UA-76103815-1

Tag: Liv

Vi starter igen, det er okay!

cropped-DSCN1687.jpg

Alene! Jeg har prøvet det før. Men hver gang er anderledes. Og hver gang formår jeg at rejse mig igen! Men grunden jeg har stået på har føltes usikker, vaklende. Jeg har vaklet. Jeg har ikke syntes mit liv har været let. Nærmest sådan.. jævnt tungt.

Nu er erkendelsen kommet til mig: Jeg har levet i en eventyrverden! Og hvad mener jeg så med det? Jeg har gennem hele mit liv troet på.. en form for retfærdighed.  Måske sådan en særlig retfærdighed, kun for mig: For datteren og lillesøsteren, kæresten og moderen: mig! Jeg har troet på, at jeg skulle have i livet hvad jeg fortjente (hvem der så var dommer over det?!). Og, da jeg er en sød pige fra en helt almindelig forstads kernefamilie (i hvert fald i de første 16 år af mit liv), måtte det være den vej jeg også skulle gå, det jeg skulle stræbe efter, og det jeg fortjente at få. Det var i hvert fald det mine forældre havde ønsket at give mig! Det er sikkert og vist!

I dag står jeg alene. Igen! Men, uden endnu at forstå hvad forskellen denne gang er, er jorden nu fast under mine fødder. I går slog det mig at der findes så mange talemåder om at man får hvad man fokuserer på. Og man får i verden og livet, hvad man giver. At der findes en kosmisk balance.. Alt sker af en årsag, og at verden og livet vil os det godt!

Måske der er en større mening med disse.. filosofier. Jeg mener:

Der går ikke røg af en brand, uden der går er ild i den!

I dag var jeg for første gang i stand til at se det hele lidt oppe fra.. Og i et split sekund faldt det hele på plads. Jeg forstod at jeg ingenting fortjener. Intet mere end alle andre som også arbejder hårdt for at overleve, leve, komme i mål. Jeg indså og erkender hvor velsignet heldig jeg er at være født i et land uden sult og uden krig. Hvor legende let jeg er kommet til mange af de ting jeg faktisk har i mit liv og hvilken udvikling jeg har gennemgået, som har gjort mig til den jeg er i dag.

Og det er okay! For jeg har alt jeg kan drømme om, når blot jeg åbner øjnene og ser! Og det er det jeg vil! Se! Også naboens dumme kat med lopper og skarpe klør og det hele!

Det er virkelig okay!

Lykke og Facebook?

Faktisk troede jeg , at jeg var syg! Det er kommet over de sidste par måneder, stille og roligt er det tiltaget mere og mere.. Jeg nævnte det for en kær veninde, at jeg følte mig underligt tilpas. Jeg understregede at jeg ikke havde mødt nogen mand: at jeg ikke var forelsket: Nu var jeg solo, og det var okay, lige nu!

“Kan det, i din verden, tænkes, at ikke al forelskelse skal relatere til en af det modsatte køn? Eller til en udefra kommende person? Kan man tænke sig den tanke, at du kan blive forelsket i noget andet? Noget så defust som selve Livet? Eller at det du kalder forelskelse, blot er følelsen af at have det godt! At være i harmoni og hvile i sig selv?!”

Jeg blev nærmest flov, for jeg vidste med det samme at hun havde ret! Men kan man tillade sig det, at have det godt, i vores verden, og hvis  man kan, hvordan siger man det så højt, uden at blive betragtet som en uden at blive set skævt på?

Eller.. det skal måske slet ikke siges højt? Er det ikke nok at jeg selv ved hvordan tingen er?
Skal det virkelig postes til hele verden at jeg har det godt, før det er virkeligt? Ja! Det skal det! Åbenbart!!

Jeg har den seneste tid på det nærmeste været frustreret over de posts mine venner og bekendte til stadighed poster på blandt andre Facebook:

Hvor de er, hvem de er med, hvad og hvor de spiser, hvilket humør de er i, hvad de har modtaget, hvad det er blevet frataget, hvad deres mand, børn, svigerforældre, kæledyr har udrettet.. Og hvor lykkelige de er! Kan de virkelig være nærværende og til stede i alle deres selskaber, gøremål og følelser når de hele tiden skal hive deres telefon op og i tale sætte det?

En hel dag kan jeg gå og føle mig generelt lykkelig: For mit job, mine kollegaer, for mit helbred, mine gamle bukser som jeg stadig passer, for min bror derude i verden, min smukke, dejlige, underskønne søn, for solen som også stod op denne gang, for vinden der blæser og for at træde ind i mit hjem der giver mig ro, og alt det i den der skal ændres i den og for det og de som hjælper mig med at sætte store og små mål i livet!

Det er det der fylder min lykketank op! Men, det er jo ikke noget jeg ønsker at dele med hele verden, hele tiden!
Jeg har nok at gøre med at rumme følelsen selv! Og glædes ved den! Eller med at være nærværende så jeg til enhver tid kan hive følelsen eller episoden frem og genkalde mig det hele..

