UA-76103815-1

Tag: Leve i nuet

Jagten efter…

Mænd

Når jeg drøfter mit nyeste yndlings emne “det at møde nye mænd som værende single kvinde” mødes jeg ofte, af de der er der eller har været der, af afmagt.
Ja! “Afmagt” dækker det vist meget godt! På en dårlig dag hører jeg selv til den gruppe. Det er få jeg har mødt der stortrives ved at være alene og det er om muligt endnu færre der synes det er spændende at bruge hverken deres tid eller penge på op til flere dating-sites.. Men vi har vel alle været der, før eller siden?!

Det er længe siden jeg selv meldte pas i forhold til diverse dating sites..
Der var simpelthen for stort et udvalg: For mig at vælge i mellem. Og for mændene også, tydeligvis efter min mening, for hvordan skulle de dog få øje på mig imellem alle de smukke, sexede kvinde der blottede deres store barme og lange øjenvipper og fortalte hvordan de stillede det ene krav efter det andet til mændene, når altså de ikke lige trænede eller brugte tid med alle deres veninder og ellers bare nød livet som single… Puh ha! Jeg kunne bare ikke rigtig genkende det!
Jeg var bare ensom og forladt, prøvede at få dagligdagen til at hænge sammen med et lille barn hver anden uge og en krop og et overskud der bar tydeligt præg af, at jeg kom fra et langt og stillestående forhold!

Jeg nåede at lade mig rive med et par gange.. Det skal siges!
Men indså, at hvad man loves på skærmen sjældent er det man får. Der er ligesom.. for mange ting.. der skal passe sammen..
På samme måde måtte jeg indse, at mange mennesker benytter denne uforpligtende form at skabe kontakt og møde mennesker på, som nettet jo er, til at spare tid og have mange jern i ilden på én gang.
Denne realitet sårede mig dybt og jeg fortrak fra det format.

I virkeligheden tror jeg det ses på lang afstand hvad det er en kvinde er ude efter.. Eller måske gælder det bare mig?!
Jeg mener, når jeg er sulten efter Mand, manden, den eneste ene, så spejder jeg og søger og finder ingenting.
Jeg kan ligefrem se hvordan mændene spotter mig og flygter ud af bagdøren!  Har jeg taget hånd om mig selv, hvad enten det måtte være fysisk, eller i en mere mental forstand, inden jeg går ud af døren så jeg hviler i mig selv, virker det næsten som om mændene kan lugte det! Dét tiltrækker! Og det virker på mig! For når jeg hviler i mig selv er jeg ikke så søgende: Det er ren winn-winn!
“Intet er så sexet som en ny-bollet kvinde” som en tidligere kæreste engang sagde: jeg tror han har ret!

De seneste gange jeg har været i byen har jeg været pinlig ædru og “ny-bollet” for nu at blive i den terminologi. Som bonus (eller måske snarere en effekt deraf) har jeg hvilet i mig selv følt mig “mæt” og haft den der overvældende følelse i kroppen.. Som sjovt nok alt sammen virker positivt på mændene. Uden at gå i detaljer, kan jeg sige at jeg ikke har haft problemer med at komme i kontakt med de mere interessante mænd netop disse nætter i byen.
Jeg har ikke kastet mig i armene på nogen, sandsynligvis fordi jeg allerede har været mæt, hvilket igen har resulteret i at de er kommet tilbage når de har sovet deres tømmermænd ud!
Det er så dér det spændende starter og det er lige præcis dén del som internettet tager fra os!

For ja vist!
Personlighed, mål, interesser er alt sammen vigtigt! Men er den gensidige tiltrækning ikke også det?

Hvor tit har man ikke skrevet med en mand så man var ved at falde ned ad stolen? Af ren og skær begejstring?!
Når man så, sulten og spændt står over for ham første gang, må man bare huske på alle hans skrevne ord:
Det intense blik, gnisten, duften, halsen man har lyst til at sætte tænderne i og aldrig slippe, er der bare ikke!
Måske endda ingen af delene..

