronteret med folks reaktion, hvis de nu opdagede hvem jeg virkelig var, og hvad jeg virkelig gemmer på. Og nu kommer det, jeg kan bare ligesom mærke det!
Når man læser og studerer NLP på den måde jeg gør det, bliver man koncentreret over 4 dage introduceret for teorier og modeller som man efterfølgende skal prøve af på hinanden, dvs. på holdkammeraterne. Forløbet tager ca. 9 måneder og imellem undervisningsforløbene øver man på hinanden og igen på “Kaniner” så man naturligvis ender med at blive super dygtig, det er klart!
Pointe: Med al den træning bliver der rørt ved noget i en selv, så man lærer sig selv virkelig godt at kende (hvilket jo er et fantastisk plus hvis man, som jeg selv, ønsker at røre ved noget i andre mennesker).
Jeg skal snart til eksamen. Jeg burde læse og læse, øve og træne! Men det gør jeg ikke, og det har irriteret mig. Jeg har faktisk “kørt ret meget med klatten” på det seneste, så det kan virke som en mærkelig trodsig adfærd som jeg kender fra min barndom. Og ud fra devisen om at “der er en positiv hensigt bag enhver adfærd” har det gået mig virkelig meget på at jeg har flere ret primitive adfærdsmønstre som i bund og grund er ret barnlige og som i flere hensynende faktisk gør det svært for mig at nå derhen jeg gerne vil.
Så, jeg opsøgte min lærer som er en yderst kompetent terapeut og tog en session hos hende. Og resultatet er.. slående!
Uden at gå i detaljer, kan jeg fortælle at vi gennem en stille og rolig snak nåede frem til, at der er nogle elementer, som jeg uden at være klar over det, altid har følt at jeg manglede ganske langt tilbage, i min barndom. Jeg har altid manglet det, savnet det og higet efter det. Og det gør jeg på sin vis stadig. Udfordringen er, at når man mangler noget, som man burde have fået i sin barndom, (ja, korrekt: Her generaliserer jeg) vil man søge at få dækket det behov man havde, som barn! Og det kan virke ganske malplaceret når man som jeg, snart rammer de 40.
Min umiddelbare reaktion på flere af de ting min lærer sagde, var at blive såret og irriteret. Især da hun lovede mig at jeg aldrig vil få det jeg søger. Ikke som det lille barn der søger det, i hvert fald. Så hun lavede en lille øvelse med mig, hvis hensigt er at træne mig i at mærke mig selv og mine følelser. Da jeg kunne mærke mig selv, snakkede vi lidt, og hun gav mig så i samme ombæring nogle redskaber til at mætte denne barnlige følelse og lade den vokse og udvikle sig med mig.
Det lyder sikkert helt tosset, det vil jeg gerne medgive, og jeg var dybt forvirret da jeg forlod hende.
Men, underbevidstheden arbejder! I dag da jeg støvsugede faldt den første 5-øre: Hvorfor jeg ikke er i stand til at holde orden. Hvorfor jeg lever mit liv i en konstant forventning om at der kommer “nogen” forbi for at hjælpe mig. Hvorfor jeg kun føler mig elsket når min elskede irettesætter mig (for det er jo kærlighed at irettesætte sit barn, eller den man elsker! Er det ikke?). For, det er jo på den måde jeg modtog de største kærlighedserklæringer i min barndom! Følelser var ikke noget vi italesætte, men de var der jo, til trods: Jeg kunne bare ikke hitte rundt i dem, for det er nu noget andet at få at vide at du er elsket, end at få at vide at det er noteret at dit værelse roder. Men opmærksomhed er vel opmærksomhed?!
Den tid er passé nu. Jeg ved nu, at der er en positiv hensigt bag enhver adfærd og at man giver hvad man har fået: hvordan skulle man kunne andet? Nogle gange er det bare svært at se, og at forstå. Men det kommer, stille og roligt når man åbner sit sind og lytter, og se på, hvad det er man gør. Og hvorfor!
Jeg begynder at finde en dybere mening med mange ting. Mange ting bliver nu engang lettere at forstå, når man (jeg) kender årsagen. Og endnu lettere at arbejde med og at være i, når jeg blot ved hvordan!
Tænk så mange tanker der kan falde på plads mens man støvsuger: Jeg burde vist støvsuge lidt oftere og feje færre ting ind under gulvtæppet!
Pas på jeg selv derude
/M