Det er nok bare mig. Tossede dobbeltmoralske lille jeg!
Jeg ved det jo godt, og alligevel bliver jeg ved med at åbne op for alle deres opdateringer. Men der går længere og længere imellem, både uger, og måneder til tider: Man er vel nysgerrig?! Og hver gang skuffes jeg.. Over hvad jeg læser.. men særligt over mig selv!  En vis forventningsafstemning ville nok være på sin plads her!

Er jeg dobbeltmoralsk?

Læs nu, hvad jeg netop har skrevet, for nu poster jeg det nemlig, på min hemmelige side! Mon det vil gøre min lykke mere virkelig, eller synlig, eller er det blot mit behov for at være med i den elektroniske World Wide Web verden der driver mig? For i virkeligheden føles det jo bare godt at sætte ord på det hele. Og det føles også godt at blive bekræftet og anerkendt fra tid til anden, der bliver vel bare flere og flere muligheder for at få forløsning for dette..

Er jeg nu også gammeldags? Eller bare mere privat end.. mange andre?

Fortæl mig: Poster du alt hvad der vækker en følelse i dig og hvad giver det dig?

En ny Stjerne

Jeg var lige i gang med at få styr på mit liv: Afklaret med at være uafklaret. Lidt kærestesorg og selvoptagethed har man vel altid man kan tage sig af mens man skøjter rundt på Facebook. Tankerne fylder det hele og telefonen er varm fordi jeg skal hører veninderne sige det samme og det samme til mig: “Det tar tid!” “Det skal nok blive godt!” “Slap nu af, du har det jo godt!”

Mmm.. Klart! Læser bøger om hvilepuls og Waow-effekt og selvindsigt og og og!

Og så: BANG!
Bliver alt ændret! Fra det ene øjeblik! Min veninde havde skrevet følgende opdatering på Facebook:

Det er med dyb sorg at fortælle Jer, at vores smukke datter Caroline er gået bort! Hun blev kørt ihjel i går kl.17.45. Ingen ord kan beskrive den smerte vi føler!!
Caroline du vil altid være i vores hjerter alt er meningsløst….men Gud havde en større plan med hende!!
Sov sødt lille skat! Mor og far elsker dig!!

Og lige da, kan jeg se og forstå hvad der er vigtigt i livet!
Mit hjerte bløder og tårerne triller: Der gik mange timer før jeg forstod hvad der var sket og jeg sad oppe hele natten og skiftevis græd og hulkede så hele kroppen rystede.
Gik ind og så til min dreng og takkede alt mellem himmel og jord for hvad jeg har.. Og også har i morgen!

Få dage senere lød hendes opdateringen således:
Hvordan kommer man over sit tab?????? Har lige kysset jorden, lige der hvor hendes lille  gik i stå, lige der hvor alles hjerter gik i stå!
Du var så sød og smuk lille som stor. Nu skal jeg aldrig glatte dit hår, kysse dig i panden og vugge dig i mine arme! Du er mit livs kærlighed mit lys! Hvordan kan man overhovedet komme videre….

Sorgen vil ingen ende tage..
Alle omkring græder, ingen kan tænke sig til den smerte hun må skulle rumme, ingen ved hvordan hendes verden ser ud på den anden side..
Men jeg ved, at hun var en nærværende og kærlig mor.
Det ved hun også!
Jeg ser på min dreng og ønsker at blot at kunne tænke tilbage, og intet fortryde, hverken kram og kys, eller skænderier og smækken med døre.
Livet er både op og ned, ingen har sagt at det er let og slet ingen har sagt, at det ikke må gøre ondt!
Men det vigtigste må være at vi er til stede i det vi gør og tager ved lære..!

Min veninde skal fortsætte sit liv, nu med en mission, måske at finde en ny mening med livet, måske at give andre én.. Måske det er et og samme..

Tårerne triller når jeg læser hvad hun skriver, hun vil aldrig blive den samme!
Jeg mangler ordene, føler mig magtesløs på en måde der ikke kan sammenholdes med mine egne kriser, skilsmisse, retsag og barske livserfaringer der på den anden side har gjort mig stærkere end nogen sinde. Vejen dertil var blot så lang og hård!
Det jeg har kæmpet for, er blevet frarøvet hende for altid!
Mine eneste ord jeg kunne give hende, giver jeg Jer med:
“Kæreste
Jeg ved i mit hjerte, at for hver et lys der slukkes, da tændes der en stjerne som vil lyse og funkle og aldrig lade mig glemme..!
En ny stjerne er blevet tændt..
Den lyser og funkler og jeg elsker den stjerne!
Aldrig har jeg kigget så meget på stjernerne som nu, og det stille lys jeg så tit har tændt i aftentimerne, har fået en hel ny betydning i mit liv og vil altid have det!
Kære Caroline
Du var også en engel da du var iblandt os!
Ingen ord kan beskrive hvad du gav os alle..
Hjælp os nu med at passe på din far og din mor så deres hjerter med tiden kan heles..”

Kære Du, der læser dette: fra min kære veninde til dig:
Kys og kram Jeres børn og kære de er kun til låns! Tag intet for givet og husk at fortælle at I elsker hinanden, hver dag!!! Det gjorde jeg heldigvis..