Jeg ved godt jeg er dybt privilegeret:
Med verdens skønneste unge den ene uge som kan opfylde de fleste af mine behov for kys og kram, og tiden til mig selv med mine behov, ikke mindst de sociale, i den næste uge.. Med det i baghovedet må jeg erkende at selv om jeg stadig drømmer om alt det jeg ikke har, så har jeg allerede hvad mange andre, både mænd og kvinder, længes efter…

Måske vi (læs: jeg) skal blive bedre til at huske og hvile ved de bitte, bitte små glimt af glæde og succes, bekræftelse og anerkendelse vi (læs: jeg) oplever gennem dagen og livet. Se stort på at projekt “Kernefamilie” ikke lykkedes, men mens vi (jeg) prøvede, mærkede jeg kærligheden og de stunder den var til stede, gør det det hele værd?!

Minderne i kasserne

Karmen på toppen af verden Åh, de flyttekasser vækker minder..

Som den trofaste læser vil vide, har jeg det rigtig godt for tiden! Sådan: Virkelig godt!
Med mig selv, min søn og faktisk også med min søns far!
Jeg har nu i længere tid følt mig helet og i balance, men jeg har samtidig også accepteret at det skal gå både op og ned for at kunne stabilisere sig igen og ja, der er selvfølgelig stadig skeletter at finde i nogle af skabene. Jeg har bare undgået de skabe i et stykke tid..For nogle uger siden da solen og fuglene begyndte at indikere at foråret var på vej, fandt jeg cyklerne frem i skuret og opdagede til min undren at det gjorde mig trist! Jeg blev trist ved tanken om at skulle ud i skuret og jeg fik det nærmest dårligt ved at være derude..
Det tog mig nu ikke lang tid at indse årsagen: Mit skur er mit lager!
Det er i mit skur jeg gemmer alle de ting jeg ikke kan sige farvel til. Det er også der jeg gemmer alle mine drømme.. Drømme om det liv jeg troede jeg skulle ha, om det barn jeg ønskede så meget..Hver gang jeg går ud i skuret, bliver jeg mindet om disse drømme og den sorg de har voldt mig.
Mere end halvdelen af min opbevaringsplads er dedikeret til børnetøj, babylegetøj, små dyner og sengetøj: Jeg har gemt det hele! Jeg fylder 39 år om et par måneder.
Jeg tror jeg har været alle mine muligheder rundt, vendt og drejet det hele: Jeg var midt i mine overvejelser om at gå vejen som solomor da jeg første gang lagde en blog ud her..
Men det var ikke løsningen for mig! Det er ikke løsningen for mig!

Løsningen er at leve mit liv!
At være tilstede i mit liv og være taknemmelig for det det jeg har!
Og så nytter det ikke at jeg holder mig selv i politigreb og tvinger mig til at blive mindet om alt det andet, der ikke har med mit liv at gøre mere, hele tiden..
Det holder bare ikke, for det gør så ondt og det fører ikke noget godt med sig!
Derfor skal det væk!

Jeg nærmest tudede da jeg for nogle timer siden stod derude og åbnede kasser på klem.
Det blev til 5 flytte papkasser! 6 faktisk! Der er nemlig også en kasse næsten kun med små strømper og små lagner. Der er også myggenet og en gåvogn til den helt lille og et autosæde (2 til 8-10 år tror jeg). Der er også et legetæppe og en pusletaske!
Det skal væk nu!

Kender du nogen?
Er det dig der kan bruge det?
Hvis det er dig, finder vi helt sikkert en pris! Næste step bliver nemlig en form for genbrugs butik!

Jeg skal videre i mit liv..  Og jeg glæder mig!

Åh! Du herlige Sociale Medie

Jeg blev netop hevet tilbage til en uforløst drøm, igen, da jeg et svagt øjeblik forvildede mig ind forbi Facebook. Skulle bare lige se hvordan I alle havde det.. I havde det tilsyneladende skønt, derfor er Facebook er fantastisk sted at hænge ud med alle sine 324 nærmeste venner: Der findes nemlig ingen grimme eller triste mennesker på Facebook! Det er et fact!

