UA-76103815-1

Tag: Leve i nuet

Jagten efter…

Mænd

Når jeg drøfter mit nyeste yndlings emne “det at møde nye mænd som værende single kvinde” mødes jeg ofte, af de der er der eller har været der, af afmagt.
Ja! “Afmagt” dækker det vist meget godt! På en dårlig dag hører jeg selv til den gruppe. Det er få jeg har mødt der stortrives ved at være alene og det er om muligt endnu færre der synes det er spændende at bruge hverken deres tid eller penge på op til flere dating-sites.. Men vi har vel alle været der, før eller siden?!

Det er længe siden jeg selv meldte pas i forhold til diverse dating sites..
Der var simpelthen for stort et udvalg: For mig at vælge i mellem. Og for mændene også, tydeligvis efter min mening, for hvordan skulle de dog få øje på mig imellem alle de smukke, sexede kvinde der blottede deres store barme og lange øjenvipper og fortalte hvordan de stillede det ene krav efter det andet til mændene, når altså de ikke lige trænede eller brugte tid med alle deres veninder og ellers bare nød livet som single… Puh ha! Jeg kunne bare ikke rigtig genkende det!
Jeg var bare ensom og forladt, prøvede at få dagligdagen til at hænge sammen med et lille barn hver anden uge og en krop og et overskud der bar tydeligt præg af, at jeg kom fra et langt og stillestående forhold!

Jeg nåede at lade mig rive med et par gange.. Det skal siges!
Men indså, at hvad man loves på skærmen sjældent er det man får. Der er ligesom.. for mange ting.. der skal passe sammen..
På samme måde måtte jeg indse, at mange mennesker benytter denne uforpligtende form at skabe kontakt og møde mennesker på, som nettet jo er, til at spare tid og have mange jern i ilden på én gang.
Denne realitet sårede mig dybt og jeg fortrak fra det format.

I virkeligheden tror jeg det ses på lang afstand hvad det er en kvinde er ude efter.. Eller måske gælder det bare mig?!
Jeg mener, når jeg er sulten efter Mand, manden, den eneste ene, så spejder jeg og søger og finder ingenting.
Jeg kan ligefrem se hvordan mændene spotter mig og flygter ud af bagdøren!  Har jeg taget hånd om mig selv, hvad enten det måtte være fysisk, eller i en mere mental forstand, inden jeg går ud af døren så jeg hviler i mig selv, virker det næsten som om mændene kan lugte det! Dét tiltrækker! Og det virker på mig! For når jeg hviler i mig selv er jeg ikke så søgende: Det er ren winn-winn!
“Intet er så sexet som en ny-bollet kvinde” som en tidligere kæreste engang sagde: jeg tror han har ret!

De seneste gange jeg har været i byen har jeg været pinlig ædru og “ny-bollet” for nu at blive i den terminologi. Som bonus (eller måske snarere en effekt deraf) har jeg hvilet i mig selv følt mig “mæt” og haft den der overvældende følelse i kroppen.. Som sjovt nok alt sammen virker positivt på mændene. Uden at gå i detaljer, kan jeg sige at jeg ikke har haft problemer med at komme i kontakt med de mere interessante mænd netop disse nætter i byen.
Jeg har ikke kastet mig i armene på nogen, sandsynligvis fordi jeg allerede har været mæt, hvilket igen har resulteret i at de er kommet tilbage når de har sovet deres tømmermænd ud!
Det er så dér det spændende starter og det er lige præcis dén del som internettet tager fra os!

For ja vist!
Personlighed, mål, interesser er alt sammen vigtigt! Men er den gensidige tiltrækning ikke også det?

Hvor tit har man ikke skrevet med en mand så man var ved at falde ned ad stolen? Af ren og skær begejstring?!
Når man så, sulten og spændt står over for ham første gang, må man bare huske på alle hans skrevne ord:
Det intense blik, gnisten, duften, halsen man har lyst til at sætte tænderne i og aldrig slippe, er der bare ikke!
Måske endda ingen af delene..

Jeg ved godt jeg er dybt privilegeret:
Med verdens skønneste unge den ene uge som kan opfylde de fleste af mine behov for kys og kram, og tiden til mig selv med mine behov, ikke mindst de sociale, i den næste uge.. Med det i baghovedet må jeg erkende at selv om jeg stadig drømmer om alt det jeg ikke har, så har jeg allerede hvad mange andre, både mænd og kvinder, længes efter…

Måske vi (læs: jeg) skal blive bedre til at huske og hvile ved de bitte, bitte små glimt af glæde og succes, bekræftelse og anerkendelse vi (læs: jeg) oplever gennem dagen og livet. Se stort på at projekt “Kernefamilie” ikke lykkedes, men mens vi (jeg) prøvede, mærkede jeg kærligheden og de stunder den var til stede, gør det det hele værd?!

Minderne i kasserne

Karmen på toppen af verden Åh, de flyttekasser vækker minder..

