Due

Alt er godt! Alt er godt! Alt er godt!  Men.. Jeg begynder faktisk at blive lidt urolig, til trods: Alt er jo godt! Urolig for, om det nogensinde bliver det samme igen? Det samme som tidligere.. Urolig for, om jeg skal få et tilbagefald, til dengang jeg var evigt søgende, hele tiden på jagt, altid klar på en flirt, et smil, en kæk bemærkning med et glimt i øjet. Jeg elskede det: Det fyldte mig op med glæde og energi, det var mit fix som jeg ikke kunne leve uden.

Det er ikke længe siden, det er i hvert fald.. 9-15 måneder, sådan cirka, siden mit behov for den form for anerkendelse og opmærksomhed begyndte at betyde mindre. Det er stadig lidt uvant for mig at kunne slappe af og være til stede i mig selv, nyde nu’et, uden at skulle skæve til ham derovre, blot for at se om jeg kan få øjenkontakt, eller et lille smil måske.

Faktum er at jeg har brændt fingrene igennem livet. Igen og igen, ret koncentreret igennem de sidste 9-10 år! Ja, okay: Ikke hver dag, og ikke hvert år, men trods alt løbende. Og hver gang har jeg hurtigt og sikkert kunne rejse mig og børstet hænder og knæ for grus og skidt, og har igen kløet på med oprejst pande og smil på læben, og virkelig troet på at jeg bestemt skulle finde lykken: Ham, min eneste ene der ville fylde mig fuldstændigt op med lykke!

Men.. Det er som om luften nu er gået ud af ballonen. For den lykke jeg søgte, har jeg fundet. Ah, jeg ved det: Hvor patetisk! Og ja, jeg ved det godt, for jeg har faktisk fundet den i min egen baghave, i mig selv, om du vil, da jeg holdt op med at lede ude. Min lykke er nemlig ikke afhængig af andre end mig selv! Det var en øjenåbner af de store da jeg indså dette efter et af de store brud der efterlod mig blødende på gulvet fordi jeg intet var: Intet, uden Ham! Sikke et ansvar at påtage sig: Jeg er selv ansvarlig for mig lykke?!

Det har taget lang tid, fra jeg indså denne naturlov, til jeg forstod den. Og igen yderligere lang tid, før jeg kunne mærke den, og handle efter den. Og meget kan man sige, men jeg er bestemt ikke kommet sovende til den “Alt er godt” følelse, jeg sidder med lige nu.

Det en ny følelse og en ny situation for mig at være i. Jeg går sommeren i møde med helt nye og anderledes forudsætninger end jeg nogensinde har gjort tidligere og det er på én gang skræmmende, og virkelig dejligt. Dejligt fordi det er mig alene der står ved roret. Jeg kan gøre hvad jeg vil, jeg styrer selv mit skib og sætter selv mine mål. Skræmmende fordi jeg aldrig før har styrtet og har haft ansvar for et skib: Skræmmende, og ret fedt!

Og lur mig, om ikke det nok skal gå. Andre har gjort det før mig, så selvfølgelig kan jeg også. Jeg er lige midt i livet, jeg er kommet langt, faktisk virkelig langt og har stadig mål at  styrer efter, og det kan du også få, hvis du ikke allerede har det!