Alle bliver vist fra deres bedste side, igen og igen. Med sat hår, trutmund og kavalergang, lige op i vore andres ansigter i morgenmaden, i toget eller .. hvor som helst. Vi bliver alle inviteret med på et smugkig når vi nyder livet, enten når vi selv gør noget fantastisk, eller når nogen andre gør det.

Selv poster jeg sjældent på Facebook, eller på nogen andre medier for den sags skyld. Årsagerne er mange, men det er sikkert at det er et aktivt valg!  Men tag ikke fejl: Jeg holder meget at at besøge jer på facebook og se hvor skønt I har det, se hvad I får at spise og hvem I er sammen med. Selv ville jeg nok føle at jeg førte jer bag lyset hvis jeg valgte kun at vise jer en af alle mine facetter, når nu jeg har så mange. De der kender mig ved, at der er lige så meget sort som hvidt i min verden og, naturligt nok, endnu mere i farveviften i mellem. Men sådan er vi naturligvis så forskellige.

Farver og striber
Farver og striber

 

Jeg sidder og tænker over, hvad jeg realt ville have lyst til at dele med mine venner, og hvad der holder mig tilbage fra faktisk at gøre det, på facebook, og her er hvad jeg nåede frem til med lidt overvejelser for og imod:

Jeg kunne jo godt have lyst til at dele med jer, når jeg har fået mig en god tur i kanen: Hvordan lyder det? Er det måske lidt for grænseoverskridende? Har du lyst til at høre om det? Ville Mr. D mon også have lyst til at jeg delte dette, med vores fælles venner for ikke at tale om forældre, søskende og børn, kollegaer? Skulle man så overveje at ændre status på 180 af sine 190 venner så kun udvalgte fik den meddelelse på mobilen til morgenkaffen? Jeg kunne også vælge bare at fortælle dette de der realt viste interesse for lige netop dette felt. Hvilket så giver “Ingenting” til min status opdatering.

Jeg kunne selvfølgelig vælge at berette om hvad jeg spiser og hvornår eller hvad yndlings sønnen laver af sjove eller frække ting, eller endnu bedre: Jeg kunne poste billeder af kattene hver gang de ser søde og nuttede ud: Det er jo så hele tiden! Skal jeg være helt ærlig tror jeg nu ikke at det har min brede venne- og bekendtskabskreds store interesse: De, der måtte interessere sig for disse storslåede begivenheder undslipper alligevel ikke at høre om det, når vi er sammen, i samme lokale, sådan, fysisk: Face 2 Face!

Så jeg tror faktisk at jeg bare at jeg fortsætter som hidtil og nøjes med at bruge Facebook til at se jer fra jeres bedste side, høre at i stadig kører med klatten, redder verden og er vildt forelskede! Så vil jeg tilgengæld opdatere jer, når vi ses!

Godt at se jer igen

 

 

Respekt iført badetøj

Jeg ved godt, at jeg burde være taget ud at svømme og få brugt min krop lidt, så den kan komme i form!
Den har skreget på det hele dagen, i en hel uge
Jeg har uro i kroppen og har svært ved at koncentrere mig:
Godt weekenden nærmer sig, og de forbandede sommerferieåbningstider stopper så vi andre dødelige og arbejdende mennesker kan komme til!

Svømning er min sport: Alle de fordele, slet ingen ulemper!