Som den trofaste læser vil vide, har jeg det rigtig godt for tiden! Sådan: Virkelig godt!
Med mig selv, min søn og faktisk også med min søns far!
Jeg har nu i længere tid følt mig helet og i balance, men jeg har samtidig også accepteret at det skal gå både op og ned for at kunne stabilisere sig igen og ja, der er selvfølgelig stadig skeletter at finde i nogle af skabene. Jeg har bare undgået de skabe i et stykke tid..For nogle uger siden da solen og fuglene begyndte at indikere at foråret var på vej, fandt jeg cyklerne frem i skuret og opdagede til min undren at det gjorde mig trist! Jeg blev trist ved tanken om at skulle ud i skuret og jeg fik det nærmest dårligt ved at være derude..
Det tog mig nu ikke lang tid at indse årsagen: Mit skur er mit lager!
Det er i mit skur jeg gemmer alle de ting jeg ikke kan sige farvel til. Det er også der jeg gemmer alle mine drømme.. Drømme om det liv jeg troede jeg skulle ha, om det barn jeg ønskede så meget..Hver gang jeg går ud i skuret, bliver jeg mindet om disse drømme og den sorg de har voldt mig.
Mere end halvdelen af min opbevaringsplads er dedikeret til børnetøj, babylegetøj, små dyner og sengetøj: Jeg har gemt det hele! Jeg fylder 39 år om et par måneder.
Jeg tror jeg har været alle mine muligheder rundt, vendt og drejet det hele: Jeg var midt i mine overvejelser om at gå vejen som solomor da jeg første gang lagde en blog ud her..
Men det var ikke løsningen for mig! Det er ikke løsningen for mig!

Løsningen er at leve mit liv!
At være tilstede i mit liv og være taknemmelig for det det jeg har!
Og så nytter det ikke at jeg holder mig selv i politigreb og tvinger mig til at blive mindet om alt det andet, der ikke har med mit liv at gøre mere, hele tiden..
Det holder bare ikke, for det gør så ondt og det fører ikke noget godt med sig!
Derfor skal det væk!

Jeg nærmest tudede da jeg for nogle timer siden stod derude og åbnede kasser på klem.
Det blev til 5 flytte papkasser! 6 faktisk! Der er nemlig også en kasse næsten kun med små strømper og små lagner. Der er også myggenet og en gåvogn til den helt lille og et autosæde (2 til 8-10 år tror jeg). Der er også et legetæppe og en pusletaske!
Det skal væk nu!

Kender du nogen?
Er det dig der kan bruge det?
Hvis det er dig, finder vi helt sikkert en pris! Næste step bliver nemlig en form for genbrugs butik!

Jeg skal videre i mit liv..  Og jeg glæder mig!

Åh! Du herlige Sociale Medie

Jeg blev netop hevet tilbage til en uforløst drøm, igen, da jeg et svagt øjeblik forvildede mig ind forbi Facebook. Skulle bare lige se hvordan I alle havde det.. I havde det tilsyneladende skønt, derfor er Facebook er fantastisk sted at hænge ud med alle sine 324 nærmeste venner: Der findes nemlig ingen grimme eller triste mennesker på Facebook! Det er et fact!

Alle bliver vist fra deres bedste side, igen og igen. Med sat hår, trutmund og kavalergang, lige op i vore andres ansigter i morgenmaden, i toget eller .. hvor som helst. Vi bliver alle inviteret med på et smugkig når vi nyder livet, enten når vi selv gør noget fantastisk, eller når nogen andre gør det.

Selv poster jeg sjældent på Facebook, eller på nogen andre medier for den sags skyld. Årsagerne er mange, men det er sikkert at det er et aktivt valg!  Men tag ikke fejl: Jeg holder meget at at besøge jer på facebook og se hvor skønt I har det, se hvad I får at spise og hvem I er sammen med. Selv ville jeg nok føle at jeg førte jer bag lyset hvis jeg valgte kun at vise jer en af alle mine facetter, når nu jeg har så mange. De der kender mig ved, at der er lige så meget sort som hvidt i min verden og, naturligt nok, endnu mere i farveviften i mellem. Men sådan er vi naturligvis så forskellige.

Farver og striber
Farver og striber

 

Jeg sidder og tænker over, hvad jeg realt ville have lyst til at dele med mine venner, og hvad der holder mig tilbage fra faktisk at gøre det, på facebook, og her er hvad jeg nåede frem til med lidt overvejelser for og imod:

Jeg kunne jo godt have lyst til at dele med jer, når jeg har fået mig en god tur i kanen: Hvordan lyder det? Er det måske lidt for grænseoverskridende? Har du lyst til at høre om det? Ville Mr. D mon også have lyst til at jeg delte dette, med vores fælles venner for ikke at tale om forældre, søskende og børn, kollegaer? Skulle man så overveje at ændre status på 180 af sine 190 venner så kun udvalgte fik den meddelelse på mobilen til morgenkaffen? Jeg kunne også vælge bare at fortælle dette de der realt viste interesse for lige netop dette felt. Hvilket så giver “Ingenting” til min status opdatering.

Jeg kunne selvfølgelig vælge at berette om hvad jeg spiser og hvornår eller hvad yndlings sønnen laver af sjove eller frække ting, eller endnu bedre: Jeg kunne poste billeder af kattene hver gang de ser søde og nuttede ud: Det er jo så hele tiden! Skal jeg være helt ærlig tror jeg nu ikke at det har min brede venne- og bekendtskabskreds store interesse: De, der måtte interessere sig for disse storslåede begivenheder undslipper alligevel ikke at høre om det, når vi er sammen, i samme lokale, sådan, fysisk: Face 2 Face!

Så jeg tror faktisk at jeg bare at jeg fortsætter som hidtil og nøjes med at bruge Facebook til at se jer fra jeres bedste side, høre at i stadig kører med klatten, redder verden og er vildt forelskede! Så vil jeg tilgengæld opdatere jer, når vi ses!

Godt at se jer igen