  • Man kan ikke overanstrenge sig, for så drukner man
  • Man får lov at træne med meget veltrænede og meget letpåklædte mænd
  • Man bliver set som man er (der er jo ingen muligheder for at skjule noget i en svømmedragt)
  • Man kan ikke se hvor meget du sveder
  • Samtlige muskelgrupper bliver styrket og rørt
  • Man undgår dårlige hofter (jeg har selv dårlige hofter men de bliver bedre når jeg svømmer)
  • Man undgår “mormor arme”
  • Det føles bare godt, også for det indre barn du måtte gemme på
  • Du kan gå i sauna og flade ud bagefter

Nu skal I ikke skrive, at i alle sammen har prøvet tilsvarende, men I får lige denne, helt gratis:

Engang jeg var af sted faldt jeg i snak med en ung fyr i en svømmehal som jeg testede for at se om det var et godt sted at hænge ud! Det viste sig at det var det og jeg er siden kommet der fast.
Vi svømmede om kap, han var hurtigere end mig til trods jeg havde svømmefødder på.. Hmm..
Bagefter stod og snakkede lidt løst og fast og fik pusten igen op ad kanten: Mega sexede begge to, våde og glinsende og med høj puls..
Og så tar han chancen, og spørg om han må få mit nummer!

Respekt!!

Men hvad siger jeg?
Hvad føler jeg?
Føle-føle-føle!!!!! Det er det jeg kan: Føle! Jeg føler mig fuldstændig nøgen (det var jeg jo sådan set nærmest også) og blottet, og bliver overvældet af en stemme (min) der siger:

Nej, nej: Du skal da ikke bare tage den første og bedste der byder sig til!

Så jeg smiler, muligvis lige vel selvtilfreds, og siger at Nej(!) det må han ikke få. Men det kan jo være at vi mødes i bassinet igen, for jeg har tænkt mig at komme tilbage!

Hvad fanden er det for et svar???

Så han smuttede, og selvom jeg vitterlig begyndte at svømme der, ikke mindst i håbet om at han ville komme tilbage, kom han aldrig igen

Ej, helt ærligt: Tårer har jeg aldrig grædt på lige den den konto.. Men for Søren da!
Man kan da ikke bare overraske mig på den måde når jeg står der helt blottet og bare ikke ser det komme!!!

Så får man altså den kolde skulder!
Man er vel i beredskab, skal passe på sig selv!
Han var vel dybest set også alt for ung:
Dejlig, ung og veltrænet!

Men han får en tanke for sin overskuds agtige situationsfornemmelse!
Som jeg faktisk har stor respekt for!
Og så trøster jeg mig, når jeg sidder her, foran tastaturet med dårlig samvittighed over at jeg ikke udnyttede dagens trænings muligheder med, at jeg i det mindste har haft sådan en oplevelse, en lørdag formiddag i en svømmehal i Taastrup!

Og så var den der sørme igen:
Følelsen af, at jeg skal huske, og det skal du også(!) at være taknemmelig for de små gyldne øjeblikke!
Også selvom man indimellem lader sig overraske i en sådan grad at man ikke griber dem!
Det må være dét der er livet!

Fortæl mig: Har du nogensinde oplevet noget tilsvarende? Det kunne være virkelig dejligt om du ville dele et gyldent øjeblik!

Hvis du er i tvivl er du det nok ikke

Alle de tanker jeg har gjort mig om børn.
Med en far, uden en far, hvilken far, tid, økonomi, følelser, nærvær, tid, økonomi..

Det fyldte det hele!
Jeg om-indrettede i mine tanker mit hjem, min søns værelse så der kunne blive plads til til den søskende som (måske) en dag ville komme.
Lagde min økonomi om.
Jeg bekymrede mig for alt det der (måske) en dag ville ske, eller ikke ske.

Jeg følte tiden rende ud
Jeg følte mig gammel, ufuldendt og mislykket

Der er faktisk ikke meget godt at sige om de måneder der blev ædt op af bekymringer og tunge tanker.
Hvis der er, har jeg vist desværre glemt det

Så en dag besluttede jeg at prøve at lade det ligge!
Og se, hvad livet så havde til mig når mit fokus blev flyttet
Så jeg fandt en dejlig flirt
Og drømte smukke og frække drømme om vores fælles fremtid.. Men jeg er ikke sikker på jeg skal fortælle ham om dem.
Han gav mig nok lidt af den kærlighed jeg længtes efter, måske var det det der gjorde, at jeg pludselig standsede op..

Måske min kammerat havde mere ret end jeg har lyst til at indrømme, da han bad mig svare på, hvad det var dette barn skulle tilføje mit liv.
Kærlighed.. og fritagelsen af den skyld jeg føler over at jeg ingen søskende har givet min søn..

Det gør ondt at indrømme
Nu er det skrevet, sort på hvidt

Vi ved jo alle at det skrevne ord vejer tungere end det talte, og end det tænkte.. Eller..

Nu lader jeg det ligge, og så håber jeg at jeg med tiden vil acceptere at mit liv gik i en så stor bue om alle mine drømme og forventninger.
Jeg fik noget andet
Op og nedture, som har gjort mig til den jeg er i dag..

Tror snart jeg skal ud og møde nogle rigtige mennesker og satse på den virkelige verden i stedet for drømmene

Forandring – helt ind i cellerne

Så er jeg tilbage med nyt

Jeg var jo lige så godt i gang!
Mange vinkler, mange kloge ord fra venner og veninder som jeg har følt lyst til at dele det hele med.
Som jeg virkelig har kunne bruge, og tak til Jer for det!

Sidst jeg skrev havde jeg en god ro i maven, dermed ikke sagt at beslutningen var truffet men alt kunne blive anderledes og det blev det.

Jeg ved ikke hvor mange der har prøvet at blive ringet op af sin læge?!
Ikke bare ét, men 2 og 3 ubesvarede opkald lå der fra min læge fredag formiddag da jeg kom tilbage fra morgenmad med afdelingen.
Jeg har prøvet det een gang tidligere, dengang var det alvorligt og min læge tog hånd om mig som om jeg var et barn, hvilket nok også var nødvendigt på det tidspunkt og han undlod klogeligt at fortælle mig præcist hvorfor han var så omsorgsfuld hvilket jeg stadig er ham dybt taknemmelig for!

Jeg mente bestemt jeg havde fået svar fra alle de prøver jeg havde fået taget i forbindelse med de forberedende øvelser inden en mulig  insinimation.
Jeg havde i hvert fald fortalt Stork klinik at alt var godt, der var ingen tvivl i mit sind!

Alle de tanker der kan fare gennem hovedet når en lægesekretær tydeligvis ikke har lyst til at fortælle hvorfor man er blevet ringet op..
Tonen på lægens stemme.
Den langsomme talen: “Er du med mig..?”
Alle de ord der pludselig er fremmede og uforståelige

“Hvad siger du?”
“Hvad betyder det for mig, min fremtid, processen, risicis?”
“Det er vel ikke så alvorligt?! Jeg mener, det er vel bare rutine! ??”

“Hvad er worst case?”
“Hvad er worst case?”
“Hvad er worst case?”
Ikke noget svar.. Det af alle svar runger altid i mine øre længe efter..!

Så jeg har “Atypiske celler”
Jeg har celleforandringer
Jeg er identificeret med virusset
Jeg skal videre i systemet
Jeg skal vaccineres for 3.750kr. (godt jeg snart har fødselsdag!)
Jeg skal sætte mine planer i bero, bare lidt..

Jeg skal se på min søn og vide at jeg er verdens heldigste kvinde og at min søn har en far der elsker ham over alt på jorden
Jeg skal ikke bekymre mig: Jeg bekymrer mig ikke!
Jeg skal acceptere at det er ude af mine hænder: Jeg accepterer!
At jeg er heldig at der bliver taget nånd om det, om mig!

Alle mine tanker om flere børn er sat på hold
Jeg fejler bestemt ikke noget alvorligt men alligevel: Alt er anderledes!
Det der før fyldte så meget, betyder ingenting!
Det jeg før tog for givet, betyder alt!

Syg eller ikke: Det her er sundt
At sætte tingene i perspektiv

Kærlige tanker til alle I der satte jer ned og læste min lille beretning:
Dette er så langt fra den sidste!

%d bloggers like this: